Fra bliktag til landsby-business

Siden 90´erne har Tanzania været en af verdens helt store modtagere af udviklingsbistand. Med de mange bistandsmidler fulgte også udviklingsforskere, der sammen med lokale universiteter startede projekter i landet. En gruppe af disse forskere er i løbet af de senere år taget tilbage til 37 af de landsbyer, de første gang besøgte tilbage i 80´erne og 90´erne. I alt har de gen-interviewet 1100 mennesker for at undersøge, hvilken udvikling der er sket på landet i Tanzania siden dengang. Resultaterne er nu samlet i bogen ”Prosperity in Rural Africa? Insights into Wealth, Assets, and Poverty from Longitudinal Studies in Tanzania”, der er udkommet på Oxford University Press.

Marked, Kina og sociale services

En af bogens bidragsydere er seniorforsker på DIIS, Esbern Friis-Hansen, der har genbesøgt 3 marginaliserede landsbyer i Tanzanias sydvestlige Njombe-region.

- Det er tydeligt på tværs af bogens kapitler, at det er de sidste 5-10 år, der virkelig er sket en positiv udvikling, når det kommer til udvikling af landbruget. Det er svært at sige præcis, hvad der har drevet udviklingen, det varierer meget fra sted til sted. Men det handler blandt andet om, at markedet er begyndt at fungere. Der er bedre muligheder for at sælge sine produkter, og derudover har man åbnet op for import fra Kina. For eksempel køber man små mobile savværker, som skaber muligheder for at plante og sælge fyrtræer, der sælges til byggeboomet i Dar Es Salaam. Man køber pvc-rør til kunstvanding og maskiner til landbruget. Det interessante er, at den udvikling først er sket for nylig og altså 10-15 år efter de store Verdensbanks-programmer i 90´erne, hvor man privatiserede og skar i staten for at overlade mere til markedet, siger Esbern Friis-Hansen.

- Derudover skyldes udviklingen også, at landbefolkningen har fået bedre adgang til sociale services som for eksempel vand, sundhedsklinikker og skoler. Det er en national udvikling, der i høj grad har været finansieret af donorerne. Og det har været den omvendte udvikling af Asien eller Europa, hvor vi først har set en stigende produktivitet og derefter bedre service. Her kommer service før produktionen, og har derfor ikke noget med den at gøre. Det er først inden for de sidste 5-10 år, at produktionen er kommet med, siger Esbern Friis-Hansen.

Landbefolkningen definerer selv fattigdom

For at måle udviklingen over tid har forskerne brugt en særlig metode; well-being ranking. Groft fortalt går metoden ud på, at det er landbefolkningen selv, der sætter kriterierne for, hvad de oplever som fattigdom. Gennemsnittet er defineret ved, at man har nok at spise og grundlæggende kan klare sig selv. Derudover fokuserer metoden på materiel velstand i stedet for forbrug som parameter for velstand. Det er den samme metode, som forskerne brugte ved deres første besøg, og det gør det let at sammenligne over tid. I Maliwa-landsby, som Esbern Friis-Hansen har genbesøgt, er antallet af fattige faldet fra 85 procent i 1984 til 25 procent i 2017.

- Tallene viser, at antallet af de virkelig fattige, dem der ikke får mad nok, er faldet meget voldsomt. På samme måde er mellemgruppen steget fra 5 til 50 procent. I 1984 var der ganske få bedre-stillede og mange fattige. Nu er der mange flere, der har bedre materielle vilkår, og de har rykket sig meget, så det hele har flyttet sig, forklarer Esbern Friis-Hansen.

- I 80´erne var en af de lokale definitioner af rigdom, om du havde bliktag på huset. I dag har alle bliktag, så nu handler det om, hvorvidt du har vandforsyning og toilet inde i huset, om du har vinduer af glas, om du har solceller og TV og køleskab. Det interessante er, at selvom befolkningens kriterier for velstand og fattigdom har ændret sig til et højere niveau, så vurderer de samtidig, at folk i dag har det meget bedre økonomisk.

Forskerne ser i studiet også nærmere på de arbejdsmæssige relationer som udtryk for en økonomisk udvikling.

- I 80´erne arbejdede de fattige - og der var mange af dem - en eller to gange om året for de mere velstående. De plantede for de dem, inden de plantede deres egen jord. På den måde fik de mad, eller penge til at betale for skolegang. Derudover var der et gensidigt arbejdsmarked, hvor folk arbejdede på hinandens marker på skift.
I dag har de bedre-stillede to eller tre ansatte, der arbejder året rundt på deres jord. Derudover er der mange flere, der ikke ejer jord men i stedet er daglejere. Også for dem er lønnen steget betragteligt. Daglejerne bliver ikke rige, men de er ikke nær så fattige som tidligere. I dag har de råd til skole og mad.

DANIDA-vandede tomater

I takt med at flere har fået undervisning og markedet er begyndt at fungere, er der stadig flere unge, der har fundet på nye måder at udvikle landbruget. Et af bogens eksempler er et vandforsyningsprogram, der startede i 80´erne, finansieret af DANIDA. Det har givet anledning til en lidt anden økonomisk udvikling, end programmet oprindeligt var tiltænkt.

- Da man lavede projektet, var det for at sikre rent drikkevand til landsbyerne i det sydvestlige Tanzania. Det lykkedes, men i dag bliver vandet også brugt til at forspire tomater. På grund af vandet behøver tomatdyrkerne ikke vente på regnen. I stedet starter de dyrkningen en måned før regntiden. På den måde har de et stort forspring til mange andre tomatdyrkere. De kan sælge deres tomater en måned før alle andre, hvor priserne er højere end senere på sæsonen.

Ifølge Esbern Friis-Hansen er tomatdyrkerne et godt eksempel på, hvordan landet i Tanzania har udviklet sig de sidste 20-30 år.

- Da vi kom første gang for tyve år siden, var en velstående mand typisk i halvtredserne og dyrkede majs på et stort landområde. I dag er det unge mænd, der er de velstående. De har typisk gået i højere grundskole, har lært at regne og er generelt smarte til at lave forretning. De behøver ikke mere end et par hektarer jord, som de dyrker intensivt med tomater. Overskuddet bruger de på at købe afgrøder op blandt de ældre bønder og så sælge igen, når prisen er steget. De har 2-3 forskellige forretningsmodeller i løbet af året. Først producerer de én afgrøde og så køber de op hos de andre. Derefter en anden afgrøde og nye opkøb. De er mere forretningsmænd. Efter et par år har de måske en traktor og en lastbil og et nyt hus.

Som mange andre udviklingslande har Tanzania gennemgået en stor urbanisering. Men i modsætning til andre steder, er forbindelsen mellem land og by ofte blevet vedligeholdt i Tanzania. Det betyder flere lokale investeringer, der også er med til at drive udviklingen på landbruget frem. 

- Folk i byerne investerer i stigende grad på landet. I Tanzania er der ikke tale om ondskabsfulde udenlandske investorer, der opkøber landbrugsjord i stor stil. Tværtimod er der tale om såkaldte ”domestic investors,” der nok bor i byerne, men i mange tilfælde selv har en relation til det landområde, de investerer i. Det er med til at skabe meget af den vigtigste økonomiske udvikling i den sydlige del af Tanzania, siger Esbern Friis-Hansen.