Bag om den seneste diplomatiske offensiv mellem USA og Kina

Da den amerikanske udenrigsminiser Anthony Blinkens længe udskudte Beijing-besøg endelig blev gennemført i juni, lignede det langt fra startskuddet til en diplomatisk offensiv mellem USA og Kina. På det afsluttende møde mellem Blinken og Kinas magtfuldkomne leder Xi Jinping i Folkets Store Hal havde de protokolbevidste kinesere placeret Xi for bordenden, hvorfra han docerede i moraliserende vendinger over for sin amerikanske gæst. Og knapt havde Blinken forladt Beijing, førend et par kække bemærkninger fra Joe Biden om ”diktator Xi” fik kineserne til at udtrykke sig i så skarpe vendinger, at luften tilsyneladende straks gik af den seneste diplomatiske prøveballon. Men i hælene på Blinken fulgte først finansminister Janet Yellen, dernæst klimatopdiplomaten John Kerry og endelig handelsminister Gina Raimondo, som hen over sommeren alle har været en tur i Beijing. Krisediplomati er for en stund blevet afløst af samtalediplomati. 

Når vi imidlertid næppe har udsigt til en dybere stabilisering af det indbyrdes forhold mellem Beijing og Washington, skyldes det, at den strategiske bundlinje er uændret. Det internationale system er i disse år præget af dybtgående magtforskydninger og intens rivalisering, hvor USA og Kina befinder sig i en global kappestrid om magt, indflydelse og status med deraf følgende usikkerhed om den internationale orden og frygt for væbnet stormagtskonflikt. Så længe de tektoniske plader er i bevægelse, er det svært for alvor at stabilisere relationerne mellem nøgleaktørerne. Indtil videre har den diplomatiske offensiv da heller ikke rigtig formået at kaste nogen væsentlige samarbejdsresultater af sig. 

Hegemonisk holmgang 

Hvor der som bekendt skal to til en tango, er det som udgangspunkt amerikanerne, der har budt op til den igangværende holmgang med kineserne. 

I økonomisk forstand blev den indledt i juli 2018 med Trumps handelskrig, hvis vidtfavnende system af straftoldsatser sidenhen er blevet videreført af Biden-administrationen, om end med begrænset effekt på selve handelsbalancen. På den teknologiske front tog Trump-administrationen livtag med Huawei, Kinas førende tech-gigant, mens Biden-administrationen med sin Chips Act har afskåret Kina adgang til de mest avancerede mikroprocessorer og dermed de afgørende byggesten for al civil og militær højteknologi. Ideologisk set agiterede Trump-administrationen, navnlig Mike Pompeo, i stigende grad åbent for et kinesisk regimeskift, mens Biden-administrationen har fremmanet en eksistentiel kamp mellem frihedselskende demokratier og undertrykkende autokratier anført af Folkerepublikken. Militært har USA øget sin tilstedeværelse i Kinas nærområde og opbygget en inddæmningskoalition med afsæt ikke blot i eksisterende bilaterale alliancestrukturer, men også nye sikkerhedspolitiske partnerskaber såsom AUKUS og Quad. 

I en amerikansk optik har alle disse tiltag været nødvendige, fordi Folkerepublikken – ifølge Biden-administrationens Nationale Sikkerhedsstrategi fra oktober 2022 – udgør USAs ”most consequential” geopolitiske udfordring med både intentionen og kapaciteten til at udfordre den internationale orden. Omvendt har kineserne, anført af kommunistpartiets udenrigspolitiske chefstrateg Wang Yi, jævnligt anklaget amerikanerne for ”koldkrigsmentalitet”, ”hegemonisme” og ”blokdannelse”.

Men det var alligevel bemærkelsesværdigt, at selveste Xi i forbindelse med den årlige samling for Folkekongressen i marts 2023 for første gang utilsløret gik offentligt i rette med amerikanerne: ”De forløbne fem år har de vestlige lande, anført af USA, generelt set inddæmmet og undertrykt Kina.” Med andre ord har vi været vidner til et maskefald, hvor såvel USA som Kina betragter hinanden som hovedmodstanderen i en form for hegemonisk holmgang på den internationale scene. 

Topmødediplomatiets raison d’être

Spørgsmålet er så, hvilket formål topmødediplomatiet mellem Beijing og Washington overhovedet tjener – ud over at give deres respektive samarbejdspartnere indtryk af, at de som ansvarlige stormagter søger den politiske dialog. Det desillusionerende svar er, at det ikke handler om at opdyrke potentielle samarbejdsområder, men snarere om at undgå, at rivaliseringen sætter yderligere skub på den omsiggribende afkobling (”de-risking” med tidens populære eufemisme), idet begge parter (især Kina) stadig er afhængige af hinanden på centrale områder. Hertil kommer frygten for, at rivaliseringen ligefrem udarter sig til en væbnet konflikt. For lige siden kineserne i kølvandet på Nancy Pelosis Taiwan-besøg i august 2022 lukkede ned for samtlige bilaterale samarbejdskanaler med amerikanerne (herunder de militære kommunikationskanaler), har højniveaudiplomatiet reelt udgjort den eneste potentielle kontaktflade mellem parterne. 

Netop derfor var opmærksomheden stor, da Biden og Xi på sidelinjen af G20-topmødet på Bali i Indonesien i november 2022 udvekslede såvel smilende håndtryk som afvæbnende høfligheder. Fra et amerikansk perspektiv skulle mødet lægge fundamentet for at etablere en form for ”rækværk” (”guardrails”) omkring kombattanternes geopolitiske kampplads, så utilsigtede hændelser ikke risikerer at eskalere ud af kontrol.

Kineserne var først og fremmest opsatte på at tydeliggøre deres røde linjer og opnå visse amerikanske ”forsikringer”. Således lovede Biden på Bali (og i andre sammenhænge) ikke (1) at søge en koldkrigskonflikt, (2) at arbejde på et regimeskifte i Kina, (3) at støtte taiwansk uafhængighed og (4) at anvende sine alliancer og partnerskaber til at inddæmme Kina. Bestræbelserne på at bygge videre på Bali-fundamentet led dog som bekendt en krank skæbne, da spionballonaffæren et par måneder senere atter fik bunden til at gå ud af det bilaterale forhold.  

Men inddæmningen intensiveres

Hvor Biden-administrationen – modsat Trump-administrationen i dens to sidste år – synes at honorere de tre første forsikringer, har den til gengæld især det seneste halve års tid forfulgt en aktiv geostrategisk inddæmningspolitik. 

I februar indgik amerikanerne en stærkt forbedret baseaftale (EDCA) med Filippinernes nye præsident, Ferdinand ”Bongbong” Marcos Jr., som giver det amerikanske militær adgang til bl.a. nye faciliteter på Luzon blot 500 km fra Taiwan (oven på seks års turbulens mellem de to alliancepartnere under præsident Rodrigo Duterte). I marts kunne Biden i San Diego – flankeret af sine nye AUKUS-partnere – løfte sløret for, hvordan amerikanerne (og briterne) vil udruste australierne med atomdrevne angrebsubåde i de kommende årtier.

I april benyttede Biden et statsbesøg af den nyvalgte sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeol til at udsende Washington-erklæringen, hvori USA forpligter sig til for første gang i fire årtier at udstationere atomvåbenbevæbnede ubåde og strategiske bombefly ved den Koreanske Halvø samt ikke mindst inddrage sydkoreanerne mere direkte i den nukleare operationelle planlægningsproces.

I juni rullede Biden den røde løber ud for Indiens premierminister Narendra Modi i Det Hvide Hus og bebudede et intensiveret strategisk samarbejde bl.a. inden for den militære sektor (jetmotorer, droner og skibsværfter), geoøkonomi (mikroprocessorer, kritiske mineraler og forsyningskæder) og teknologi (telekommunikation og rumfart). Og endelig blev Biden i september modtaget i Hanoi med æresgarde og skolebørn med amerikanke flag, da USA indgik en historisk samarbejdsaftale med Vietnam, som sidestiller USA med Kina i Vietnams strategiske partnerskabshierarki. 

Selv om ingen af disse samarbejdsaftaler officielt set er direkte rettet mod Kina, medvirker de alle til at styrke USAs allerede stærke partnerskabs- og alliancestrukturer i Indo-Pacific regionen og hermed også den inddæmningskoalition, Washington reelt er i færd med at opbygge. I forvejen har amerikanerne lagt sig i selen for at understøtte den allervigtigste brik i inddæmningskoalitionen, Taiwan, hvis geostrategiske nøgleposition i den første kæde af østater afskærer kineserne – ikke mindst deres strategiske ubåde – fra at nyde fri adgang til Stillehavet.

Således har Biden-administrationen godkendt nye våbenpakker, udsendt flere hundrede amerikanske militærrådgivere til østaten og frem for alt minimeret årtiers usikkerhed om, hvorvidt USA vil intervenere i tilfælde af en væbnet konflikt mellem Kina og Taiwan (Biden har fire gange understreget en sådan forpligtelse). 

Hertil kommer det ivrigste medlem af inddæmningskoalitionen, Japan, som selv har kastet sig ud i en militæroprustning af historiske dimensioner. Men fra Beijings perspektiv er det måske allermest bekymrende, at Filippinerne, Indien og Sydkorea, som alle traditionelt har søgt et velafbalanceret forhold mellem Beijing og Washington, i stigende grad synes at orientere sig mod Washington. 

Førsteudfordrerens farefulde færd

Skønt Folkerepublikken i dag fremstår som førsteudfordrer til USA i stormagtsrivaliseringens æra, er kineserne stadig ikke på omgangshøjde med amerikanerne hverken økonomisk, teknologisk eller militært. USAs forspring og magtpotentiale forstærkes endda af det vidtforgrenede netværk af partnere og allierede, hvis ressourcer Washington kan trække på. 

Det gælder bl.a. i teknologisk forstand, hvor USAs ekstraterritorielle Kina-målrettede eksportkontrolregime for de mest avancerede mikroprocessorer beror på velvilje og samarbejde fra nøglepartnere såsom Taiwan, Japan, Sydkorea og Holland. Omvendt tæller Kinas nærmeste samarbejdspartnere geostrategiske letvægtere som Laos og Cambodia samt paria-stater som Nordkorea og Rusland. 

Derfor frygter det kinesiske lederskab en koldkrigslignende stormagtsrivalisering med to afkoblede blokke, hvor Beijing ender som de-facto leder af en taberkoalition af autokratiske regimer. Og derfor vil kineserne næppe vende ryggen til den diplomatiske højniveaudialog med amerikanerne, hvis det risikerer at tvinge Kinas øvrige vestligt orienterede samarbejdspartnere til at vælge side. 

Alt imens tælles der i Beijing ned til det amerikanske præsidentvalg i 2024. For hvis der er nogen, der kan underminere USAs inddæmningskoalition og fremmedgøre selv dets tætteste allierede, er det den p.t. førende republikanske præsidentkandidat. 

Artiklen er tidligere bragt i Tidsskriftet Udenrigs.