Udviklingsbistanden anno 2019: Fald i den globale miljøindsats - vækst i erhvervsindsatser

Arbejdet med at formulere en ny strategi for Danmarks internationale udviklingssamarbejde er skudt i gang. Loven om internationalt udviklingssamarbejde fra 2012, som blev justeret i 2016 bl.a. for at referere til verdensmålene for bæredygtig udvikling, bliver der – formentlig – ikke pillet ved og dermed heller ikke ved det overordnede formål, som det udviklingspolitiske samarbejde skal søge at opfylde. 

Det er fortsat ”at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet i overensstemmelse med FN-pagten, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og FN’s konventioner om menneskerettigheder og med FN’s 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling samt de 17 Verdensmål som et centralt omdrejningspunkt.”  

Så her i det strategiske vadested kan det være nyttigt at kaste et blik på, hvordan de penge, som Folketinget hvert år afsætter på Finansloven til det udviklingspolitiske samarbejde så rent faktisk bliver fordelt, og selvfølgelig også stille spørgsmålet, om det også er den fordeling, vi og vores partnere i det globale syd – ikke mindst de mange millioner mennesker, der lever i fattigdom og oplever, at deres menneskerettigheder knægtes – ønsker at se fremover.  

Tallene for 2020 er desværre endnu ikke endeligt opgjort, så vi kan kun få et overblik frem til og med 2019 – se grafen nedenfor, som er baseret på tal for den faktiske anvendelse af udviklingsbistanden, hentet fra OpenAid i februar 2021. Jeg har i en tidligere DIIS Comment beskrevet, hvordan udviklingsbistanden i perioden fra 2013 og frem til 2018 ikke blot blev mindre, men også markant skiftede karakter, så her vil jeg blot fokusere på de forskydninger, der er sket mellem 2018 og 2019.

Kilde: Danida Openaid

Mindre miljø, mere erhverv

Det overordnede billede er, at mens det bilaterale programsamarbejde med en række afrikanske lande lige akkurat holder skansen i forhold til niveauet fra år 2018, så viser tallene, at den samlede bilaterale landeprogrambistand nu igen skrumper, sådan som den også gjorde det – dog mere drastisk – fra 2013 og frem til 2016.  

Også bistanden til det grønne område, særligt til de globale miljøprogrammer, som blev indledt i kølvandet på Rio konferencen i 1992 for bl.a. at støtte op om biodiversitets- og klimakonventionen, viser en faldende tendens – noget, der naturligvis kan undre, al den stund at den grønne dagsorden er så stærk både i Danmark og ude omkring i verden. 

Mange husker jo nok, hvordan Danmark i forbindelse med Rio konferencen i 1992 besluttede at skrue yderligere op for Danmarks miljøbistand gennem oprettelsen af Miljø- og Katastroferammen, som blev lagt oven på den ’almindelige’ udviklingsbistand, og udgjorde op til 0,5% af Danmarks bruttonationalindkomst. I 1992 havde den danske udviklingsbistand lige rundet 1% af bruttonationalindkomsten, så det betød, at den samlede danske udviklingsfinansiering i en årrække udgjorde 1,5% af bruttonationalindkomsten.

I 2019 udgjorde Danmarks samlede udviklingsbistand 0,71% af bruttonationalindkomsten, og såvel miljøsamarbejdet som katastrofebistanden – og også klimabistanden for den sags skyld – blev finansieret fra den ’almindelige’ udviklingsbistand. I 2019 udgjorde miljøbistanden 2,5% af den samlede udviklingsfinansiering.  

Omvendt er der fortsat vækst i finansieringen af Danidas erhvervsindsatser, hvoraf en del administreres gennem IFU, enten som separate danske indsatser, som fx Danida Business Finance, der til gavn for udviklingslandene havde til formål at åbne nye forretningsmuligheder for dansk erhvervsliv. I januar 2020 skiftede faciliteten navn til Danida Sustainable Infrastructure Finance som en understregning af det stærkere fokus på infrastruktur. Danida’s erhvervsindsatser udgjorde således i 2019 6,8% af den samlede danske udviklingsfinansiering. 

Endelig er der fortsat vækst i de humanitære bidrag til partnere i akutte og langvarige kriser (13,5% af den samlede danske udviklingsfinansiering), samt i de danske bidrag til regionale og andre udviklingsfonde (3,2% af den samlede danske udviklingsfinansiering), mens den del af bistanden, der kanaliseres gennem FN systemet, EU og Verdensbanken er konstant eller svagt faldende (hhv. 5,0%, 12,1% og 3,9% af den samlede danske udviklingsfinansiering). 

Strategisk vadested

Et dugfriskt studie undersøger tendenserne i den danske multilaterale udviklingsbistand gennem de seneste år og sammenholder bl.a. sektorfokusset i Danmarks multilaterale bistand med sektorfokusset i den bilaterale bistand. 

Denne sammenligning viser, at mens mere end 85% af Danmarks multilaterale bistand i perioden 2011-2018 blev givet som humanitærbistand eller gik til fremme af god regeringsførelse og støtte til civilsamfundet, uddannelse, miljø, sundhed, energi, landbrug og vandforsyning, så var dette kun tilfældet for under halvdelen Danmarks bilaterale bistand.

Den resterende del af Danmarks bilaterale bistand gik således i samme periode til modtagelse af flygtninge i Danmark (14% af Danmarks samlede bilaterale bistand i perioden) eller faldt inden for den kategori, der hedder ’anden’ (39% af Danmarks samlede bilaterale bistand i perioden). 

Hvad denne kategori ’anden’ rummer, når det nu ikke falder ind under hverken humanitær bistand, eller bistand til god regeringsførelse og støtte til civilsamfundet, uddannelse, miljø, sundhed, energi, landbrug eller vandforsyning, fremgår ikke af rapporten. Dog peger det på, at der kunne være brug for at benytte det strategiske vadested, som Danmarks udviklingspolitiske samarbejde er kommet til, til igen at stille skarpt på det, som er det lovbestemte formål.