Forsker: Derfor bringer det anstrengte forhold til Kina den grønne omstilling i fare

I januar, ved en pressekonference 500 meter under jorden i Lapland i Sverige, syntes et af Europas mest presserende politiske mål endelig at være inden for rækkevidde. Det statsejede svenske mineralselskab LKAB annoncerede, at man i sin Kiruna-mine havde fundet en af de største forekomster af sjældne jordarter i Europa. Politikere i Norden og i resten af EU klappede i hænderne. De sjældne jordarters mineraler er afgørende for at nå den grønne og digitale omstilling. Mineralerne anvendes blandt andet i elbiler, vindmøller og 5G-netværk. Ifølge Det Internationale Energiagentur skal den samlede globale efterspørgsel vokse 30 gange i løbet af to årtier, hvis vi skal opfylde målene i Paris-aftalen.

Den europæiske begejstring skyldtes imidlertid ikke alene mængden af de sjældne jordarter i den svenske mine. Begejstringen handlede også om, at EU med fundet ser en mulighed for at reducere sin afhængighed af Kina. Den målsætning er også afspejlet i Danmarks nye udenrigspolitiske strategi, der slår fast, at vi skal reducere vores ”kritiske afhængigheder og sårbarheder,” i forhold til ”kritiske råstoffer og teknologier, når det kommer til Kina.”
Kina har i øjeblikket en tredjedel af de kendte reserver af sjældne jordarter og står for næsten to tredjedele af minedriftsproduktionen på verdensplan. Kinesiske leverandører dækker ikke mindre end 98 procent af Europas behov for ”permanente magneter,” som er et af de produkter, de sjældne jordarter typisk bliver brugt i. Magneterne bliver blandt andet brugt i el-biler og er derfor essentielle for den europæiske bilindustri. Efter covid-19-pandemien og Ruslands invasion af Ukraine er mange europæiske ledere bekymrede for, at det anstrengte forhold til Kina kan føre til, at Beijing udelukker EU fra de grønne forsyningskæder. For at "nedbringe risikoen" for EU's afhængighed af Kina har Europa-Kommissionen foreslået en ny lovgivning på området, ”den europæiske forordning om kritiske råstoffer,” der blandt andet skal sikre lempeligere regulering af og særlige støtteordninger til minedriften for sjældne jordarter. Derudover arbejder man i EU på at indgå en aftale med USA, der skal diversificere forsyningen af kritiske mineraler og harmonisere industripolitikkerne.

Opdagelsen af Kiruna-minen blev set som prikken over i'et på denne geopolitiske samhørighed. Kiruna-minen føles for mange som et skridt mod en "genhjemtagning" af en af det 21. århundredes vigtigste forsyningskæder. 

Ikke den hellige gral

Fundet i Kiruna-minen er bestemt et vigtigt første skridt i EU´s forsøg på at blive mere selvforsynende på sjældne jordarter, men der er langt fra tale om den hellige gral. EU er nemlig ikke blot afhængig af selve mineralerne. Igennem en årrække har vi afviklet størstedelen af de industrier, der tidligere forarbejdede sjældne jordarter og producerede de produkter, vi i dag må importere. Vi er med andre ord afhængige af hele forsyningskæden for sjældne jordarter. Den har Kina igennem en årrække brugt milliarder af dollars på at udvikle, og derfor er den også i høj grad domineret af Kina.

Opdagelsen af de sjældne jordarter i Kiruna-minen er altså blot første skridt. EU står nu over for den enorme opgave at ekspandere alle trin i forsyningskæden for at omsætte sine grønne ambitioner til en industriel virkelighed. Sjældne jordarter er krævende at håndtere og forarbejdningen kræver specialviden og teknologi. Der findes stadig en europæisk forsyningskæde, men den er meget lille og dækker kun en brøkdel af det europæiske behov. Til sammenligning står Kina for en uforholdsmæssig stor del af den globale produktion og har over 90 procent af både metal- og magnetproducenterne, der bearbejder sjældne jordarter. At opskalere den eksisterende europæiske produktion vil kræve meget større kapacitet til forarbejdning, metallisering (når næsten rene sjældne jordarter blandes med metaller) og produktion af magneter.

Og endelig vil det kræve investering i miljørigtig udvinding og produktion. Netop hensynet til miljøet var blandt de væsentligste grunde til, at Europa afviklede disse industrier. Minedrift og bearbejdning af sjældne jordarter har stadig miljømæssige konsekvenser, men disse risici kan reduceres ved hjælp af ny teknologi og investeringer. 
EU er som sagt allerede i gang med at opskalere, men spørgsmålet er, om tempoet er hurtigt nok. Og selv hvis produktionen skulle stige betydeligt inden for de næste 5-10 år, betyder det ikke automatisk, at de europæiske producenter vil være konkurrencedygtige med de kinesiske leverandører - både hvad angår pris og teknisk knowhow. Takket være en gunstig skattepolitik, der holder priserne på produkter med sjældne jordarter kunstigt lave for virksomheder baseret i Kina, er produktionen af permanente magneter i Kina 20-30 procent billigere sammenlignet med Europa.

Endelig ønsker Kina naturligvis at bevare sit forspring inden for sjældne jordarter. Beijing vil derfor fortsat tilpasse sin industripolitik til at fremme indenlandske gennembrud inden for innovation og avancerede teknologier.

Mere stat, mindre marked

Men selvom opgaven for EU er stor, er der måske inspiration at hente ved at se endnu længere mod øst end Kina, nemlig Japan.

I 2010 indførte Kina et eksportforbud på sjældne jordarter til Japan på grund af en strid om en række øer i det østlige Kina. Forbuddet varede kun i to måneder, men det var nok til at gøre Japan særdeles forskrækket. Den japanske stat handlede resolut ved at tilbyde forskellige australske og japanske selskaber finansiering til både udvinding og forarbejdning af sjældne jordarter. Indsatsen tog tid, men den var en ubetinget succes. I dag sendes de forarbejdede sjældne jordarter til japanske metal- og magnetproducenter i bl.a. Sydøstasien, inden de når frem til Japans bilproducenter. Ifølge Japans Ministerium for Økonomi, Handel og Industri er Japans afhængighed af Kina i forhold til sjældne jordarter faldet fra 90 procent i 2008 til 59 procent i 2020.
I en fortsat globaliseret verden er målsætningen ikke at blive fuldstændigt uafhængige af hinanden, men at reducere risici. På den måde har man mulighed for selv at opretholde en kritisk produktion og reducerer dermed sin sårbarhed i tilfælde af konflikter, eksportrestriktioner etc.

Japan havde tålmodighed, men udviste også politisk økonomisk handlekraft. Det sidste kan også blive nødvendigt for EU. For at overvinde Kinas monopolistiske marked mener mange, at Europa skal lære at acceptere mere statslig intervention i stedet for kun at forlade sig på markedskræfterne. Det kan blandt andet betyde, at EU vil skulle dække driftstab for producenterne i nogle år. Alternativet er ikke blot frygten for, at Kina vil udnytte sin kontrol over sjældne jordarter som et våben, men også et betydeligt tab af økonomisk velstand i EU. Mange af de endelige produkter baseret på sjældne jordarter bliver trods alt fremstillet i Europas industrielle kraftcentre.