Militærjunta i Myanmar er mere svækket end nogensinde

Den 1.februar markerer 3 årsdagen for militærkuppet i Myanmar, som afsatte den demokratisk valgte regering under ledelse af Aung San Suu Kyis parti. Mens Aung San Suu Kyi stadig er bag tremmer, så fortsætter medlemmer af hendes parti og en bred vifte af modstandsgrupper med at nedkæmpe militæret, politisk og gennem væbnede kampe. Militærjuntaen sidder stadig på magten i hovedstaden og er overlegen, når det gælder tungt artilleri og luftvåben, men på stort set alle andre fronter er juntaen svækket.

Militærets erklærede plan om at få styr på økonomien og afholde et valg er mislykkedes. På slagmarken lider militæret store tab, og flere og flere soldater overgiver sig eller tilslutter sig modstanden. Juntaen har ingen legitimitet i den bredere befolkning, og statsapparatet uden for hovedstaden og de største byer er brudt sammen. Militæret mister mere og mere territoriel kontrol på landet og i grænseområderne, der nu i stor udstrækning administreres af forskellige nye modstandsgrupper og gamle etniske væbnede grupper. Men trods den åbenlyse svækkelse, er der ikke meget, der tyder på, at militærets top har til hensigt at give op. Tværtimod øger den dagligt sin brutalitet over for civilbefolkningen og bruger luftbombardementer på civile mål som modsvar på modstandens fremgang. Tusindvis af civile er blevet dræbt, tortureret og fængslet siden kuppet. 2,5 millioner mennesker er internt fordrevne, en stigning på over 1 million siden begyndelsen af 2023.    

Modstanden kom styrket ud af 2023

Siden kuppet har militæret stået over for en bred folkelig og pro-demokratisk modstand, der går på tværs af de mange etniske grupper i Myanmar. Få internationale observatører havde dog forstillet sig, at modstanden ville vinde så meget frem, som den har gjort. Tvivlen på modstanden skal dels ses i lyset af det historisk stærke militær, og dels den mistillid, der har hersket mellem de mange mindretal og det burmesiske flertal siden landets uafhængighed i 1948.  

Ved indgangen til 2023, så det da også ud til, at Myanmar stod overfor en fastlåst konflikt og en alt for ukoordineret opposition. Trods nye alliancer mellem civilsamfundet, medlemmer af Aung San Suu Kyis parti, strejkende offentligt ansatte, burmesiske selvforsvarsgrupper og især fire af de etniske væbnede grupper, så var der stadig en række af de etniske grupper, der stod udenfor. Dette billede ændrede sig efter den 27. oktober, hvor en alliance af tre etniske væbnede grupper på kort tid overtog flere hundrede militærposter, en række mindre byer samt grænseovergange i den nordlige del af Shan staten på grænsen til Kina. Over 3,000 soldater overgav sig.

Operation 1027 – opkaldt efter dens startdato – er et vendepunkt i konflikten. Det nye er ikke kun, at angrebet blev et historisk stort tab for militæret, men også at de tre militært stærke etniske grupper for første gang erklærede, at de som resten af modstanden nu gik efter at vælte juntaen. Operationen har også betydet, at andre modstandsgrupper har udnyttet militærets svækkelse til at erobre flere områder bl.a. på grænserne til Thailand, Indien og Bangladesh.

Militæret har ikke formået at generobre de tabte positioner, men har svaret igen med luftangreb. Den 12. januar indgik det en våbenhvile med de tre etniske grupper, der dog kun gælder for de nordlige Shan områder. Kampe fortsætter andre steder, og især en af de tre grupper i alliancen, udvider sin i det vestlige Myanmar. Det ses som en sejr for resten af modstanden. Udfordringen nu er at styrke sammenhængskræften mellem de mange modstandsgrupper. Selvom oppositionsregeringen, National Unity Government, har forsøgt at samle modstanden under dens ledelse og en fælles føderal demokratisk agenda, så er der stadig forskellige lokale interesser på spil.

Kinas dobbeltspil

Den videre udvikling er samtidigt afhængig af Kinas ageren, som kan få betydning for modstandens sammenhængskræft. Alliancen af de tre etniske grupper har en historisk tilknytning til Kina, og der hersker næppe tvivl om, at Kina bakkede op om Operation 1027. Operationen gjorde nemlig Kina en tjeneste ved at slå ned på cyberkriminalitet i Shan staten, hvor tusindvis af kinesere har arbejdet under slavelignende forhold. Tidligere havde Kina bedt militæret om at lukke ned for kriminaliteten, men uden held, fordi grupper knyttet til juntaen driver den lukrative forretning i samarbejde med kinesiske kriminelle netværk. Men selvom Kina støtter, at de etniske grupper nu har kontrol over grænseområdet, så har Beijing ikke trukket stikket til juntaen. I stedet har Kina udnyttet militærets svækkelse til at fremme sine økonomiske investeringsaftaler i Myanmar. Det var også Kina, der igangsatte våbenhvileaftalen d. 12. januar, dels for at sikre stabilitet for grænsehandel, og dels fordi Kina ikke har interesse i, at modstanden samles omkring at vælte juntaen og indføre demokrati. I Kinas øjne læner oppositionsregeringen sig op af Vesten og vestlige demokratiske værdier, så der er altså både økonomiske og geopolitiske interesser bag Kinas dobbeltspil.    

En håbefuld, men svær politisk fremtid

Det er tydeligt, at militærjuntaen er presset, også internationalt. Juntaen har kun ubetinget støtte fra Rusland, mens opbakningen fra Kina og andre naboer er mere usikker. FN og Vesten blev reelt sat uden for indflydelse, da man tidligt efter kuppet overlod mæglerrollen til Sammenslutningen af Sydasiatiske Lande (ASEAN), som ikke har skabt fremdrift i løsning af konflikten.

Ingen af parterne er parate til at forhandle. Den pro-demokratiske opposition kræver en afvikling af militærets historiske rolle i politik og at de ansvarlige for krigsforbrydelser retsforfølges. Det vil juntaen næppe gå med til.

I stedet satser modstandsgrupperne og de etniske hære nu på at øge deres territorielle kontrol og i takt med det, at endnu flere soldater deserterer, så militæret svækkes yderligere. Denne udvikling er godt på vej, men modstandsgrupperne er har stadig ikke en fælles politisk plan for fremtiden.

Blandt modstandsgrupperne er der bred støtte til at oprette et føderalt demokrati, men flere af de etniske grupper ønsker mere vidtgående selvstyre. Ikke alle bakker op om oppositionsregeringen som den ledende aktør, da den domineres af det burmesiske flertal og folk fra Aung San Suu Kyis parti.

Sideløbende med den politiske debat forsøger en række modstandsgrupper, ofte i samarbejde med civilsamfundsorganisationer, nu at opbygge et slags føderalt demokrati ’fra neden’ i de områder, de kontrollerer. Det sker ved at etablere nye lokale regeringer eller ved at styrke eksisterende etniske institutioner på områder som sundhed, uddannelse, domstole, humanitærhjælp og beskatning. Mange af disse initiativer er rettet mod forbedringer for civilbefolkningen, men har hårdt brug for finansiel og teknisk støtte. Lande som Danmark, med interesse i at støtte en demokratisk udvikling i Myanmar, kunne med fordel optrappe udviklings- og humanitærbistand gennem disse lokale initiativer, som eks. amerikanerne har gjort.