Vesten forstår ikke, hvorfor Rusland har succes i Afrika

Mens det meste af Europa omkring ét-året for Ruslands brutale krig i Ukraine havde travlt med at fordømme krigen, blev Frankrigs militær bedt om at forlade Burkina Faso. Det skete med henvisning til en forværret sikkerhedssituation i landet, tilspidsede diplomatiske relationer til Frankrig og et ønske om tættere samarbejde med Rusland.[i] Ligeledes blev franskmændene smidt ud af Mali sidste år, og nogle læsere vil måske huske, at også danske styrker blev bedt om at forlade landet i januar 2022, efter blot en uge på jorden. Mali har i stedet tilvalgt Rusland og Wagnergruppen – ledet af Jevgenij Prigosjin – som deres foretrukne samarbejdspartnere og mange forventer, at Burkina Faso snart vil gøre det samme.

Disse udviklinger på det afrikanske kontinent sker i en situation, hvor alles øjne er rettet mod Ukraine. Selv om det er forståeligt, at krigen fylder mest, er det vigtigt ikke at overse andre sikkerhedspolitiske problemer, der ikke forsvinder, men snarere vokser. Ikke mindst fordi, at de forandringer, som lige nu sker i Afrika, er vævet ind i den bredere konflikt mellem Rusland og Vesten.

Europa, USA og deres allierede står over for en række udfordringer på det afrikanske kontinent. Migrationen forøges på grund af en forfærdelig humanitær situation som skyldes voldelige konflikter, der forværres af klimaforandringer og fødevarekriser. Disse kombineres med svage statsstrukturer, som hverken kan levere sikkerhed eller bedre fremtidsmuligheder for almindelige afrikanere. Og intet tyder på, at hverken migrationspresset fra Afrika mod Europa, eller andre udfordringer, som fx smugling af stoffer til Europa, vil forsvinde. Måske tværtimod, når man tager de komplekse underliggende udfordringer i betragtning.

Et helt centralt spørgsmål er derfor, om EU, sammen med sine partnere, vil være i stand til at assistere afrikanske partnerlande med at løse – eller i hvert forbedre håndteringen af – deres udfordringer.

Aktuelt går det den forkerte vej: Europa mister adgang til partnerlande på det afrikanske kontinent. Det er alvorligt, for alle løsninger kræver gode samarbejdspartnere. Selv dét at sende en fregat, som alene skal patruljere i internationalt farvand, kræver gode relationer til lande i det pågældende område – hvilket Danmark som bekendt har måtte erfare.

Vesten vælges fra

Rusland er derimod på en opadgående kurve. Wagnergruppen rekrutterer nu igen til deres Afrikamissioner efter et par måneders pause i efteråret. Gruppen fungerer i nogle afrikanske lande, bl.a. i Den Centralafrikanske Republik, som en del af Ruslands positionering som et alternativ til Vesten.

Det foregår på flere måder. Rusland kan repræsentere et alternativ til Vestens kolonitidshistorie i Afrika og til den vestligt dominerede liberale verdensorden med alle de – til tider negative – konnotationer, denne kan have i en afrikansk kontekst. Mere konkret tilbyder russerne også et alternativ til den assistance som Vesten har leveret.

Efter invasionen af Ukraine taler man fra russisk side positioneringen i Afrika ind i den bredere fortælling om et Rusland, som kæmper imod Vestens imperialisme. Selvom Ruslands tilstedeværelse i fx Mali har betydet et farvel til nogle af Vestens militære engagementer, er det dog samtidig uklogt kun at rette kritikken mod Rusland i forsøget på at finde svar på, hvorfor en række lande tilvælger en så brutal samarbejdspartner som Wagnergruppen. Den i øvrigt meget velbegrundede kritik af Wagnergruppens dokumenterede grusomheder i bl.a. Mali må gå hånd i hånd med en indadrettet kritik af Vestens egne akilleshæle. For hvor vestlige landes egne mangler og fejltrin ikke adresseres vil det bidrage til at skabe flere antivestlige argumenter, og samtidig gøder det jorden for desinformation og russiske påvirkningskampagner, der i sidste ende skaber modstand mod liberale aktører i Afrika.

Den ellers udbredte idé om, at Rusland kun vil lykkes med at engagere sig de steder, hvor vestlige aktører selv nedskalerer deres engagement – ofte kommunikeret via en vakuum-metafor, som vi vender tilbage til senere – er blevet punkteret flere gange. Både i Burkina Faso og Mali blev vestlige interventionsaktører bedt om at forlade landet, fravalgt til fordel for samarbejde med Rusland og Wagnergruppen.

Senest har Frankrig og mange europæiske allierede vendt sig mod Niger som et samarbejdsland, der muliggør en fortsættelse af militæroperationerne. Men udfordringerne kan ikke alene håndteres ved, at man flytter styrkebidrag, baser og træningsmissioner til nye lande og så fortsætter ufortrødent i samme interventionsmønster. De kræver som nævnt, at europæiske aktører og deres interventionspartnere kigger indad.

Økonomiske dimensioner af Wagnergruppens Afrika-engagement

Det er i denne sammenhæng værd at dræbe en anden myte: Nemlig at Ruslands tilstedeværelse, og udfordring af vesten på kontinentet, vil gå i sig selv. Rationalet lyder, at når nu Putin fører en dyr krig i Ukraine, så kan Rusland vel ikke for alvor samtidig forblive engageret i Afrika? Selvom den tanke kan virke intuitivt korrekt, er den udtryk for ønsketænkning. Det er nemlig ikke dyrt for Rusland at være til stede i Afrika. Faktisk vinder Rusland økonomisk på at være engageret i visse afrikanske lande. Det ser man tydeligt i Den Centralafrikanske Republik (CAR).       

CAR har været præget af konflikt og usikkerhed siden selvstændigheden i 1960. Landets siddende præsident Faustin Archange Touadéra (f.1957) tiltrådte som præsident i 2016 efter et valg, der, af observatører, blev anset for at være foregået fredeligt.[ii] Desværre gjorde valget ikke en ende på den igangværende borgerkrig, hvor regeringstropper siden har kæmpet for at genvinde kontrollen med store dele af landets territorium. Landets historie er præget af, hvad FN’s Fødevareprogram beskriver som ”tilbagevendende cyklusser af politisk krise og usikkerhed”[iii]  Samtidigt beskrives CAR ofte som et land, hvor store dele af territoriet ikke er kontrolleret af staten, men af forskellige rebelgrupper. Regeringskontrollen er overvejende centreret i de større byer, særligt i hovedstaden Bangui, hvor statens magt og kontrol pt. understøttes af bevæbnede styrker fra Wagnergruppen, som også agerer livvagt for præsidenten.

I 2013 indførte FN en embargo, der skulle gøre det umuligt at sælge våben til landet, men CAR bad selv om en undtagelse, og i 2017 stemte Sikkerhedsrådet for Ruslands forslag om, at Rusland kunne levere våben og instruktører til landet. Således har Rusland solgt våben til de nationale sikkerhedsstyrker, herunder soldater, som er blevet uddannet af europæiske styrker i forbindelse med EU’s træningsmission i CAR. EU’s egen mission er forhindret i at støtte styrkerne direkte, hvad Unionen selv anerkender svaghederne i.[iv] Når EU udelukkende tilbyder træning af nationale styrker, men ingen våben og et mandat, der ikke tillader direkte støtte i kampen mod rebelgrupper i landet – er det måske ikke svært at forstå, hvorfor CAR har vendt sig mod Rusland og Wagnergruppen.                    

Lignende problemer gør sig gældende andre steder. I Mali havde EU’s træningsmission, som stod på frem til 2021, således heller ikke mandat til at levere våben til de styrker som modtog træning.[v]

Inden Ruslands krig i Ukraine lod der til at være en pragmatisk sameksistens mellem FN og EU på den ene side og Rusland og landets mere uofficielle repræsentanter – herunder Wagnergruppen – på den anden. Denne ofte oversete pragmatiske relation understreges bl.a. i rapporter fra FN. Ud over at EU trænede soldater, som kunne bruge russiske våben, er der også eksempler på, at FN-missionen i CAR, MINUSCA, har afholdt koordinerende møder med russiske rådgivere og evakueret russiske instruktører, der havde brug for lægebehandling. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at russiske rådgivere og instruktører ofte enten er en del af Wagnergruppen eller koordinerer tæt med gruppen og andre dele af Prigosjins forretningsimperium i CAR.

Historikken er væsentlig, fordi den understreger kompleksiteten i de politiske dynamikker, som gør sig gældende ikke alene i CAR men mange andre steder. Og konklusionen er tydelig:

Rusland lukkede de facto et sikkerheds- og interventionshul i forhold til EU’s træningsmissioner i CAR, og det kunne ses som en pragmatisk og nyttig løsning, også fra europæisk side.

Wagnergruppen indtog i Den Centralafrikanske Republik

Den Centralafrikanske Republik er for nuværende det land i Afrika, hvor Wagnergruppen har bidt sig bedst fast, særligt militært og økonomisk, men også politisk. Succesen kan tyde på, at Wagnergruppen har fundet en model, som kan gentages eller bruges til inspiration andre steder. Eksempelvis har Wagnergruppen en bred palet af indtægtskilder i landet, herunder udvinding af guld og diamanter fra miner, skovdrift i særlige områder, samt decideret inddrivelse af skatter. [vi]

Wagnergruppen opererer med metoder som på forskellige måder er koordineret med Ruslands mere officielle engagement. Den officielle del tæller russiske militære instruktører, der træner regeringsstyrkerne, og derudover er Wagnergruppen til stede med boots on the ground. Wagnergruppens soldater kæmper side om side med regeringsstyrkerne, FACA, og har endda i nogle tilfælde kommandoen over dem. Nogle kilder mener ligefrem, at Wagnergruppen kontrollerer FACA, fordi der sidder Wagner-folk højt oppe i kommandostrukturen. De er dermed med til at styre, hvilken information der flyder mellem de væbnede styrker og det politiske system i landet. Og i nogle af de områder, hvor Wagner med magt vil sikre sig adgang til indtægtsgivende virksomhed, fx nær miner eller skove, opererer gruppen side om side med FACA-styrker.[vii]

Samtidigt rapporteres det også, at den tidligere og nuværende sikkerhedsrådgiver for præsident Touadéra er tæt forbundet med Wagnergruppen. Den tidligere sikkerhedsrådgiver, Valery Zakharov, var på gruppens lønningsliste og skulle efter sigende stå i spidsen for en uofficiel kommunikationsgruppe, der er direkte linket til præsident Touadéra.

Dette peger på et helt tredje engagement: Wagnergruppen bidrager med informationskapaciteter, der støtter CAR’s siddende regering. Gruppen udvikler løbende informationskampagner for regeringen i CAR og i en række andre lande på det afrikanske kontinent – også steder hvor man ikke har soldater på jorden. Fx kan man løbende finde nye animationsvideoer, hvor Wagnergruppen fremstilles som frelser for forskellige afrikanske lande, der lider under den onde franske imperialistmagt. Frankrig portrætteres omvendt som grådige rotter, slanger og zombier. Senest har Wagner i sådanne videoer fremstillet både Burkina Faso og Elfenbenskysten som sine allierede. Det er usikkert, hvem modtagerne af disse videoer er, og hvorvidt de bliver modtaget som andet end ’underholdende’ propagandavideoer.

Andre informationskampagner tæller bl.a. et forsøg på at miskreditere franske tropper ved at beskylde dem for at efterlade massegrave i nærheden af en af de militærbaser, der blev forladt, da Frankrig trak sig ud af Mali. Frankrigs modsvar var imidlertid en dronevideo, der viser Wagner-affilierede russiske soldater begrave kroppene i sandet, få dage før de altså blev ’opdaget’ af russiske tropper.

Påvirkning af informationsrummet kan også komme til udtryk gennem støtte til pro-russiske præsidentkandidater og betaling til personer, der demonstrerer mod Frankrig, som man bl.a. så ved det seneste præsidentvalg i Madagaskar. Eller det kan være i form af falske meningsmålinger, der viser, at Frankrig og Vesten bliver mere og mere upopulære, mens landets regeringsoverhoveder og Rusland bliver mere og mere værdsatte. ’Fonden for Beskyttelse af Nationale Værdier’ – der menes at være drevet af Aleksandr Malkevich og Maksin Shugalej, som eksempelvis anklages for valgindblanding i Libyen,[viii] og som begge arbejder tæt sammen med Prigosjiin, og som er underlagt amerikanske sanktioner for at have faciliteret Prigosjins internationale indflydelse, herunder i Afrika – har lavet lignende meningsmålinger i både CAR, Mali, Sudan og Afghanistan. Samtidig må interventionsaktører forholde sig til risikoen for at blive ramt af desinformation. Et eksempel på dette er falske anklager om, at fredsbevarende FN-styrker smugler våben eller støtter terrorister – anklager, som besværliggør deres fredsbevarende arbejde, når FN-konvojer fx stoppes, og risikerer at øge den usikkerhed, de eksponeres for.[ix]

Endelig er der den økonomiske dimension. Siden de kom til landet i slutningen af 2017, har Wagnergruppen og Prigosjin overtaget dele af CAR’s diamantudvinding. Gruppen går generelt efter at etablere naturressourceudvinding i de lande, som de engagerer sig i. Både i Sudan, CAR og Mali har Prigosjin således oprettet lokale minedriftsvirksomheder; selv i Madagaskar, hvor Wagnergruppen ellers kun har en begrænset tilstedeværels ses det, hvordan Wagnergruppen tjener på lokale naturressourcer og minedrift. Det foregår eksempelvis gennem virksomheden Kraoma, som Wagnergruppen har brugt til at sikre sig adgang til dele af Madagaskars minedrift.[x] Tilladelse til at dyrke minedrift er angiveligt betaling for Wagnergruppens ekspertise i politiske påvirkningskampagner, der fandt sted forud for præsidentvalg i Madagaskars i 2018.

Rapporter fra CAR beskriver, hvordan gruppens soldater benytter voldsomme metoder, herunder intimidering, vold og drab på civile, for at overtage de diamanter, som lokale har udvundet. Samtidig står Wagnergruppen for at inddrive kaffeskat – noget, der tidligere var forbeholdt de rebelgrupper, som de russiske lejesoldater er i landet for at bekæmpe. Den lokale opposition mod Wagnergruppens økonomiske aktiviteter og den vold, der har fulgt med, er begrænset. Det skyldes formentlig, at det er forbundet med usikkerhed og fare, at sætte sig imod Wagnergruppens aktiviteter. Dog er der fortsat lokale NGO’er og aktivistiske oppositionspolitikere, der arbejder på at stille Wagnergruppen og Rusland til ansvar.

Det meste af det økonomiske engagement er naturligvis uofficielt. Ikke alene finansierer de Wagnergruppens aktiviteter, de er også med til at udhule den stat, som gruppen opererer i. Regeringen i CAR får ganske enkelt ringere muligheder for at levere services, herunder sikkerhed, til deres befolkning. En politisk elite kan således blive mere modtagelige over for Rusland og Wagnergruppen, der holder regimet ved magten, end over for deres egne civilbefolkninger. Denne uheldige dynamik kender man fra mange svage eller skrøbelige stater.

Derudover tyder meget på, at Wagnergruppens operationer i Sahel og andre steder i Afrika ikke alene financierer gruppens engagementer på det afrikanske kontinent. Det vurderes at de også bidrager (i en uvis størrelsesorden) til at finansiere dele af Wagnergruppens aktivitet i Ukraine, herunder de af gruppens soldater der kæmper for Rusland i Ukraine. Med andre ord virker Wagnergruppen indtil videre til at være kommet for at blive i Afrika. Missionerne i CAR og andre lande kører videre – herunder med brugen af ’third country nationals’, fra fx Syrien og Libyen.

Vestens fatale fejllæsning 

Situationen udfordrer en ellers udbredt analyse blandt vestlige interventionsaktører: At Rusland øger sin tilstedeværelse de steder på det afrikanske kontinent, hvor Vesten trækker sig. Den forklaring var fx udtalt i diskussionen om USA's mulige nedskalering af sit engagement i Sahel. I 2020 sagde Stephen Townsend, chef for den amerikanske Afrikakommando (AFRICOM), at ”hvis USA træder for langt tilbage fra Afrika”, vil andre aktører, så som Rusland, ”udfylde det tomrum til skade for os selv”[xi]. Og i marts 2022 lød det fra AFRICOM, at konkurrenter på det afrikanske kontinent ville forsøge at skabe partnerskaber, ”hvor den amerikanske regering ikke gør det”[xii]. Europæiske aktører har ligeledes beskrevet Ruslands engagement på det afrikanske kontinent som ’geopolitisk konkurrence’[xiii] og skildret den franske tilbagetrækning fra Mali som den perfekte mulighed for Rusland til at udfylde det hul.

Denne ’vakuum-logik’, hvor Rusland udfylder de huller, som Vesten lader tilbage, er der imidlertid flere grunde til at forholde sig skeptisk over for. Særligt tre af de iboende antagelser – om hhv. vestlige aktører, Ruslands Afrika-engagement og afrikanske stater – er misvisende. Og problemet er, at man med de forkerte antagelser ledes til en ikke-optimal reaktion: mere af det samme, blot for at undgå at skabe et tomrum.

For det første indgår en antagelse om, at vestlige aktører selv kan beslutte, hvor på det afrikanske kontinent de ønsker at være til stede, og hvor de ønsker at skrue ned. At vestlige aktører er inviteret, hvis blot de selv ønsker at være det, tages for givet. Det er således kun i det øjeblik, de beslutter at nedskalere eller stoppe deres assistance, at andre aktører kan blive attraktive. Men antagelsen overvurderer vestlige aktørers handlemuligheder, som udviklingerne i Burkina Faso og Mali tydeligt viser.

Samtidig leder den også til en undervurdering både af det attraktive ved Rusland som samarbejdspartner og af afrikanske landes egne handlemuligheder og prioriteter. Blandt vestlige aktører findes en udbredt undren over, hvordan Rusland på nogen måde kan blive foretrukket. Men i CAR fx tilbyder Wagnergruppen noget, som EU ganske enkelt ikke kan matche: De træner, leverer våben og tager med lokale regeringsstyrker ud til frontlinjen og kæmper. Dermed selvfølgelig ikke sagt, at EU skal kopiere Wagnergruppens tilgang – blot at man skal søge at forstå hullerne i den appel, som Vesten har været vandt til. Og at Vesten ikke må tage spørgsmålet om adgang for givet.

Fortsætter Europa og Vesten med at tænke på deres egen model som den eneste attraktive, vil det kun gavne Rusland. Fx kom Washington efter sigende med et tilbud til CAR under Bidens ’Africa Summit’ i december 2022. Amerikanerne ville træne CAR’s hær og levere humanitær bistand, betinget af at CAR stoppede samarbejdet med Wagnergruppen. Eksemplet viser, at USA ikke er på vej væk fra Afrika, men illustrerer også hvor fejllæst vestlige aktører i nogle tilfælde har reageret på Ruslands øgede indflydelse.

Tilbuddet fik det til at fremstå, som om vestlige aktører ikke respekterer afrikanske landes partnervalg, men først og fremmest ser kontinentet som en arena i en stormagtskonkurrence, der skal vindes. Samtidig viste amerikanerne ingen tegn på, at man rent faktisk tager Wagnergruppens bidrag til CAR alvorligt. Som en journalist, der arbejder i CAR, beskrev det, ville en accept af tilbuddet være selvmord for et regime, hvis overlevelse nu i høj grad er bundet op på den støtte, som Wagnergruppen leverer.

Vesten mangler selvransagelse

Mere generelt tyder reaktionerne blandt mange vestlige aktører på mangel på selvransagelse. Enten flyttes aktiviteterne til et nyt land uden tilgangen forandres. Eller også forholder man sig afventende – tilsyneladende ud fra en formodning om, at problemet nok går væk af sig selv. At udviklingen snart vil vende, og vi igen vil se Mali og andre vende sig mod vestlige aktører. Intet tyder dog på, at det er tilfældet.

De vestlige staters forsøg på at modgå russisk indflydelse ved at italesætte Rusland som en illegitim partner for afrikanske stater har mindst to uheldige implikationer, som begge er følger af den dominerende vakuum-logik.

For det første fordi vestlige aktører fortsat negligerer de afrikanske landes egne prioriteter, selvbestemmelse og partnervalg  Et nyligt eksempel så vi ved sikkerhedskonferencen i München, hvor den tilhørende rapport har en tydelig retorik omkring, hvordan de lande, der opfattes som ’fence-sitting’ i stormagtskonflikten, skal ’vindes over’ på Vestens side.[xiv] Spørgsmålet er imidlertid, hvordan de afrikanske stater ’vindes over’. Lyttes der i tilstrækkelig grad til de prioriterer og perspektiver, som de afrikanske lande giver udtryk for?

Nogle afrikanske stater beskriver deres neutralitetsposition som et aktivt tilvalg. Derudover fremhæver nogle afrikanske stater deres ret til selv at vælge partnere – et valg, der imidlertid rummer mange svære dilemmaer for Vesten. CAR er netop en stat, der har fremhævet sit ønske om at samarbejde både med Rusland og Vesten. Til den franske TV-kanal France 24 sagde minister og præsidentrådgiver Fidéle Gouandjika sidste år i et interview om Wagnergruppens tilstedeværelse i CAR: ”Vi underskrev en aftale med den Russiske Føderation. Hvis Putin … sendte os Wagner, er det ikke vores problem. De kommer og arbejder med os og hjælper os. Hvis det er russere, hvorvidt de hedder Beethoven eller Mozart, er de her for at forsvare vores republiks demokrati. Vi accepterer dem, og vi ville elske at have den franske fremmedlegion, lejesoldaterne fra Frankrig, eller fra USA, som i Irak, til at komme og hjælpe os. Det ville vi ikke have noget problem med. Vi vælger ikke farven på det vand, der slukker ilden i vores land”.[xv] I en lignende tone, men med eftertryk på landenes egen suverænitet, sagde Malis udenrigsminister Abdoulaye Diop for nylig: ”Ved at vælge at styrke vores samarbejde med Rusland, vil […] Mali vise og demonstrere, at vi ikke vil blive ved med at retfærdiggøre os selv og vores partnervalg”.[xvi]

Disse udtalelser tydeliggør det svære dilemma, som Vesten står i. Og selvom Vesten ikke blot skal acceptere Wagnergruppens tilstedeværelse, kan en strategi for at ’vinde’ ikke alene bestå i at tvinge afrikanske lande til at vælge side. Sådan en tilgang matcher ikke den ændrede facon, som afrikanske statsledere længe har udtrykt ønske om at blive mødt med – tværtimod risikerer man at forstærke kolonitidsforankrede utilfredsheder.

En bedre strategi for Vesten er at stille sig selv den opgave tydeligt at kunne retfærdiggøre, hvorfor og hvordan den demokratiske liberale model er attraktiv som et tilvalg. Det er selvsagt ikke en nem opgave i en kontekst, hvor valgprocesser ofte er problematiske, og hvor der er sket en voldsom stigning i antallet af statskup.[xvii] Alternativet er dog, at vestlige lande fortsat opfattes som formynderiske aktører, der ser det som deres ret at bestemme, hvem afrikanske stater til- og fravælger samarbejde med.

Generelt tager man i Vesten stadig ikke afrikanske staters stemmer og dagsordener alvorligt nok. Det har altid været problematisk at overhøre afrikanske staters egne prioriteter men prisen for dette ’fravalg’ er nu vokset: Risikoen for at blive bedt om at forlade et land – til fordel for Rusland som den nye prioriterede samarbejdspartner – er reel. Derfor er vi i Europa og Vesten nødt til at tage kritiske perspektiver på vores historiske og nuværende engagement alvorligt.

Dertil kommer den risiko, at Vestens iver efter at modgå Ruslands indflydelse i nogle tilfælde legitimerer, at vestlige aktører tager skridt i en ikke-liberal retning. Vestlige staters brug af desinformation for at matche Ruslands indflydelsesstrategi i informationsdomænet er ét eksempel på dette. Eksempelvis har Facebook fjernet netværk med tråde til det franske militær for at benytte falske konti til at lave informationskampagner på platformen. Vi risikerer at blive opfattet som dobbeltmoralske aktører, der selv gør præcis det, vi ellers kritiserer Rusland for at gøre. I Frankrig gentænker man da også netop nu med hvilke redskaber, man fremover skal føre sin ’information warfare’. Og spørgsmålet om, hvordan liberale aktørers modsvar til russisk desinformation bør se ud, er ikke kun relevant for Frankrig, men for liberale interventionsaktører i bred forstand. For hvilke principper bør karakterisere Vestens modsvar, hvis det ikke blot er identisk med Ruslands?

Brug for en ny tilgang

To ting er sikre. En ny tilgang til vestligt engagement må etableres, så afrikanske landes prioriteter ikke alene høres men også tages alvorligt. Og det må ske ud fra en erkendelse af Vestens egen historie – og en erkendelse af at ikke alle akilleshæle og fejltrin alene er historiske som fjerne begivenheder. Et eksempel er de anklager om at internationale fredsbevarende styrker havde misbrugt børn i bytte for mad og penge, der kom frem i 2016, hvor nogle af de påståede gerningsmænd var franske militærstyrker.[xviii]

Ruslands indflydelse øges nemlig også på baggrund af mangeårige liberale interventioner, der for ofte hverken har leveret hverken den stabilitet eller de forbedrede leveforhold, som både Vesten og de afrikanske partnerlande forventede.

Som nævnt formoder vestlige aktører ofte, at hvis vi selv har lyst til at være til stede, kan vi også betragte os selv som inviterede. Men den antagelse står i vejen for den gentænkning, som er nødvendig for at imødegå Ruslands ambitioner. Det bliver svært for Vesten at begrænse russisk indflydelse, hvis kritikken fortsat alene rettes udad. De steder, hvor Vesten fortsætter med at levere uden at lytte – herunder alle de steder, hvor militærbaser flyttes fra et land til et andet, mens man fortsætter i samme spor – risikerer vi at gøre tingene værre.

Hvad gør vi, hvis ikke vi bare kan fortsætte efter samme model, som vi plejer – og ikke naivt kan vente på, at vi igen inviteres ind? Det er afgørende at lytte til og imødekomme afrikanske dagsordener, hvor Vesten kan tilbyde noget (foruden liberale værdier, der mange steder risikerer at opfattes formynderisk). Derfor må vi forstå og acceptere, at vores problemer og udfordringer ikke nødvendigvis ses som de vigtigste på det afrikanske kontinent.

Det kræver blandt andet, at Vesten engagerer sig på et højere politisk niveau, end vi er parate til i dag. Et langsigtet ligeværdigt partnerskab med afrikanske stater bør være på Vestens agenda. Det ville være et reelt brud med vakuum-logikken og det første lille skridt i den rigtige retning.

Samtidig bliver det uundgåeligt for vestlige aktører at skulle navigere i en række nye dilemmaer, som heller ikke forsvinder af sig selv. På den ene side giver Mali fx udtryk for, at vestlige aktører er velkomne – hvis de accepterer en række punkter, som Mali har fastsat, herunder, at det er Mali selv, der bestemmer, hvem de vil samarbejde med.

For øvrigt er det langt fra uproblematisk for Vesten at være til stede i et land, hvor man skal operere parallelt med Wagnergruppen og dermed implicit, gennem sin tilstedeværelse, acceptere et partnervalg, som fx indebærer straffrihed for Wagnergruppens medlemmer - på trods af deres veldokumenterede overgreb. Og når Ruslands støtte ikke rummer krav om demokratiske valg, bliver det nærmest umuligt for vestlige aktører at insistere på demokratiske principper. Og når Wagnergruppen i CAR udhuler statens evne til at levere services til landets befolkning, kan vestlige aktører fx finansiere skolebyggerier, mens dele af skattepengene nu i stedet tilfalder Wagnergruppen?

Dette er spørgsmål, der rækker langt ud over om man skal gøre lidt mere eller lidt mindre af det, man plejer. Dilemmaerne rejser grundlæggende spørgsmålene: Hvordan kan den liberale interventionsmodel gentænkes? Hvilke liberale principper og idealer er det vigtigst at stå fast på – og hvordan? Hvad betyder det, at demokratiske idealers appel ikke kan tages for givet? Er der nogle aspekter af det, der gør Vestens støtte ’liberal’, som det er mindre omkostningsfuldt for os at gå på kompromis med end andre? Kan demokrati være en gradvis proces, der indfinder sig på sigt? Måske. Men det kræver, at Vesten er inviteret i første omgang.

Katja Lindskov Jacobsen (CMS) og Karen Philippa Larsen (DIIS)

Katja Lindskov Jacobsen (f. 1982) er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Karen Philippa Larsen (f. 1985) er uddannet som sprogofficer (Forsvarsakademiet 2016) og skriver pt. Ph.d. ved Dansk Institut for Internationale Studier.