Frygten for en europahær har spøgt i 30 år - nu er det tid til at mane spøgelset i jorden

Hos SF i Farum deler de solsikkefrø ud. I Ringkøbing ser man to slags valgplakater; dem fra Venstre med foto af det lokale folketingsmedlem Mads Fuglede og dem fra DF, der i farver og design ligner de andre. På vejen til Hundested går plakaterne fra DF igen, og langs Søerne i København hænger De Konservatives ja-budskab under de blomstrende kastanjer. Sådan ligger landet, nogenlunde, op til afstemningen 1. juni. Men hvad er det egentlig, vi skal stemme om?

Hvad betyder det at have et forbehold på forsvar? Og hvorfor er det lige nu, at vi skal tage stilling til netop dette forbehold?

På det første spørgsmål er svaret umiddelbart enkelt. Vi skal stemme om afskaffelsen af det ene af de fire forbehold, som Danmark har til EU-samarbejdet. Forsvarsforbeholdet gør, at Danmark står uden for EUs forsvarsdimension. Det betyder blandt andet, at Danmark ikke kan være med i den fredsbevarende mission, EU har på Balkan, ligesom Danmark ikke deltager i møder, der vedrører udviklingen af EUs samarbejde om forsvar. Men der er mere i det end det.

Som vi konkluderede i den udredning, et hold forskere lavede på DIIS i 2019 om europæisk forsvarssamarbejde og det danske forsvarsforbehold, har forsvarsforbeholdet i de seneste ti år fået stadig større konsekvenser i takt med, at det forsvarspolitiske samarbejde blandt de øvrige EU-lande er blevet styrket. Danmark betaler en »pris« i form af tabt indflydelse, og så er antallet af gråzoner, hvor der er tvivl om forsvarsforbeholdets gyldighed, steget. Omvendt kunne vi også konkludere, at forbeholdet ikke har haft betydning for Danmarks territoriale sikkerhed, der fortsat bliver varetaget af og er forankret i NATO. Det var samtidig udredningens vurdering, at forsvarsforbeholdet ville hæmme varetagelsen af danske interesser, hvis der i fremtiden sker en dynamisk integration på forsvarsområdet.

Nødvendig løsning

At Danmark har et forbehold på forsvarsområdet skyldes, at et flertal af befolkningen ved udvidelse af EU-samarbejdet tilbage i begyndelsen af 1990erne stemte nej til denne udvidelse, og det voldte ikke blot den danske regering, men også resten af EU et problem. For tiltrådte Danmark ikke Maastricht-traktaten, kunne de andre lande ikke gå videre. Derfor måtte der findes en løsning.

Den særordning, som efterfølgende blev udviklet, pegede på fire områder, hvor Danmark skulle stå udenfor; forsvarspolitik, den økonomiske og monetære union, unionsborgerskab samt retlige og indre anliggender. På det forsvarspolitiske område indeholdt forbeholdet, at Danmark holder sig udenfor den forsvarspolitiske dimension, herunder også fælles forsvarspolitik og fælles forsvar. De fire forbehold kom til afstemning i maj 1993, hvor et flertal på 56,7 procent stemte ja, og Danmark kunne efterfølgende tiltræde Maastricht-traktaten. Det virkede fordrageligt. Og EU kunne komme videre.

Hvis man ser på selve konteksten for forbeholdets indførelse, var det umiddelbart efter Murens fald og Sovjet-kommunismens sammenbrud. Det var før krigen mod terror og på et tidspunkt, hvor det vestlige demokrati og kapitalismen så ud til at have sejret som bedste samfundsmodel. Men samtidig var der for første gang siden Anden Verdenskrig udbrudt krig i Europa i Eksjugoslavien, Tyskland var ved at blive genforenet, og der var uklarhed omkring USAs engagement i Europa.

Det skabte behov for gentænkning af den europæiske sikkerhedsarkitektur og for et stærkere europæisk samarbejde, hvilket blev Maastrichttraktaten. Og det gik stærkt. EU-toget kørte, og for danske politikere var det bare om at hoppe på. Men ikke for den danske befolkning. En undersøgelse efter afstemningen i 1992 viste, at det især var spørgsmål relateret til øget suverænitetsafgivelse og tab af dansk handlefrihed, der prægede modstanden. Central var også frygten for en fælles europahær, som gradvis ville undergrave NATO og det transatlantiske forhold, udvikle EU til en stormagt med egne kernevåben og blive et værktøj for de store EU-lande til at forfølge tidligere koloniinteresser i blandt andet Afrika. Også selvom der i traktaten ikke stod noget om samme.

Men frygten var der, og derfor var forsvaret et godt sted ikke blot rent politisk at tage et forbehold og således få nejsidens opbakning, men også fordi det ikke så ud til at komme til at betyde noget. Det virkede derfor relativt uproblematisk på det tidspunkt i 1993 at stille sig udenfor den del af det europæiske samarbejde, der handlede om forsvar. Ydermere var der bred enighed i Danmark om, at landets sikkerhed blev varetaget af USA og i NATO.

Danmarks krigshistorie

I en nutidig optik kan det umiddelbart virke letsindigt på den måde at stille sig udenfor, hvad et flertal af samarbejdspartnerne i EF ellers var enige om, men her skal man tænke på, at Danmark har en noget anden krigshistorie end kernemedlemmerne i EF. Belgien, Holland, Luxembourg, Italien, Frankrig og Tyskland har alle en meget brutal erfaring ikke kun fra anden, men også Første Verdenskrig. Krig betyder noget i Europa, som den britiske historiker James E. Sheehan skriver, fordi krig har præget det europæiske kontinent gennem århundreder. Nogle dele mere end andre.

Der gik dog ikke mange år før opfattelsen af fred i Europa og historiens endeligt blev udfordret. Først med krigene i Eksjugoslavien, der i 1999 endte med europæisk enighed omkring at intervenere i Kosovo uden FN-mandat for at forhindre et folkedrab og siden med terrorangrebet i USA i 2001, der indledte krigen mod terror. Således blev behovet for et mere handledygtigt europæisk samarbejde aktuelt allerede få år efter Maastrichttraktaten. I 2003 udgav EU sin første europæiske sikkerhedsstrategi samme år som lanceringen af de første EU-fredsbevarende operationer på Balkan, som EU overtog fra FN og NATO, og hvor Danmark måtte trække sine styrker pga. forsvarsforbeholdet.

Forsvarsforbeholdets stigende betydning

Herefter har EU og især siden 2016 videreudviklet samarbejdet omkring forsvar og sikkerhed. Sikkerhed er blevet en stadig mere central del af det europæiske samarbejde, som ikke mindst hænger sammen med udviklingen i og omkring Europa først med Krim-krisen i 2014, derpå Brexit, det anstrengte transatlantiske forhold under Trump og senest Ruslands invasion af Ukraine. Det har ført til nye rammebetingelser for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor forsvarsforbeholdet har fået stigende betydning for dansk interessevaretagelse.

Den aktuelle situation minder på mange måder om den, Europa befandt sig i omkring Den Kolde Krigs afslutning med en tilsvarende hurtig beslutningskadence i diverse EU-lande, og hvor der fra dansk politisk hold var et udtalt ønske om at være med. Sådan er det også i dag. Der er blevet truffet beslutninger i ikke mindst Tyskland, Sverige, Finland og Danmark, som for bare få måneder siden var utænkelige. Alene det at sætte forsvarsforbeholdet til afstemning var en situation, vi i udredningen ikke havde forudset.

Men ligesom dengang er der i dag en skepsis i forhold til, hvor samarbejdet fører os hen, hvis vi går med hele vejen. Her er grundtonen den samme i den danske EU-debat. 30 år efter er det stadig frygten for en europahær, der spøger. Også selvom den historiske erfaring tyder på det modsatte. Landet ligger der endnu, og vi har endnu ikke fået denne hær. Til gengæld er man i EU på få måneder blevet enige om et strategisk kompas. Og NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg har ligesom USA givet udtryk for, at forsvarssamarbejdet i EU opfattes som komplementært til NATO. En udvikling som kun yderligere vil marginalisere Danmark i EU-sammenhænge. Mon ikke det er tid til at mane spøgelset til jorden og gøre, som Thorsten Borring Olesen opfordrer til i »Kampen om Unionen«: nyformulere den danske forbeholdspolitik?