Findes der overhovedet klimamigranter?

I Thua Thien Hue-provinsen i Nord-Central Vietnam hæver bjergene sig over lavlandet, hvor små byer og bosættelser ligger som prikker mellem rismarkerne, der strækker sig hele vejen ud til kysten. Parallelt med den 128 kilometer lange kystlinje løber en høj kunstig klit, der blev bygget for at beskytte landet mod storme, dæmme op for tidevand og beskytte provinsen mod de tyfoner, der hvert år rammer Vietnams kyst. Når stormene rammer, ødelægger de ikke bare kystområder. De driver folk fra deres hjem, berøver dem deres levebrød og bringer deres liv i fare. 

Nogle steder tårner klitten sig op i tredive meters højde. Storme og erosion, der i stigende grad knyttes til klimaforandringer, tærer dog fortsat på kysten, og beboerne i de små fiskerlandsbyer langs kysten, bliver fanget mellem havet, der nærmer sig på den ene side og klitten på den anden side. Hvert år krymper den tynde stribe af land, de bor på, og deres fremtidsønsker, om at blive boende i deres hjem, eroderer i takt med sandet. 

Én familie boede i et lille hus mindre end hundrede meter fra vandkanten. Faderen Danh forklarede, at de ikke havde andre steder at tage hen. Som mange andre beboere i disse små fiskerlandsbyer havde de få gode fremtidsudsigter. Fiskefangsten havde været faldende i årevis delvis på grund af kommercielt fiskeri længere ud for kysten. Deres begrænsede opsparing ville ikke strække sig langt, og deres fremtid - den kendte han ikke. Han fortalte alt dette med sin unge datter ved siden af sig.

Illustration © Lily Salloum Lindegaard copyright-licens

Provinsmyndighederne var imidlertid meget opmærksomme på situationen og havde taget skridt for at afhjælpe den. Siden 2004 havde de flyttet hele landsbyer bestående af hundreder af husstande og genbosat dem længere inde i landet. Disse genbosættelsesprogrammer var dog tit mangelfulde. Grundlæggende infrastruktur og forsyninger blev forsinket i flere måneder under udflytningsprocessen.  Ofte blev de nye bosættelser også udsat for storme og oversvømmelser. Og mens programmerne tilbød økonomisk og andet support til genopbygning, var det ikke nok. Familier boede i halvfærdige huse i årevis, mens de sparede op til at bygge det færdigt. Det var svært, men alternativerne var begrænsede.

Danh og hans familie skulle til at flytte til et af disse nye områder, mindre end en kilometer inde i landet, som en del af et obligatorisk genbosættelsesprogram. Med de få hundrede meter krydsede deres liv med mediernes overskrifter på den anden side af kloden - overskrifter, der taler om ”klimamigranter”, ”klimaflygtninge” eller ”klima-fordrivelse”, og advarer om millioner på flugt, ofte i dystre toner.

Men hvad er det, der definerer en ”klimamigrant”? Er det, at man flytter et par hundrede meter fra sit tidligere hjem, nok? Og er udtrykket "klimamigrant" overhovedet nyttigt, eller forvirrer det mere, end det forklarer? Danhs historie er på mange måder en af de mest arketypiske man kunne finde, men alligevel viser den, at mange former for bevægelse stemples med den bredtfavnende betegnelse ”klimamigration”. Danhs historie viser, at disse overskrifter let kan komme til at karikere en kompleks virkelighed. Sådanne overskrifter, og de forenklinger, de udbreder, risikerer at underminere en velinformeret respons, som bliver mere og mere presserende i lyset af de globale klimaforandringer.

Der er bestemt grund til bekymring. Ifølge International Displacement Monitoring Center, der sporer global fordrivelse, blev omkring 24 millioner mennesker fordrevet på grund af katastrofer hvert år fra 2008 til 2018, et tal, der viser de nye fordrivelser, der sker hvert år. Og klimaforandringerne risikerer at forværre dette billede: Antallet af katastrofer over hele verden er stigende. Katastrofer bliver mere og mere utilregnelige i forhold til hvor og hvornår de sker, hvilket gør dem vanskelige at forberede sig på. Og endelig bliver mange katastrofer, som de tyfoner, der rammer dele af Vietnam, også mere intense.

Hertil kommer, at klimaforandringerne også skubber flere mennesker ud i fattigdom. Resultatet er en ond cirkel, hvor mange mennesker bliver mere påvirket af ekstreme vejrforhold, hvilket kan skade deres helbred, trivsel eller levebrød og gøre, at de bliver endnu mere sårbare over for fremtidige klimakatastrofer og andre belastninger.
Overskrifterne skjuler imidlertid disse vigtige dynamikker. Alt for ofte efterlader de os med forenklinger, når nøglen til at forstå klimarelateret mobilitet faktisk ligger i kompleksiteten.

Mange måder at bevæge sig på - hvis man overhovedet kan 

”Den store klimamigration er begyndt,” proklamerede en nylig overskrift i New York Times Magazine. Men faktisk eksisterer der ingen stor klimamigration. Klimaforandringer er blot en af mange faktorer, der påvirker folks bevægelse. I nogle tilfælde kan det fremelske nye former for bevægelse, som specifikke klimarelaterede genbosættelser, som det vi så med Danh og hans familie. Men i mange andre tilfælde vil det blot være en af mange faktorer, der spiller ind i menneskers overvejelser om, hvorvidt de skal flytte, blive eller forskellige variationer af disse to muligheder. 

Gennem historien har mobilitet været en almindelig del af livet over hele kloden, og det er fortsat tilfældet i dag. Vi flytter på grund af arbejde, uddannelse eller familieårsager. Vi flytter også på grund af ændrede politiske, økonomiske eller miljømæssige forhold, eller som ofte en kombination af disse. Genbosættelsen af Danhs landsby var for eksempel ikke kun et svar på klimaforandringer. Jo, mange kysthusholdninger var i stigende grad truet af havvandsstigning og stadig kraftigere storme, men på samme tid faldt indkomsterne i disse fiskerlandsbyer på grund af faldende fiskefangst, som dels var et resultat af kommercielt fiskeri til havs. Mange husstande var fanget i en situation, hvor de manglede de økonomiske midler til at flytte, og i sidste ende gav regeringen en vis støtte til klimarelateret genbosættelse. I dette tilfælde var det altså et resultat af en række miljømæssige, økonomiske og politiske faktorer som i kombination formede mobiliteten for de tusinder af kystbeboere.

Et vigtigt, men ofte overset element i offentlige debatter, er husholdningers og enkeltpersoners opfattelser, præferencer og evner, når det kommer til at migrere. Nogle beboere, der var udvalgt til genbosættelsesprogrammerne, tøvede med at flytte, mens andre var ivrige efter at gøre det. Nogle ønskede at bygge et nyt hus i genbosættelsesområdet, men ønskede samtidig at kunne bruge det gamle hus så længe som muligt. Det viser tydeligt de reelle forskelle i enkeltpersoners og familiers præferencer, og hvordan de opfatter og reagerer på risici og klimarelaterede udfordringer.

Disse præferencer kan også understøttes eller begrænses af politiske eller juridiske faktorer. I Vietnam risikerer folk at miste adgang til offentlige ydelser såsom uddannelse og sundhedspleje, fordi ydelserne er bundet til den kommune, hvor man er registreret som beboer, og registrering i en ny kommune kan være vanskelig. I mange sammenhænge bliver migration desuden politiseret eller defineret af restriktive politikker, især når det kommer til international migration.

Når det gælder klimarelateret mobilitet, er der sjældent tale om engangsrejser over lange afstande - et billede, som mange historier om klimamigranter ellers fremkalder – f.eks. flyttede Danh og hans familie som en af hundreder af husstande under en kilometer. For migration generelt er de internationale rejser på tværs af lande og kontinenter mere undtagelsen end reglen. Ud af verdens omkring en milliard migranter, bevæger langt størstedelen sig inden for deres eget lands grænser. I 2019 var der kun 272 millioner internationale migranter, og de fleste af dem rejste til nabolandene. Selvom nogle migranter rejser længere væk, udgør disse helt klart et mindretal. Disse tal dækker al migration, ikke kun klimarelateret mobilitet, og udgør en skarp kontrast til rapporter og fremskrivninger om mange millioner mennesker, der bevæger sig over lange afstande på grund af klimaforandringer.

Det er ikke kun tallene, der er vildledende: den form for migration, folk foretager, bliver ekstremt forenklet. Ser man specifikt på indenlandsk migration, ligger de på et spektrum, der løber fra tvunget til frivillig, kortvarig til langsigtet, tæt på til langt væk. Og disse kan overlappe på komplekse måder. Klimarelateret indenlandsk mobilitet kan være kortvarige fordrivelser på grund af oversvømmelser - en form for tvungen migration; en husstand i et landdistrikt, der midlertidigt sender et familiemedlem til byen for at finde et arbejde og en indtægt, der er mindre påvirket af klimaforandringerne; eller hele husstande, der flytter permanent, for eksempel for at undgå tilbagevendende oversvømmelse eller tørke. Mange af disse typer mobilitet ses både i rige og fattige lande.

Illustration © Manan Vatsyayana/AFP/Ritzau Scanpix copyright-licens

Migration er også tæt knyttet til en række sociale og økonomiske faktorer. Nogle familier eller enkeltpersoner kan være mere modtagelige over for idéen eller i stand til at flytte end andre. Dette kan have grund i deres ambitioner om fremtiden eller deres evne til at trække på et netværk, der kan hjælpe dem med at migrere. At kende andre, der er flyttet og være i stand til at trække på deres erfaring og hjælp med facilitering, gør migration mere sandsynlig. At have de økonomiske midler til at migrere er også afgørende. Immobile eller fangede befolkninger bliver ofte overset i offentlige og politiske debatter, men er noget, der kan forekomme, når en husstand eller individ mangler midlerne til at flytte og starte forfra et andet sted, som det var tilfældet for Danh og hans familie forud for genhusningsprogrammet.

Disse mange aspekter af migration og mobilitet kan relateres til klimaforandringer på forskellige måder. Ofte drejer det sig grundlæggende om at kunne overleve og forsørge sin familie. Hvis uforudsigelig regn eller tørke gør det uholdbart at leve af landbrug, søger familier i landdistrikterne efter andre måder at forsørge sig selv på. Dette indebærer ofte det, man kalder diversificering af familiens levebrød, for eksempel at tage arbejde i en nærliggende landsby, sende et familiemedlem til en større by eller et industriområde for at arbejde eller støtte videreuddannelse for familiemedlemmer, hvilket igen kan føre til andre former for beskæftigelse. I sådanne situationer er mobilitet for nogle husstandsmedlemmer tit en del af en strategi for at forsørge dem, der bliver tilbage. Mobilitet og immobilitet hænger således ofte sammen.

At sætte en finger på klimaforadringerne

I Thua Thien Hue-provinsen kan en enkelt tyfon ødelægge hundrede meter af land langs kysten. Dette betød, at Danh og hans familie kun var én kraftig storm fra hjemløshed. Men selv her var der familier, der hellere ville blive boende. Dette viser, at det ikke kun er miljøændringer, der spiller en rolle for beslutninger om at flytte. Derfor er det svært helt nøjagtigt at sætte en finger på, hvordan klimaforandringer påvirker mobiliteten.

Det gælder især for de klimaforandringer, der udvikler sig langsomt som faldende nedbør, stigende temperatur, havvandsstigning eller mere uregelmæssige vejrmønstre. Ved pludselige klimapåvirkninger, såsom oversvømmelser eller storme, er forholdet mellem klimaforandringer og menneskers bevægelser generelt mere tydeligt, men med langsomme klimapåvirkninger er dette ikke tilfældet. Efter mange år med stigende temperaturer, hvornår er det, at vejret bliver varmt nok til, at man vælger at flytte? 

Forskere har dog kunnet finde frem til én central faktor, der kan forbinde migration med de langsomme klimaforandringer - folks levebrød. Folk, der er flyttet, peger måske ikke direkte på de langsomme klimaforandringer som en faktor i deres beslutning, men de vil ofte beskrive indvirkningen på deres levebrød. Dette gælder især i landområder, hvor befolkningens levebrød er meget afhængig af naturressourcer og miljø. Og fire ud af fem af verdens fattige bor på landet.

Overalt i verden fortæller folk om regn og høst, der slår fejl eller om uforudsigelige årstider, hvilket gør det vanskeligt at plante på det rigtige tidspunkt, eller at varmen dræber deres husdyr. I Thua Thien Hue fortæller de således om, hvordan saltvandet trænger ind i flodsystemet i den tørre årstid og beskadiger rismarkerne. Når forandringer som disse bliver alvorlige nok, og menneskers levebrød trues, vil de forsøge at finde nye måder at forsørge deres familier på. Og nogle gange kan dette betyde en beslutning om at flytte.

Naturkatastrofer er ikke så naturlige endda

Der er to landbrugsdistrikter. Den ene har irrigation, med frisk vand, der løber direkte ud til markerne. Den anden mangler irrigation og er i stedet afhængig af nedbør, som bliver mere og mere uregelmæssig på grund af klimaforandringer. I begge distrikter er landmændene afhængige af landbruget for at kunne forsørge sig selv og deres familier. De har minimalt overskud og ingen opsparing. Så kommer der en tørke. Landmændene i området med irrigation klarer sig lige, mens dem i området uden irrigation rejser væk for at søge arbejde. Var det tørken eller manglen på infrastruktur, der fik dem til at flytte?

Offentlige og politiske debatter er domineret af fortællingen om, at klimaforandringer er direkte årsag til, at folk migrerer. Alligevel bliver det i løbet af få sætninger tydeligt, at migration i klimapåvirkede områder er tæt knyttet til andre faktorer end klima. I Thua Thien Hue-provinsen er irrigation og vandforvaltningsinfrastruktur et stort fokusområde i tilpasningsindsatsen og tilknyttede investeringer. Store dæmninger er blevet bygget, herunder én ved mundingen af Parfume-floden, der forhindrer saltvandet i at trænge ind i flodsystemet og dermed hundreder af hektar landbrugsjord i tørtiden. Med andre ord sikrer dæmningen levebrødet for de husstande i området, der ellers ville have haft brug for at finde andre alternativer, som kunne involvere forskellige former for mobilitet.

Faktisk er disse kontekstuelle faktorer - alt fra historiske udviklingsindsatser til aktuelle statsprogrammer til sociale dynamikker – afgørende for, hvordan klimaforandringer påvirker et givent område, og derfor kan de samme klimapåvirkninger have vidt forskellige konsekvenser afhængigt af, hvor man bor.

Det er et velkendt faktum blandt forskere i naturkatastrofer. Når katastrofer rammer, er den ødelæggelse, de efterlader, ofte mere afhængig af lokal udvikling, infrastruktur og institutioner end den ekstreme vejrhændelse i sig selv. Dæmninger, diger, tidlige varslingssystemer og katastrofeberedskab gør alt sammen en enorm forskel i forhold til at redde liv, hjem og levebrød. Forskere afholder sig endda fra at bruge udtrykket ”naturkatastrofer”, fordi disse menneskelige indgreb er så afgørende for det endelige udfald.

Det er også det, der gør klimarelateret mobilitet så vanskeligt at undersøge. F.eks. kan der gøres meget for at reducere konsekvenserne af de klimaforandringer der udvikler sig langsomt over tid. Forbedret socioøkonomisk udvikling, f.eks. gennem målrettede udviklingsprojekter, kan etablere nye indtægtskilder. Etablering af infrastruktur kan f.eks. give bedre kystbeskyttelse, dræning, eller forbedret adgang til vandressourcer. Sociale tjenester og social beskyttelse kan også være vigtige, da de kan hjælpe familier håndtere kortvarige chok og gøre dem i stand til at planlægge og investere på langt sigt.

I det område, hvor Danh boede, var der allerede etableret kystbeskyttelse, f.eks. skulle mangrovebeplantning medvirke til at beskytte kystområder og generere nye indtægtskilder i området. Lokale myndigheder vil videreudvikle et digesystem langs kysten, men var begrænset af de høje omkostninger. Ud over kystbeskyttelse blev der udviklet en række andre initiativer der skulle holde hånden under lokale erhverv. Sådanne foranstaltninger kan have en betydelig indvirkning på, hvordan og i hvilket omfang klimaændringer påvirker folks liv og levebrød.

Der er klare faldgruber forbundet med, at se bort fra de mange faktorer, der former, hvordan mennesker og samfund påvirkes af klimaforandringer: Fokuserer man snævert på klimaforandringernes miljøpåvirkninger, vil man kun se tørken og dermed overse de andre vigtige faktorer, der kan spille en rolle i folks beslutninger om at flytte. Dermed misser man også det faktum, at der rent faktisk kan gøres meget for at imødegå klimapåvirkningerne. Med andre ord kan mange af de problemer, der fremkalder tvungen immobilitet, migration eller fordrivelse, løses. De er resultater af politik og programmer, af sociale normer og af politisk og økonomisk indflydelse.

Kort sagt repræsenterer disse faktorer valg, der kan træffes og dermed også ændres. Hvis der ikke er irrigation, kan det etableres. Hvis marginaliserede husstande ikke har adgang til vand, kan inkluderende politiske processer fremmes for at sikre lige adgang. Og hvis der mangler lokal kapacitet til at administrere selve infrastrukturen eller beslutningsprocessen omkring den, kan kapaciteten hos lokale regeringer og organisationer styrkes. Dermed ikke sagt, at sådanne valg er lette at tage eller implementere. Ofte har eksisterende interesser formet den nuværende status quo. Og selv når en beslutning er truffet, kan udformning og implementering af politikker og programmer være udfordrende. De kan få utilsigtede resultater og kan også mislykkedes. Ikke desto mindre udvides omfanget af mulige løsninger betydeligt ved at indse, at klimamigration ikke er et resultat af klimaforandring alene. 

Forstå klimamigration

Klimaforandringer vil utvivlsomt have indflydelse på migration, som en typisk del af livet over hele kloden. Levebrød, uddannelse, menneskelige forhold, muligheder og udvikling er ikke statiske, og det er mennesker heller ikke. I nogle forsknings- og politiske debatter blev klimarelateret mobilitet oprindeligt betragtet som en manglende tilpasning til klimaforandring. Folk blev set som statiske, og alt andet blev betragtet som en afvigelse. Dette perspektiv understøtter diskurserne om  ”klimaflygtninge”, som desperate vandrere blottet for handlefrihed, drevet rundt af menneskeskabte klimaforandring.

Men migration er normen for mange og har længe været brugt som et svar på ændringer i miljøet. I forhold til intensiverede klimaforandringer anses mobilitet i stigende grad som et værdifuldt redskab til at klare eller tilpasse sig. For Danh og mange andre familier i Vietnams kystområder var genbosættelser med til at reducere de meget reelle risici, de stod over for på grund af havvandsstigning og erosion af kysten. Alligevel giver dette også kun et delvist billede af de komplekse realiteter. Er en beslutning om at flytte på grund af klimarelaterede udfordringer frivillig eller tvunget? Hvilke andre faktorer spiller en rolle i beslutninger om at flytte, og i hvilket omfang?

Jeg ved ikke, hvad genbosættelsen endte med at betyde for Danh, hans datter og deres familie - om de var i stand til at fortsætte fiskeriet eller var nødt til at finde nye måder at forsørge familien på;  om de var i stand til at bygge et ordentligt hus med deres begrænsede opsparing og den økonomiske støtte, eller om de måtte klare sig i et midlertidigt skur, mens de forsøgte at spare op; om de havde tilstrækkelige basale ydelser eller manglede rindende vand eller elektricitet i en periode. Deres historie kan hjælpe os med at forstå kompleksiteten af klimarelateret mobilitet, men den viser også, at klimamigration, fordrivelse, immobilitet eller genbosættelse på ingen måde er slutningen på historien.

Feltarbejdet, som dette longread trækker på, blev udført i 2015 som en del af Lily Salloum Lindegaards ph.d.-forskning hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). DIIS forsker i klimaforandringer, migration og regeringsførelse i forskningsprogrammet Governing Climate Mobility, der undersøger klimarelateret mobilitet i Etiopien og Ghana.