Det teknologiske fremskridts forbandelse

Betjentene smadrede ikke bare Khaled Saids mund og hans næse. De tævede ham ihjel under en anholdelse i nærheden af den unge egypters hjem i havnebyen Alexandria. Så brutalt, at Said knap nok var til at genkende på de billeder, der efter drabet blev delt af ham på internettet og særligt på Facebook. Billederne udløste ikke overraskende stor vrede i den undertrykte egyptiske befolkning. De nåede også frem til Wael Ghonim, en 30-årig egypter med bopæl i Qatar. Selvom Wael Ghonim sad langt væk fra sit hjemland, følte han et behov for at reagere. Så han gjorde, hvad man nu kan på mange kilometers afstand, han oprettede en gruppe på Facebook for at ære den dræbte og for at gøre oprør mod det egyptiske regime under landets daværende præsident Hosni Mubarak.

»I dag dræbte de Khaled. Hvis jeg ikke står op for ham, slår de mig ihjel i morgen,« stod der i den første opdatering i gruppen, som fik navnet Vi er alle Khaled Said. Wael Ghonim, der på det tidspunkt var ansat i en ledende stilling hos Google i Mellemøsten og Nordafrika, havde gennem sit arbejde en del erfaring med at opbygge hjemmesider og grupper på Facebook og med at skabe opmærksomhed om deres budskaber ved at udnytte de algoritmer, der styrer de sociale medier. Den erfaring skulle blive afgørende. Han vidste for eksempel, at opslag på det sociale medie ville have en større chance for at nå frem til og blive delt af andre brugere, hvis der var billeder i dem. Og at det samtidig hjalp, hvis opslagene var personlige og appellerede til folks følelser. Derfor skrev han mange af opdateringerne, som var det den dræbte Khaled Said, der talte fra sin grav. I løbet af få måneder voksede gruppen til 250.000 medlemmer. Og antallet var efter et halvt år steget til over en halv million mennesker. Ghonim brugte Facebook som en megafon. Han opfordrede folk til at finde måder at tage protesterne og vreden mod regimet ud i det virkelige Egyptens gader. I slutningen af 2010 var han således med til at mobilisere egyptere til at deltage i en demonstration, der skulle finde sted kort efter nytår, den 25. januar, i Kairo. Selv dukkede Wael Ghonim aldrig op til demonstrationen på Tahrir-pladsen i centrum af byen. Da han ankom med fly til Egypten fra Qatar, blev han fængslet af det egyptiske sikkerhedspoliti, som holdt ham fanget og afhørte ham i 11 dage i en kælder med bind for øjnene.

Men det var ikke nok til at stoppe de protester, der allerede var rykket fra nettets digitale sfære til Tahrir-pladsen, hvor tusindvis af demonstranter dag efter dag protesterede i håb om at vælte præsidenten. Det lykkedes. Efter kun 18 dage trådte Mubarak tilbage. De mange tusinde vrede borgere pressede præsidenten ud af sit embede, og demonstranterne havde næppe været så talstærke, hvis ikke det havde været for Wael Ghonim og andre netaktivisters arbejde. De sociale platforme blev et modstykke til de traditionelle medier, som i høj grad var styret af regimet og som spredte propaganda til fordel for Hosni Mubarak. Ved hjælp af Facebook og Twitter kunne aktivisterne pludselig sende deres egen version af virkeligheden ud til millioner af mennesker over hele verden. De kunne rapportere fra gadekampene i Kairo og dokumentere, at der ikke var tale om en almindelig uoverensstemmelse mellem to legitime politiske parter, men om en fundamental kamp for frihed og retfærdighed for det egyptiske folk.

Det interessante var også, at platformene blev brugt på samme måde i en stribe andre lande fra Tunesien over Iran og Syrien til Ukraine. Gang på gang viste de sociale medier sig at have en særlig evne til at mobilisere protester og bane vejen for et folkeligt oprør. Og det var det, der fik folk til at løfte armene, juble og tale om deciderede Twitter- og Facebook-revolutioner. De private amerikanske teknologivirksomheder var med til eller gjorde det i hvert fald i et vist omfang muligt at vælte diktatorer i Nordafrika og Mellemøsten. Og det stod klart for mange, at internettets bannerførere havde haft fat i noget rigtigt, da de i årene op til årtusindeskiftet proklamerede, at verden ville blive meget mere fri og meget mere demokratisk, når alle mennesker fra nær og fjern blev forbundet i cyberspace. Dér gik mange af os så og glædede os over, at alt ville blive meget bedre – takket være computerne, internettet og alle mulige andre digitale opfindelser. Vi var overbevist om, at teknologien var i gang med at frisætte undertrykte mennesker alle vegne.Informationer ville flyde frit mellem folk, og autoritære regimer ville falde.

Men det var dengang. Nu er synet på den digitale verden og særligt teknologiens giganter fra Amerika et radikalt andet – for ikke at sige det modsatte. Vi var naive, siger mange i dag, hvor der tales om et decideret techlash. Optimismen har givet bagslag. Vi havde ikke forstået, hvad vi stod over for. Vi havde ikke forstået, at de teknologier, der kunne bruges til gode formål, lige så nemt kunne manipuleres og for eksempel anvendes til at overvåge og undertrykke almindelige borgere. Og det er netop den erkendelse, som bliver tvunget frem af omstændighederne nu. For skandalerne er haglet ned over de platforme, som alle ellers var så begejstrede for. Siden oprøret i de arabiske lande har Facebook medvirket til folkedrabet på rohingyaer i Myanmar. Platformen gjorde ifølge FN intet, mens den blev brugt af militæret til at sprede propaganda og mobilisere en etnisk udrensning af det muslimske mindretal. Facebook har også krænket brugernes privatliv og derfor fået en gigantisk bøde på fem milliarder dollars af de amerikanske myndigheder. Og så er verdens største sociale medie blevet misbrugt af russiske trolde, højreradikale netkrigere og andre propagandister, der forsøgte at skabe splittelse i befolkninger og påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016, afstemningen om Brexit samme år og flere andre demokratiske valg.

Små ti år efter Twitter og Facebook-revolutionerne i Mellemøsten og det nordlige Afrika diskuterer politikere, eksperter, aktivister og selv almindelige borgere, om techgiganterne i virkeligheden skader eller direkte undergraver demokratiet og andre vitale dele af vores samfund, fra vores børns hjerner til samfundsøkonomien. Og internettets pionerer advarer direkte mod den udvikling, det globale netværk har undergået. Der bliver med andre ord sat spørgsmålstegn ved hele den digitale udvikling, som for bare få år siden virkede så indlysende nødvendig og god for vores fællesskaber. Alverdens digitale opfindelser og løsninger viser sig at være knap så smarte, som vi ellers gik og troede. Smartboards i skolerne har ikke den ønskede effekt, militære droner fører stadig til mange civiledrab på trods af deres højt besungne præcision, intelligente gadelygter og andre digitale dimsedutter fungerer ikke efter planen og bliver anklaget for, at deres anonymiserede dataindsamling om brugerne ikke er så anonym alligevel.

Det går så forbandet stærkt

Hvor går vi egentlig hen? Hvilken verden er vi i færd med at skabe med al den nye digitale teknologi? Googles tidligere udviklingschef Ray Kurzweil har vakt opsigt med sine svar på de spørgsmål, som naturligt fylder i en tid, hvor teknologien skaber mærkbare forandringer for store grupper i samfundet. Kurzweil mener, at vi med hastige skridt nærmer os en situation, hvor computeren bliver mennesket overlegent. Vel at mærke på alle parametre. Det budskab har han prædiket siden 2006, hvor han udgav bogen The Singularity Is Near. Singulariteten kommer mere præcist til at indtræde omkring år 2045, forudsiger Kurzweil. I 2045 vil alt forandre sig. En ny verden, hvor intet er som nu, vil åbenbare sig, når mennesket for alvor mister kontrollen over den teknologiske udvikling. Det er slet ikke sikkert, at det vil give mening at tale om mennesker i traditionel forstand, når singulariteten rammer. Maskine og menneske vil formentlig smelte sammen til et nyt superintelligent væsen. Vi ved det ikke med sikkerhed. Deraf navnet singularitet, som også er betegnelsen for et centrum af et sort hul i universet, der ligeledes er omgivet af stor mystik. Allerede i 2029 vil det lykkes mennesket at genskabe vores egen hjerne mekanisk med alle dens kognitive egenskaber, og derfra vil ingen kunne følge med længere, hævder Kurzweil, som sværger til Moores berømte lov om den eksponentielle teknologiske udvikling.

Den tidligere chef i Google er i øvrigt ikke den eneste, der betragter teknologien som et højhastighedstog, som kommer buldrende, og hvor ingen ved, hvad destinationen er, eller for den sags skyld, hvem der styrer toget. Vi kan også fremhæve Elon Musk. Teslas topchef tror ligeledes på singulariteten. I modsætning til Ray Kurzweil, der er overbevist om, at alt kommer til at gå godt, og at teknologien bare vil styrke mennesket, ser Elon Musk med stor bekymring ind i fremtiden. Han frygter, at den hidsige jagt på kunstig intelligens, som finder sted i disse år, vil løbe os af hænde. Og ende med at tage livet af os alle. Han forestiller sig, at mennesket kommer til at udvikle en egenrådig maskine, som ikke ser med milde øjne på os. At vi uden at være klar over det kommer til at skabe en udødelig teknologisk diktator. En maskine, der ikke betragter mennesket som andet end en besværlig myre, der er på tværs og derfor skal skaffes af vejen. Ikke nødvendigvis fordi teknologien er ond, men alene fordi mennesket vil blive set som en irriterende forhindring. Ligesom Ray Kurzweil har Elon Musk og de øvrige teknologiske tænkere ikke bare tiltrukket sig stor opmærksomhed med deres usædvanlige forudsigelser, men også gjort sig selv til genstand for en ikke ubetydelig mængde latterliggørelse. Kom tilbage til virkeligheden, lyder det hånende fra kritikerne. Computere er slet ikke i nærheden af at være lige så intelligente som mennesker. De er i virkeligheden stadig ret dumme. Tænk bare på alle de programmer på computeren, der bryder sammen, når man har allermindst brug for det. Eller tænk på de digitale systemer, som skulle gøre livet og alle mulige processer i samfundet nemmere og mere effektive. Men fejler. I Danmark kender vi alt for godt til skuffelsen over begrænsningerne i ny teknologi, for eksempel i SKAT eller for den sags skyld i sundhedssektoren, hvor Sundhedsplatformen skulle gøre arbejdet på hospitalerne i flere regioner så meget lettere, men endte med at drive personalet til vanvid. Der er rigeligt med eksempler at gribe fat i, hvis man er ude på at gøre grin med de personer, som er overbevist om, at teknologien er lige ved at overtage herredømmet her på jorden.

Det ændrer bare ikke ved, at Ray Kurzweil og Elon Musk har fat i noget væsentligt i deres beskrivelse af udviklingen: hastigheden. År for år bliver computerne kraftigere og kraftigere. Det er der ingen tvivl om. Og det går forbandet stærkt. Næppe så stærkt, som Kurzweil og Musk siger. Men på få måneder kan computere ikke desto mindre nu tage udviklingsspring, der er så store, at vi ikke havde kunnet forestille os dem for få årtier siden. Mange mennesker har svært ved at forestille sig en hverdag uden tjenester og apparater fra Facebook, Google, Apple, Microsoft og Amazon, og det vel at mærke selvom flere af firmaerne ikke fandtes for 20 år siden. I 2005 var der ingen i Danmark, som brugte Facebook, men under valget til Folketinget i 2019 var Facebook og i øvrigt Twitter mere eller mindre uundgåelige for politikere, der ønskede at få opmærksomhed i valgkampen og opnå valg. Samme år meddelte Google, at virksomhedens programmører havde oplevet et gennembrud i forskningen i maskinlæring, der betød, at det var lykkedes at mindske filstørrelsen på gigantens taleassistenter markant. De gik med noget nær et trylleslag fra at fylde i omegnen af 100 til kun at fylde en halv gigabyte, hvilket gør det muligt at bygge taleassistenter ind på en telefon, så brugerne kan benytte funktionen uden at være tilkoblet internettet. Netforbindelse var ellers tidligere en forudsætning for at bruge denne form for software, og det betyder, at mange flere mennesker nu kan få adgang til teknologien. Sådanne fremskridt, bliver de førende virksomheder i teknologibranchen tilsyneladende ved med at tage. Og derfor kan man ikke lade være med at spekulere over, hvad der vil ske de næste fem eller ti år.

Teknologiske fremskridt har altid givet anledning til bekymring hos folk, der frygtede, at mennesket ville blive korrumperet af de nye opfindelser. I de seneste århundreder har ikke mindst erhvervsfolk igen og igen forestillet sig, at nye banebrydende teknologier ville smadre det eksisterende marked og efterlade alt for mange mennesker uden et arbejde og dermed uden et reelt eksistensgrundlag. Nye medier er på samme måde i generationer efter generationer blevet udpeget som skurke, der ødelægger unge menneskers hjerner og forrår dem. Kaster man blikket tilbage i historien, får man således lettere ved at trække på skulderen i mødet med diverse moderne teknologiske dommedagsprofeter a la Musk og Kurzweil. Vi har bekymret os over den teknologiske udvikling før, men alligevel klaret den, og mon ikke vi også klarer de udfordringer, som viser sig i disse år med den digitale revolution.

Men det er samtidig svært ikke at sidde med en fornemmelse af, at noget er anderledes i dag. At vi måske historien til trods bør være varsomme med at tage det for roligt. Ny teknologi dukker op med en helt anden hastighed end tidligere, ikke mindst fordi opfindelserne i højere grad end tidligere bygger oven på og udnytter hinanden. Det tog os adskillige år at bevæge os fra de første telefoner til de første mobiltelefoner, men næsten ingen tid, før vi formåede at bygge en hel verden ind i telefonerne, at gøre dem til små transportable computere, som giver os adgang til internettets virvar af informationer og applikationer. Nettet har i løbet af ingen tid infiltreret alt og redefineret vores samfund. I en globaliseret verden kan nye opfindelser og teknologiske opdagelser rejse med en absurd fart fra teknologiske epicentre som Silicon Valley til selv de fjerneste egne af kloden, hvor teknologier kan forandre livet for mennesker, som ellers lever i en helt anden og mindre digital virkelighed, og som ikke nødvendigvis selv har opsøgt teknologien. Det har vi allerede set mange eksempler på i den humanitære sektor, hvor fonde og organisationer rejser sydpå med droner, bioteknologi og den slags i bagagen med ambitionen om at ændre livet til det bedre for mennesker.

Mennesker er formidable til at tilpasse sig forandringer, også de mest radikale af slagsen, og denne evne er måske i grunden det mest menneskelige træk af alle. Men den hastighed, som præger udviklingen, reducerer til gengæld markant den tid, vi har som brugere og samfundsborgere til at tilegne og tilpasse os alle mulige nye teknologier. Og jo større afstanden bliver mellem, hvad der udvikles, og hvad vi når at forholde os til, desto sværere får vi ved at begribe konsekvenserne af udviklingen. Det bliver som flimmer for øjnene.

Fremskridtets forbandelse

Vi hører ofte i den offentlige debat fra virksomheder og ikke mindst myndigheder, at teknologiske fremskridt er nødvendige, og at nye digitale opfindelser, apparater og andre dimsedutter er den naturlige og mest direkte løsning på problemer så forskellige som ulighed, klimakrisen, fattigdom og manglende demokratisk deltagelse. Det er der også utallige eksempler på, altså at teknologien kan gøre en positiv forskel og hjælpe os med at overkomme vanskelige problemer. Men udviklingen de seneste årtier har også vist, at teknologien ikke er et åbent felt, hvor alle vinder. Det er langtfra alle mennesker, som får lige meget med hjem fra buffeten, ligesom det heller ikke er alle virksomheder, der forstår at udnytte nye teknologier til deres fordel. Nogle bliver meget rige. Andre bliver presset ned i løn af udviklingen. Nogle får en større eller klarere stemme i demokratiet. Andre bliver genstand for misinformation og digital forfølgelse. Nogle får flere muligheder som forbrugere og adgang til langt billigere varer. Andre oplever ikke disse fordele. Måske bliver de ligefrem presset ud af deres boliger. Mens den digitale revolution gør verden til et bedre sted og livet nemmere for nogle grupper i samfundet, lider andre under udviklingen. Visse teknologier virker således til at forbedre menneskets egenskaber og muligheder og fremstår som en styrkelse eller måske endda en form for udvidelse af vores menneskelighed. Andre lader til gengæld i højere grad til at kompromittere eller kommercialisere vores privatliv, stække vores sociale relationer eller give os angst og depressioner. Og valget mellem de to sider er ikke nødvendigvis op til den enkelte forbruger eller borger at træffe.

Det er derfor også vigtigt at holde øje med, hvem der vinder og taber på al denne nye teknologi. Udviklingen lader nemlig i særlig grad til at ramme dem, som i forvejen er svagere eller ringere stillet end gennemsnittet. Teknologien udviser en tydelig tilbøjelighed til at forstærke eksisterende skævheder i samfundet. Det bedste eller mest åbenlyse eksempel på denne tendens er nok de mange algoritmiske systemer, som har vist sig at forfordele sorte og kvinder eller på anden vis videreføre historisk betingede skævheder i samfundet. Husk også på, at misinformation på sociale medier har vist sig at kunne antænde sekteriske bål i Myanmar og andre skrøbelige stater, mens vestlige og stabile demokratier ser ud til at slippe en anelse billigere. Tænk på, at det er de mindre bemidlede lejere, som i første omgang bliver skubbet ud af deres kvarterer, når Airbnb presser priserne i vejret på boligerne, ikke de ejere, der sidder godt i det. Tænk desuden på, at det er lagerarbejderne uden uddannelse, som bliver presset mest hos Amazon, når kunderne efterspørger hurtigere levering.

At udviklingen tilsyneladende rammer skævt, skyldes ikke kun tilfældigheder. Det er også et tegn på, at teknologien ikke bare er en neutral kraft, der løber af sted af sig selv gennem historien, og som forandrer verden, uanset hvad vi mennesker gør. Det vidner om, at ny teknologi bliver skabt og taget i brug af alle mulige mennesker, organisationer, myndigheder og virksomheder, der møder teknologien med og former den ud fra deres forskellige baggrunde, værdier og forestillinger om det ideelle samfund. Og som anvender teknologien til at opnå eller virkeliggøre bestemte mål. Ikke mindst til selv at blive mere velhavende på andres bekostning eller forme verden, som de ønsker den. Algoritmer er ikke bare algoritmer. Data er ikke bare data. Teknologi er ikke bare teknologi, men i høj grad en politisk og ideologisk kraft, der er farvet af en masse ideer om, hvordan vores samfund bør organiseres. Og det er vel i virkeligheden det, mange er ved at få øjnene op for i disse år. Vi har nok haft et sært jomfrueligt blik på teknologien. Vi har betragtet den, som var den udtryk for en særlig matematisk renhed, som om den repræsenterede en mere objektiv tilgang til verden, der kunne befri os fra vores ubehageligheder og skævheder. Vi har set den som en genvej væk fra vores egne skyggesider, som kunne frisætte mennesker og optimere hverdagen. Men virkeligheden er mere besværlig.

De amerikanske techgiganter er med deres populære tjenester og digitale løsninger i dag med til at strukturere og styre milliarder af menneskers daglige gøremål fra morgen til aften. Vi arbejder, handler, bor, rejser og transporterer os i selskab med Facebook, Google, Amazon og de andre. De fletter vores digitale og fysiske virkelighed sammen og er ved hjælp af deres teknologi med til at redefinere politiske, sociale og økonomiske forhold i den fysiske verden. Nogle vil sige til det bedre. Mange mener det modsatte. I alle tilfælde er det vigtigt at forstå, at teknologien ikke træder nøgen ind i vores liv. Med alle tjenesterne og apparaterne følger en lang række værdier og forestillinger om, hvordan vi bør leve vores liv. Teknologierne er tilsigtet såvel som utilsigtet bygget op omkring alle mulige antagelser, som det er svært at få det fulde overblik over. Tag for eksempel de sociale mediers politik mod nøgenhed og hadefulde ytringer. Det er politikker, som tjenesterne selv har opfundet. De har med andre ord magten til at lukke ned for stemmer (og give mere plads til andre), som platformene af alle mulige grunde ikke bryder sig om.

Silicon Valley repræsenterer det muliges kunst og en ustoppelig jagt på forandring, innovation og vækst. De ideer, der driver teknologien frem fra dens amerikanske epicenter, kommer fra alle sider af det politiske spektrum og har gennemgået store forandringer de seneste årtier. Det gamle Silicon Valleys drøm om frihed, lighed og fællesskab er i høj grad blevet udfordret, hvis ikke overtaget, af en vækstbesættelse, der tilsyneladende har gjort det svært for mange af virksomhederne at forstå, hvilken indflydelse de har på deres medarbejdere og deres brugere. Drømmen om fremskridt er i dag også en drøm om at akkumulere kapital og magt og om at dominere. De førende techvirksomheder sætter brugeren og individet i centrum og over andre institutioner i samfundet, men det er ikke det samme som, at det er individet, der er i kontrol. Der er efterhånden en lang liste med sager, der illustrerer, at store dele af kontrollen ligger et helt andet sted – nemlig hos de virksomheder, hvis tjenester mange mennesker er blevet så glade for. At individet måske snarere bliver ført rundt i manegen. Der er i hvert fald mange mennesker, som fortsathar svært ved at gennemskue, at det ikke er tilfældigt, hvad de ser, hører eller på anden vis bliver præsenteret for online. Søgeresultater, newsfeeds og priser på digitale platforme er et resultat af beslutninger og prioriteringer.

Teknologien er ikke bare et værktøj eller en ressource, som nemt styres og manipuleres af mennesker. Mennesket kan også udnyttes eller styres af teknologien. Tænk på alle de trillioner stykker data, som bliver samlet ind, og som kan bruges til at sende vores blikke og vores adfærd i bestemte retninger – som kulturelle væsener, som samfundsborgere, som forbrugere. Milliarder af mennesker har sluppet for at finde pengepungen frem for at betale for ydelser i den digitale verden og har i stedet betalt med informationer om deres adfærd. Det har vist sig, at man kan lave en forretning ud af at høste og kombinere oplysninger, som mange ikke anede eksisterede og stadig langtfra forstår til fulde. At det selvfølgelig ikke er det samme som, at virksomheder og myndigheder skal have lov til at udnytte teknologien uden grænser, lader der efterhånden til at være politisk konsensus om, men hvor grænserne præcist skal gå i en verden af data og algoritmer, er ikke overraskende et mere kompliceret spørgsmål, som kommer til at fylde meget de kommende år.

I den sammenhæng er det også bemærkelsesværdigt, at der rundtomkring på universiteterne sker en bevægelse i den teknologiske forskning. Forskere bliver mere og mere optaget af, hvordan man skaber teknologier, der harmonerer med mennesker. Man taler nu om og interesserer sig for teknologier, som sætter mennesket i centrum. På Stanford University, som har spillet en central rolle i udviklingen af Silicon Valley og dermed den digitale revolution, begynder de studerende ligefrem at forholde sig kritisk til deres egen branche, kunne det amerikanske medie Slate fortælle i august 2019. Det gælder sågar de studerende på det berømte datalogistudie, som har haft stifterne af Google, HP, Instagram og mange flere som elever. Drømmen er ikke nødvendigvis længere at arbejde hos techgiganter som Google og Facebook.

Også dele af Silicon Valley er ved at røre på sig og erkende, at udviklingen ikke finder sted i et vakuum, og at teknologien kan bruges med positivt såvel som negativt fortegn. De mange Google-ansatte, der i 2018 underskrev et fælles brev med budskabet om, at Google skal holde sig væk fra krigsindustrien, markerede over for ledelsen, at der i langt højere grad er brug for grænser og en aktiv stillingtagen til, hvordan teknologien anvendes. Lignende sager har præget Apple, Microsoft og Amazon, hvor aktionærer er begyndt at stille kritiske spørgsmål til firmaets klimaregnskab, indvirkning på arbejdstagerrettigheder og børns hjerner. 1500 Amazon-ansatte udvandrede sidste år fra arbejdet i forsøget på at presse topchef Jeff Bezos til at tænke mere over firmaets klimaaftryk. Måske er opråbet sågar ved at blive hørt af visse topchefer. Repræsentanter for Facebook siger i hvert fald ved noget nær enhver lejlighed, at det sociale medie ikke havde forstået sit ansvar i samfundet, og at virksomheden har flyttet sig, at den er i gang med at blive voksen. Men én ting er selvfølgelig ord. Noget andet er handling, og der kan man nøgternt konstatere, at der fortsat ser ud til at dukke skandalesager op, der kaster et negativt lys over den rolle, som teknologien spiller i vores verden i dag, og ikke mindst et negativt lys over den indsats, som virksomhederne gør for at rette op på problemerne.

Vi begyndte med historien om den egyptiske demonstrant og Google-medarbejder Wael Ghonim, der var med til at skabe et oprør mod det egyptiske regime og vælte præsident Hosni Mubarak ved hjælp af de sociale medier. Han brugte sin viden om algoritmer og digitale platforme til at gøre en positiv, demokratisk forskel i sit samfund, og det udløste en ekstremt stor og bred begejstring over den positive kraft, som teknologien viste sig at være. I bagklogskabens ulideligt klare lys kan man ikke lade være med at tænke, at vi kunne have sagt os selv, at den kraft også kunne vendes til noget negativt. At de sociale medier, som blev brugt til at skabe demokratiske forandringer, selvfølgelig også kan bruges til at skabe opbrud i demokratier ved at sprede misinformation, had og propaganda. I den forstand er det vel egentlig åbenlyst, at de nye teknologier, som kan frigøre os fra undertrykkelse, også kan underminere vores frihed. Det er den forbandede dobbelthed, vi er nødt til at forstå og forholde os til i en digital og teknologidrevet verden.