Moskva er fremover Vestens nøgle til forandring i Belarus

I forhold til fysikkens love er det uklart, hvordan humlebien bærer sig ad med at flyve. På samme måde kan det undre på baggrund af småstatsteori, hvordan Belarus har kunnet opretholde et udenrigspolitisk manøvrerum. Landet er del af russisk interessesfære, allieret med Rusland og modtager årligt betragtelig økonomisk støtte herfra (bl.a. via naturgas til ’venskabspris’). Alligevel er Belarus ikke nogen russisk lydstat: f.eks. anerkender landet ikke Syd-Ossetien og Abkhasien som selvstændige stater (som Putin har ønsket) ligeså lidt som Krims tilslutning til Rusland. Den autokratiske leder Lukashenko spillede en overgang rollen som mægler i den ukrainske borgerkrig mellem Kiev og det russiske Donbass og modtog i den forbindelse statsledere fra såvel EU som Rusland under højtidelige former i Minsk. Fornyet konflikt omkring Ukraine, i værste fald en russisk-ukrainsk krig, vil styrke Lukashenko både ude og hjemme.

En vigtig del af den belarussiske magtbase er, simpelt udtrykt, det faktum at landet ligger på en lige linje mellem Moskva og Berlin. Det er ’frontlinjestat’ mellem Rusland og NATO, men vel at mærke på den russiske side af frontlinjen, geografisk og mentalt. Belarus udgør Ruslands adgang til Suwalki-korridoren (se kort), hvorved Rusland i en (meget hypotetisk) krigssituation kan afsnøre de baltiske lande fra væsentlig NATO-bistand.

De russiske interesser

De russiske interesser i forhold til Belarus kan sammenfattes således:

• At oprette russiske militære baser i Belarus (p.t. holdes den store Zapad-øvelse med jævne mellemrum på belarussisk territorium, men der findes ikke permanente russiske baser).
• At den belarussiske økonomi – sovjetisk planøkonomi – privatiseres, så russiske virksomheder kan komme ind på markedet.
• At det nuværende præsidentielle styre (Lukashenkos de facto diktatur) parlamentariseres via en forfatningsreform. Herved vil pro-russiske partier kunne få betragtelig indflydelse gennem det belarussiske parlament. Rusland vil dermed kunne få indflydelse i Belarus udenom den oftest vrangvillige Lukashenko.

Cirklens kvadratur

Lukashenko-styrets basale interesse er selvsagt at bevare det beskedne manøvrerum, man har. Strategien går ud på at modarbejde de tre nævnte russiske interesser via det præsidentielle bolværk, som Lukashenko udgør, herunder i perioder at bygge på geopolitisk modvægt fra EU samt bl.a. Kina. Det kan lyde som cirklens kvadratur: hvordan kan et – formelt og reelt - allieret land søge modvægt hos den potentielle fjende (NATO-lande)? I valgkampagnen 2020 gjorde Lukashenko alt for at udpensle Rusland som en trussel – og sig selv som det eneste mulige bolværk. Det er faktisk ikke helt forkert. Lukashenko stiller sig, billedlig udtrykt, foran Putin og siger: ’alt hvad du og Rusland måtte ønske i forhold til Belarus skal gå gennem mig.’ En parlamentarisering med svækket præsidentmagt vil medføre, at Putin kan praktisere ’del og hersk’: præsidenten (Lukashenko eller efter- følgeren) vil kunne spilles ud mod en pro-russisk opposition. I forvejen betyder sprogfællesskabet mellem de to lande, at Belarus er sårbar overfor statsstyrede russiske TV-kanalers påvirkning af befolkningen (til gengæld har myndighederne lukket Minsk-kontoret og arresteret den lokale chefredaktør for den russiske avis ’Komsomol’skaya pravda’, efter sigende Putins favoritavis).

De vestlige interesser

Den vestlige interesse i forhold til Belarus er meget begrænset (undtagelsen her er Letland, som i ’gode tider’ har haft en betydelig samhandel med sin belarussiske nabo). Der er en negativ interesse, dvs. en interesse i at genere Moskva: i perioder har man, opmuntret af Lukashenkos selvstændige markeringer, spillet geopolitik og støttet ham i forhold til Kreml. Dette strider imidlertid mod vestlige værdipolitiske principper, som blev markeret ekstra stærkt efter det højst tvivlsomme genvalg af Lukashenko i 2020. Her solidariserede de fleste vestlige lande – ikke mindst de nordiske og baltiske – sig med de omfattende protestdemonstrationer i Belarus.

Den vestlige prioritering mellem værdipolitik og geopolitik synes at bero på, hvem der på det givne tidspunkt opfattes som den største ’bandit’: Putin eller Lukashenko. Hvis det er førstnævnte, forsøger Vesten at cementere en uafhængig platform til Lukashenko i forhold til Moskva. Hvis det er sidstnævnte – som ved præsidentvalgene i 2010 og 2020 – føres der værdipolitik med fordømmelse af hans styre. Denne slingrekurs har begrænset troværdighed og er desuden blevet dygtigt udnyttet af Lukashenko. Når Vesten bliver for værdipolitisk kritisk, er Rusland den sikre ’havn’. Når Putin presser på for hårdt, spilles det neutralistiske kort med betoning af selvstændige diplomatiske positioner.

Ingen vej tilbage

Som situationen har udviklet sig aktuelt er der imidlertid ingen vej tilbage for Lukashenko til en respektabel anseelse i Vest. Der er i dag flere politiske fanger i Belarus end der var i den kæmpemæssige Sovjetunion i 1988. De vestlige ledere har klart forpligtet sig på den værdipolitiske kurs, bl.a. i forhold til deres egen opinion. Hvorvidt den belarussiske elite har forstået dette er uklart. Men anvendelsen af krigeriske metoder i forhold til vestlige naboer kunne tyde på det. Et Ryan Air fly med destination Vilnius – med en belarussisk regime-kritiker om bord – blev tvunget til at lande i Minsk af belarussiske kampfly. Migranter eller flygtninge fra Mellemøsten bliver sendt mod den polske eller litauiske grænse med løfter om EU-asyl, hvorved disse landes fremmedfjendskhed og hykleri bliver afsløret. Med anvendelsen af disse utraditionelle metoder er det belarussiske styre definitivt havnet i ’lommen’ på Putin.

Rusland og Vesten: en fælles interesse?

Vestens periodevise forsøg på at spille Belarus og Rusland ud mod hinanden er definitivt et afsluttet kapitel. Hvis vestlige ledere fortsat vil engagere sig i konflikten, må vejen gå via Moskva. Selvom Vesten og Rusland har vidt forskellige værdipolitiske udgangspunkter, er der efterhånden et vist interessefællesskab i at få gjort en ende på Lukashenkos styre. For de fleste vestlige ledere udgør det en værdipolitisk udfordring, både i forhold til den belarussiske oppositions vilkår og i forhold til uskyldige flygtninge og migranter, der er kommet i klemme ved grænsen. For Rusland har styret – i hvert fald hidtil – været en vrangvillig partner, en ’sten i skoen’.

Vesten vil fortsat acceptere, at Belarus er en del af russisk interessesfære (om end det ikke vil blive sagt højt, da man officielt ikke anerkender begrebet ’interessesfære’). Der vil selvsagt være uenighed mellem Rusland og Vesten om beskaffenheden af et post-Lukashenko styre. Men der vil være en fælles interesse i en parlamentarisering, dvs. en styrkelse af det belarussiske parlament på bekostning af præsidentmagten. Rusland vil også støtte en mere fri presse, da denne i praksis må forventes at være pro-russisk. Større pressefrihed kan Vesten ikke være imod.