Vietnam er et ombejlet i disse år, men landet har ikke tænkt sig at vælge side
En søndag eftermiddag i maj 2014 sad jeg på Danmarks ambassade i Hanoi, som dengang lå tæt på den kinesiske ambassade. De to ambassader var kun adskilt af den lille Leninpark, der stadig prydes af en statue af Sovjetunionens grundlægger. Tusindvis af vrede mennesker havde samlet sig i og omkring parken, hvilket var usædvanligt i et land, hvor politiske demonstrationer er sjældent tilladte. Det vietnamesiske politi forholdt sig imidlertid i ro.
Årsagen til demonstrationen var, at Kina i dagene forinden havde sejlet en gigantisk olieplatform ind i Vietnams økonomiske zone. Det udløste voldsomme antikinesiske reaktioner i den vietnamesiske befolkning og førte til plyndringer og nedbrændinger af hundredvis af kinesiske virksomheder. Det var i det lys, at politiets passivitet skulle ses. Det vietnamesiske kommunistparti havde helt undtagelsesvist valgt at give demonstranterne mulighed for at lufte deres vrede mod kineserne.
Episoden beskriver de udfordringer, Vietnam i flere årtier har haft med den store nabo inord. På den ene side er Kina Vietnams største samhandelspartner, og der er tætte relationer mellem de to kommunistpartier. På den anden side er ledelsen i Vietnams kommunistparti, ligesom befolkningen, stærkt nationalistisk. Kinas økonomiske opstigen og sikkerhedspolitiske ekspansion giver derfor anledning til både utryghed og vrede. Vietnams udenrigspolitiske linje har grundlæggende ikke ændret sig siden årtusindskiftet. I store træk følger den stadig linjen i en hvidbog, der blev udarbejdet i 1998. Stærkt forenklet bygger den på 3 nejer: nej til udenlandske militærbaser på vietnamesisk jord, nej til militære alliancer med andre lande og nej til at indgå samarbejde med andre lande mod et tredjeland.
Selv om udenrigspolitikken ikke har ændret sig meget, er Vietnams udenrigstjeneste blevet moderniseret og mere åben, og landet har det seneste årti bevæget sig længere frem på den internationale scene og tager mere ansvar. Både i FN, men i særdeleshed også i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Stater (Asean), hvor Vietnam i dag spiller en aktiv rolle. Sideløbende har landet arbejdet på at styrke de bilaterale relationer med et så bredt udsnit af lande som muligt.
Særligt bemærkelsesværdig har forbrødringen af relationerne mellem USA og Vietnam været. Vietnam har i mange år stået øverst på dagsordenen, når amerikanske politikere besøgte Sydøstasien, og USA har arbejdet intenst på at forbedre relationen til Vietnam de sidste to årtier. Samarbejdet har også gradvist ændret sig, fra et fokus på oprydningen efter krigen, til et bredere politisk, kommercielt og kulturelt samarbejde. De to lande har også taget små skridt i forhold til et øget forsvarssamarbejde, og amerikanske krigsskibe anløber årligt vietnamesiske havne.
USA ved godt, at Vietnam ikke bliver en ny forsvarsallieret, men Vietnam og USA deler bekymringen over Kinas voksende selvhævdelse i regionen, og USA ser Vietnam som en vigtig brik i håndteringen af konflikterne i Det Sydkinesiske Hav. Fra amerikansk side har der længe været et stort ønske om at opgradere samarbejdsrelationerne med Vietnam og indgå en strategisk samarbejdsaftale. Indtil videre har Vietnam forholdt sig afventende og ønsker ikke at gå for hurtigt frem, bl.a. af hensyn til Kina.
Vietnam er Ruslands vigtigste allierede i Sydøstasien, og invasionen i Ukraine har udfordret den vietnamesiske ikke-indblandingspolitik, der er en af grundpillerne i vietnamesisk udenrigspolitik. Vietnam støtter ikke invasionen og er normalt tilhænger af en regelbaseret international lov og orden, men Vietnams reaktioner på invasionen har
været meget afdæmpede. Således undlod Vietnam at stemme for FN’s fordømmelse af den russiske invasion. Vietnam er stadig taknemlig for den hjælp, landet fik under Vietnamkrigen, og ønskede ganske enkelt ikke at sætte de gode relationer til Rusland over styr.
Konflikten i Ukraine har imidlertid også udstillet Vietnams afhængighed af russisk våbenimport. I perioden fra 1995 til 2019 købte Vietnam over 80 procent af sit militære udstyr i Rusland. Vietnameserne foretager sig sjældent noget forhastet, men i lyset af Ruslands invasion og den øgede internationale fokus på Vietnams tætte militære relationer til Rusland er der ingen tvivl om, at Vietnam vil arbejde på at gøre sig mindre sårbart over for afhængigheden af russiske våben.
Vietnam er et ombejlet land i disse år, og internationalt er der forventninger om, at landet påtager sig større ansvar i det multilaterale samarbejde. Det sker, samtidig med at rivaliseringen mellem USA og Kina sætter landet under stadig mere pres. Vietnam har imidlertid ingen intentioner om at vælge side. De sidste årtier har Vietnam dygtigt forstået at balancere sin udenrigspolitik og er hverken for tæt på eller for langt fra supermagterne, men befinder sig lige der, hvor landet har manøvrerum til at bestemme sin egen udviklingsvej.
