Kronik

Danmark har brug for en udenrigskommission nu

Tiden kalder på en grundig debat om de interne og eksterne rammer for dansk udenrigspolitik

Tre år efter ambassadør Peter Taksøe-Jensen stod i spidsen for en omfattende granskning af dansk udenrigspolitik, er det nødvendigt at nedsætte en egentlig udenrigskommission. Det skriver DIIS-seniorforsker Louise Riis Andersen sammen med professor Martin Marcussen, Københavns Universitet, i en kronik i Politiken, den 12. august 2019.

For det første er presset på den regelbaserede internationale orden vokset langt mere og på ganske andre måder end forudset i foråret 2016. Truslen kommer i dag ikke primært eller kun fra ”nye” magter fra det globale syd, men også i høj grad fra vores del af verden. For det andet er den politiske bevidsthed om nødvendigheden af at tage klimaforandringerne alvorligt vokset - også i Danmark. Den forrige regering arbejdede på at sætte Danmark og dansk erhvervsliv i spidsen for den globale grønne omstilling. Den nye regering ønsker at give det ”grønne diplomati” forrang for alle andre typer diplomati.

En udenrigskommission kan tryk-teste den danske udenrigstjeneste i lyset af de hyperdynamiske internationale omgivelser og det voksende behov for at inkludere spillere uden for det snævre udenrigspolitiske felt i Danmarks klimasatsning. Efter årtier med nedskæringer er der et åbenlyst og voksende behov for at afdække og afklare forholdet mellem Danmarks udenrigspolitiske interesser og ambitioner og de ressourcer, vi som samfund er villig til at afsætte til at forfølge disse: hvad koster det at sikre dansk indflydelse på spørgsmål af afgørende betydning for dansk sikkerhed og velfærd? Det spørgsmål vil en udenrigskommission kunne belyse, skriver Louise Riis Andersen og Martin Marcussen.

Regioner
Danmark
Kære Jeppe Kofod, nedsæt en udenrigskommission
Politikens Kronik, 2019-08-12T02:00:00