Ukrainernes tragiske ulykke og smerte sender vibrationer helt ind i min dagligdag

Polske Kasia står i min stue med tårer i øjnene. Kasia gør rent i mit hjem, det har hun gjort ugentligt i mange år, og vi sludrerom løst og fast, når hun kommer. Men i dag er det anderledes - hun er stresset og bange.
»Jeg sover ikke om natten«, siger hun. »Jeg er bange for krigen, bange for at miste alt det, jeg har opbygget i Polen de seneste17 år ved at gøre rent i Danmark«.

Kasia har bygget sit hus for penge tjent i Danmark i sin hjemby kun 20 kilometer fra den ukrainske grænse, hvor også hele Kasias familie bor.

I den by, hvor toget gør holdt først, efter at det har krydset grænsen til Polen, fyldt af ukrainske flygtninge. Det er her, flygtningene står af toget. I landsbyerne en smule tættere på grænsen kan de høre bomberne falde inde i Ukraine.

Kasia, hendes familie og deres naboer udgør i disse uger Ukraines nærområde. Et nærområde er netop det - nært - men ikke kun for de flygtninge, der søger i sikkerhed, også for dem, der boede der i forvejen.

Jeg er migrationsforsker til daglig, i lande langt fra Danmark. På mit felt er det tydeligt, at 'nærområdet' de seneste år er blevet en helt central brik i flygtningedebatten, en del af et politisk spil, med 'hjælp i nærområderne' som strategi i stedet for at få flygtninge til Danmark og Europa.

Polen har modtaget flere flygtninge nu end hele Europa under flygtningekrisen i 2015 og står over for en kæmpe opgave. Vi har aldrig haft et nærområde af den størrelse så tæt på Danmark. Vi skal naturligvis tage imod ukrainske flygtninge, men gælder 'hjælp i nærområderne' også Polen? Vil vi hjælpe Polen?

Kasia er en bestemt dame i 40'erne, der ikke piber for ingenting, hun er arbejdsom, lytter til heavy metal og elsker øl. Alligevel er hun bange.

»Jeg er bange for, at russerne kører ind over den polske grænse«, siger hun. »Bange for deres missiler, både dem, der rammer Ukraine, og dem, der rammer forkert - måske ind i Polen. Jeg er bange for Rusland - for kommunismen - at vi igen skal se russiske soldater i gaderne i Polen. Min far husker den tid. Min far taler russisk, og mange polakker fra den ældre generation taler nu russisk med de ukrainerne, der er kommet. Ukrainerne vil ikke videre til Tyskland og Danmark, mange vil blive hos os i Polen, fordi det er tæt på Ukraine, de vil hurtigt hjem igen. Ukrainere og polakker har truslen fra Rusland til fælles, vi er af samme slags, vi er slavere, vi kæmper sammen«.

Et nærområde er også nært på grund af en fælles historie.

»Men der er nu 2 millioner flygtninge i hele Polens grænseland«, siger Kasia.

»Hvordan skal vi være der alle sammen? Jeg er bange for, at det senere ender i konflikt mellem ukrainere og polakker. Ukrainerne får hjælp nu og lidt penge til at klare sig. Men polakkerne får ingen penge«.

»Det her er det fattigste område i Polen, det er jo derfor, mange af os rejser til Danmark for at arbejde«.

Selv er Kasia i Danmark med sin mand, der er håndværker, og de har hver sit lille travle firma. Mange danskere betaler polskemigranter løn, mennesker, som i disse uger er bekymrede for deres hjem og familie i nærområderne tæt på den ukrainske grænse.

Det er ikke kun i min stue, krigen virker nær nu - nogle politikere kalder Danmark Ukraines nærområde som et argument for at modtage mange ukrainske flygtninge, i modsætning til flygtninge fra lande, hvis nærområde vi ikke er, som Syrien og Afghanistan.

Men at være nærområde er ikke kun, som i den danske version, at give sikkerhed og venligsindethed. I de 'rigtige' nærområder har det enorme økonomiske, humanitære og menneskelige konsekvenser for både de flygtninge, der ankommer, og de mennesker, der tager imod dem og har deres liv i et grænseområde. Det ved vi fra nærområder andre steder i verden, og det har Amnesty netop dokumenteret allerede foregår i Polen.

I de her dage følger Kasia grundigt med i de polske medier og taler med sin familie i Polen hver dag.

»Jeg er stolt af Polen«, siger Kasia. »Stolt af, at vi hjælper. Mange, jeg kender, har nu ukrainere boende. I min by plejer der at bo50.000, nu er der 200.000 inde i byen. De sover i indkøbscentre, på skoler og i sportshaller. Der er ingen hjælp fra vores regering i min by. Det er folk som mig og min familie, det er mine naboer og almindelige mennesker, der tager sig af ukrainerne, og så nogle kendte skuespillere og rige mennesker, der poster det på Facebook. Men hvor lang tid kan vi blive ved med det?«.