Der er russiske interesser langt inde i Europas energiforsyning

Jeg må have været kedelig at holde sommerferie med i år. Hver gang vejrudsigten meldte om rekordtemperaturer, hedebølge og skovbrande, kommenterede jeg nørdet og tørt: Hvornår mon nogen begynder at tale om gas? De fleste her i Nordeuropa forbinder energikrisen med at varme op. Men sagen er, at man i Sydeuropa i øjeblikket bruger rigtig meget gas på at køle ned. I Spanien alene steg gasforbruget med 12 pct. i juli i år.

Allerede sidste sommer så vi energikrisen komme snigende som følge af en varm, vindstille sommer. Den grønne strøm fra vindmøllerne udeblev, og Europas grønne batteri i nord – Norge – havde oplevet alt for lidt nedbør til, at deres vandkraft kunne redde os. Vi måtte afbrænde gas for at forsyne strømnettet, så vores lagre ikke blev fyldt tilstrækkeligt op til vinteren. Vores Gazprom-venner i øst så deres snit til at øge presset på Europa ved ikke at skrue op for leverancerne, som de normalt ville have gjort i en sådan situation. De ville have os til at åbne for den nye store gasmotorvej gennem Østersøen Nord Stream 2, så de kunne skrue helt op for gashanerne til Tyskland. Begrænsning af leverancerne kunne måske sætte skub i den proces. Det lykkedes ikke, men situationen gjorde, at Europa var virkelig dårligt rustet ved indgangen til sidste vinter. Det blev en dyr fornøjelse. Og krigen i Ukraine var ikke engang startet endnu.

Derfor skulle vi også have talt mere om gas hen over sommeren i år. Fordi vi vidste, at endnu en rekordsommer ville betyde endnu mindre lagre af naturgas til den kommende vinter. Priserne vil stige, og lagringen stagnere. Det russiske statsmedie Tass har spyttet den ene overskrift ud efter den anden om Europas forestående energikrise – fx en artikel d. 2. maj 2022 med overskriften, ”Europa har allerede forberedt sig på at lide under varmen til sommer og fryse til vinter”, med en detaljeret beskrivelse af, hvem der vil dø som følge heraf. Selvfølgelig skarpt sat op og med et fortegn af skræmmekampagne. Men ikke helt forkert. Denne gang er krisen forstærket af, at Rusland bruger energien som våben.

Af denne årsag kom EU’s gasplan som sendt fra himlen. Det er helt essentielt, at vi får hamret fast med syvtommersøm, at Europa står i en virkelig vanskelig situation. At alle lande – undtagen Ungarn – kunne enes om at skære 15 pct. af deres gasforbrug i perioden fra august i år til marts næste år, er en stor sejr. Energiområdet har været et nationalt anliggende i Europa. Hver stat har deres egen energipolitik og vælger selv, om de vil bruge kul, atomkraft, vindkraft eller solceller. At vi nu står sammen om, at naturgassen er et fælles europæisk problem, er et syvmileskridt.

Hvordan hvert land opnår den aftalte nedskæring, er op til dem selv. I Spanien har man meldt ud, at det er en god idé at lade være med at gå med slips i de varme måneder. I Italien, Spanien og Grækenland må man ikke længere køle ned til mindre end 27 grader indenfor. Men større problemer står i vejen for, at EU kan lykkes med sin mission om at skære ned på gasforbruget.

I Letland har man problemer med at finde en fælles politisk linje på spørgsmålet om russisk gas. Landet solede sig ellers i Litauens succes fra foråret, hvor det lille standhaftige land kunne meddele, at de ikke længere modtog russisk gas. Ved hjælp af en kæmpe investering tilbage i 2015 i en modtageterminal til flydende naturgas (LNG) – der passende fik navnet Independence – en investering, som i øvrigt dengang på ingen måde gav økonomisk mening – har Litauen bragt sig selv ud af den sikkerhedspolitiske knibe, som mange af de tidligere sovjetstater har siddet i siden Den Kolde Krigs afslutning: At man er fuldstændig afhængig af russisk energiimport for at overleve.

Russiske interesser har stadig tag i europæisk energiforsyning

Baltikum var en ”energiø” ved afslutningen af den Kolde Krig. Den eneste gasforbindelse løb til Rusland. Det meste af olien kom også derfra. Således udgjorde russisk gas 30 pct. af hele Litauens energiforsyning i 1990. Olie udgjorde 45 pct. energiforsyningen, størstedelen russisk. Dette blev Litauen ramt af allerede i 1992-1993, da man bad russiske tropper forlade landet, som jo nu var et selvstændigt land. Svaret fra Rusland var en olieembargo. Op gennem 90’erne hævede Rusland gasprisen flere gange som svar på Litauens politiske tilnærmelser til EU og NATO. Litauen havde derfor meget tidligt øjnene fast rettet mod en fremtid uden russisk energiafhængighed.

Litauens kamp for at blive uafhængig af russisk gas har stået på i lang tid, og hverken opførelsen af Independence i 2015 eller det totale stop for russisk gas i 2022 var således noget, man fandt på i situationen. Allerede før Independence åbnede, påbegyndte man arbejdet med gasledningen GIPL, der åbnede i maj i år. Med denne nye ledning kan Litauen og Polen sende gas i begge retninger imellem sig og dermed gensidigt øge forsyningssikkerheden. På elsiden har man heller ikke stået stille. I 2015 åbnedes undervandskablet NordBalt mellem Litauen og Sverige, og man har indledt et storstilet projekt om at afkoble hele Baltikum fra det russisk-belarusiske elsystem BRELL – i øvrigt med EU-Kommissionens hjælp.

Før Litauen besluttede at gå enegang ved at investere i Independence, var der ellers en fælles-baltisk plan om at gøre sig uafhængig af russisk gas ved hjælp af LNG. Man ville lave en regional terminal, der kunne importere nok LNG til at vriste hele Baltikum ud af det russiske greb. Men planerne kuldsejlede. En af grundene var ifølge personer tæt på processen, som vi har interviewet i min forskningsgruppe SECURITECH på Dansk Institut for Internationale Studier, at der i Letland stod en ”Ivan i begge ender af gasrørene”. Det vil sige: Der var russiske interesser langt inde i energisektoren i Letland, som umuliggjorde ikke bare dette, men flere fælles projekter. Russere ejede simpelthen for store dele af gasselskaberne i Letland. Samme situation stod Litauen i, før man gennemførte en såkaldt unbundling af den nationale gassektor, hvor man sikrede, at operatørerne, producenterne og leverandørerne af gassen ikke var de samme.

Letterne forsøgte at få glansen fra Independence i Klaipeda til at skinne helt over på dem i Riga i april i år. Sammen med Litauen erklærede man, at nu modtog heller ikke Letland længere russisk gas – men man tog munden for fuld. Letland havde da også et andet udgangspunkt end Litauen, idet russisk gas udgjorde 90 pct. af landets gasforsyning i 2021. I slutningen af juli og starten af august panikkede letterne, fordi deres vigtige gaslager Inčukalns, der sikrer gasforsyning til hele Baltikum og Finland, ikke var fyldt tilstrækkeligt op til den kommende vinter. Det skulle – ifølge EU-beregningerne – fyldes op til 80 pct., for at EU kan klare sig igennem vinteren. Derfor begyndte letterne at importere russisk gas igen i store mængder. Udmeldingerne kom lidt i øst og vest fra den lettiske regering. Parlamentet gennemførte en lovændring, der rykkede datoen for forbuddet mod import af russisk gas til d. 1. januar 2023 og gjorde det muligt at importere russisk gas til Inčukalns frem til 31. august 2022, så lageret bliver fyldt. Man betalte i euros, ikke i rubler, var udmeldingen, men ingen ville tilkendegive, hvem man købte den russiske gas af. Var den indenlandske Ivan stadig aktiv?

Det er ikke første gang, letterne har haft svært ved at vikle sig ud af de gamle bånd fra Sovjettiden. Da EU lancerede sin tredje energipakke i 2009, der skulle styrke Unionens energisikkerhed, bl.a. gennem unbundling. Letland forhandlede sig til den størst mulige undtagelse på gasområdet, som muliggjorde, at de russiske interesser kunne fastholde deres position i landet.  Og så sent som i 2018 var EU-Kommissionen på sporet igen, da man tog stilling til et delelement vedrørende det lettiske gasmarked og til, hvorvidt Letland havde fulgt reglerne om fuld unbundling – dvs. at ejerskabet af centrale aktører ikke var sammenfaldende, og at direkte eller indirekte kontrol ikke kunne udføres af andre markedsaktører. Konklusionen var nedslående: Man fandt, at flere centrale aktører – herunder Gazprom – ikke var tilstrækkeligt unbundled fra den lettiske gasinfrastruktur.

Flere eksempler vil myldre frem

Med problemer som disse kan de tomme springvand og slipseløse forretningsfolk i Sydeuropa virke latterlige. Kan Europa gøre sig fri af den russiske gas, når den underliggende situation i flere lande stadig er så viklet ind i russiske interesser, at uanset hvor meget EU forsøger, står Ivan alligevel og drejer på hanerne?

Vi skulle have talt om gas under sommerens hedebølger. Løsningen ligger både i at forstå de tekniske detaljer til bunds – vi bruger også gas, når heden trykker – og den politiske infrastruktur i den europæiske energisektor. EU har taget et første skridt i den rigtige retning ved at sætte gasspørgsmålet øverst på dagsordenen som et fælleseuropæisk sikkerhedsanliggende. Nu skal de enkelte lande tage de næste skridt imod en varig løsning. For Letland er ikke det eneste land, som har hvilet på laurbærrene over for Rusland. Når man ser efter i krogene, vil flere af samme slags eksempler myldre frem – også langt inde i vesteuropæiske lande. Tyskland har taget Nord Stream 2 ved vingebenet i et forsøg på at opnå kontrol. Flere lande vil nok følge efter. Problemet med gassen er ikke kun teknisk. Det er i vid udstrækning politisk.

Den fortsatte russiske indflydelse på den nationale energiforsyning i EU gør ambitionen om at spare på energien problematisk. Det er essentielt at adskille interesserne i de forskellige dele af energisektoren i de enkelte europæiske lande, hvis vi skal finde en reel løsning på energikrisen. EU’s tredje energipakke var et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men med de undtagelser, der er givet, er vi ikke kommet i mål. Indtil videre et det lagt ud til de enkelte lande at finde en vej ud.