Q&A: Farlige flugtruter sætter Europa under pres

2015 ser ud til at blive endnu et år, hvor rekordmange migranter mister livet på vej over Middelhavet. Det italienske indenrigsministeriums tal viser, at 7.882 flygtninge ankom til Italien i årets første to måneder. Sidste år på samme tid var tallet 5.506. Ifølge FN er 470 mennesker omkommet i indeværende år mod 15 i samme periode sidste år.

Migrationsforsker på DIIS Hans Lucht fortæller, at der er to centrale grunde til, at så mange flygtninge og migranter risikerer den livsfarlige rute over Middelhavet netop nu:

- Den ene årsag er de mange aktuelle konflikter – blandt andet i Irak, Syrien og Eritrea –den anden er situationen i Libyen. Libyen er det store transitland for migranter og er for tiden ramt af krig og ustabilitet, hvilket gør, at mange udsatte grupper frygter for deres liv. Derudover giver lovløsheden menneskesmuglerne frit spil til at sende både over Middelhavet. Det, der er nyt og tragisk ved denne udvikling, er, at vintermånederne ikke er velegnede til at rejse på Middelhavet. Derfor har der også været historisk mange dødsfald i den sidste tid. Det lover ikke godt i forhold til prognosen for resten af året. Vi kan desværre forvente et boom i antallet af bådflygtninge henover sommeren. Og desværre også endnu en ny bølge af dødsfald på Middelhavet.

Hvem vælger at løbe så stor en risiko?

- Strømmen udgøres af en blanding af flygtninge og migranter, som har vidt forskellige baggrunde og forudsætninger. Under mit ophold i Libyen sidste år have jeg mulighed for at følge både en gruppe migranter fra Ghana og en gruppe flygtninge fra Eritrea. Ghaneserne har netværk og arbejde i Libyen, mens eritreerne er forholdsvis nye i Libyen, på trods af at de mange gange er flygtet med familie og børn under armen. Situationen for eritreerne var stærkt bekymrende. Deres liv bestod af sygdom, frygt og overfald. De boede i nedslidte huse med stinkende fællestoiletter i Tripolis værste kvarter og betalte ågerpriser for det. De havde ingen beskyttelse mod de kriminelle bander, som på nærmest daglig basis brød ind hos dem og stjal eller bankede folk. Og her skal man tænke på, at der var både børn og gravide kvinder blandt dem. Ghaneserne var primært unge mænd. De var i en stærkere position, fordi de ikke havde kvinder og børn med, men var der for at arbejde i en kortere periode. Når de havde tjent lidt penge, rejste de fleste hjem igen. Det kunne flygtninge fra Eritrea eksempelvis ikke. De havde ikke anden udvej end at sætte livet på spil på Middelhavet.

Hvad kan EU gøre ved situationen?

- En blokade af Libyens farvande har været på tale i EU. Man vil gerne dæmme op for trafik af våben, illegal olie og flygtninge. Så snart der er en sikkerhedsrisiko, udløser det politisk handling, mens man tilsyneladende bedre kan leve med en massegrav. På den korte bane kan man dog ikke gøre ret meget andet end at forsøge redde de flygtninge, der rækker ud efter os, hvis man altså tager sine egne ord alvorligt. EU-toppen har nemlig forpligtet sig til at gøre noget både i skrift og tale, og nu skal man vise, om det er seriøst ment. På den mellemlange bane handler det om at investere massivt politisk og økonomisk og muligvis militært i at finde en løsning, så Libyen kan blive en nogenlunde stabil stat. På den lange bane handler det om at finde en løsning på de konflikter, som folk flygter fra. Der er naturligvis ikke kun et EU-ansvar, men der er kun to muligheder – enten at forsøge at påvirke årsagerne eller at finde en måde at leve med den voksende massegrav.

Hvorfor er EU-landene uenige om, hvad der skal gøres?

- Jeg tror egentlig gerne, at EU-toppen vil gøre mere for flygtningene, men ude i de europæiske hovedstæder har man svært ved at sælge et budskab om, at man skal hjælpe folk i nød på Middelhavet. Nogle lande, for eksempel Danmark og England, har meldt ud, at denne store humanitære og politiske udfordring, der præger Europa lige nu, ikke har noget med dem at gøre. Andre lande som Sverige og Tyskland har en mere humanistisk indstilling og ser gerne en fælles løsning. Så er der de lande, der af geografiske årsager har udfordringen inde på livet, særligt Italien og Grækenland. De kræver større solidaritet, dvs. en fordeling af flygtningene. Det realistiske bud er, at vi vil se en øget økonomisk kompensation til de sydeuropæiske lande, måske også en øget patruljering på Middelhavet, men at de nordeuropæiske lande vil blokere for en fordeling. En del af udviklingen kan dog få Danmark og de andre lande på banen, nemlig sikkerhedssituationen i Libyen. Den danske handelsflåde på Middelhavet er allerede indblandet i redningsarbejdet og har mange bekymringer omkring det store ansvar, det medfører. Så hvis eksempelvis danske interesser kommer i fare på Middelhavet, kan man blive tvunget til at reagere.

Islamisk Stat har truet med at angribe Europa fra Libyen - hvad kan det betyde?

- Det vil ændre situationen dramatisk, hvis IS forsøger at sende både af sted for at angribe Europa eller måske handelsflåden, og det vil man være nødt til at reagere på. Men det skal understreges, at der indtil videre er tale om IS-propaganda. Der er endnu ikke registreret et tilfælde af terrorisme over Middelhavet, men tanken er selvfølgelig dybt bekymrende – fra et sikkerhedsperspektiv såvel som fra et humanitært perspektiv. Alene tanken kan skabe tøven og usikkerhed i forhold til redningsaktionerne: Hvilken modtagelse vil nødstedte flygtningebåde eksempelvis få, hvis der pludselig opstår mistanke om, at der er terrorister ombord? Det kunne i værste fald yderligere undergrave sikkerheden på Middelhavet.