Hvis de skal fortælle så følsomme ting om sig selv, så skal jeg også

Illustration © Janus Metz

I 20 år har Sine Plambech forsket i kvinders migration og sexarbejde. I løbet af de 20 år har verden ændret sig, de kvinder, som migrerer og sælger sex, har ændret sig, og Sine Plambech har selv ændret sig.

I sin nye bog Global sex fortæller, hun fire af de kvinders historie:

Becky, der så brændende drømte om at komme til Europa og tjene penge til sin familie i Nigeria, men som døde med et dødt barn i maven, da hun for tredje gang forsøgte at rejse over land fra Nigeria til Italien.

Lom, der som 16årig rejste fra sin familie i landsbyen Mo Baan til Pattaya, der er kendt som sexturismens mekka i Thailand, og som i dag bor i Dubai, hvor hun sælger sex og drømmer om et andet job.

Sommai, der lige som Lom rejste til Pattaya for at sælge sex, men mødte Niels fra Vestjylland. De er i dag gift og bor i Thy, hvor Sommai fik arbejde på den lokale fabrik og sender penge hjem til sin familie i Mo Baan.

Vivian, som rejste fra Nigeria i 2013 og næsten tre år senere, gravid i niende måned krydsede Middelhavet i en overfyldt og synkende båd og ankom til Sicilien, hvor hun i dag bor hos en gammel dame, som hun passer 24 timer i døgnet for 700 euro om måneden.

Og så fortæller hun også sin egen historie.

”Da jeg gik i gang med at læse mine notesbøger fra disse 20 års forskning, opdagede jeg, at jeg også flere steder, havde skrevet små noter om mit eget liv. Så i margenen på de sider, hvor jeg havde skrevet om kvindernes liv og tanker, der stod små noter om mig,” siger Sine Plambech.

”Jeg havde for eksempel beskrevet, hvordan kvinderne reagerede på, at jeg havde mine børn med på mit feltarbejde. Jo mere jeg læste i mine notesbøger, jo mere gik det op for mig, at hvis jeg skulle give et fyldestgørende og rigtigt nuanceret portræt af dem, så var jeg nødt til også at inddrage mig selv.”

Antropologi og kolonialisme

I de 20 år Sine Plambech har forsket i migration og sexarbejde, er der sket store ændringer både i verden og i forskningen. For 20 år siden kom udenlandske sexarbejdere til Danmark fra særligt Thailand, og sexturister fra Europa tog til Thailand, hvor sexindustrien boomede.

I dag kommer sexarbejderne til Europa fra Nigeria, og sexindustrien vokser i Dubai og Qatar.

Det er blevet sværere og sværere både at komme lovligt til Europa og bo og arbejde, men også at overleve hvis man rejser illegalt. Hvorvidt druknende mennesker på Middelhavet skal reddes, er et højspændt politisk spørgsmål i Europa.

Også internt i den antropologiske forskning er der sket forandringer.

”I de 20 år er man inden for forskningen i stigende grad begyndt at stille flere spørgsmål om bias, og hvordan vi som forskere positionerer os selv i forhold til dem, vi studerer,” fortæller Sine Plambech.

”Som antropolog er du bevidst om, at antropologi selvfølgelig er et videnskabeligt projekt, men også har været del af et kolonialt projekt, hvor man tog ud og studerende ”eksotiske folkeslag”, som var anderledes end en selv. Så i dag er der meget fokus på at være bevidst om det og i sin forskning forholde sig til sin egen position i forhold til de mennesker, man studerer.

Men da jeg ville skrive bogen og fortælle de her kvinders historier, følte jeg ikke, at det var nok bare at skrive i et forord, at jeg er bevidst om min egen situation i forhold til deres, og at det kan indvirke på den og den måde på måden, jeg drager konklusioner på. Jeg har jo fulgt de her kvinder i årevis, og vi er en del af hinandens liv. Jeg kom til at spekulere på, om det, at jeg er blevet ældre og har fået flere livserfaringer, indvirkede på den måde, jeg stillede spørgsmål på, og de emner jeg interesserede mig for.”

Bringer forskningen et spadestik dybere

Det, at fortælle sin egen historie og aktivt forholde sig til sin egen situation i forhold til situationen for de kvinder hun har fulgt, føler Sine Plambech, har bidraget til at bringe forskningen et spadestik dybere.

”Hvis du lever et liv, som er meget langt fra de her kvinders liv, som jeg jo gør, så kræver det meget stor empati at forstå deres måde at agere på. Ved at sætte mine egne erfaringer aktivt i relation til deres, kommer jeg tættere på dem og får en dybere forståelse af dem og deres valg.”

For eksempel en forståelse af hvad det betyder, at ens mor dør, og man når at sige farvel:

Seks dage efter Sine fødte sit tredje barn i 2012, fik hun at vide, at hendes mor kun havde kort tid tilbage at leve i. Sine var i New York for at skrive sin ph.d., hun havde født på et topmoderne hospital, men fødslen var kompliceret, og hun mistede meget blod. Så meget at hun kun med nød og næppe og med forsikringens hjælp var i stand til at flyve på første klasse hjem til Danmark og tage afsked med sin mor, seks dage efter fødslen.

”At have oplevet hvor rædselsfuldt det føles, at være tusindvis af kilometer væk fra sin døende mor og i tvivl om, om man når at komme hjem til hende og tage afsked, har da helt sikkert indvirket på, hvordan jeg har fokuseret i min forskning, og hvordan jeg har talt med kvinderne om døden.”

Da moren var død, besøgte Sine Sommai i Thy. Hun havde billeder hængende på væggen af sin mor, som også er død. Sommai nåede ikke hjem og sige farvel.

Blotlægger uligheder og arven fra kolonialismen

Sine Plambech er bevidst om, at hun ikke kan fjerne uligheden mellem sig selv, og de kvinder hun har fulgt i sin forskning ved at fortælle sin egen historie. Men hun mener, at hun kan mindske skellet og samtidig tydeliggøre, at skellet findes, hvorfor det findes, og hvilken afgørende forskel det gør.

Da hun skulle i gang med at skrive bogen, tænkte hun for eksempel over, hvor følsomme detaljer, hun havde lyst til at fortælle om sig selv.

”Da jeg begyndte de overvejelser, gik det op for mig, hvor følsomme ting jeg faktisk beder de her kvinder fortælle mig om. Og jeg tænkte mere og mere, at hvis de skal fortælle så følsomme ting om sig selv, så skal jeg også. Det, synes jeg, er med til at mindske skellet mellem os.”

”Jeg ville gerne bruge det at fortælle min egen historie til at vise, både det vi har til fælles som kvinder og som mennesker, men også den enorme ulighed der er imellem os, som er rodfæstet i historien og kolonialismen,” siger hun.

”En fødsel er ikke bare en fødsel. En abort er ikke bare en abort, og en forælder, som dør, er ikke bare en forælder, som dør.”

Sines tredje fødsel var kompliceret og blodig. Hun var medtaget efter fødslen, men kunne rejse hjem og tage afsked med sin mor. Smerten ved at føde, sorgen over at miste en man elsker, frygten når fødslen går skævt, deler hun med de andre fire kvinder i bogen. Mens forudsætningerne for at klare sig og få et godt liv eller bare at overleve er fuldstændigt forskellige.

Becky blev gravid, da hun for tredje gang forsøgte at komme til Europa. Graviditeten var kompliceret, babyen døde i hendes mave, og Becky døde af sin graviditet 28 år gammel.

”Inden for kritisk feministisk teori er der efterspørgsel på mere viden om, hvordan det private – for eksempel en fødsel eller et dødsfald eller en abort – også er politisk. Jeg vil gerne vise forskellen i stedet for bare at skrive, at der er forskel. At nogle dør af at føde eller være gravide, selv om de kunne overleve, det er politisk. At du i Danmark, som jeg gjorde, kan blive gravid som 16årig, få en abort og derefter fortsætte dit liv, mens det i Nigeria eller Thailand kan koste dig livet eller ødelægge din fremtid, det er politisk.”