Myanmar er fanget i en indre kamp og et internationalt dødvande

Den 1. februar er toårsdagen for militærkuppet i Myanmar. Kuppet har kastet landet ud i en borgerkrigslignende konflikt. Mange tusinde civile er blevet dræbt, fængslerne er fyldt med politiske fanger, og over en million er internt fordrevne. Økonomien har mistet en tredjedel af sin værdi, og millioner af burmesere er sendt tilbage i absolut fattigdom.

Trods militærstøtte fra især Rusland, men også fra Kina, er det ikke lykkedes militæret at få kontrol over landet. En stor del af de offentligt ansatte nægter fortsat at arbejde under juntaen, og den prodemokratiske modstand har dannet flere hundreder væbnede forsvarsgrupper (People's Defence Forces, PDF), der har taget kampen op mod militæret. Nogle af grupperne samarbejder med de etniske mindretalshære, som modsætter sig militærstyret. Andre opererer selvstændigt eller under ledelse af skyggeregeringen, National Unity Government (NUG), der blev dannet tilbage i april 2021 af folkevalgte fra Aung San Suu Kyis party, NLD, men som også har repræsentanter fra etniske mindretal og civilsamfundet.

Militærets overlevelse er på spil, politisk og på slagmarken. I det lys har militæret optrappet brutaliteten over for civilbefolkningen med anholdelser, henrettelser, luftbombardementer på civile mål, nedbrænding af tusinder af landsbyer og overgreb på kvinder og børn.

Den folkelige tilslutning til den politiske opposition er vokset og går på tværs af religiøse, etniske og lokale tilhørsforhold. Etniske mindretal har i årtier kæmpet mod et centralt styret militærregime, men efter kuppet har størstedelen af bamarerne, som udgør to tredjedele af Myanmars befolkning, også vendt militæret ryggen. Det er ellers denne gruppe, militæret historisk har påberåbt sig at repræsentere, og det har rystet militæret, at det har mødt hårdest modstand i sit ”eget” bagland. I dag er en række af de bamar-befolkede landområder uden for militærets kontrol.

Det er også lykkedes den politiske opposition at samle en bred vifte af enkeltpersoner og grupperinger - fra civilsamfundet, politiske partier, etniske organisationer osv. - i dialog om et fremtidigt føderalt demokrati. Det er et vigtigt politisk skridt, men der er fortsat store udfordringer med at konsolidere en samlet opposition. Myanmars lange historie med etniske splittelser og majoritetsbefolkningens dominans i national politik skaber fortsat mistillid og uenigheder. Det, der binder oppositionen sammen, er vreden over militærets brutalitet og ønsket om endegyldigt at få militæret fjernet fra politik, men mange civile har samtidig et noget diffust indtryk af oppositionen.

En anden udfordring er, at to tredjedele af de etniske væbnede grupper, der kontrollerer betydelige områder, ikke har tilsluttet sig den fælles modstand, men forholdt sig neutrale over for militæret. Oppositionens chance for at vælte militæret vil være afhængig af, at flere af de største etniske hære bakker op på slagmarken. Det vil kræve konkrete indrømmelser fra skyggeregeringen, NUG, i form af aftaler om udvidet selvstyre til disse grupper, hvis det skal lykkes at få deres opbakning.

Militæret har igangsat forberedelserne til at afholde valg i august, som led i dets forsøg på at legitimere og normalisere dets magt. Gennem ændringer af valgloven og systematiske angreb på oppositionen vil militæret sikre sig, at dets eget parti, USDP, vinder, og at dets leder, Min Aung Hlaing, bliver præsident.

En vigtig del af militærets drejebog er at udelukke Aung San Suu Kyi og hendes partis parlamentsmedlemmer, som vandt en jordskredssejr ved valget i 2020. Den 77-årige Suu Kyi befinder sig i en isolationscelle i hovedstaden, Naypyitaw, væk fra offentlighedens søgelys.

Militære domstole har idømt hende 33 års fængsel baseret på en stribe opdigtede sigtelser. Mange parlamentsmedlemmer er i eksil, tortureret til døde eller i fængsel. Gennemføres valget, bliver det derfor en demokratisk skændsel og vil højst sandsynligt kun blive afholdt i områder under militærets kontrol.

Mens NUG, civilsamfundsorganisationer og en række af de etniske væbnede organisationer kraftigt modsætter sig valget, så forsøger militæret at bejle til de etniske partier og andre småpartier, som har forholdt sig neutrale siden kuppet. Får militæret held med dette, og gennemføres valget, er der en risiko for at flere asiatiske lande, herunder Kina og Indien samt Rusland, enten vil støtte eller forholde sig neutrale til udfaldet og dermed bidrage til en blåstempling af styret.

Det internationale samfund er splittet om Myanmar. Kina og Rusland har givet militæret en livline, der omfatter både diplomatisk beskyttelse, militære leverancer og økonomisk hjælp. Samtidig fastholder de ”forstående” naboer Thailand og Indien det økonomiske samarbejde med militæret.

Omvendt har vestlige sanktioner ikke ført til adfærdsændringer hos militæret. I FN's Sikkerhedsråd blokerer Kina og Rusland for Vestens ønsker om hårdere sanktioner og våbenembargo. FN har fejlet i forhold til at få skub i en dialog mellem parterne og er sammen med de fleste vestlige lande krøbet i ly bag den forhandlingsplan, som sammenslutningen af sydøstasiatiske lande, Asean, udarbejdede for snart to år siden. Militærjuntaen har aldrig respekteret planen, som har pacificeret Vesten og givet Kina, Rusland og Indien plads til at samarbejde med militærjuntaen.

Mens der internationalt er fokus på Ukraine, træder Vesten vande i forhold til Myanmar. Konflikten synes på vej ind i en afgørende fase, og det er derfor vigtigt, at Vesten, herunder Danmark, optrapper kontakten til NUG og de etniske grupper. Både for at støtte de pro-demokratiske kræfter i Myanmar diplomatisk og finansielt og for at synliggøre et alternativ til Kina, Rusland og andre landes understøttelse af militæret.

2023 kan blive et afgørende år for Myanmars fremtid. Mens militæret er overbevist om, at situationen kan stabiliseres gennem et valg, så er oppositionen under pres for at vise resultater for at opretholde modstanden. Det må forventes, at de kommende måneder bliver ekstraordinært voldelige. Optrapning af bombninger af militærets flybaser og sabotager af valgforberedelserne peger i den retning. Uanset udfaldet af den politiske og væbnede kamp bliver det meget vanskeligt at holde sammen på Myanmar. Ønsket om udvidet selvstyre blandt mange af de etniske minoriteter vokser. Formår en fremtidig civil eller militær regering ikke at tage hensyn til dette, er der en reel risiko for en yderligere opsplitning af landet.

Kronikken er bragt i Jyllands-Posten 1. februar 2023.