Rusland og Myanmar er de nye våbenbrødre

Da Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, for nyligt trådte ud af Aeroflotflyet i Myanmars hovedstad Naypyitaw var beskeden klar: ”Rusland støtter militærjuntaens bestræbelser på at stabilisere situationen i landet”.

Indtil videre har Ruslands største bidrag til at ”stabilisere” situationen været leverancer af militært udstyr. Russisk indkøbte kampfly og kamphelikoptere har de seneste måneder gennemført sønderbombninger af landsbyer i mange provinser i Myanmar. Bombningerne har kostet hundredvis af civile livet og sendt titusinder på flugt.

Kuppet i Myanmar, i februar 2021, og den russiske invasion af Ukraine, har bragt de to internationale pariaer, Myanmar og Rusland, tættere sammen. Begge kæmper de mod Vesten og med diplomatisk isolation og sanktioner. De sidste par måneder har de styrket deres militære- og økonomiske samarbejde.

Lederen af Myanmars militærjunta, Min Aung Hlaing, kvitterede da også for Lavrovs moralske og politiske støtte med at kalde Rusland en ”sand og loyal ven”. Bortset fra Nordkorea er Myanmar (juntaen) det land i Asien, der mest åbenlyst har støttet Ruslands invasion af Ukraine.

Ønsket om større uafhængighed af Kina

Myanmars militær har, med god grund, altid været skeptisk overfor Kinas intentioner i landet. Kina støttede militært det burmesiske kommunistparti gennem flere årtier, og senere bidrog Kina til opbygningen af en række væbnede etniske hære, der har sat sig på store territorier i Myanmars Shan stat. Ikke desto mindre var det Kina, der holdt hånden over Myanmars militærdiktatur, da det var diplomatisk isoleret og sanktioneret gennem mange årtier frem til 2010. I samme periode var det militære og økonomiske samarbejde mellem Rusland og Myanmar ganske beskedent.

I begyndelsen af nullerne blev Myanmars militærjunta i stigende grad bekymret over den store afhængighed af Kina og Kinas indblanding i interne anliggender i det østlige Myanmar. En væsentlig årsag til at militæret åbnede op for Vesten, med den demokratiske udvikling fra 2011, var således ønsket om at mindske afhængigheden af Kina.

Samme år blev den nuværende kupgeneral, Min Aung Hlaing, udnævnt til øverstbefalende for militæret. Min Aung Hlaing havde gennem mange år haft et anstrengt forhold til Kina, og i 2009 stod han bag uddrivelsen af mere end 30.000 etniske kinesere fra Myanmars østlige Shan stat til Kina.

Kort efter sin tiltræden igangsatte Min Aung Hlaing en modernisering af Myanmars militær. Han ønskede at styrke samarbejdet med Rusland og mindske afhængigheden af Kina.

Kina og Rusland leverer tilsammen over 85% af Myanmars militære udstyr. Ruslands andel har været støt stigende over det sidste årti, og udgør i dag tæt ved 1/3. Det overgås dog stadig af Kina, hvis andel udgør lidt over 50%. Serbien, Indien, Ukraine og Pakistan er andre lande, der de senere år har leveret militært udstyr til Myanmars militær.

Moskva vil have fodfæste i Sydøstasien

De sidste årtiers samarbejde mellem Rusland og Myanmar har nærmest udelukkende været fokuseret på det militære område. Rusland har derimod været bemærkelsesværdigt fraværende på det økonomiske område. Lavrovs besøg signalerer, at begge parter ønsker at udbygge det økonomiske samarbejde. Fokus for besøget var indgåelsen af en aftale om, hvordan Myanmar kunne aftage mere olie og gas fra Rusland, til fordelagtige priser, og Rusland samtidig kunne udvide sit eksportmarked for brændstof, set i lyset af at andre markeder begynder at tørre ind.

Efter militærkuppet har Rusland, sammen med Kina, givet Myanmar en livline, der omfatter diplomatisk beskyttelse, militære leverancer og økonomisk hjælp. Rusland er den største våbeneksportør til Sydøstasien og forsøger, med optrapningen af samarbejdet med Myanmar, at konsolidere et brohoved mellem Indien og Kina, som kan understøtte det omfattende militære samarbejde Rusland har med bl.a. Indien, Vietnam, Malaysia og Laos. Samarbejdet med Myanmar vil også potentielt give Rusland lettere adgang til det Indiske Ocean og det Sydkinesiske Hav.

Situationen i Myanmar er stadig uafklaret, og det er ikke lykkedes militæret at få kontrol over udviklingen. Det er derfor ikke uden risiko, at Rusland så åbenlyst støtter militærjuntaen. I modsætning til Kina, der stadig holder flere døre åbne, er den russiske støtte ensidigt rettet mod at holde militærstyret på benene. Derfor risikerer Rusland at miste et vigtigt fodfæste i Sydøstasien, hvis militæret bukker under for modstanden.