Mali har smidt Europa på porten. Russerne er inde i varmen. Hvad kan vi lære af det?

»Mali har brug for Rusland til at hjælpe os ud af krisen«.

Den pensionerede universitetsprofessor ser på mig med et gavtyveagtigt blik fra sin plads i sofaen bag glasbordet, da han leverer sit budskab. Han er medstifter af gruppen, som kalder sig Malis patrioter, der har tætte forbindelser til landets militærstyre.

Jeg er på feltarbejde i Mali for at undersøge, hvordan landets befolkning opfatter de europæiske sikkerhedsstyrker, der gennem godt et årti har forsøgt at bekæmpe islamisk terrorisme i landet.

Et af de spørgsmål, jeg forsøger at finde svar på, er, hvorfor Mali har vendt Europa ryggen for i stedet at samarbejde med Rusland og den berygtede russiske paramilitære organisation Wagner.

Mine to maliske forskerkollegaer og jeg besøger professoren i hans hus i udkanten af hovedstaden Bamako. På en computerskærm i hjørnet kører billeder fra hans mange overvågningskameraer, og muren omkring huset er dækket af pigtråd. Vi har kortlagt de prorussiske netværk, der støtter militærregimet, og via kontakter på universitet er vi kommet frem til professoren. Han har indvilget i at udlægge det hidtil ufortalte forløb, der tilbage i 2017 overbeviste Rusland om at indgå et militært samarbejde med Mali i kampen mod terror. Et samarbejde, Europas ledere ser som uforståeligt og uacceptabelt, især efter at krigen Ukraine har øget den geopolitiske rivalisering mellem stormagterne.

​​For at ​etablere sig som global stormagt har Rusland efter de vestlige sanktioner i kølvandet på annekteringen af Krim i 2014 søgt efter nye geopolitiske venner og forretningsmuligheder på det afrikanske kontinent, og krigen i Ukraine ser ud til at have intensiveret Moskvas operationer i Mali og den øvrige Sahelregion.

EU’s medlemslande – herunder Danmark – har de sidste ti år sendt militære operationer, grænsekontrol og store bistandssummer afsted til regionen for at forhindre, at illegal migration, terror og organiseret kriminalitet skulle ramme Europa.

Men nu er Frankrig og Danmark smidt ud af Mali, og den militære overgangsregering har valgt i stedet at samarbejde med Rusland. Forklaringen bliver tit, at Rusland vinder indflydelse gennem en større regional disinformationskampagne. Men den forsimplede analyse og det massive fokus på Wagner-gruppen overser de stærke panafrikanske aktivistiske kræfter bag beslutningen om at samarbejde med Rusland.

For hvad siger Malis pro-russiske civilsamfundsaktører selv? Hvad driver valget om at invitere Rusland indenfor? Kun ved at forstå deres bevæggrunde og nuancerne i krigen og dens mange parter kan vi i Europa undgå optrapning og lære af vores fejltrin i regionen.

Og det er nødvendigt, for en eskaleret stormagtsrivalisering i Afrika kan få konsekvenser for Europas mulighed for at håndtere sikkerhedsproblemer i en strategisk vigtig region, hvori der i stigende grad produceres fjendebilleder af Vestens interesser. I det perspektiv er vi nødt til at forstå, hvorfor vi taber indflydelse, og hvorfor Danmark og de franske styrker er blevet smidt ud af Mali, så vi ikke gentager miseren, næste gang vi rykker ind for at løse globale sikkerhedsproblemer.

​​Først og​ fremmest står det klart, at afrikanske ledere og civilsamfundsaktører langt fra blot er passive modtagere af russisk propaganda og disinformation. Det gennemsyrer hele mit feltarbejde, men bliver direkte udtalt i stuen her hos Malis patrioter, hvor den pensionerede professor slår fast, at samarbejdet med Rusland foregår med vidt åbne øjne og bunder i en følelse af, at Frankrig, den gamle kolonimagt, har forrådt Mali de seneste år:

»Frankrig har holdt hånden under korrupte regimer for at pleje egne interesser, mens Mali bukkede under for terror«, lyder hans analyse.

Derfor støtter patrioterne også landets nye militære magthavere, som efter at have kuppet magten for anden gang i august 2021 for alvor satte skub i samarbejdet med Rusland og den kontroversielle Wagner-gruppe.

Ifølge det franske civilsamfundsinitiativ ’All eyes on Wagner’ har Wagner-gruppen især været operativ i Mali siden november 2021. Malis overgangsregering benægter samarbejdet med gruppen, som de refererer til som ’russiske trænere’. Den massive franske kritik af Malis samarbejde med Wagner udløste en diplomatisk krise, der forbitrede det allerede anspændte fransk-maliske forhold.

Malis patrioter, som jeg sidder sammen med i stuen denne mandag formiddag, benægter ikke Wagnersamarbejdet – tværtimod. De tilhører den politiske elite tæt på magtcentrummet i hovedstaden Bamako, og flere af medlemmerne er som værten i huset universitetsuddannede med forbindelser til Rusland helt tilbage fra Sovjettiden. Mange har været bosat i og har familie i Rusland og taler bedre russisk end fransk.

Professoren har hidkaldt to medpatrioter, som mellem 2016 og 2017 lancerede en meningsmåling, der viste, at ca. 80 procent af den stemmeberettigede befolkning ønskede samarbejdet med Rusland. Med meningsmålingen i hånden gik patrioterne til den russiske ambassade og indledte møderne, der banede vejen for det russisk-maliske militære samarbejde.

​​Patrioterne ved​ godt, at Ruslands engagement i Mali ikke er gratis.

»Vi vil ikke have gratis hjælp, vi vil opbygge et reelt samarbejde om minedrift og teknologisk udvikling. Rusland har al den nødvendige know-how. De skal lære os at klare os selv«, som en af medlemmerne, der har boet i Rusland i 40 år, siger.

Ud over at være et alternativ til fransk indblanding har samarbejdet med Rusland en central fordel: Rusland stiller ikke de samme krav som det europæiske forsvarssamarbejde i form af sikkerhedssektorreformer og overholdelse af menneskerettighederne. Indtil 2021 har EU’s militære træningsmission f.eks. ikke haft mandat til at bevæbne Malis hær, som derfor udelukkende kunne træne med trævåben inden for skarpt afgrænsede militære træningslejre. Den type udfordringer har Rusland ikke.

Under samtalen med patrioterne stiller jeg spørgsmål til Wagnergruppen og til, hvad samarbejdet med Rusland nærmere består i. Det er svært at få direkte svar, men det er tydeligt, at Wagnergruppen ifølge patrioterne blot er et nødvendigt værktøj i kampen mod terrorgrupperne.

I patrioternes øjne er det ikke kontroversielt, at Rusland uddelegerer træningsopgaver til Wagnergruppen. I sidste ende er det ikke meget anderledes end med FN’s og Europas tropper. De mange udenlandske soldater og internationale operationer med – i patrioternes optik – uklare mandater og tonsvis af underleverandører, ser de mest af alt som en business for udenlandske firmaer og stater, som ikke gavner Mali.

Men fokusset på Wagner er overdrevet, mener de. Rusland har trænet Malis hær kontinuerligt siden Sovjettiden, hvilket gør det nemt for russiske soldater at indgå i militært samarbejde med Mali. De griner af – men svarer ikke på – mit spørgsmål om, hvor mange maliske soldater, der trænes i Rusland.

​​Udenfor husets​ mure er der delte meninger om effekten af det russisk-maliske partnerskab for jihadisternes position og for sikkerhedssituationen.

De, der støtter overgangsregeringen, hævder, at hæren for første gang er i angrebsposition og ikke bare trængt i defensiven af jihadister. Mere kritiske stemmer fortæller, at hæren og Wagnergruppen i samarbejde med lokale militser går så hårdhændet til værks mod civilbefolkningen, at det øger rekrutteringen til jihadistgrupperne, der er rykket tættere på hovedstaden end nogensinde før. Og at landet står på randen af kollaps. Men det er svært at vide med sikkerhed, da mange er tilbageholdende med at udtale sig om sikkerhedsspørgsmål af frygt for repressalier.

Det kan i sidste ende koste Mali dyrt at smide de vestlige styrker ud. Den sikkerhedsarkitektur, som det internationale samfund har brugt ti år på at opbygge, er smuldret. Mali har trukket sig fra den regionale militære styrke, G5, som var en af de bærende søjler. Den 13.000 mand store FN-mission, som Frankrig siden 2013 har været pennefører for, kan ikke rotere sit mandskab, da militærjuntaen har indført no flight zones, der begrænser bevægelse i luftrummet. Det forlyder, at missionen ikke får fornyet sit mandat til sommer.

De seneste uger har flere lande trukket deres tropper hjem fra missionen, hvis endeligt kan få betydning for Vestens indflydelse i regionen på lang sigt. Sidst i november suspenderede Frankrig al bilateral udviklingsbistand til landet. Som modsvar forbød overgangsregeringen alle franskfinansierede NGO-aktiviteter herunder uddeling af den hårdt tiltrængte nødhjælp til krigens ofre. Endnu et tegn på at Frankrigs mulighed for at spille en rolle, hvis ikke militært så via soft power, langsomt udtømmes, mens Rusland har lovet, at fødevareforsyninger er på vej til Mali.

Siden 2011 har det europæiske sikkerhedspolitiske engagement i Sahel drejet sig om, at regionens trusler som terror, illegal migration og organiseret kriminalitet ikke blev til sikkerhedsproblemer for os selv længere nordpå. Europa har fortsat som mål at sikre vores egne interesser og værdier ved at engagere os i stabiliseringsopgaver i Afrika. Men hvis det projekt skal lykkes, er vi nødt til at forstå vores egen rolle i de krige, vi medvirker i, hvordan vores førte politik bliver opfattet, og hvorfor den i dette tilfælde bliver vendt mod os selv. I stedet for at eskalere en diplomatisk krise med militærregimet i Mali kunne en start være at sætte sig ind i, hvad der driver centrale aktører med tætte forbindelser til magthaverne, selv om det forstyrrer vores verdensbillede og vores selvforståelse som bærer af ædle demokratiske værdier.

​​Inden jeg skal​ rejse tilbage til Danmark, er jeg et smut forbi Bamakos Grand Marché for at købe en landsholds-T-shirt til min søn. Skraldet i gaderne er dækket af støv, og trafikken er tung. I de små interimistiske butikker langs vejen er der tændt for VM. Jeg får T-shirten billigt. Det er sidst på dagen, og handlen er næsten gået i stå. Folk har ingen penge, og turisterne, der engang var mange af i byen, er væk.

På vej tilbage til bilen passerer jeg den katolske kirke. En af kirkens tyske præster, der har boet i landet 30 år, er dagen før blevet tvundet ud af sin bil og efterfølgende bortført. Tre lokale rigmænd er også meldt savnet. Samarbejdet med Rusland kan koste Mali dyrt, hvis sikkerhedssituationen fortsætter nedadgående, og Rusland alligevel ikke kan gøre den forskel i kampen mod terror, som patrioterne håber på.

Nu ser Europa mod nabolandet Niger for at finde en provestlig værtsnation for sine styrker. Men uden at forstå, hvad der gik galt i Mali, er chancerne for succes i nabolandet begrænsede.

-------- 

KONFLIKTEN I MALI

2011: EU lancerer sin første Sahel-strategi med fokus på sikkerhed og udvikling.

Januar 2012: Libyens fald udløser et separatistisk oprør i landets nordlige regioner. Oprøret bliver hurtigt overtaget af al-Qaeda-relaterede jihadistgrupper, som etablerer et kalifat i området.

Marts 2012: Militærkup i hovedstaden Bamako anført at kaptajn Sanogo.

Januar 2013: Jihadisterne i de nordlige regioner rykker længere sydpå, og Malis overgangsregeringen beder Frankrig om hjælp. Frankrig indsætter antiterroroperationen, Serval. Herefter følger EU’s civile og militære træningsmissioner og FN’s stabiliseringsmission MINUSMA. Den regionale styrke G5 indsættes i august 2017. 

September 2013: Ibrahim Boubacar Keïta (IBK) vælges til præsident.

2015: Malis regering underskriver fredsaftale med grupperne i nord. Dog uden jihadisterne, der spreder sig til det centrale Mali, hvor Islamisk Stat også melder sig på banen.

2016-2020: Volden eskalerer og jihadistangrebene femdobles. Massive folkelige protester mod regeringen og den forværrede sikkerhedssituation.

August 2020: Militærjuntaen, CNSP, kupper magten anført af Assimi Goïta

Maj 2021: Goïta indsætter sig selv som præsident og udsætter datoen for afholdelse af valg.

Januar 2022: De danske styrker, der skulle have støttet den franskledede antiterroroperation bliver smidt ud. I februar bliver Frankrig bedt om endeligt at trække sine styrker tilbage. I august forlader de sidste franske tropper Mali.