Interview

OECD-rapport kritiserer dansk udviklingsbistand

Nedskæringer forringer bistandens kvalitet og forudsigelighed

OECD rejser en del kritik af Danmarks udviklingsbistand i en nyligt offentliggjort rapport, som organisationen udgiver om hvert medlemsland cirka hvert femte år.

Rapporten udtrykker, i et teknisk og noget indforstået sprog, bekymring for kvaliteten og forudsigeligheden af dansk bistand - to områder, hvor Danmark ellers har udmærket sig i forhold til mange andre lande. Seniorforsker Lars Engberg-Pedersen har gennemgået rapporten i et interview med P1 Orientering.

Rapporten peger på, at det indtil videre ikke har været dokumenteret særligt godt, at en væsentlig inddragelse af den private sektor i udviklingsarbejdet faktisk fører til udvikling. Den påpeger desuden, at der er meget langt mellem de fine målsætninger i den officielle udviklingspolitik og så den konkrete virkelighed, hvor stadigt flere bistandsmidler anvendes i Danmark og ikke til at bekæmpe fattigdom i fattige lande.

Den konstaterer at nedskæringerne i støtten til internationale organisationer harmonerer dårligt med Danmarks interesse i et velfungerende internationalt samfund. Og så lægger rapporten vægt på, at Danmark skal gøre meget mere ud af at samtænke alle politikker, så de har en gavnlig effekt på fattige landes udvikling. Det spørgsmål har regeringen indtil videre skudt til hjørne.

Region
Danmark

DIIS Eksperter

Lars Engberg Petersen
Bæredygtig udvikling og regeringsførelse
Enhedsleder, seniorforsker
+45 3269 8695