Ny forskning skal afdække samspillet mellem international politik og klimaforskningen i Arktis

2/3 af Ruslands mere end 17 millioner kvadratkilometer store areal er i dag dækket af permafrost. En jord som konstant er frosset, og som danner en hård og stabil undergrund under enorme landområder i Arktis.

Men permafrosten tør og bliver til blødt mudder som følge af den globale opvarmning. Når det sker, bliver undergrunden ikke bare mere ustabil med revnede veje, ustabile gasledninger og sammenstyrtede byer til følge. Smeltende permafrost udleder også enorme mængder metan – en drivhusgas som er mere end 80 gange kraftigere end C02.

”Klimaforskere har længe råbt på mere forskning i konsekvenserne af, at permafrosten tør. Det er selvfølgelig relevant for Rusland at vide mere om det, fordi det gør den russiske undergrund mere ustabil, men i høj grad også for resten af verden, fordi det har konsekvenser for hastigheden af den globale opvarmning. Men med krigen i Ukraine er det meget usandsynligt, at det internationale samfund vil gå sammen om at finansiere mere forskning i optøningen af den russiske permafrost,” siger kommende ph.d.-studerende Lin Alexandra Mortensgaard.

Hun skal i det nye forskningsprojekt ’Governing the great Arctic Melt’ undersøge, hvordan klimaforskningens resultater bliver til i praksis i Arktis, hvilke beslutninger og indflydelser, som spiller ind på resultaterne, og hvad det betyder for den politiske håndtering af klimaudfordringerne – både sikkerhedspolitisk og i international politik mere generelt.

Klimaforskning i permafrosten og sammenhængen med sikkerhedspolitik er et af de områder, hun skal undersøge gennem bl.a. interviews med klimaforskere, politikere, militære eksperter, diplomater, men også gennem feltarbejde hvor den arktiske klimaforskning foregår i praksis.

”Nu har jeg ikke indsamlet data endnu, men jeg har hørt fra en førende permafrostforsker, at metanudledning fra den tøende permafrost ikke indgår substantielt i IPCC’s klimafremskrivninger, fordi data er for usikre. Hvis det viser sig at være rigtigt, har det jo kæmpe betydning for de arktiske befolkningers fremtidige livsvilkår, men også for hele jordens befolkning.”

Krav på ishavet i Arktis

Der sker store forandringer i Arktis i disse år både sikkerhedspolitisk og som følge af klimaforandringerne. Derfor er det interessant ikke mindst for Danmark at få en større forståelse af samspillet mellem de to.

Et anden case, som Lin Alexandra Mortensgaard skal forske i, er de kommende forhandlinger mellem Rusland, Danmark og Canada om opdelingen af Ishavet nord for Grønland.

”Det er interessant, fordi det er klimaforandringerne, der har skabt interesse for hidtil utilgængelige ressourcer, som måtte være i den arktiske undergrund. Og samtidig har klimaforandringerne muliggjort de geologiske undersøgelser, der skal afgøre, om det Arktiske Oceans havbund er en fortsættelse af den grønlandske landmasse og/eller den canadiske eller russiske landmasse. I forhandlingen af de tre staters overlappende territorielle krav på havbunden skal havret, geofysiske data og politiske interesser på en eller anden måde gå op i en højere diplomatisk enighed,” fortæller hun.

Et tredje område hun vil fokusere på, er det nye forskningsnetværk ’Greenland Integrated Observing System’, som bl.a. forsker i indlandsisens afsmeltning i stor skala og over lang tid.

Her vil hun forsøge at blive klogere på, hvordan isens afsmeltning måles og forstås af klimaforskerne, og hvordan og hvorfor forskningsresultaterne efterfølgende bliver brugt eller ikke brugt.

”Samspillet mellem sikkerhedspolitik og klimaforandringerne – herunder forskningens rolle i at forstå, hvad klimaforandringerne er for en størrelse – er utrolig vigtigt, men underbelyst. Afhængig af hvordan international politik og klimaforandringer spiller sammen i Arktis, kan det have kæmpe betydning for os alle sammen. Fordi der måske er data, som ikke kan indsamles, eller som er for dårlige til at blive talt med i fremskrivninger af, hvor meget temperaturen og havniveauet vil stige. Der er meget, vi ikke ved om klimaforandringer i Arktis, og det er også en del af den baggrund, vi fører politik på.”

Projektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond