DIIS Event

Afghanistan – status efter to år med Taliban ved roret

Hvad er der sket i løbet af de år Taliban har været ved magten i Afghanistan, og hvilke udfordringer står det internationale samfund over for?
Taliban 2 år efter
Afghanske piger ser på Taliban-tilhængere på toårsdagen for Kabuls fald nær den amerikanske ambassade i Kabul.

Onsdag den 13. september 2023 kl. 15.00-17.00
DIIS ∙ Dansk Institut for Internationale Studier

Gl. Kalkbrænderi Vej 51A
2100 København Ø

To år efter Talibanbevægelsen overtog magten i Afghanistan, står landet med en humanitær krise, der kun er blevet værre, siden de vestlige styrker forlod landet. Over halvdelen af landets knap 40 millioner indbyggere har ifølge Unicef behov for humanitær hjælp, og det forventes, at omkring 4 millioner vil lide af akut underernæring i 2023. Dertil kommer 3,5 millioner internt fordrevne, brud på menneskerettighederne og en kvindelig befolkning, der i stigende grad udelukkes fra at uddanne sig og arbejde. Samtidig er Talibanbevægelsen udfordret af interne stridigheder og magtkampe.

I Vesten står man tilbage med spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til Taliban og den alvorlige krise, som landets befolkning befinder sig i. For at kunne finde svaret på det spørgsmål, er vi nødt til at blive klogere på Taliban. Derfor gør vi på dette seminar status på udviklingen i Talibanbevægelsen, menneskerettighedssituationen i Afghanistan, og hvilke udfordringer det internationale samfund står overfor, når det gælder Afghanistan. Vi vil se nærmere på, hvordan Taliban har håndteret styringen af landet, herunder deres politiske beslutninger, institutionelle ændringer og forvaltning af retssystemet. Vi vil også diskutere de udfordringer, bevægelsen står overfor, herunder håndteringen af etniske og religiøse forskelle, kvinders rettigheder og uddannelsessystemet.

Talere

Mona Kanwal Sheikh, seniorforsker, DIIS: Om Taliban-bevægelsen i dag

Ahmad Walid Rashidi, ekstern konsulent, DIIS: Om Talibans regeringsførsel.
Rashidi har arbejdet i og med Afghanistan i over 12 år, heri publiceret en del artikler for danske og udenlandske medier.  

(Videointerview på engelsk)

Muhammad Suhail Shaheen, medlem af Taliban, fungerende leder og talsperson af Talibans politiske kontor i Doha. Tidl. diplomat og chefredaktør for Kabul Times under Talibanstyret i 90'erne.     

(Videointerview på engelsk)
Mahbouba Saraj, afghansk kvindesagsaktivist: Om menneskerettighedssituationen i Afghanistan

Naveed Baig, imam, Dansk Islamisk Center: Om sine nylige møder med Taliban

Ordstyrer: Kirsten Larsen, journalist, Globalnyt
 

Praktisk information

Seminaret vil hovedsageligt foregå på dansk, men der vil være to videointerviews på engelsk. Deltagelse er gratis, men tilmelding via vores tilmeldingssystem er påkrævet. 

Regioner
Afghanistan