Forsker: Kabul-chok er ikke et legitimt argument for at droppe forsvarsforbeholdet
Efter Kabuls og Afghanistans overgivelse til talibanerne har toneangivende politikere som Martin Lidegaard (R), Jakob Ellemann-Jensen (V) og senest Pia Olsen Dyhr (SF) slået til lyd for at opgive Danmarks forsvarsforbehold i EU. Det kan der være gode grunde til at gøre, men Kabuls fald er ikke en af dem.
Politikernes ræsonnement lyder i forsimplet form, at USA i højere grad fremover vil være ‘sig selv nok’ og slå ind på en sikkerhedspolitisk ny-isolationisme. Reelle konsultationer mellem amerikanerne og Europa i forbindelse med Kabul har (sandt nok) været fraværende, og afskrækkelsen i forhold til Rusland vil lide et knæk. Derfor må Danmark sikkerheds- og forsvarspolitisk i højere grad knytte sig til EU, lyder den politiske argumentation. Tingene er imidlertid mere komplicerede.
Amerikansk sikkerhedspolitik er underkastet pendulbevægelser. Det har længe været kendt, at en tilbagetrækning fra Afghanistan var på vej, men det ydmygende punktum vil for altid være indgraveret i den amerikanske udenrigspolitiske hukommelse. Dette vil skabe en kursændring – men hvilken?
USA vil stadig spille med musklerne
Efter Saigons og Sydvietnams fald i 1975 så vi en amerikansk sikkerhedspolitisk tilbageholdenhed de følgende år, som gav plads til de cubansk-støttede befrielseskrige i Afrika og på længere sigt det sydafrikanske regimes kollaps. Først med gidseldramaet i Teheran 1979 svingede pendulet tilbage med fuld kraft, og det var medvirkende til valget af præsident Reagan det følgende år og en ny sikkerhedspolitisk kurs.
Efter Kabulchokket er det slut med amerikansk ‘nation-building’ i lang tid fremover – måske også værdipolitik i bredere forstand. Dette kommer helt på tværs af Biden-administrationens værtsskab for en kommende demokrati-konference til december (Global Summit for Democracy). Men faktiske begivenheder tilsat det kollektive trauma vil til enhver tid udstille hulheden i stort anlagte planer.
Hvad betyder så dette for betimeligheden af det danske EU-forbehold? Ikke ret meget. Det er usandsynligt, at USA's generelle politik overfor de to andre stormagter – Kina og Rusland – vil blive ændret. Ja, man vil tabe i værdipolitisk troværdighed og i forhold til nationsbygning. Men i øvrigt – og det er her, politikernes kæde hopper af - vil man tværtimod kompensere ved at spille med musklerne overfor Beijing og Moskva.
Efter Afghanistan vil USA kunne koncentrere ressourcerne om de to andre stormagter. Afskrækkelsen af Rusland vil derfor være usvækket. Så der er ikke kommet et nyt argument for at droppe EU-forbeholdet, ud over de allerede eksisterende, som blandt andet er beskrevet i DIIS’ udredning om forsvarsforbeholder fra 2019.
Kofods plan går mod internationale trends
Det interessante bliver nu, hvilken revideret udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi regeringen vil præsentere. Modsat Venstre og Radikale vil man næppe røre forsvarsforbeholdet med en ildtang; der er ikke overskud til flere tabte folkeafstemninger.
Nationsbygning er formentlig et afsluttet kapitel, selvom man besidder de militære redskaber til at fortsætte interventionspolitikken. Men fordi man har en hammer, behøver man jo ikke slå søm i hele tiden. Desuden kommer der næppe i overskuelig fremtid amerikanske eller franske invitationer til at bidrage militært til nationsbygning.
Derimod bliver det spændende at se, hvilken værdipolitik i bredere forstand regeringen vil lancere. Det er ikke mere end et år siden, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) flagede for en ny, stærkt værdibaseret udenrigspolitisk profil – endda en socialdemokratisk en af slagsen – stik imod alle internationale trends, men måske til glæde for DSU.
Formentlig var det baseret på en forventning om, at Joe Biden ville vinde det kommende amerikanske præsidentvalg kombineret med en overvurdering af en demokratisk administrations værdipolitiske potentiale.
Regeringen pudser indenrigspolitisk glorie
Kynisk betragtet er den belarussiske krise kommet belejligt for Jeppe Kofod, idet regeringen her har kunnet føre uhæmmet værdipolitik overfor et mindre land uden at behøve frygte for konsekvenserne.
Det er også tiltrængt at føre værdipolitik i forhold til vore polske og ungarske partnere, der bidrager til at underminere EU’s image og troværdighed ude i verden. Men i forhold til stormagterne er værdipolitik i bedste fald virkningsløst og i værste fald kontraproduktivt – den såkaldte trodseffekten – og potentielt skadeligt for dansk eksport. Det er kun egnet til at pudse regeringens indenrigspolitiske glorie.
Til sidst ville det være et fromt ønske, at man kunne friholde udenrigspolitikken fra udlændingepolitik. Her tænker jeg blandt andet på småtskårenheden i forhold til afghanske tolke og lokalansatte, som bidrog til den uskønne finale i Afghanistan.
Her var det indenrigspolitik i form af udlændingepolitisk værdipolitik, der fik frit spil. Alt tyder på, at man har overvurderet vælgernes kynisme, så politikken er fejlet selv på sine egne udlændingepolitiske præmisser.
DIIS Eksperter
