Ny kortlægning af Grønland handler også om sikkerhedspolitik - og det har det faktisk altid gjort

Det startede med, at man havde glemt vejen til Grønland.

I august 1582 skriver den danske Kong Frederik II et brev til den engelske dronning Elisabeth og beder hende om lov til at ansætte den engelske militærmand Kaptajn Martinus Frobisher i op til to år. Seks år før havde Frobisher ledet en ekspedition, der skulle udforske den såkaldte nord-vestpassage – en sørute nord om Nordamerika - i jagten på en kortere søvej fra Europa til Asien. Undervejs var de imidlertid stødt på Grønland. 

På dette tidspunkt var det almindeligt anerkendt, at Grønland hørte under den danske krone, men i 1582 havde Danmark i mere end 160 år ingen kontakt haft til Grønland, og al praktisk viden om, hvordan man kom dertil, var gået tabt. Den dansk-norske konge var altså regent for et land, han ikke var i stand til at besøge. Men nu ønskede Kong Frederik II at genetablere kontakten og den danske krones herredømme over landet. 

Der skulle dog gå mere end to årtier før det endelig lykkes for en ekspedition at lægge til Grønlands kyst. Da overstyrmanden på ekspeditionen, James Hall, i 1605 vender hjem til den danske konge, der nu hedder Christian IV, har han fire små kort med hjem, som han har lavet over det Grønlandske landskab. Forbindelsen mellem Danmark og det sagnomspundne Grønland er atter en realitet.

Kortlægningen af Grønland ligger i dag under det danske Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og i år - mere end 400 år efter James Hall satte kongens monogram på fire små kort over Grønland - har danske og grønlandske myndigheder i samarbejde kortlagt cirka 450.000 km2 i Grønland - mere end 10 gange Danmarks størrelse - ved hjælp af ny satellitteknologi. Projektet har taget 4 år og har længe været efterspurgt af borgere og erhvervsliv, der hidtil har måttet forlade sig på opmålinger fra 70-erne, der for eksempel ikke er opdaterede ift. de påvirkninger, som klimaforandringerne har haft på det grønlandske landskab. 

Men præcis som det allerførste kortlægningsprojekt i den dansk-grønlandske historie, så handler det denne gang ikke kun om at opdatere nogle utidssvarende kort – det handler i mindst lige så høj grad om politik. Det konkluderer lektor ved Forsvarsakademiet, Jeppe Strandsbjerg, i en ny rapport fra DIIS, hvor han sporer kortlægningen af Grønland fra 1600-talet til i dag og ikke mindst motivationen bag. For kort er ikke bare kort – de er også magt og retten til at erklære sig herre over et land.

”Kortlægning har altid haft politiske konsekvenser. For det første giver den viden, et kort giver, adgang til det kortlagte rum,” siger Jeppe Strandsbjerg. ”Forestil dig forskellen på at skulle finde rundt i en ny by med eller uden et kort.” Derfor var kort også i lang tid censureret og dele af kortlægningen hemmeligholdt - og det er dele af den stadigvæk, fortæller han. ”For det andet – og det er mere abstrakt – har kortlægningen også den magt, at den former virkeligheden. Kortlægningen er med andre ord med til at bestemme, hvordan verden bliver opfattet og dermed, hvordan den ser ud.”
 
I dag er de fleste af os så vant til at se på kort på telefonen eller bilens GPS, at vi ikke tænker så meget over, at verden kan ses og opfattes på en anden måde. Men det bliver pludselig meget aktuelt, når man f.eks. skal lave kort over et konfliktområde, siger Strandsbjerg: ”Skal Krim i Ukraine tegnes, så det er en del af Rusland eller Ukraine? Ved sidste EM-slutrunde i fodbold havde Ukraine tegnet et kort som inkluderede Krim i Ukraine på deres spilletrøjer. Til stor irritation for Rusland, som protesterede.”

Kortlægning som suverænitet

Efter James Hall havde bragt de første fire kort med hjem til sin kongelige arbejdsgiver, fulgte en hær af opdagelsesrejsende, geologer og modige amatører, der allesammen bragte kort med hjem og bidrog til den samlede kortlægning af Grønland. Og hele denne indsats skulle vise sig at have direkte betydning for Danmarks krav på Grønland mange år efter. 

I 1921 erklærer Danmark nemlig officielt sin suverænitet over hele Grønland, men erklæringen bliver mødt af protester fra den norske regering, der også mener at have krav på Grønland. Det fører til en retssag, som Danmark vinder, og de mange ekspeditioner og den omfattende kortlægning af Grønland viser sig at være det, der er tungen på vægtskålen. Domstolen ser det simpelthen som et udtryk for Danmarks autoritet over og ret til Grønland.

”Grønlandskortet”

Fra at være den sidste grænse for udforskning af verden og et afsides sted set fra de vestlige hovedstæder, kommer Grønland til at spille en ny og afgørende rolle under 2. verdenskrig og den efterfølgende kolde krig på grund af landets placering. Og kortlægningen af Grønland får ifølge Jeppe Strandsbjerg en ekstra dimension: den militærstrategiske. 

Da ”Grønlandstraktaten” underskrives af den amerikanske regering og Henrik Kauffmann som selvbestaltet repræsentant for det frie Danmark, får USA ret til at oprette militærbaser i Grønland mod at hjælpe Grønland sikkert igennem krigen. Traktaten er startskuddet til en omfattende kortlægning af Grønland, der ikke siden er blevet overgået. 

”Det nye her er, at det ikke blot er kendskab til landet, søgen efter mineraler og flagplantning eller suverænitetshævdelse, der er styrende for kortlægningen, men derimod et strategisk behov for at kunne bruge Grønland som afsæt i militær planlægning,” fortæller Strandsbjerg.

Udvikling af Grønland

Under 2. verdenskrig og den efterfølgende kolde krig har USA behov for at kortlægge Grønland for at kunne planlægge baser og infrastruktur. Parallelt med den militærstrategiske kortlægning af Grønland foregår der i årtierne efter 2. verdenskrig imidlertid også en kortlægning med et udviklingsformål. 

”Kortlægningen af Grønland handlede fortsat om suverænitet, men der kommer endnu et rationale ind i kortlægningen som handler om udviklingen – den såkaldte modernisering af Grønland,” siger Strandsbjerg.
 
I 1953 bliver Grønland formelt en del af Danmark, og den danske regering ønsker i den forbindelse at ”udvikle” landet efter en vestlig model. Blandt andet skulle grønlænderne nu samles i større byer, og der var brug for detaljerede grundkort for at planlægge de fysiske rammer for urbaniseringen. Samtidig skulle man fortsat bruge bedre geologiske kort, så mineralerne i den grønlandske undergrund kunne udnyttes og finansiere udviklingen. 

Men i takt med, at den kolde krig nedeskaleres, så kommer der imidlertid også mindre fokus på at lave nye kort. Fra slut 1980’erne og frem til i dag bliver der således ikke lavet nye opmålinger af Grønland – så de kort, der bliver lavet herefter, er på basis af gamle skæve data. 

”Det er nærliggende at forklare denne udvikling med, at den geopolitiske interesse i Grønland falder og dermed indsatsen på kortlægning. Men det handler givet vis også om ressourcer. Man vil ikke fra dansk side bruge så mange penge, som det koster,” siger Strandsbjerg.

Stormagtsrivalisering i Arktis

I 2007 sætter en russisk mini-ubåd et flag på havbunden på Nordpolen. Selvom handlingen nok mest var af symbolsk karakter – Rusland gjorde ved den lejlighed ikke krav på Nordpolen – så markerer den alligevel en øget interesse i Arktis fra verdens stormagter. Seks år efter underskriver de Grønlandske myndigheder en kontrakt med Sydkorea om at kortlægge de isfri områder af Grønland – og det giver det afgørende incitament til de danske myndigheder til at efterkomme de mangeårige ønsker om en ny og opdateret kortlægning af de isfri områder af Grønland.

”Danmark har glemt eller måske ladet som om, at kortlægning ikke handler om suverænitet. Men når Sydkorea melder sig på banen, bliver det pludselig meget tydeligt - og så får man travlt med at opfylde sin forpligtelse. For man kan ikke kan have en fremmedmagt – altså lige bortset fra USA, som er en nær allieret til at kortlægge Grønland,” siger Strandsbjerg. 

Ved ikke at kortlægge Grønland over en længere periode havde Danmark altså pludselig åbnet en kattelem for andre nationer, og det ender med at blive en udfordring for dansk suverænitet. Og så er vi tilbage til i dag, hvor et 4-årigt projekt om at kortlægge cirka 450.000 km2 i Grønland skal til at afsluttes – til gavn for både turismen, der nu kan tilbyde sikre vandreruter baseret på opdaterede kort og erhvervslivet, der har fået langt bedre forudsætninger for at planlægge bygge- og infrastrukturprojekter, men også ifølge Jeppe Strandsbjerg et udtryk for, at Grønland er tilbage som geopolitisk centrum for verdens stormagter:

"...og det understreger jo med al tydelighed det, vi har ladet som om vi har glemt: at kortlægningen og suverænitet er knyttet tæt sammen - både i almindelighed men særligt i Grønland,” slutter han.

Jeppe Strandsbjerg er lektor ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier, Forsvarsakademiet og er tilknyttet afdeling for Arktisk Samfundsvidenskab og Økonomi, Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, Nuuk (mail: jest@uni.gl).

Topbillede: “The Kinge Christianus His Forde: Names of Rodestes, Havens, and Soundes within This Ford”. Kilde: Med tilladelse fra British Library (Board Royal 17 A. XLVIII f8, Royal 17 A. XLVIII f7).