Afrikanske lande kommer ikke til at tage deres irregulære migranter tilbage fra Europa

Der er emner, man taler om, og der er emner, man slet ikke taler om. Og så er der emner, som man både taler om, forhandler, skriver ned og aftaler for så at lade som absolut ingenting.

Noget af det man ikke taler om ved den internationale konference om klimaforandringer, migration og regeringsførelse i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, hvor Globalnyt var tilstede, er: Hvem der har skylden for klimaforandringerne?

Der var ingen kritik af de rige landes globale opførsel at høre fra de afrikanske deltageres side – hverken i konferencelokalerne, ved frokosten, på gangene, på hotellet eller på turen til universitetet i Hawassa i det sydlige Etiopien. Og det er selvom, Etiopien og Ghana, som der er særligt fokus på ved denne konference, bliver hårdt ramt af de klimaforandringer, som de selv kun har bidraget minimalt til.

Ghanas fremmeste migrationsforsker, professor Joseph Teye fra Ghana University, vurderer, at det er noget, man generelt ikke ønsker at tale om. Det handler blandt andet om de rige landes penge.

Afrika har fået nok, men vil ikke kritisere

Teye mener, at hele diskussionen om klimaforandringer bidrager til den modvilje mod Europa, som vokser i en del afrikanske lande.

“Afrika har helt sikkert fået nok af Europa og det globale nord. Men læg lige dertil, at landene stadig er afhængige af Europa. Så regeringerne er taktiske med det her. De ønsker ikke at fremstå som åbenlyst kritiske, fordi de har brug for bistanden. Samarbejdet har hjulpet på budgetterne, men mange afrikanske akademikere og udviklingspartnere ved, at samspillet med Europa ikke rigtig har gavnet Afrika,” siger Joseph Teye.

Krigen i Ukraine, hvor Vesten prøver at presse blandt andre afrikanske lande til at fordømme Rusland i FN, er bare et eksempel. Så er der det andet aspekt af klimaforandringerne. På den seneste klimakonference, COP27, blev alle emner fulgt af løfter fra landene i det globale nord. De vil takle klimaforandringerne, de vil give penge til begrænsninger og de vil give penge til klimatilpasning. De vil alt muligt, siger de igen og igen. Men der sker ikke noget, siger Joseph Teye.

Bedste løsning er en kortvarig migration

Migration er et andet emne. Hvis det handler om at fremme en sikker og ordentlig migration, en cirkulær migration, ja så er åbne grænser en af de letteste veje til det. 

“På den ene side siger de europæiske lande, at de er bekymrede over, at mennesker forsvinder på havet i forsøget på at nå Europa. Men den bedste løsning på det er, at have en kortvarig migration, altså at lade nogle komme ind, arbejde og rejse igen. Men det sker heller ikke.”

“Hvis de europæiske lande virkelig ønsker at hjælpe os, hvorfor må vi så ikke komme og arbejde i nogle flere områder. For Europa er jo åben for vores læger og sygeplejersker, som er blevet uddannet med hårdt tjente penge her. Men hvis lavtuddannede arbejdere vil afsted, så må de ikke.”

Slut på den afrikanske drøm

Alt på migrationsområdet blev særligt kompliceret efter 2015, da mange især syriske flygtninge søgte til Europa. Inden da havde EU og Den Afrikanske Union (AU) aftalt, at EU skulle åbne for en vis cirkulær migration, altså tidsbegrænsede arbejdstilladelser. Til gengæld skulle AU’s medlemmer sørge for at deres statsborgere, som opholdt sig irregulært i Europa, blev taget hjem

“Jeg var der, som en del af forhandlingerne med EU. Det var mig, der præsenterede på vegne af Central- og Vestafrika. Og EU lovede, at der ville blive åbnet for høstarbejdere for eksempel. Og så kom krisen i 2015 med flygtninge fra Syrien og andre steder fra. Og det var så slut på den afrikanske drøm,” siger Joseph Teye.

Han tilføjer, at korrupte afrikanske regeringer også må tage deres del af skylden. De velordnede europæiske lande har en forståelig betænkelighed ved at tage imod mennesker fra lande, der selv har ressourcer, men som magthaverne udnytter til egen, ikke til befolkningens bedste. Imens Europa yder udviklingsbistand – blandt andet for at bremse migrationen. Det virker i øvrigt heller ikke, siger Teye.

“At folk vil af sted, handler ikke kun om økonomi. Hvis du drager til Europa, og du lykkes med det, så bliver du typisk respekteret, når du kommer tilbage. Du har også gjort noget for familien. Så uanset om der bliver ydet udviklingsbistand, så vil folk alligevel af sted. Hvis de afrikanske lande skulle fungere godt, hvis de skulle udvikle sig til områder, hvor folk kunne tjene det, de har brug for, så ville migration blive et valg. Men nu er situationen sådan, at alle synes, de skal af sted. Og det er problemet.”

Alle forhold handler om at lukke grænser

EU prøver at begrænse migrationen ved at få lande som for eksempel Niger, som mange migranter bevæger sig igennem, til at lukke sine grænser og indføre kontrol – og har også lagt en del af den europæiske grænsekontrol ud i de afrikanske lande for at bremse eventuelle migranter på deres vej mod Europa.

Joseph Teye betegner det som interessant. Mobilitet har stor betydning for levevilkårene i Vestafrika. Det vestafrikanske samarbejde i ECOWAS har en protokol om fri bevægelighed. Den giver indbyggerne ret til at bevæge sig fra land til land uden visa, og det fungerer faktisk meget godt, forklarer Joseph Teye.

“Men når du er kommet til et land, så vil du jo gerne arbejde, og så skal du have tilladelser. Det tog Den Afrikanske Union fat på, og så kom AU’s protokol om fri bevægelighed i 2018. Den er der færre, der har ratificeret, fordi landene er bange.” 

Han fortæller, at EU stadig siger, at EU støtter fri bevægelighed i Afrika. Men EU arbejder på at få lukket grænser. Hvis du tager til Niger og Libyen, ja så kan du se effekten af EU’s eksternaliseringspolitik. Folk skal ikke komme for tæt på.

“På den ene side vil EU have, at vi har fri bevægelse. Men de vil ikke have, at folk bevæger sig for tæt på. Niger er en del af ECOWAS, og når du så ser på forholdet mellem EU og Niger eller EU og Senegal, EU og Mauritanien, så handler alle de forhold om at lukke grænser. Og det fungerer ikke for nogen af os i Vestafrika, heller ikke for Ghana og Nigeria, som mener deres borgere skal kunne arbejde i Libyen eller i Niger – med en mulighed for at krydse over til Europa.”

I Afrika taber man valg på at tage sine migranter hjem

Et land som Niger har underskrevet flere aftaler med EU og får en masse penge, udstyr og træning for at hjælpe EU med at overvåge dets grænser samtidigt med, at de i princippet hylder den fri bevægelighed. 

“Det, EU siger, er, at vi gerne vil hjælpe jer, vi synes, I skal beholde den frie bevægelighed, men I skal ikke komme for tæt på vores side, medmindre I har et visa. Og hvis I har et visa, betyder det, at I er højt uddannede, eftertragtede migranter. Så vi vil gerne have nogle,” lyder vurderingen. 

“Det er et kompliceret emne for mange afrikanske lande. Så de bliver også ved med at negligere aftaler med EU. Aftaler, som de aldrig havde intentioner om at implementere. Hvis du ser på nogle af aftalerne om at returnere migranter, om at tage irregulære migranter tilbage. De bliver aldrig til noget,” siger Joseph Teye og fortsætter.

“Og de af os, der har været en del af forhandlingerne, vidste at det aldrig ville blive til noget. De afrikanske regeringer tilslutter sig, så de har en politik på området, og måske er der også noget med nogle penge. Men hvis du seriøst prøver at få dine indbyggere hjem, så taber du næste valg. Og det ønsker du ikke. Så når man evaluerer EU’s Afrika-politikker, så finder man ud af, at nogle af dem kun findes på papiret. De fungerer overhovedet ikke.”

To ud af tre læger fra Ghana er migreret

De afrikanske regeringer har ikke rigtigt forpligtet sig til at bekæmpe irregulær migration til EU. Det har intet med dem at gøre, fortæller den ghanesiske migrationsforsker.

“Det der sker her, er at de afgiver løfter, som de ikke kan holde. De kan ikke bekæmpe irregulær migration. Det kan de ikke. De kan ikke tage irregulære migranter tilbage fra Europa,” vurderer han.

For Ghanas vedkommende anslås det, at en million ghanesere lever udenfor landet. Flest i Vestafrika, i Nigeria og Togo og andre vestafrikanske lande. Men kigger man på enkeltlande, findes det største antal ghanesiske migranter i Storbritannien og USA, efterfulgt af Tyskland og Italien.

Det er sygeplejersker og læger. På et hvilket som helst tidspunkt er to ud af tre læger fra Ghana i USA, Tyskland eller Storbritannien. To ud af tre.

“Lad mig give dig et eksempel. Jeg kender en læge, der blev færdig i 1994. De var 60 medicinstuderende på hans hold på Ghanas bedste universitet. Af de 60 er der kun 9 i landet. Det er udfordringen. Hjerneflugt.”

“Det samme med sygeplejersker. Ghanas argument er så, når nu I har modtaget disse højt kvalificerede migranter, kunne der så ikke også være nogle åbninger for ufaglærte arbejdere. Men sådan er det ikke. Men det er et af de emner, der bliver ved med at dukke op i diskussionen om migrationspolitik.” 

Der sker også et braingain

Ghana har delvist klaret problemet ved at skrue voldsomt op for sundhedsuddannelserne, så der også er nogle tilbage til landet selv.

Fra vores perspektiv, siger professor Teye, er migration ikke dårligt. Ghana får en masse remitter, penge migranter sender hjem til deres familier. Det er cirka 5 milliarder dollar om året, 7 procent af økonomien og mere end de samlede udenlandske investeringer i landet. 

En anden fordel ved migration er, at det bliver tilbageført kapaciteter til Ghana. 

“Jeg har levet i Europa, hvor jeg har taget min universitetsuddannelse og phd. Og vi er mange, der er kommet tilbage og arbejder i Ghana. Vi vender hjem med visse færdigheder, hvilket også er en fordel ved migration. Vi talte om Braindrain, men der sker også et Braingain. Fordi vi vinder noget, som vi tager med tilbage. Men der skal findes en balance.”

Noget af det, der bliver arbejdet på, er at forpligte mennesker, der får deres uddannelse i Ghana til også at arbejde i landet i 5 år, før de kan rejse. På den måde betaler de tilbage for deres uddannelse. Så kan de tage af sted, det kan andre også, mens de første begynder at vende hjem, og sådan kan det komme til at fungere, lyder det fra Joseph Teye.

Globalnyt har fået støtte fra Dansk Institut for Internationale Studier og Forum for Social Studies til at deltage i konferencen i Addis Ababa.

Denne artikel blev bragt på globalnyt.dk den 28. februar 2023