Geopolitisk nationalisme må ikke forveksles med dyb realisme

Ændrer valget af Trump på USA’s rolle i verden? Kan hans tilgang til udenrigspolitik spores i amerikansk historie? Og hvordan skal vi forstå de angreb på den liberale verdensorden, som vi ser i disse år? Ræson har spurgt Vibeke Schou Tjalve, seniorforsker på DIIS, om dette og meget mere.

Ræson: De fleste europæere var mildest talt kritiske over for Bush. Begejstringen over Obama var derimod nærmest ubegrænset. Nu har vi så Trump, og der en stemning af hidtil uset krise, der får Bush-årene til at blegne. Hvordan skal vi tolke rutsjebaneturen i den europæiske sindstilstand fra Bush til Trump?

Udviklingen hænger formentlig sammen med, at USA i Europa betragtes som en slags metafor for Vesten. Selv om vi ofte er kritiske over for amerikanerne, så ser vi i USA en spejling af, hvad vi selv er, hvad Vesten er for en størrelse. Så det har været en lang krise, der går tilbage til Bush og reelt meget længere tilbage. Man kan også se det som en lang samtale, Vesten har haft med sig selv om, hvorvidt det kan lade sig gøre at opretholde et selvbillede som ’de gode’, når det samtidig kobles med en potent udenrigspolitik og militær magt.

Kritikken af Bush handlede i virkeligheden ikke så meget om FN-mandatet. Reelt handlede det om noget mere fundamentalt, nemlig at der var et tvivlselement og en selvkritik, som faldt bort. Vi har ofte set, at amerikanerne udøver magten, men at de på samme tid er i tvivl om, hvorvidt den er legitim. Man er usikker på sig selv omkring magtudøvelsen, og det er en positiv tvivl i europæernes øjne. Denne selvkritik forbindes nu i høj grad med Obama, men den kan også findes historisk. Selv Eisenhower, der var en af hovedmændene bag opbygningen af den enorme militære magt, som kom til at definere Den Kolde Krig, var respekteret og beundret i Europa. Det hænger ikke mindst sammen med en af han afskedstaler, hvori han erkendte sin usikkerhed om det militærindustrielle kompleks og udtrykte en tvivl om, hvorvidt USA kunne forblive ’a city upon a hill’ med en så overdådig militær maskine til rådighed.

Under Bush var det modsat. Man erkendte åbenlyst, at man ikke var i tvivl om sin magtudøvelse og sin mission. Den neokonservative Charles Krauthammer udtrykte det klart i et retorisk spørgsmål: Hvis Gulliver er god, hvorfor skal Gulliver så binde sig selv. Denne selvsikkerhed blev opfattet som et brud på det, der skulle være særligt ved USA, ved Vesten og ved Europa, nemlig at vi har nogle særlige checks and balances, at vi har noget tvivl, at vi har en selvkritisk kultur. Så der er ingen tvivl om, at der med Bush-administrationens krige blev grundlagt en dyb skepsis over for det amerikanske og en begyndende opfattelse af USA som en simpel magtaktør ligesom så mange andre.

Ræson: Og hvor står Trump i relation til denne udvikling?

Han betaler også prisen for det her. Og det missionerende element er væk. Nogle spørger derfor, om vi i virkeligheden ikke skal være glade for Trump. Om han ikke bare anlægger en realistisk tilgang, der bryder med Bush-administrationens moralske selvovervurdering. Om det ikke bare er en tilbagevenden til et USA, som holder sig for god til at engagere sig i alle mulige globale konflikter. Dette er en fejllæsning. Det er ikke en sådan forståelse, der ligger i den nationalisme, som Trump og Bannon har grebet fat i. Selv om de ikke vil missionere, er de på ingen måde isolationister. De vil bestemt ud og engagere USA, og hvor det findes nødvendigt også med militær magt.

Ræson: Det forekommer meget naturligt, at man sammenligner Trump med Obama og Bush, når vi taler om USA’s image ude i verden. Men måske er der også noget at lære, hvis vi trækker nogle længere historiske linjer?

Jeg vil helt klart mene, at man kan sætte udviklingen i et større historisk perspektiv. Hvis man går helt tilbage til kolonierne, uafhængighedsperioden og etableringen af den amerikanske nationalstat, så var man selvfølgelig ikke professionelle omkring soft power eller imagepleje, på den måde som et moderne udenrigsministerium er i dag. Men man arbejdede faktisk meget med, hvad det var var for nogle symboler, man brugte, og hvilke budskaber de sendte til borgerne, til moderlandet England og til det Europa, man var flygtet fra.

Amerikanerne ønskede at sende et budskab om et USA, der var væsensforskelligt fra Europa. Et USA, der reddede de bedste europæiske idéer fra det dekadente og magtsyge Europa selv. De byggede bl.a. nogle af regeringsbygningerne efter antikkens idealer. De kunne således medbringe en europæisk og i bred forstand demokratisk kulturarv, men samtidig erklære, at de ikke ville gå i fordærv i magtpolitikkens onde spiral. De ville vise, at USA var en republik og ikke et imperium. De ville fremstille USA som det gode eksempel.

Læs hele interviewet med Vibeke Schou Tjalve hos Ræsoneller download PDF'en i højrespalten