Er vi på vej til en ny storkrig i Mellemøsten?

FOR BLOT ET ÅR siden var der ingen krig i Ukraine, og alt tydede på et gennembrud i forhandlingerne mellem USA og Iran. Under sin præsidentkampagne erklærede Joe Biden, at han sigtede mod at få USA tilbage i den iranske atomaftale fra 2015, der formelt hedder Joint Comprehensive Plan Of Action (JCPOA). Efter et længere tilløb blev forhandlinger indledt. Ganske vist sad Iran og USA ikke direkte over for hinanden, for det ville iranerne ikke, men de sad i hvert sit rum i bygningen i Wien, mens Ruslands, Kinas og EU’s diplomater gik mellem de to suiter med forskellige udspil. Parterne nåede faktisk at få opbygget enighed om rammer for forhandlingerne, da de blev indstillet på grund af det iranske præsidentvalg i juni 2021.

Ebrahim Raisi blev valgt, hvilket førte til en ny iransk diplomatisk linje og en markant mere kritisk tone overfor USA og Vesten. Da forhandlinger i efteråret 2021 blev genoptaget, havde Raisi således beordret sine forhandlere til at rydde bordet og dermed fjerne de resultater, som var opnået, og starte forfra med skrappere krav til USA. Udover ophævelse af alle amerikanske sanktioner – herunder at USA fjerner den iranske revolutionsgarde fra listen over internationale terrororganisationer – var det umulige krav, at USA i tilfælde af ny aftale skulle garantere, at de ikke igen med et pennestrøg ville trække sig ud, som Præsident Trump gjorde med den forrige aftale i 2018. Men det krav kan Biden-regeringen ikke indfri, for det vil kræve, at aftalen får status af traktat og skal ratificeres i det amerikanske Senat, hvilket ikke kan lade sig gøre, fordi der simpelthen ikke er nok, der vil stemme for en sådan ratificering.

Ikke desto mindre så det ud til, at der kom skred i forhandlingerne i slutningen af 2021. De kinesiske og navnlig den russiske chefforhandler var aktive, og de overtalte Iran til at moderere sig. I januar sidste år var forventningen derfor, at der kunne nås en ny aftale i februar 2022. Gennembruddet i forhandlingerne skyldtes Kinas og Ruslands pres på Iran, der begrundes i, at begge lande var lige så ivrige som EU for, at der kom en ny aftale: Kina vil gerne realisere sin udvidede partnerskabsaftale med Iran, og Rusland ser Iran som en allieret i Mellemøsten.

Den vestlige reaktion med sanktioner mod Ruslands angrebskrig førte til pludselige russiske krav om, at hævelse af sanktioner mod Iran i tilfælde af en aftale også måtte omfatte nogle af de nye sanktioner mod Rusland, som skulle hæves, mens Rusland er i krig i Ukraine. Begrundelsen var, at Rusland jo aftager det berigede uran, som Iran producerer, så Iran ikke lagrer mere end op til 300 kg (lavt) beriget uran, og at andre russiske-iranske relationer i forbindelse med den komplicerede Iran-atomaftale nødvendiggjorde fjernelse af nogle af de vestlige sanktioner mod Rusland.

Det russiske udspil stak en kæp i hjulet på forhandlingerne, som hurtigt gik i stå. I forsommeren 2022 forsøgte EU’s udenrigspolitiske koordinator Josep Borell sig så med et nyt mæglingsforslag, men igen strandede det. USA havde sagt ja, men Iran ville ikke. Meldingerne fra USA de seneste måneder er, at der ingen forhandlinger er, og at der ikke er udsigt til, at de genoptages.

Atomenergiaftalen smuldrer, og Iran kaster sig i armene på Putin

Samtidig gør volden og de folkelige protester i Iran, udløst af drabet på en ung iransk-kurdisk kvinde i det moralske politis varetægt, det endnu vanskeligere. I den situation er det umuligt for USA at indgå aftaler, for det vil se besynderligt ud at lave aftale med et land, som åbent og dagligt krænker menneskerettigheder på den mest bestialske facon. Situationen i Iran lægger derfor yderligere en bremse på udsigten til at få en ny aftale om det civile iranske atomprogram, og selvom både Kina, Indien og EU fastholder, at de støtter JCPOA, så smuldrer den væk for næsen af dem alle: Kina kritiserer USA’s unilaterale sanktioner og siger, at ingen er forpligtet til at følge dem, men har reelt stoppet sine investeringer i Iran og neddroslet samhandlen betydeligt, om end de i et relativt beskedent omfang stadig køber olie af iranerne. I EU tør private firmaer ikke handle med Iran af frygt for at blive straffet økonomisk af USA. Den ordning, EU har stablet på benene til at handle med Iran uden om dollaren, har hidtil ikke været den store succes. Reelt har Trump med sin tilbagetrækning af USA fra aftalen saboteret den, hvilket vel også var hensigten.

Selvom der i Iran, navnlig blandt tidligere topdiplomater, er meget kritik af regeringens udenrigspolitik og dens afvisning af senest Borells mæglingsforslag, tyder meget på, at den iranske ledelse har opgivet at komme videre ad den vej. I stedet glæder den sig over, at Iran fra 1. januar 2023 er blevet fuldgyldig medlem af Shanghai Cooperation Council, at den i stigende grad orienterer sig mod økonomiske aftaler med de centralasiatiske lande, at den aftalte korridor mellem Indien og Rusland gennem Iran trods amerikanske sanktioner realiseres, at der fremdeles er interesse fra flere stater, herunder Kina og Indien, i at bruge havnen i Chabahar, samt at Kina trods sine neddroslede engagementer i det mindste retorisk fastholder at ville opfylde planerne i den store partnerskabsaftale, kineserne underskrev med Iran i marts 2021. Med andre ord: Iran vender Vesten ryggen og ser mod Øst- og Centralasien. Mere radikalt er det, at den manglende fremdrift i forhandlingerne om atomenergiaftalen faktisk også har ført Iran og Rusland i armene på hinanden.

Selvfølgelig har der i årevis været gode forbindelser mellem Moskva og Tehran, men i modsætning til de andre mellemøstlige lande og Kina har Iran med salg af armerede droner osv. decideret valgt side i Ukrainekrigen. Det vækker selvsagt betydelig vrede i USA, og Kina er heller ikke begejstret for den udvikling, hvilket har fået de allerede nævnte forhenværende iranske diplomater til i ganske krasse vendinger at kritisere deres regerings politik, som de mener vil føre til yderligere isolering og til økonomisk kollaps. Deres kritik er 16. januar gengivet i The Guardian.

Resultatet af Trumps tilbagetrækning i 2018 og de mislykkede bestræbelser på at få en ny atomenergiaftale har således set fra USA’s perspektiv to ganske bekymrende konsekvenser, nemlig at Iran for det første i dag vurderes at have kapaciteten til at starte konstruktion af atomvåben, og beslutter regimet sig til det, kan Iran efter vurderinger i USA være en fuld kapabel atommagt i 2025. For det andet har det ført til, at Iran og Rusland ikke blot støtter hinanden i Syrien, men tillige i et begyndende militært samarbejde i Ukraine. Iran forsøger at benægte og skjule det, men det er åbenbart for enhver.

På vej mod ny storkrig i Mellemøsten?

Det kunne være en direkte vej til en ny storkrig i Mellemøsten, for selvom USA gerne vil undgå en militær konfrontation med Iran, lovede Joe Biden Israel, da han besøgte landet i juli 2022, at USA aldrig ville tillade, at Iran bliver en atommagt. Det kan dog ikke udelukkes, at Israel, ikke mindst med Benjamin Netanyahu i front støttet af højreekstremister, kan finde på at indlede en krig mod Iran, som USA derfor ikke kan undlade at gå ind i. Besindige israelske generaler og sikkerhedsfolk kalder det galskab at angribe Iran, men det gjorde de også med Libanon i 2006, hvor de frarådede den siddende Kadima-regering at gennemføre invasion og landkrig, hvorefter den beordrede militæret at rulle 30.000 landtropper ind i Libanon. Med andre ord er der ingen garanti for, at politikerne i Jerusalem lytter til de militære rådgiveres anbefalinger.

Det ubehagelige dilemma med Iran synes for USA derfor at være, at enten bliver Iran den næste atommagt, eller også udbryder der ny storkrig i Den Persiske Golf med de kolossale problemer, det vil indebære i form af menneskelige tab, flygtningeproblemer, økonomisk krise og sikkerhedspolitisk kaos. Det perspektiv bekymrer både USA og Kina, der prioriterer stabilitet og på ingen møde ønsker sig en Golfkrig, der kan sprede sig til Xinjiang og sende i millioner af flygtninge både mod øst og vest. 

Det perspektiv konkretiserer sig samtidig med, at Ukrainekrigen mere og mere ligner en langvarig udmattelseskrig, som koster store menneskelige lidelser, sluger eksponentielt stigende ressourcer i militær hjælp både fra USA og de andre NATO-lande samt har negative konsekvenser for EU-borgernes privatøkonomi og energiforsyning. Hvad målet for den vestlige støtte til Ukraine er, bliver stadig mere uklart. Er det opløsning af den russiske føderation, regimeskifte i Moskva eller betingelsesløs russisk tilbagetrækning, som det skete, da Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan i 1989? I november sagde den amerikanske forsvarschef Mark Milley, at med de mange hårde slag mod de russiske tropper kunne Ukraine nu forhandle fra en position af styrke, men Udenrigsministeriet var mere uklar i sin vurdering, og Joe Biden sagde, at selvom målet er en forhandlingsløsning, så var tiden endnu ikke moden. Siden har USA sendt endnu en våbenpakke afsted – den hidtil største. Danmark bidrager med våben, og det gør andre europæiske lande også, men hvad skal det ende med, udover selvfølgelig at Ukraine bliver frit, men hvordan? Skal krigen vare ved i årevis?

Kinas plan

Kina arbejder på, at krigen skal stoppe. Den nye udenrigsminister Qin Gang formulerede som ambassadør i Washington fire krav til en proces, som skal lede til afslutning på krigen: (1) at alle landes suverænitet og territoriale integritet respekteres – det betyder i praksis, at Rusland skal rømme Ukraine inklusive Krim, (2) at principperne i FN’s vedtægter skal overholdes – det betyder, at en forhandlingsløsning skal godkendes i FN’s Sikkerhedsråd, (3) at alle staters legitime sikkerhedsbehov skal respekteres og tilgodeses – det betyder, at Ruslands begrundelse for krigen, at landet er truet af NATO, og at den russiske befolkning i Østukraine chikaneres af Ukraine, skal løses, og (4) at alle midler for at understøtte freden skal tages i anvendelse – det kunne indebære fredsbevarende styrker i Krim og Østukraine. Som udenrigsminister bekræftede Wang Yi disse fire ”nødvendige” betingelser, og han er nu rykket op i det kinesiske system. Det er formentlig den model, Xi Jinping talte med Joe Biden om på G20-mødet i Bali i november, og mon ikke det er den model, Antony Blinken skal tale med Qin Gang om, hvis hans besøg i Beijing bliver realiseret?

Besøget var planlagt til første uge af februar. Det blev aflyst, da en stor kinesisk ballon blev opdaget svævende over den amerikanske stat Montana. USA sagde, det var kinesisk spionage, mens kineserne påstod, at det var en ballon opsendt af et civilt firma til at foretage meteorologiske målinger, som var blæst på afveje. Ballonen blev skudt ned af amerikanerne, kineserne kritiserede nedskydningen som ude af proportion, men fyrede også chefen for det meteorologiske forskningsinstitut. Havde Kina ønsket diplomatisk afspænding med USA, skete det modsatte. Det er fremdeles et mysterium, hvorfor denne ballon fløj ind over USA på det mest ubelejlige tidspunkt, men man kan hæfte sig ved, at den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken under krisen ringede til chefen for Kinas Kommunistiske Partis udenrigskomite, Wang Yi, og meddelte, at han ikke aflyste sin rejse, men udsatte mødet. Så det er stadig planen, at Blinken skal til Beijing og mødes med Qin Gang med mindre, at hele ballonaffæren dramatisk vil forværre forholdet mellem Kina og USA, hvilket ingen ved på nuværende tidspunkt.

Hvis man må spekulere, kunne en konkret udmøntning af den kinesiske model for Ukraine, Qin Gang og Blinken skal tale om, se således ud: Kina bruger sin indflydelse til at presse russerne til fuld tilbagetrækning, mod at Rusland får de nødvendige sikkerhedsgarantier fra NATO, som kunne være et neutralt Ukraine, og FN-sanktionerede fredsbevarende styrker fra fx Kina eller Indien indsættes. USA overbeviser NATO-kredsen om denne model, og Ukraine overtales til at acceptere den ved at få russisk tilbagetrækning og fred, bistand til genopbygning samt en køreplan for optagelse i EU.

Kan USA stole på Kina – og omvendt?

Men hvorfor skulle USA stole på Kina i den sammenhæng?

For det første fordi Kina på intet tidspunkt har anerkendt Ruslands annektering af Krim og derfor har været loyal over egne principper om suverænitet og territorial integritet, og for det andet fordi krigen i Ukraine på ingen måde gavner Kina, men tværtimod saboterer Silkevejsprojektets ambition om at binde Europa og Kina sammen, og for det tredje at Kina faktisk prioriterer multilaterale diplomatiske konfliktløsninger. Dertil kommer, at Kina stort set har undladt at udfordre USA på sanktionerne mod Iran, som Kina også gjorde forud for atomenergiaftalen i 2015.

Senest har Kina sendt et klart signal til Iran om at dæmpe sig, hvilket skete under Xi Jinpings besøg i Saudi-Arabien i december. Her udsendte Kina og de seks arabiske Golfstater en erklæring, hvor de sammen opfordrer til, at suveræniteten over de tre øer i Hormuzstrædet, Abu Musa og de to Tumb-øer, som både Forenede Arabiske Emirater og Iran gør krav på, finder sin løsning gennem forhandling ved Den Internationale Domstol i Haag. Det har Emiraterne argumenteret for siden 1992, men kravet er blevet lodret afvist af Iran. At Kina nu officielt støtter Emiraternes krav, er et vink med en vognstang til Iran om, at Kina i internationalt diplomati bestemt ikke blindt holder hånden over præstestyret. Dermed fastholder Kina sin kurs overfor Iran, som Jiang Zemin aftalte med Bill Clinton i 1996. Iran reagerede rasende på erklæringen fra Xi Jinpings besøg i Saudi-Arabien. Diplomatisk kan Kina således bedre end nogen anden stat lægge et massivt pres på både Rusland og Iran, hvilket USA selvfølgelig kan udnytte.

Men vil USA det? USA har jo travlt med at inddæmme Kina i samarbejde med Australien, Japan, England og andre samarbejdspartnere. Derudover har USA sanktioneret Kina og lagt et stort pres på den kinesiske hightechsektor ved at forbyde salg af amerikansk IT-teknologi til kineserne. Biden har været lige så klar i mælet i sin konfrontative retorik over for Kina, som forgængeren Donald Trump endte med at være. Dertil kommer nu ballonaffæren og måske mere alvorligt Taiwankrisen, som, når man fx lytter til Anders Fogh Rasmussen i Deadline 17. januar, i høj grad handler om mikrochips og økonomi. Det var den første begrundelse, den tidligere statsminister og NATO-generalsekretær angav til sin opfordring til voldsom optrapning af konfrontationen med Kina. Som ved de forrige Taiwankriser, kan spændingerne i den igangværende konflikt måske lettes noget ved, at USA bekræfter et-Kina-politikken, og Kina indstiller sine øvelser og tilkendegiver, at genforeningen med Taiwan skal ske fredeligt. Og alle kan købe chips i Taiwan og falde lidt til ro ved det. Det vil Anders Fogh Rasmussen utvivlsomt dømme naivt, blåøjet og dumt – men hans tidligere forudsigelser om, hvordan krig kunne sikre fred og demokrati i Afghanistan og Irak er måske ikke naive, nok snarere kyniske og var desværre helt uden hold i virkeligheden.

Afspænding i vor tid?

Afspænding i Taiwan, diplomatisk parløb i Ukrainekrigen og det iranske dilemma var måske det, Biden og Xi Jinping begyndte at tale om i Indonesien, og som Antony Blinken og Qin Gang skal tale videre om i Beijing, hvis ikke Ballonkrisen ender med helt at aflyse Blinkens besøg. Det ville åbne for koordinerede kinesisk-amerikanske løsningsstrategier, både i Ukrainekrigen og i Irankonflikten, samt holde israelerne fra vilde handlinger. Med andre ord kunne Blinkens rejse til Beijing være begyndelsen på afspænding i Taiwan, Den Persiske Golf og start på forhandlinger om fred i Ukraine. Blinken og Qin Gang mødet kan selvsagt ikke skabe et sådan diplomatisk gennembrud, men mødet kunne være den nødvendige forberedelse til en diplomatisk proces på højere plan. Det er måske tankespinderi og ønsketænkning, men dog med et mere konstruktivt perspektiv, end den storkrig og økonomiske verdenskrise, Anders Fogh Rasmussen i Deadline stillede danskerne i udsigt som konsekvens af sin krigeriske konfrontationsstrategi.  

Denne publikation er en opdateret version af en artikel bragt på raeson.dk den 21. januar 2023