Beskidt slutspil i Kairo

Jasminrevolutionens inspiration
En af de få undtagelser – i hvert fald foreløbig – var jasminrevolutionen i Tunesien. Og netop den inspirerede millioner af egyptere til at gå gaden og forlange regimets afgang og demokratiske reformer. Når det kunne lykkes i Tunis, hvorfor så ikke i Kairo? I tre døgn fulgte verden begivenhederne med spænding. Er det en gentagelse af Berlin-muren, vi er vidne til? Mange med ærlig, entusiastisk optimisme og mange med bekymring, navnlig i de vestlige regeringskontorer. For vil demokrati og frie valg sende islamisterne til magten i det største arabiske land, der i årevis har været garanten for den stabilitet, der sørgede for Israels sikkerhed i det arabiske statssystem?

Men selv de bekymrede troede på, at noget nyt og stort var på vej i Egypten og måske i hele Mellemøsten. Optimismen kunne henføres til Tunesien.

Egypten er ikke Tunesien
Men Egypten er ikke Tunesien – som den nuværende stærke mand i Kairo sagde allerede inden han blev udnævnt til vicepræsident. Egyptens hær er stærk og gennemsyrer helt det egyptiske statsapparat. Kontrol af ressourcer og våben er centraliseret i den egyptiske statsledelse. Frem til sidste uge med Mubarak som den uantastede edderkop i midten af spindet, men nu overtaget af Omar Soleiman, som den nye vicepræsident hedder, og som hidtil til USA’s tilfredshed har været ansvarlig for Egyptens forhold til Israel og for den egyptiske terrorbekæmpelse. Begge dele i tæt kontakt med amerikansk efterretningstjeneste og forsvar.

Hans udnævnelse og Mubaraks annoncering af, at han ikke genopstiller ved næste valg var de lunser, demonstranterne kunne få: Hertil og ikke længere! Deres krav var blevet hørt og nu skulle demonstranterne gå hjem. Og vil de ikke høre, kan de føle i form af bøllers hærgen blandt demonstranterne, mens hæren passivt ser til. Med den hensigt at skræmme dem hjem. Da denne strategi blev anvendt af Iran efter det skandaløse præsidentvalgt i 2009, der ligeledes sendte reformtilhængere på gaden, tøvede man i Vesten ikke med at kalde det statsterrorisme. Når det nu sker i Egypten, kaldes det ”at mane til ro”, ”at undgå blodsudgydelse” – som efter alt at dømme på intet tidspunkt har været på de egyptiske demonstranters dagsorden – og stille og roligt indlede forhandlinger med Soleiman som forhandlingsleder. Altså med det magtapparat som har holdt Mubarak kørende og som nu gør ham til en kransekagefigur og formentlig gerne ofrer ham for uforandret at holde sig på magten.

Alt ved det gamle
Alt tyder lige nu på, at Vesten med USA i spidsen satser på en regulær fortsættelse af det egyptiske diktatur med den ene forandring, at det nu er Soleiman, der tegner det, og ikke Mubarak, der alligevel svækket af alderdom var på vej ud af magtens cirkler.

En tilfredsstillende løsning for de vestlige demokratier og Israel: Man har støttet reformer og et regimeskifte, men sikret sig, at den gamle garde forbliver på magten og holder Israel inde og islamisterne ude.

Hvordan vil denne smukke løsning i stabilitetens navn se ud for de mange demonstranter, der gik på gaden i Egypten og troede på en Jasmin revolution i Egypten med fredelige midler? De vil formentlig undre sig over, at demokrati og reformer kun er for samfund i Vesten, der i Mellemøsten har brug for autokratier, der kan hjælpe Vesten med at sikre stabiliteten. Hvor skal reformtilhængerne nu se hen? Efter alt at dømme til islamisterne med det resultat, at Vesten med sin støtte til det egyptiske militærs afvikling af Jasminrevolutionen i Kairo gøder grunden for mere islamisme – i forsøget på at holde islamisterne fra fadet.

Roen og stabiliteten bliver – for en stund – genetableret. Og demokrati og reformer udebliver endnu engang. Det er måske alligevel for farligt med demokrati og reformer i de varme lande?