Don Quixote sadler hesten

Udenrigsministeriet og udenrigsministeren er gået i gang med udarbejdelsen af en ny udenrigspolitisk strategi, der bl.a. skal indebære en landsdækkende ministerturné for at skabe dialog om indholdet. Ministerens grundtanke er dog allerede fremkommet via ’Verden ifølge Gram’ (DR 8/9). Tilsyneladende skal værdipolitik nu bringes i højsædet, dvs. politik der sigter mod at påvirke verden med danske værdier. Ministeren omtaler endog sig selv som international ’værdikriger’. Der bliver flere og flere diktatorer og autoritære styreformer i verden, hvis praksis strider mod dansk værdier. I denne situation er der brug for dansk værdipolitik, angiveligt med en ’socialdemokratisk tone’. Strategien har tilsyneladende ingen geografisk eller emnemæssig begrænsning; den er ganske enkelt ’strategien for det hele’.

Det er en modig ambition, ligeså modig som Don Quixote’s kamp mod vejrmøller. Kina er formentlig den største vejrmølle, hvis vinger kan ramme Kofod og Danmark som følge af ’indblanding i interne forhold’. Norge prøvede det 2010-16 og Sverige i øjeblikket. Rusland og Indien er også særdeles dygtige til at sætte udvalgte lande i straffeboksen, hvilket bl.a. Danmark tidligere har oplevet.

Kofods værdistrategi kunne måske have været gangbar i 1990erne og den første halvdel af 00erne, hvor Danmark i ly af den amerikanske enesupermagt og med EU som en såkaldt ’normativ magt’ besad en hidtil uset handlefrihed, også værdipolitisk. Modtagere af dansk bistand kunne i nogen grad påvirkes i retning af ’god regeringsførelse’, mens de i dag blot kan skifte os ud med kinesere eller andre samarbejdspartnere, der ikke stiller ubehagelige spørgsmål.

Men i dag har EU fået svækket sit værdipolitiske renommé af bl.a. den autoritære udvikling i Ungarn og Polen. ’Fej for egen dør’ kan de kritiserede diktatorer svare med en vis ret. Og USA har, udover at blive forholdsmæssigt svækket på verdensscenen, valgt en præsident med nul interesse i værdipolitik. Måske forestiller Kofod sig, at en evt. kommende Biden-administration vil være et værdipolitisk rygstød. At dømme efter den tidligere Obama-Biden administrations praksis er dette dog tvivlsomt; den agerede realpolitisk snarere end værdipolitisk på verdensscenen.

Samlet virker Kofods udspil som et forsøg på at rulle ’Taksøe-rapporten’ tilbage, en rapport fra 2016 som foretog en række nyttige (om end smertefulde) geografiske og funktionelle prioriteringer. Nu er vi tilsyneladende på vej tilbage til, at ’det hele skal med’. I øvrigt er det besynderligt, at værdikampen af ministeren kaldes ’socialdemokratisk’. De gode ting, Kofod ønsker sig – for eksempel en international retsorden – har tilslutning fra alle partier i det danske Folketing; der er intet specielt socialdemokratisk ved dem. Måske er etiketten blot et forsøg på at skabe entusiasme i DSU?  

I stedet for blot bevidstløst at tale om fortsat ’globalisering’, som Kofod gør, bør en strategi være opmærksom på trenden mod de-globalisering, som Covid-19 har forårsaget. Hvordan skal Danmark forholde sig til den, og hvor meget plads overlader den til en universel ’værdikriger’?

I stedet for den uindskrænkede værdikamp bør Danmark agere langt mere selektivt i normative spørgsmål. Den nordiske platform er stadig værdipolitisk intakt, og på basis af den vil man formentlig fortsat kunne spille en værdipolitisk rolle i FN-sammenhæng. Hvis man respekterer Belarus som del af den russiske interessesfære, ville de nordiske lande samlet kunne yde praktisk støtte til den belarussiske opposition. Global bistand og katastrofehjælp er også gangbart, bare man ikke tror man grundlæggende kan ændre regeringsførelsen. Endelig er det vigtigt i EU-sammenhæng at bekæmpe den autoritære udvikling i Ungarn og Polen; her har vi realistiske muligheder, hvis vi vil. Så kan EU måske på sigt genvinde noget af sin tidligere normative magt og derved blive en gunstig kontekst for danske ambitioner.  

Artiklen blev bragt på Altinget.dk den 14. september 2020