Når klimaforandringerne rammer – så rammer de skævt
Hvorfor er det vigtigt at se på klimaforandringer i relation til ulighed?
Det er det, fordi klimaforandringer og ulighed er to størrelser, der er meget forbundene i praksis. Derfor er det både svært og uhensigtsmæssigt at tackle den ene uden at kigge på den anden. Den helt store ulighed, når vi taler om klimaforandringer, handler om, hvem der er ansvarlig for klimaforandringer kontra hvem, der er mest påvirket. På verdensplan bærer de rige lande og de rige individer langt det største ansvar for klimaforandringerne, da de simpelthen udleder langt mere CO2 end de fattige. F.eks. er USA og EU tilsammen ansvarlige for næsten halvdelen af verdens samlede udledninger op til i dag.
Samtidig er det de fattigste, der er mest påvirkede af klimaforandringerne. Det gælder både de fattigste lande, men også når man sammenligner de rige og fattige individer internt i landene. Dertil kommer, at dem, der er mest påvirkede, samtidig ofte er dem, der har mindst indflydelse på, hvordan man håndterer eller tilpasser sig klimaforandringerne. Det gælder både politisk og i praksis med de helt konkrete tiltag på lokalt plan.
Hvordan kommer disse uligheder til udtryk?
Her fra Danmark kan det nogle gange være svært at få øje på de helt store konsekvenser af klimaforandringerne, men det er fordi, de ofte rammer i andre områder af verden. De lande, der ligger tæt på ækvator, som mange udviklingslande gør, er nogle af de lande, der mærker klimaforandringerne mest i form af f.eks. tørke, oversvømmelser og uforudsigeligt vejr. Og samtidig er der i de dele af verden nogle faktorer, der gør, at klimaforandringerne er mere ødelæggende. I Afrika syd for Sahara f.eks., hvor mange lande for bare 60 år siden var kolonier, har de haft meget kort tid til at opbygge politiske institutioner og processer, at etablere infrastruktur og sociale ydelser og at skabe udvikling for deres befolkninger – faktorer, som lande som Danmark læner sig op ad, når krisen rammer.
Kan Danmarks kommende udviklingsstrategi hjælpe til at modvirke såvel klimaforandringerne som ulighed? Det diskuterer en række politikere og eksperter i dette webinar.
Det handler altså om, at de lande og befolkningsgrupper, der er mere eksponerede for klimaforandringerne, samtidig ofte er mere sårbare over for dem. Det gælder også, når man ser på befolkningsgrupper internt i landet. I Sydafrika eller Namibia, hvor man tidligere havde townships, er der stadig kæmpe forskelle i, hvor meget der er blevet investeret i infrastruktur og byudvikling. I byområder med dårlige sanitetsforhold, afløb og infrastruktur, hvor den fattige del af befolkningen bor, er man derfor langt mere sårbar over for store skybrud, som der kommer flere og flere af. På landet, hvor de fleste fattige bor, kan det handle om ulige adgang til vand og frugtbar jord. Har man adgang til både vandingsmuligheder og en frugtbar jord, har man langt bedre muligheder for at opbygge de nødvendige ressourcer til at ruste sig mod klimaudsving og katastrofer, end hvis man ikke har.
På den måde forværrer de eksisterende uligheder de negative påvirkninger fra klimaforandringerne. Samtidig vil klimaforandringerne skabe mere ulighed. Verdensbanken forudser, at klimaforandringerne kommer til at skubbe flere millioner ned i fattigdom, og samtidig gør klimapåvirkningerne det sværere for fattige at forbedre deres levevilkår og bevæge sig ud af fattigdom.
Når man ser på processerne i de internationale fora, f.eks. processen omkring FNs klimakonvention, UNFCCC, så har udviklingslande generelt haft mindre indflydelse på, hvordan klimaudfordringerne skal adresseres. Derfor samler udviklingslandene sig både her og i andre FN-fora i deres egne forhandlingsgrupper, for at forsøge at få mere indflydelse på processer og beslutninger. Små østater har f.eks. samlet sig i gruppen SIDS, hvor de i næsten 25 år kæmpede for at få ”Loss and Damage” med i en international klimaaftale – og det lykkedes med Parisaftalen i 2015. Loss and Damage handler om de negative klimaudfald, som sker på trods af reduktionen af drivhusgasser og tilpasningsindsatser. For småøstater, kan det altså handle om, at de måske kommer til at miste deres lande.
Lignende magtuligheder går igen internt i landene, hvor økonomisk og politisk ulighed ofte følges ad. Det betyder, at de velhavende tit også har bedre mulighed for at påvirke politiske processer både formelt og uformelt. Samtidig er den fattige del af befolkningen ofte både socialt og politisk marginaliserede.
Hvordan kan vi mindske den ulighed, der er forbundet med klimaforandringerne?
Der er meget, der kan gøres. Ser man på tallene, kan op til 132 millioner mennesker ende i fattigdom inden 2030 som konsekvens af klimaforandringer. Dette tal kan reduceres markant, hvis indsatsen er socialt inkluderende og kombineres med målrettet tilpasning. Selvfølgelig skal vi fortsætte med at mindske klimapåvirkningen mest muligt, men uanset hvad så kommer vi til at have stor brug for klimatilpasning. Selvom vi formår at holde os under en gennemsnitlig temperaturstigning på 2oC, så er det overhovedet ikke et godt sted at være. Det betyder, at vi vil se endnu flere kæmpebrande, flere oversvømmelser og mere tørke.
Hvis vi i den grønne omstilling ikke tager hensyn til den strukturelle ulighed, risikerer de grønne tiltag at føre til øget ulighed
Men tilpasning er én ting, noget andet er alle de eksisterende uligheder, der afgør, hvem der bliver påvirket mest og på hvilken måde. Vi er nødt til at se på, hvorfor der er nogle, der ikke har adgang til offentlige ydelser, der kunne hjælpe dem igennem en tørke. Eller infrastruktur, der kunne begrænse påvirkningen af en oversvømmelse på deres jord. Det gør man ved at inddrage dem, der er allermest sårbare og marginaliserede i selve udviklingen af de politikker og programmer, der skal hjælpe dem og deres lokalsamfund.
Hvis vi i den grønne omstilling ikke tager hensyn til den strukturelle ulighed, risikerer de grønne tiltag at føre til øget ulighed. En ikke-inklusiv grøn omstilling kan f.eks. betyde stigende energi- og fødevarepriser, som udgør en stor andel af fattige menneskers udgifter. På samme måde skal der tages højde for de arbejdere og lokalsamfund, der kan påvirkes negativt af fossiludfasning og etablering af grønne energikilder.
Hvilken forskel kan et lille land som Danmark gøre ift. at arbejde med klimatilpasning og samtidig mindske ulighed?
I Danmark taler vi tit om, at vi hjælper ved at være et forbillede - og det har vi også mulighed for her, hvis vi træffer de rigtige valg. Danmark skal til at lave en ny udviklingspolitisk strategi, og det giver os mulighed for at tænke udvikling, klimarespons, og ulighedsbekæmpelse sammen. I en verden dybt præget af klimaforandring og ulighed giver det ingen mening, at vores udviklingsbistand ikke adresserer disse store globale udfordringer. Og der er både gode internationale erfaringer at trække på og erfaringer fra tidligere dansk bistand, f.eks. i den nye evaluering af dansk støtte til klimatilpasning.
I 2009 forpligtede det Globale Nord sig til at mobilisere 100 milliarder dollars om året fra 2020 i klimafinansiering udover de 0,7% af BNI, der går til den traditionelle bistand.
I øjeblikket ligger Danmark langt fra målet, idet den danske klimafinansiering hovedsageligt regnes med i de 0,7%, der går til udviklingsbistand. Samtidig har Rigsrevisionen for nylig vurderet, at der mangler gennemsigtighed i den danske klimabistand, og at klimaandelen af bistanden overrapporteres.
På et andet punkt ligger Danmark dog godt. Dansk klimabistand er hovedsageligt gavebistand, mens hele 60% af den bilaterale og 90% af den multilaterale andel af den globale støtte til udviklingslande til klimaindsatser i perioden 2013-2017 var lån. (Kilder: Care Danmark, Rigsrevisionen og OECD)
Hvis vi vil være et forbillede inden for klima og ulighed, burde Danmark også kigge på vores klimastøtte. Den økonomiske støtte er helt central for problematikken omkring klima og ulighed, da det er en vigtig måde hvorpå, de udviklede lande, som er mest ansvarlige for problemet, kan støtte udviklingslandene i at håndtere følgerne. F.eks. gives den danske klimastøtte lige nu som en del af den generelle bistand og ikke, som ellers fremgår i flere klimaaftaler, som en ny og ekstra sum penge.
Men en strategi, der bare bliver på papiret, er ikke meget værd. Den skal også bæres ud i praksis. For det første skal en ny strategisk tilgang tænkes sammen med vores partnerlandes prioriteter og behov. Derfor bliver det vigtigt fortsat at sikre et tæt samarbejde med partnerlande - noget Danmark generelt har været god til. Udover det, skal man sikre de nødvendige kapaciteter og processer i Danida for at føre strategien ud i praksis.
Danmark kan også være med til at skabe forandring ved at engagere sig aktivt på internationalt plan. Det kunne f.eks. være gennem de multilaterale organisationer eller ved at støtte op om relevante internationale agendaer. Lige nu er der f.eks. en stor agenda inden for klimatilpasning anført af både policy institutter og praktikere, som man kalder ”locally led adaptation”. Det vil sige, at man placerer penge og beslutningsprocesser tættere på det lokale niveau samtidig med, at man prøver at inddrage dem, der normalt ikke har så stor indflydelse på disse processer. Der findes allerede forskellige initiativer, der viser succesen af lokalt forvaltet klimastøtte. Fra Danmarks side, kunne man både drage af disse erfaringer i vores egen bistand og støtte op om denne eller andre relevante agendaer på internationalt plan.
Papiret om klima og ulighed er udviklet af Lily Lindegaard og Esbern Friis-Hansen i et samarbejde mellem DIIS og Udenrigsministeriet. Det er en del af en serie på fire papirer med fokus på den ulighed, der præger samfund og menneskers liv over hele verden - og hvilken rolle ulighed kan spille i Danmarks fremtidige udviklingsarbejde.
