Kina sætter sit omdømme på højkant i havretssag

Tirsdag d. 12. juli falder den endelige dom i en stærkt kontroversiel retssag, som tegner til at få stor betydning for Kinas internationale omdømme. Tilbage i januar 2013 indstævnede Filippinerne Kina for Den Internationale Voldgiftsdomstol i Haag for at få prøvet, om Kinas krav og fremfærd i Det Sydkinesiske Hav er i strid med den internationale havretskonvention (UNCLOS). Selv om både Filippinerne og Kina har tilsluttet sig UNCLOS, har Kina fra starten afvist at tage del i selve retssagen med henvisning til et særligt juridisk forbehold, som Kina påberåbte sig, da landet i sin tid ratificerede traktaten. Imidlertid underkendte domstolen sidste år relevansen af dette forbehold for den konkrete sag og banede dermed vejen for den forestående domsfældelse.

Der står meget på spil for Kina. Det gælder ikke kun retssagens specifikke substans, som ventes at falde ud til fordel for Filippinerne, men også de bredere implikationer af dommen, som især handler om Kinas omdømme i det internationale samfund. Magthaverne i Beijing har således i en årrække arbejdet ihærdigt for at fremme Kinas image som en fredelig, konstruktiv og ikke mindst ansvarlig opstigende stormagt, der på ingen måde udgør nogen trussel mod den eksisterende verdensorden. At den kinesiske regering selv er stærkt bekymret for retssagens efterspil ses bl.a. af de seneste måneders massive diplomatiske offensiv, hvor Beijing har forsøgt at vinde international forståelse for dets afvisning af retssagen.

Hvad drejer retssagen sig om?
Dybest set handler retssagen om Kinas opstigning som stormagt og den mere selvhævdende udenrigs- og sikkerhedspolitik, som mange af Kinas nabolande beskylder Kina for at praktisere. Intet sted er den selvhævdende kurs kommet tydeligere til udtryk end i Det Sydkinesiske Hav, hvor de kinesiske magthavere – takket være en omfattende modernisering af den kinesiske flåde og kystbevogtning – er blevet i stand til at håndhæve landets suverænitetskrav på en mere hårdhændet måde end førhen. Et eksempel udspillede sig i 2012, hvor Kina efter en fiskerikontrovers med Filippinerne ud for Scarborough-atollen tog kontrol over den ubeboede atol, som ligger inden for Filippinernes såkaldte Eksklusive Økonomiske Zone fastsat i UNCLOS. Episoden fik Filippinerne til at gå rettens vej for dels at få gransket Kinas generelle fremfærd i Det Sydkinesiske Hav og dels at få afprøvet holdbarheden af Beijings særdeles omfattende, men paradoksalt nok vagt afgrænsede, suverænitetskrav i området.

Et af de springende punkter er at få Den Internationale Voldgiftsdomstols ord for, hvilken territoriel status de omstridte landområder i havet kan tildeles: øer, klipper, rev? Denne status afgør nemlig, hvor store dele af det omgivende hav – og dermed havets ressourcer – indehaveren kan gøre krav på. Til gengæld har domstolen ikke autoritet til at blande sig i selve suverænitetsspørgsmålet – altså hvorvidt det er Kina eller Filippinerne, der ejer de specifikke rev, klipper og småøer.

Et andet centralt punkt i retssagen handler om Kinas landindvindinger og konstruktion af syv kunstige øer omkring eksisterende rev og klipper i Spratly-øgruppen. Anlægsarbejdet blev sat i gang i 2014 efter retssagens begyndelse og udgør dermed en direkte udfordring af den juridiske proces. Ikke mindst fordi landindvindingerne har gjort det langt vanskeligere for domstolen at bestemme de enkelte landområders reelle territorielle status. Mens Beijing hævder, at de kunstige øer først og fremmest skal tjene fredelige maritime og videnskabelige formål, vidner de konkrete anlægsprojekter dog om, at øerne samtidig skal styrke Kinas militærstrategiske fodfæste i Det Sydkinesiske Hav. Der er således allerede konstrueret omfattende havnefaciliteter, landingsbaner, radarstationer, satellitantenner, antiluftskytsstillinger og andre forsvarsværker på flere af de kunstige øer – og anlægsarbejdet pågår stadig.

Implikationerne for Kinas internationale omdømme
Retssagen har potentialet til at gøre ubodelig skade på Kinas internationale omdømme. I de vestlige medier har retssagen længe været anset som en lakmusprøve på Kinas internationale retsbevidsthed. Ved stædigt at afvise at deltage i retssagen – til trods for at domstolen selv har hævdet sin jurisdiktion over sagen – sår Kina alvorlig tvivl om landets vilje til at underkaste sig den internationale retsorden i de tilfælde, hvor den strider mod stærke kinesiske interesser. Hertil kommer, at sagen umiddelbart ligner et klassisk eksempel på, hvordan de store (Kina) tryner de små (Filippinerne) i territorielle stridigheder til trods for de kinesiske magthaveres gentagne forsikringer om, at et magtfuldt Kina aldrig vil optræde som de traditionelle (vestlige, forstås) stormagter.

Endelig er det også foruroligende, at Kina de senere år har påberåbt sig højst tvivlsomme historiske rettigheder i Det Sydkinesiske Hav, som ifølge Beijing kan tilsidesætte dele af havretskonventionens bestemmelser. Selv om Kina selvfølgelig ikke alene skal lastes for, at stridighederne i Det Sydkinesiske Hav er eskaleret til det nuværende uforsonlige leje, er det under alle omstændigheder helt naturligt, at det er tronbejleren Kina, der er genstand for de internationale mediers søgelys.

Retssagen set fra København
Fra et dansk perspektiv har vi som småstat en klar interesse i, at den internationale retsorden ikke undermineres. Tilmed gør Danmark selv omfattende territorialkrav gældende i Arktis med afsæt i bestemmelserne i UNCLOS. Senere på året lægger den danske regering op til at underskrive en fornyet partnerskabsaftale med Beijing. Mon ikke det er på tide, at Danmark udnytter sit gode forhold til Kina til at markere, at det ligger os stærkt på sinde, at Beijing respekterer morgendagens domsfældelse fra Den Internationale Voldgiftsdomstol i Haag?