Valg i Grønland forsinker lovgivning om uran
Grønlands uranpolitik er igen på dagsordenen efter udskrivningen af valg til parlamentet, Inatsisartut, 28. november. Der er store økonomiske interesser på spil, hvis det viser sig rentabelt at hente uran op af den grønlandske undergrund, men der er brug for regulering på området.
Grønland og Danmark har nedsat en arbejdsgruppe, der skal finde en løsning på de juridiske gråzoner. Udskrivningen af valget har midlertidigt afbrudt gruppens arbejde, og en eventuel folkeafstemning om uranspørgsmålet kan yderligere udskyde processen.
Men hvis grønlænderne beslutter sig for at udvinde uran, er det afgørende, at lovgivningen – især regler for ikke-spredning – er på plads først. Det siger Cindy Vestergaard, forsker ved DIIS og leder af det internationale projekt Governing Uranium.
- Det kræver et fælles kontrolsystem at overholde internationale forpligtelser, så begge lande kan føre kontrol med, hvor meget uranmalm der bliver hentet op, hvor meget uran der ender med at blive eksporteret, og hvilke lande det bliver eksporteret til. Jeg tror ikke, der er nogen, der regner med, at Grønland trodser FN-sanktioner og sender det til Iran eller Nordkorea, men der er brug for en nedfældet ikke-spredningspolitik.
- Den største udfordring er, hvordan Grønland og Danmark vil forbinde Kongerigets selvbillede som anti-atomkraftland med en mulig fremtid som uraneksportør. Det kræver en sikkerhed for, at national lovgivning harmonerer med dansk udenrigspolitik og de indgåede traktater, men også en afklaring af hvordan uraneksporten kan bruges til at fremme bestemte politiske mål. Derfor må parterne blive enige om nogle betingelser for eksporten, siger Cindy Vestergaard.
Efter grønlænderne stemte sig til selvstyre i 2009, er det nu Grønland, der bestemmer over dets naturressourcer. Med et spinkelt flertal ophævede parlamentet i oktober 2013 den såkaldte nultolerance over for uranbrydning, og det baner vej for, at udenlandske selskaber kan udføre prøveboringer og etablere sig i Grønland.
Men fordi Grønland stadig er en del af Kongeriget, har Danmark stadig beslutningsretten på en række områder. Så hvor reglerne for minedrift er et anliggende for regeringen i Nuuk, er reglerne for eksport og atomsikkerhed underlagt dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det resulterer i en række gråzoner, som begge parter anerkender og er gået i gang med at forhandle på plads i Uran-Arbejdsgruppen.
- Danmark har forsikret, at man vil overholde internationale traktater, og at man vil styrke de myndigheder, der skal føre kontrol med hele processen – men ingen har endnu forklaret, hvad en styrkelse indebærer. Og Grønland lover, at mineselskaberne bliver underlagt strenge krav til sikkerhed og miljøbeskyttelse – men Nuuk har endnu ikke sat ord på, hvad det betyder, siger Cindy Vestergaard.
En af de store juridiske udfordringer er, at Grønland ikke er medlem af EU og derfor ikke omfattet af Euratom-traktaten om ikke-militær anvendelse af uran. Derimod har Danmark ratificeret aftalen.
- Hvis der for eksempel blev fundet uran på Bornholm, ville rammerne for brydning og eksport være bestemt af Euratom. I Grønland ville myndigheden være delt mellem Grønland og Danmark.
Det er alene op til de to parter at sikre, at garantierne for at overholder konventionerne udmønter sig i konkret lovgivning, mener Cindy Vestergaard.
- Grønland og Danmark har en unik mulighed for at vedtage højere standarder for uranproduktion end andre nye uranleverandører. Det vil kræve en fælles politik i Kongeriget Danmark til ikke-spredning og nedrustning, men også en politik, der tager hensyn til både Grønlands og Danmark ønske om at være en ikke-atommagt.