Hvad skal Danmark gøre i Verdens-handelsorganisationen WTO?

• Danmark bør støtte LDC'ernes ubegrænsede told- og kvotefri adgang til markeder i høj- og mellem­indkomstlandene.
  
• Danmark bør arbejde for fælles, enkle og liberale 'oprindelsesregler' for LDC'er, således at de rige lande ikke kan lægge told på produkter fra lavindkomstlandene.

 
For LDC'erne vil en bindende aftale om told- og kvotefri adgang til verdensmarkederne være en stor forbedring, især hvis den omfatter et enkelt, standardiseret sæt oprindelses­regler. Kun 12 medlemmer af WTO samt EU giver handelspræference til de mindst udviklede lande, og selv i disse er der mange begrænsninger. De gælder både hvilke lande og produkter, der kan komme i betragtning, og restriktive og inkonsekvente oprindelsesregler. En radikal forbedring vil både øge værditilvæksten og diversiteten i LDC-landenes eksport. Sandsynligvis er der her en sidste chance for at rette op på den manglende tiltro til WTO, som skyldes både, at det ikke lykkedes at afslutte en ny multilateral aftale, og at organisationen ikke har levet op til sit løfte – afgivet i Doha – om gennemførelse af en 'udviklings-runde'.

Dyb uenighed i WTO
WTO's multilaterale handelsforhandlinger, Doha-udviklingsrunden, kan fejre tiårs jubilæum i november 2011. Men der har ikke været afholdt formelle møder med de deltagende landes handelsministre siden 2005 og ingen egentlige forhandlinger siden juli 2008. I 2010 blev endog den sædvanlige fastsættelse af en deadline for afslutning af møderne forbigået i stilhed, efter at USA havde nægtet at deltage i yderligere forhandlinger ud fra tekster forberedt af formændene for de vigtigste sektorkomiteer. Det er ellers sædvanlig praksis i WTO, når forhandlinger går i hårdknude.

At Doha-runden ikke er nået frem til en konklusion, skyldes primært dybe uoverensstemmelser mellem de udviklede lande (først og fremmest USA) og de store fremvoksende økonomier (især Indien, Kina og Brasilien) på områder, som begge grupper anser for helt centrale: markedsadgang for landbrugs- og industrivarer og serviceydelser. USA beskylder de voksende økonomier for at nægte at give reelle indrømmelser. Samtidig anklager de fremvoksende økonomier USA for manglende fleksibilitet i spørgsmålet om landbrugssubsidier (især til bomuld, som skader en række LDC'er), så længe der ikke er indgået en generel landbrugsaftale. Der er også store uoverensstemmelser om en række knap så centrale emner, f.eks. indfasning af liberalisering af tjenesteydelser, beregning af antidumpingafgifter og de udviklede landes fremtidige subsidier til fiskeri.

Doha og LDC'erne
Det kræver god hukommelse at huske, at Doha-runden oprindelig blev lanceret som en 'udviklings-runde' tilbage i 2001. I de første par år gik de mindst udviklede lande ind i forhandlingerne med en hidtil uset grad af seriøsitet. LDC'er i Afrika stod bag 'bomulds-initiativet' i 2003, med krav om øjeblikkelig og ubetinget fjernelse af de udviklede landes bomuldssubsidier og foreløbig kompensation for deres skadelige virkninger i LDC'erne. Samme gruppe lande tog i 2005 initiativ til forslaget om afgiftsfri og kvotefri markedsadgang, 'Duty Free Quota Free' (DFQF).

Allerede inden forhandlingerne gik i hårdknude, blev mange af udviklingslandenes forslag marginaliseret eller kun vedtaget i udvandet form, fordi forhandlingerne koncentrerede sig om adgang til markeder for landbrugs- og industrivarer og for serviceydelser. Trods det at formålet med runden angiveligt var at kompensere for ubalancerne i Uruguay-runden, forsvarede de udviklede lande denne prioritering med overdrevne påstande om de positive konsekvenser for den globale velfærd ved yderligere multilateral handelsliberalisering på disse områder. Det blev hævdet, at også for LDC-landene ville handelsliberalisering opveje eventuelle negative virkninger, som f.eks. udhuling af eksisterende handelsfordele eller fald i de globale fødevarepriser som følge af en generel fjernelse af landbrugssubsidier.

Samtidig med den stedse mere fastlåste situation mellem de to store grupper siden 2004/05 har akademiske økonomer interessant nok foretaget mere kritiske undersøgelser af holdbarheden af udsagnet om de velfærdsfordele, som ville følge af forslaget om multilateral liberalisering af verdenshandelen. De fleste konkluderer, at LDC'erne, især de afrikanske, i bedste tilfælde kun vil kunne forvente marginale fordele, og i værste tilfælde betydelige tab.

Doha light
Siden begyndelsen af 2010 har der været en voksende erkendelse af, at Doha-runden ikke vil munde ud i en aftale. Men for første gang har deltagerlande (og altså ikke ngo'er eller kommentatorer) fremsat forslag til, hvordan man dog kan redde noget, når det nu ikke lykkes at vedtage en aftale om multilateral handelsliberalisering.

Sent på foråret i 2011 indrømmede WTO's generalsekretær, Pascal Lamy, at de fleste medlemmer nu havde sat forventningerne ned og accepteret en 'Doha let'-version. I et tv-interview den 30. maj på France 24 gav han udtryk for, at medlemslandene havde accepteret en tresporsordning, hvor de centrale forhandlingsemner fra 2004/05 blev henvist til det langsomme spor – en pæn omskrivning af en blindgyde. Lamy udtrykte håb om, at det hurtige og det midterste spor (emner af speciel interesse både for LDC'er og de øvrige udviklingslande) kunne forhandles frem til en vellykket afslutning inden årets udgang.

Lamys prioritering af især LDC-specifikke anliggender er rosværdig, men det springer i øjnene, at hans forslag ikke specificerede indholdet hverken af disse eller af tiltagene med hensyn til de øvrige udviklingslande. Det betyder formentlig, at der ikke er enighed om disse prioriteringer. Nogle LDC-forslag, f.eks. bomulds-initiativet, bliver stadig modarbejdet af ledende udviklede lande, mens udviklingslandene selv er delte, f.eks. med hensyn til fiskerisubsidier.

Af alle de områder, der skriger på hurtig afklaring, er det vigtigste for LDC'erne det om bindende told- og kvotefri markedsadgang. Hvis en sådan ordning virkelig skal gavne disse lande, skal den implementeres i sin oprindelige form og ikke i den udvandede, midlertidige version vedtaget under ministermødet i Hong Kong i 2005. Her insisterede nogle udviklede lande på retten til at bibeholde afgifter på import fra LDC'er på 3 procent af deres toldsatser, mens nogle af de ledende vækstlande ikke ville give afkald på en klausul om indfasning af DFQF-adgang for LDC'er med en tidsplan uden slutangivelse.

'Det med småt'
Mange handelsøkonomer er på det seneste nået til en positiv vurdering af de potentielle fordele ved præferenceordninger, især USA's vellykkede Africa Growth and Opportunity Act, som har øget markedsandelen for afrikanske varer i USA. De fleste anerkender nu, at når sådanne arrangementer ikke er lykkedes tidligere, skyldes det primært 'det med småt' – deres midlertidige status og alle udtagelserne og de dertil hørende betingelser. I den version af DFQF, som blev vedtaget i Hong Kong, er det med småt særdeles ødelæggende for den ånd, som forslaget blev til i. Undersøgelser har vist, at for de fleste LDC'er falder over 90 procent af deres eksport til udviklede lande inden for kun 3 procent af toldsatserne, dvs. de udviklede lande kan udelukke stort set al import fra LDC'erne uden at komme i konflikt med præferenceaftaler. Og vækstlandene kan slippe helt uden om forpligtelser på grund af den uspecificerede indfasningsperiode for udviklingslande.

Afgifts- og kvotefri aftale nu!
Skal de mindst udviklede lande reelt have mulighed for at opnå voksende markedsadgang ved hjælp af en Doha let-aftale, må den afgifts- og kvotefri aftale træde i kraft øjeblikkeligt og dække alle toldsatser i alle høj- og mellemindkomstlande. Alle forsøg på at udvande dette forslag bør modarbejdes. Desuden bør aftalen omfatte oprindelsesregler, som sikrer fritagelse for told og kvoter på basis af en simpel og ensartet test i lighed med den, der anvendes for størstedelen af varer i EU under 'alt undtagen våben-initiativet', dvs. at de har været gennem et enkelt produktionsled i det eksporterende LDC-land.