Vi må ikke stirre os blinde på truslen fra Putin

Alles øjne er i disse måneder rettet mod Putins brutale overfaldskrig i Ukraine. Det gælder også de danske politikere, som med henvisning til den akutte sikkerhedstrussel i nærområdet har fremrykket forhandlingerne om det næste, mangeårige forsvarsforlig til starten af i år.

Men vi risikerer at stirre os blinde på truslen fra Rusland og dermed overse mere langsigtede trusler mod Danmarks sikkerhed. Inden SVM-regeringen for alvor sparker forsvarsforhandlingerne i gang, bør den stille sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi en fornuftig balance i de kommende års gigantiske investeringer i forsvaret, så vi kan imødegå den akutte trussel i nærområdet, samtidig med at vi kan være sikkerhedspolitisk til stede i fjernere egne?

Vi lever nemlig i det, man kan kalde stormagtsrivaliseringens æra, hvor kappestriden mellem USA og Kina kommer til at blive det afgørende omdrejningspunkt. Det betyder, at Danmark har en stigende interesse i at kunne operere som sikkerhedspolitisk aktør i Asien og Stillehavsregionen, i fagkredse kaldet Indo-Pacific, netop fordi USA’s håndtering af den systemiske udfordring fra Kina vil udgøre stormagtsrivaliseringens hovedakt.

Putin-regimets maskefald har ganske vist åbenbaret en så aggressiv og nærmest irrationel forfølgelse af dets territorielle ambitioner, at det er nødvendigt at gentænke Nato’s afskrækkelseskalkuler. Men det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at Rusland med hastige skridt er på vej til at blive en andenrangsmagt.

Det handler ikke blot om, at Rusland systematisk nedslider sine væbnede styrker i en udsigtsløs skyttegravskrig, og at den russiske bjørn har vist sig at være langt mere tandløs, end de vestlige efterretningstjenester antog. Vestens sanktionsregime, og især kontrol over teknologieksport, underminerer også Ruslands forsvarsindustri og hindrer Putin-regimet i at genopbygge sit militærapparat. Den voksende russiske afhængighed af iranske droner og nordkoreanske artillerigranater er blot en forsmag på udfordringerne, og den forventede Nato-udvidelse med Finland og Sverige vil yderligere skævvride styrkeforholdet mellem Rusland og Vesten ikke mindst i Østersøen.

Det ville være forsimplet, måske endda farligt, at forklejne den konventionelle militærtrussel fra Rusland, og vi skal især berede os på at kunne dæmme op for russernes hybride krigsførelse i form af cyberangreb, infrastrukturel sabotagevirksomhed, jamming af gps-systemer og meget andet. Men sætter vi det lange lys på, er det ikke Rusland, der tårner sig op i horisonten.

Ifølge den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi fra oktober er »Kina den eneste konkurrent med både intentionen om at omforme den internationale orden og i stigende grad også de økonomiske, diplomatiske, militære og teknologiske kapabiliteter til at gøre det«.

Alene i økonomisk forstand er Kinas samlede økonomi i dag ti gange større end Ruslands, og kineserne råder over verdens største hær og flåde (numerisk set). Det er således USA og Kina, som er stormagtsrivaliseringens hovedkombattanter, og som i Indo-Pacific-regionen vil krydse klinger over blandt andet Taiwans politiske status, maritime ordensprincipper, højteknologiske forsyningskæder og værdipolitiske skillelinjer.

Det kunne selvfølgelig være fristende at overlade den systemiske udfordring fra Kina til amerikanerne, mens vi herhjemme koncentrerer os om Rusland sammen med vores europæiske allierede. En sådan arbejdsdeling tjener dog næppe Danmarks strategiske interesser.

For det første risikerer vi, at Nato mister amerikansk bevågenhed og måske ligefrem sygner hen, hvis alliancen alene fokuserer på europæernes trusselshåndtering. Ligesom Nato genopfandt sig selv oven på terrorangrebet i New York i september 2001, hvor alliancen førte krig mod terror i både Afghanistan og Irak, bør Nato også i stigende grad bemyndiges til at kunne påtage sig en rolle i forhold til at imødegå den systemiske udfordring fra Kina.

Med sommerens nye strategiske koncept tog Nato de første spæde skridt i retning af Kina, men den danske regering bør skubbe på for at videreføre processen. Næste skridt for Nato kunne være at knytte stærkere bånd til ligesindede lande i Indo-Pacific-regionen, herunder Taiwan, og dermed bidrage til at opbygge et værdipolitisk bolværk i en tid, hvor demokratiet er på global retræte. Ellers risikerer de europæiske lande i stigende grad at blive marginaliseret i regionen blandt andet af det spirende geostrategiske samarbejde mellem Australien, Japan, Indien og USA (den såkaldte Quad).

For det andet indebærer det grænseløse strategiske partnerskab mellem Kina og Rusland, at vi under alle omstændigheder skal forholde os til Kina som led i håndteringen af truslen fra Rusland. Inden krigen i Ukraine var vi vidner til et stadig tættere kinesisk-russisk partnerskab, hvor omfattende fælles militærøvelser, adskillige dobbeltvetoer af vestlige resolutionsforslag i FN’s Sikkerhedsråd, et voksende økonomisk samkvem og en enslydende antivestlig retorik alt sammen forstærkede indtrykket af en autokratisk stormagtsduo, opsat på at stå op imod Vesten.

Selv om de vestlige landes hårdhændede sanktionspolitik har gjort kineserne varsomme med at yde direkte støtte til russerne, bør vi forberede os på, at Kina i stigende omfang lukker de huller (teknologisk, finansielt, handelsmæssigt osv.), som Vestens sanktionsregime efterlader i Rusland. På sigt er sammensmeltningen af den nære trussel fra Rusland og den systemiske udfordring fra Kina endda langtfra utænkelig.

For det tredje rykkes verdens økonomiske og politiske tyngdepunkt i disse år mod Indo-Pacific, som ifølge den danske udenrigs- og sikkerhedsstrategi præges af »sikkerhedspolitiske spændinger, geopolitisk konkurrence og territorialstridigheder«. At kunne være aktivt til stede i regionen og bidrage til håndteringen af disse udfordringer vil samtidig styrke Danmarks (og EU’s) muligheder for at påvirke nye fremvoksende normer og principper for den internationale orden.

Spørgsmålet er så, hvordan de forsvarspolitiske ordførere skal forholde sig til det nye trusselsbillede i forhandlingerne om det næste forsvarsforlig. Vi skal selvfølgelig prioritere sikkerhed i nærområdet, men det er uhyre vigtigt, at vi fastholder og gerne udbygger vores kapacitet til også at kunne operere i fjernere arenaer.

Som en stærk søfarts- og frihandelsnation vil det eksempelvis være nærliggende for den danske flåde at kunne vise flaget i Indo-Pacific ved at støtte op om at sikre fuld navigationsfrihed som et modsvar på Kinas mere selvhævdende fremfærd i regionen. Eller ved at bidrage til pirateribekæmpelse, havminerydning, eskorteringsoperationer samt lokal kapacitetsopbygning.

Med udsigt til en 10-årig forligshorisont vil de kommende forsvarsinvesteringer udstikke rammerne for Danmarks sikkerhedspolitiske manøvremuligheder mange år frem. Og hvem ved, om mantraet til den tid stadig vil være sikkerhed i nærområdet?