Fattige lande og folk på flugt er blevet Silicon Valleys billige arbejdskraft

Aluna går den korte vej fra familiens lille blikhus til en større bygning, hvor computere og ledninger mødes i et virvar på gulv og borde. Her bruger hun de næste otte timer på at se på billeder af tilfældige ting og steder og tilføje korte beskrivelser af dem – er det en ko, en kop eller en kanin på billedet? En triviel opgave, der er nødvendig for at træne de ellers så sofistikerede algoritmer, vi kender i dag. Hvis arbejdsgiveren, der som regel er nogle af verdens største teknologifirmaer, accepterer hendes arbejde, tjener hun måske et par dollars på en dags arbejde. Hvis firmaerne ikke er tilfredse, har de ikke pligt til at give hende noget.

Fattige lande og sårbare steder som den flygtningelejr, Aluna bor i, er i stigende grad ved at blive både en legeplads og et ekstremt billigt arbejdsmarked for Silicon Valleys teknologikæmper.

Gennem såkaldt ’mikroarbejde’ – små bidder af arbejde, hvor arbejdstageren er uden rettigheder eller garanti for løn – bidrager mennesker, der lever i ekstrem fattigdom eller er på flugt, til det, teknologivirksomhederne kalder deres virtuelle samlebånd. Andre steder eksperimenterer techvirksomheder – i samarbejde med organisationer som FN – med nye radikale teknologier, f.eks. blockchain i leveringen af nødhjælp eller droner til leverance af blodprøver, på mission for at gøre en positiv forskel.

Min generation, født i 1980’erne, er vokset op med fortællingen om en verden i fremgang. Men den fortælling synes død, i takt med at antallet af mennesker, der lever i fattigdom, nu stiger markant for første gang i et halvt århundrede, og covid har skubbet over hundrede millioner mennesker ud i et liv i sult.

I sådan en desperat situation er det næsten naturligt, at der gribes til radikale forsøg på at finde løsninger. Ikke overraskende har Silicon Valleys techgiganter placeret sig behændigt her som de nye problemløsere, på samme måde som de fremstår som epicentret for de fleste fremskridt i dag, forestillede som ægte.

Potentialet er da også til stede. Udbredelsen af mobiltelefonen i verdens udviklingslande har givet adgang til internettet og f.eks. til nye finansielle teknologier. Sidstnævnte har forbundet fattige mennesker til et banksystem, de ellers altid har været afskåret fra, og har visse steder vist sig afgørende for, at de kan komme til at eje land eller sende deres børn i skole. Kæmpesucceser som østafrikanske M-Pesa har muliggjort pengetransaktioner via mobiltelefonen, mange år før vi i Danmark opfandt og opdagede en lignende service som MobilePay.

Håbet er, at teknologierne kan løfte de fattigste op og hjælpe dem til en bedre fremtid.

Men hvad betyder det, når nogle af verdens mest værdifulde teknologiselskaber, der er kendt for deres tvivlsomme forhold til spørgsmål om forretningsmoral og etik, pludselig bliver de nye verdensfrelsere? Det spørgsmål forsøger jeg at udrede i min nye bog, ’Hvordan kan ny teknologi redde verden?’.

Bogen tegner konturerne af et opgør, der kan sikre, at ønsket om at gøre verden til et bedre sted ikke bare ender med at give teknologivirksomhederne øget adgang til billig arbejdskraft i verdens flygtningelejre. For den måde, ny teknologi udvikles og sættes i spil på i verdens fattigste lande og brændpunkter, har en lang række iboende problemer, som afspejler problematiske værdier i Silicon Valley.

Eksempelvis ligger al magt i udviklingen af teknologien hos firmaerne, der sjældent lytter til dem, der rent faktisk skal have gavn af dem.

Alt for ofte ender fattige mennesker med at se deres følsomme data solgt, udnyttet eller på anden vis kompromitteret – i nogle tilfælde bliver de endda brugt til at forfølge dem. Eller de ender med rollen som laboratoriemus i techvirksomheders eksperimenter, der forklædes som altruistiske handlinger med gode intentioner.

Flygtninge, der ankommer til de græske øer, modtager måske et ’MasterCard’, så de selv kan vælge deres nødhjælp. Men når kortet kun kan bruges inden for lejrens grænser, bliver det pludselig også et instrument til at sikre, at de ikke rejser længere ind i landet og Europa.

Når teknologi sættes i spil for at forbedre livet for verdens fattigste, balancerer den på en knivsæg. På den ene side kan det være med oprigtig interesse for at skabe positiv forandring i folks liv, på den anden side kan den være redskab for andre politiske og kommercielle mål.

Potentialet til at gøre en forskel i fattige menneskers liv er absolut til stede i nye radikale teknologier som blockchain, biometrisk identifikation og droner. Men der er brug for i langt højere grad at inddrage de mennesker, som skal drage nytte af teknologien, i udviklingen af den. Derfor kan techudviklingen ikke foregå tusindvis af kilometer væk i USA eller Europa. Vi kan ikke stille os tilfreds med de småjusteringer af processerne, vi ofte får at vide vil være tilstrækkelige.

Mange er enormt optaget af, hvordan vi gør algoritmer mere fair, men der er måske snarere brug for at spørge, hvorvidt brugen af de selvsamme algoritmer overhovedet kan retfærdiggøres i første omgang.

Hvis teknologien skal gøre en forskel i fattige menneskers liv, må magthierarkierne vendes på hovedet og udviklingen åbnes for nye og anderledes perspektiver og ideer end dem, der kendetegner en desværre lidt for ofte ensrettet techbranche. Vi skal have et hav af civilsamfundsorganisationer, sociale organisationer og bevægelser i spil, så arbejdets fokus kan rykkes væk fra materielle teknologier og ting, der skal udvikles, til et dybere fokus på, hvilken forandring der er brug for i menneskers liv.

Det handler om at sætte beskyttelse og respekt for mennesker over teknisk rækkevidde og raffinement, også selv om der er tale om mennesker langt væk fra den virkelighed, man selv befinder sig i.

Og måske vigtigst af alt: Det handler om, at teknologien aldrig må blive et endemål. Den skal snarere ses som muliggørende for det, vi i virkeligheden stræber efter – en fremtid kendetegnet af værdighed, sikkerhed, menneskelighed og udryddelsen af ulighed og fattigdom.

Dette debatindlæg blev bragt på politiken.dk den 12. december 2021