Strategisk partnerskab med Kina kan næppe genoplives med lidt grøn sminke

Da Jeppe Kofod i slutningen af november lagde vejen forbi Kina, var der tale om det første besøg fra en dansk udenrigsminister i over tre år. I den mellemliggende periode er det langt fra blot pandemien, som har lagt en dæmper på de førhen så hyppige højniveaubesøg mellem de to lande. Snarere har det danske udenrigsministerium haft mere end rigeligt at gøre med at håndtere en nærmest endeløs række af bilaterale kriser, som har kastet det dansk-kinesiske strategiske partnerskab ud i en regulær eksistenskrise: Jyllandspostens satiretegning af det kinesiske flag med corona-virus i stedet for stjerner, kunstneren Jens Galschiøts skamstøtte på Christiansborgs Slotsplads i solidaritet med Hongkong-demonstranterne, kinesiske sanktioner mod den danske NGO Alliance of Democracies og Hongkong-aktivisten Ted Huis besøg i København. 

Spørgsmålet er så, om Kofods Kina-besøg skal ses som et signal om, at forholdet til Beijing er under bedring? Sammen med den kinesiske udenrigsminister Wang Yi annoncerede parterne nemlig, at man langt om længe er blevet enige om et nyt arbejdsprogram for det strategiske partnerskab med fokus på danske mærkesager såsom klimaændringer, grøn omstilling, miljøbeskyttelse og naturligvis også det økonomiske samkvem. I første omgang endte den ellers tiltrængte succeshistorie dog med at blive overskygget i de danske medier af spørgsmålet om, hvorvidt Kofod havde tilsluttet sig Kinas ”ét-Kina-princip” (snarere end ”ét-Kina-politik”), sådan som de kinesiske statsmedier hævdede. 

At det under alle omstændigheder bliver overordentlig vanskeligt at bringe det bilaterale forhold tilbage i en positiv gænge skyldes især to underliggende udviklingstendenser, som har gjort menneskerettigheder og sikkerhedspolitik til centrale aspekter af Danmarks forhold til Kina. Den ene udviklingstendens er Folkerepublikkens stadig mere autoritære, repressive og selvhævdende kurs under Xi Jinping, som har presset den danske regering til at tage bladet fra munden. Den anden er USA’s langt mere konfrontatoriske linje over for Kina, hvor Washington i stigende grad opfatter Kina som en sikkerhedspolitisk trussel og lægger pres på sine partnere – herunder Danmark – for at få dem til at distancere sig fra Beijing. Tilsammen har de to udviklingstendenser ændret grundvilkårene for Danmarks forhold til Kina og hermed undermineret det strategiske partnerskab.

Måske skal man snarere skæve til en af Danmarks ligesindede partnere, Litauen, for at få et bud på, hvordan forholdet til Kina kan risikere at udvikle sig fremover. Som USA-allieret, EU-medlem og liberal småstat med et stærkt moralsk kompas på menneskerettighedsområdet har Litauen ganske meget til fælles med Danmark, vores i øvrigt tætte samarbejde i det nordisk-baltiske netværk (NB8) ufortalt. Derfor er det tankevækkende, at Litauen på det seneste har set sit forhold til Kina kollapse fuldstændigt. 

Siden en ny konservativ regering anført af Ingrida Simonyte kom til magten for et år siden, har Litauen overskredet så mange af Kinas røde linjer, at Beijing i august for første gang siden 1990erne valgte at tilbagekalde sin ambassadør fra et europæisk land. Forinden havde den nye litauiske regering vakt stor opsigt ved at melde sig ud af Kinas samarbejdsforum for de central- og østeuropæiske lande (17+1), mens det litauiske parlament havde vedtaget en resolution, der bl.a. refererer til ”folkemordet i Xinjiang”. Helt galt gik det, da regeringen tilsyneladende opgraderede Taiwans politiske status ved at tillade åbningen i Vilnius af et repræsentationskontor for ”Taiwan” snarere end ”Taipei”, som det ellers er kutyme at kalde den slags.

Senest opfordrede Litauens forsvarsministerium i september landets borgere til at bortskaffe deres kinesisk-producerede telefoner angivelig pga. risikoen for fjernstyring af indbyggede censureringsværktøjer. Alt imens har Beijing udsat Vilnius for forskellige former for økonomisk pression, om end deres relativt begrænsede økonomiske samkvem indtil videre har mindsket skadevirkningerne heraf. 

Danmark har omvendt langt større økonomiske interesser på spil i forhold til Kina, som udgør vores femtestørste eksportmarked. Kofods Kina-besøg skulle selvfølgelig pleje disse interesser, men selv om samarbejdsprogrammet nu får en grøn overhaling, er det næppe nok til at genoplive det strategiske partnerskab. Debatten om dansk diplomatisk boykot af vinter-OL i Beijing lægger under alle omstændigheder fornyet pres på partnerskabet. Næppe overraskende har Litauens udenrigsminister Gabrielius Landsbergis såmænd allerede erklæret, at han i hvert fald ikke har tænkt sig at deltage. 

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 19. december 2021.