Hvordan vil vi mærke løftet om at styrke internationalt samarbejde?

Denne DIIS Comment er baseret på Louise Riis Andersens replik til udenrigsminister Anders Samuelsen, da han holdt oplæg om regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi for 2019-2020 på DIIS den 3. december. Se eller gense hele seminaret nedenfor.

Udenrigspolitik er ikke en eksakt videnskab. Men der er dog to forhold, der står rimeligt uantastede i forskningskredse:

• Små lande som DK har en klar egeninteresse i at fremme en regelbaseret international orden, der dels sikrer dem en plads ved bordet, dels kan bidrage til at tøjle de store magter.
  
• Ingen af vor tids store udfordringer kan løses nationalt. Uanset om vi taler klima, migration, teknologisk udvikling eller ekstrem ulighed, er der brug for forpligtende internationalt samarbejde på tværs af lande og regionsgrænser.

På den baggrund er det som forsker nemt at hilse regeringens strategi og især dens fokus på en styrket dansk indsats for at værne om det multilaterale system velkommen. Den bagvedliggende analyse og dens fokus er så at sige ’korrekt’. Det passer med teorierne om, hvordan verden hænger sammen set fra et land som Danmark.

Jeg læser strategien som en flertrins-raket, der sigter på at bringe multilateralismen tilbage som et grundlæggende princip og virkemiddel for dansk udenrigspolitik.

Det første skridt består i at anerkende, at de institutioner, dansk sikkerhed og velfærd har hvilet på i de seneste mange årtier, er i dyb krise, og at det derfor er nødvendigt at tage et opgør med den indadvendthed, der i stigende grad præger dansk politik. I stedet for at italesætte det internationale samarbejde som en byrde, som noget der begrænser os, fremhæver strategien det internationale samarbejde som den eneste mulighed Danmark har for at påvirke de rammebetingelser, vi – og vores børn – skal leve i. Det internationale samarbejde er ”garanten for Danmarks sikkerhed, velstand og værdier”, fastslås det i strategien.

At den udmelding i 2018 kan opleves som en markant politisk markering, siger noget om, at det ikke kun er i det store udland, det politiske landskab forskyder sig i disse år. Der er klare indenrigspolitiske budskaber i strategien.

Det næste skridt, som strategien tager tilløb til, men hvor den ikke helt kommer i hus, består i at sætte udenrigspolitisk handling bag ordene. Strategien angiver en række enkeltstående initiativer og fokuspunkter, som hver for sig giver meget god mening. Eller det gælder for de fleste af dem. Der er et par stykker, der ikke virker helt indlysende klare - eller som rejser nye spørgsmål, fordi de reelt bygger på en helt anden og meget mere privat-dreven og markedsbaseret tilgang til international regulering og samarbejde end den vi typisk forbinder med ’regelbaseret orden’. Men det kan vi evt. komme tilbage til.

Hovedproblemet er – som så ofte før – at der ikke følger ’nye penge’ med strategien. Det kunne man godt læse ud af strategien, som den stod. Men det blev gjort helt klart med Finanslovsaftalen, der netop er indgået. Der står ikke ét ord om et styrket dansk forsvar for og engagement i det regelbaserede internationale samarbejde. Der er en stigning på en halv milliard kroner til udviklingsbistanden, men den følger automatisk af, at vi er blevet rigere. Den er ikke udtryk for en politisk prioritering eller et valg. Den forstærkede danske indsats for at redde den internationale retsorden skal derfor ske indenfor Udenrigsministeriets eksisterende rammer.

Mit første spørgsmål til ministeren er på den baggrund: Hvordan vil dine kollegaer og andre uden for landets grænser opdage, at Danmark i de kommende år vil værne endnu mere om det internationale forpligtende samarbejde? Hvordan vil du sikre, at denne strategi ikke bare bliver en symbolsk markering på udvalgte punkter, men faktisk bliver omsat til en styrket dansk indsats for - på den lange seje bane – at sikre og videreudvikle de internationale spilleregler?

I forlængelse heraf handler mit andet spørgsmål til ministeren om, hvem der er Danmarks naturlige allierede i kampen for den regelbaserede internationale orden – og hvor tyngden i indsatsen skal ligge? Det gamle billede af de fire søjler i dansk udenrigspolitik er forældet – især forestillingen om, at det nordiske, det europæiske, det transatlantiske og det globale lydløst kan spille sammen, er udfordret. Men så meget desto mere grund til at tænke over, hvor Danmark skal satse sine begrænsede udenrigspolitiske ressourcer i en tid præget af uforudsigelighed og omskiftelighed.

Er det sammenholdet med vores nordiske brødre, den fransk-tyske motor i EU, et USA, der kommer til fornuft efter Trump, eller et reformeret FN, vi skal satse på? Eller er der måske brug for at arbejde på og med en langt brede palet af aktører og lande inden for en global ramme for at ’redde’ multilateralismen og den internationale retsorden?

Det kan man ikke læse ud af strategien, og det vil jeg gerne høre ministerens bud på.