Et britisk imperium i nye klæder?

Det var egentlig bare en lille bemærkning midt i en strøm af varme verbale omfavnelser fra talerstolen, der placerede New Zealand midt i en skandinavisk velfærdsfortælling om sociale sikkerhedsnet, gensidig tolerance og omsorg for klimaet. New Zealands udenrigsminister og vicestatsminister Winston Peters var på ekspresrundrejse og charmeoffensiv i Skandinavien og var i fuld gang med at udrulle det værdifællesskab, der binder Skandinavien og de to store øer på Stillehavets yderste revle sammen, da et spørgsmål fra salen brød forstyrrende ind.

Spørgsmålet handlede om Storbritannien og Brexit, og hvad man tænkte om det i New Zealand. Og Winston Peters var udpræget begejstret for den britisk-europæiske skilsmisse - modsat sikkert alle andre i salen:

”Det er ikke fordi, vi er modstandere af EU eller ikke mener, at EU ikke har skabt fantastiske resultater, når det kommer til at skabe fred og sikkerhed i Europa,” sagde udenrigsministeren med bred newzealandsk accent - uden i øvrigt at prøve at tegne et særlig flatterende billede af Storbritanniens langstrakte forsøg på at effektuere beslutningen.

”Jeg vil ikke afvise, at Storbritannien er i gang med at implodere,” konstaterede han. ”Men jeg sagde allerede i 2016 før afstemningen, at Storbritannien ville forlade EU. Og at Commonwealth-landene burde forberede sig på det. Det er en kæmpe mulighed! Vi repræsenterer 2,2 milliarder mennesker, en blok med en vækstrate på 5,5 procent. Det kan ligne et ekstremt langt perspektiv, men det kunne være fremtiden, når briterne forlader EU”.

En superstat henover havene

Storbritanniens beslutning om at forlade EU er i stort set hele Europa blevet udlagt som et mareridt, der udfolder sig i realtid, og et symbol på globale systemer, der falder fra hinanden. Men det er langt fra en universel opfattelse. For nogle er det en mulighed.

Og efter Theresa Mays tilbagetræden som britisk premierminister til fordel for Boris Johnson, er den mulighed rykket tættere på: Med Mays tilbagetræden er vejen banet for de Brexit-støttende konservative med Johnson, tidligere udenrigsminister og generel udfordrer af politisk vanetænkning, spidsen.

Men hvad vil brexiterne egentlig, når først Storbritannien er ude af EU?

Brexit og EU-modstandernes tilkomst til magten stiller krav om en slags formuleret politik om og vision for, hvordan Storbritannien vil placere sig i fremtiden i verden. Her er netop Commonwealth og Storbritanniens historiske bånd henover verdenshavene ofte blevet nævnt som en mulig vej fremad. Uden at det er blevet særlig konkret. Men der findes faktisk en vision for tilhængerne af Brexit. Den hedder CANZUK – et akronym af navnene på de fire mulige deltagere i en slags transatlantisk engelsktalende union: Canada, Australien, New Zealand og Storbritannien. Det var det, den newzealandske udenrigsminister refererede til, og som han støtter. Og ikke kun han – den canadiske oppositionsleder Andrew Scheer har også erklæret sig som tilhænger.

“Absolut. Jeg støtter i høj grad en handelsaftale med de lande. Australien, New Zealand og Storbritannien har tilsvarende retssystemer, de har et demokratisk system til fælles med os, de har de samme regler og reguleringer, når det kommer til handel og investeringer. Det er den slags ting, vi ikke deler med Kina,” sagde den konservative partileder for et halvt år siden og erklærede sig som Brexit- og CANZUK-tilhænger, ligesom i øvrigt også en del markante australske politikere.

Først og fremmest sidder CANZUK-tilhængerne imidlertid i Storbritannien, hvor de lobbyer for, at CANZUK bliver officiel konservativ politik. Og med Mays afgang har de – som man siger på engelsk – fået etwindow of opportunity i hendes sandsynlige arvtager Boris Johnson.

”Boris Johnson er meget nysgerrig omkring CANZUK, selvom han ikke offentligt har erklæret sig som tilhænger endnu,” siger Srdjan Vucetic, der fra sin plads som professor ved Ottawa Universitet i Canada har studeret den såkaldte anglosfære og skrevet en bog om den; ´The Anglosphere´ (Stanford University Press, 2011).

”Boris Johnson kaster mange ideer omkring, og mange af dem er ikke særlig gennemtænkte. Men siden sin tid som borgmester i London har han talt varmt for aftaler om fri bevægelighed med Australien, og det ville ikke undre mig, hvis han erklærede sig som tilhænger af CANZUK-ideen inden for det næste år,” siger Vucetic, der for nylig besøgte DIIS til en konference om britiske visioner om identitet og geoplitik efter Brexit.

Selv tror den canadiske professor med serbiske rødder ikke på, at et samarbejde med de tre lande som erstatning for EU har nogen som helst gang på jord. Men det betyder ikke, at det ikke bliver til noget.

”Den store vision er at skabe en ny superstat, der rækker henover verdenshavene: en engelsktalende superstat. En slags europæisk union for briter og tidligere britiske kolonier,” forklarer han og afviser i samme åndedrag ideen.

”Der er ganske enkelt ingen måde, tre gamle Commonwealth-lande kan erstatte nogen aspekter af EU-handlen for Storbritannien,” konstaterer han.

”Det kan godt være, at man har reduceret afstande på mange måder, men det er stadig ret meget dyrere at transportere varer fra Australien til Storbritannien, end det er at transportere dem fra Danmark f.eks. Det kan slet ikke sammenlignes,” siger han.

”Det eneste marked, der er rigtig interessant for Storbritannien, er USA, og USA kommer ikke til at give dem en god handelsaftale. De kommer givetvis til at give dem en aftale, der er værre end den, de har gennem EU. Selve grundideen om et CANZUK er netop at modsætte sig amerikansk dominans. Men Canada og Australien er små økonomier – på den måde er CANZUK fuldstændig utopisk”.

En idé til tiden?

Alligevel synes tiden på mange måder rigtig til netop den politiske idé. For mens det britiske parlament og politiske system har vist sig dysfunktionelt og ude af stand til indenrigspolitisk at nå til enighed om et kompromis med Bruxelles om vilkårene for at forlade EU, er hullet, hvor der skulle være en udenrigspolitisk strategi efter Brexit, endnu større. Også med Johnon i spidsen fpr Storbritannien.

Vucetic refererer til den såkaldte Lancaster House-tale, Theresa May gav i starten af 2017, et halvt år efter Brexit-afstemningen. Der skitserede hun et ”globalt Storbritannien” i hertugen af Yorks gamle palæ med forgyldte søjler, der så ofte har lagt baggrund til film og serier, der foregår i det britiske imperies storhedstid – og fald.

”Et ´globalt Storbritannien´ er et slogan, som i sig selv er helt tomt for mening, og som CANZUK på nogle måder kan give indhold,” siger han.

”Tilhængerne mener, at CANZUK passer helt perfekt til et Storbritannien efter EU: Det har en række politiske mål, det har en økonomisk strategi; Storbritannien har brug for nye handelspartnere til at overtage tabte eller begrænsede markeder. Narrativet bag den vision har en appel. De siger: Det her er en anvendelig idé, skal vi ikke forfølge den? Og det er muligt at icenesætte rigtigt,” konstaterer han om bevægelsen, der i dag primært består af en række intellektuelle og journalister og aktivister, der arbejder i en række tænketanke og organisationer.

”Hvis man forestiller sig, at det får en stærk økonomisk bagmand, som vil støtte lobbyvirksomhed i alle fire lande og et institut, der kan udbrede ideerne, kan det rykke hurtigt frem,” siger han.

”Verdenshistorien er fyldt med ideer i udkanten af det politiske spektrum, som har bevæget sig hurtigt op af den politiske rangliste, når vilkårene har været rigtige. Og mange af de her offentlige tilhængere af ideen ser sig selv som en slags Jean Monnet af CANZUK-integration,” siger han med en reference til den legendariske EU-grundlægger.

”Jeg har set den her idé vokse fra ingenting til noget, der faktisk bliver støttet af hele politiske partier. Da jeg skrev min afhandling om det, var det en absolut perifer bevægelse. Nu det har bevæget sig til at værefront and center. Og det er usikkert, hvor det kan ende,” forklarer han.

”Højrefløjen har på mange måder mistet sin retningssans, de falder alle for xenofobisk, nativistisk politik – og CANZUK fremstår på mange som et ret solidt alternativ. De er ikke nativistiske, de vil ikke lukke grænserne; de vil have grænserne til at være åbne – for disse fire lande – hvorfor? Fordi de deler vores love, de deler vores værdier, de er nemme at arbejde sammen med, de taler vores sprog. Det vil være en problemfri integration, lyder fortællingen: ´Vi er ikke xenofober, vi vil have åbne grænser – men med de her lande, og så måske sidenhen med lande som Danmark, Holland osv. Som praktisk talt er engelsktalende. Hvorfor ikke?´”

Der er ikke et ´I´i CANZUK

Spørgsmålet er så, om der er nogen problemer i det. Selvom CANZUK skulle vise sig at være urealistisk, kunne et argument være, at det er bedre for Storbritannien at være en del af et fællesskab og have nære handels- og værdimæssige partnere end at være helt alene i verden, på en ø.

Og den vision, mange britiske CANZUK-tilhængere præsenterer, er som sagt ikke xenofobisk i modsætning til mange af de bevægelser, der præger Europa i øjeblikket, og som mange frygter. Ikke endnu i hvert fald. Selvom potentialet bestemt er der, er det ideologiske udgangspunkt i dag snarere neoliberalt med knopskydninger, mener den canadiske forsker.

Alligevel har ideen om at etablere et samarbejde mellem en lille håndfuld af det britiske imperies gamle lande fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på en del kritikere – blandt andet på grund af den britiske historie.

”For mig trækker det linjer direkte tilbage til det britiske imperium,” siger Srdjan Vucetic. ”Dette var akkurat temaet for en række konferencer i byer som Sydney, Ottawa og London i 1880erne ind i 1890erne og ind i den edwardianske periode. Et af hovedpunkterne var, hvordan forener vi os, så imperiet bliver stærkere. Mange CANZUK-tilhængere i dag frabeder sig sammenligningen og siger, ´vi er ikke imperialister, vi vil ikke engang associeres med Commonwealth. Det, vi er interesseret i, er noget helt nyt´. For mig – og de fleste andre kritikere – er det enred herring. Man kan ikke løsrive det fra historien og hævde, at det er skabt ud af ingenting. Eller at historisk kontekst og forhistorie ingenting betyder,” siger han og hægter sig ligesom en del andre aktører fast ved projektets unikke ´hvide´ karakter – også selvom visionen på sigt kan involvere ”økonomisk udviklede Commonwealth-lande”, som den tidligere australske premierminister Tony Abbott på et tidspunkt udtalte.

”Forestil dig et stort konferencemøde et sted i London, og man har alle de her brune statsledere, der møder op sammen med de her fire hvide regeringsledere. Så skal der tages fællesbillede, og de fire hvide ledere siger, ´undskyld, kan vi få lov til at få taget et separat billede bare af os fire, fordi vi er CANZUK?´. Det er et pr-mareridt. Jeg siger til dem; jeg kalder jer ikke racister, men I overser det faktum, at verden virkelig har forandret sig siden sidst, det her var en meget interessant politisk idé. Hvilket var i 1956.”

Spørgsmålet er, hvad der handler om rationelle fællesskaber, og hvad der handler om værdifællesskaber, og hvad der handler om kulturelle fællesskaber – og andre slags fællesskaber, som er lidt sværere at sætte ord på.

Srdjan Vucetic har svært ved at se linjen i, hvor man trækker grænsen.

”Jeg synes, det er fascinerende, at det kun holdes til de fire lande. Hvorfor ikke Irland f.eks.? Det giver ikke mening. Den eneste forklaring, jeg kan se, er, at Irland har en katolsk historie og derfor bliver anskuet i opposition til de protestantiske lande, der udgør CANZUK. Det har alle de fortrin, de andre lande har. Alligevel er der ikke et `I` i CANZUK. Det putter lidt en pind igennem argumentet om, at samarbejdet er bygget op om moderne idealer som domstoles uafhængighed, liberalt demokrati osv. Selv ift. backstop-problematikken (problematikken i Brexit-forhandlingerne omkring, hvordan man laver en grænse mellem Irland, som vil fortsætte med at være en del af EU´s indre marked og Nordirland, som er en del af Storbritannien,red.) ville det være en løsning – en frihandelsaftale med Irland ville på mange måder kunne løse det problem. Men nej. Det handler om kultur, ikke om rationelle valg,” siger han.

En zombie-idé

Bliver CANZUK mere end et tankeeksperiment? Den canadiske forsker er usikker.

”Indtil nu består politikkerne af en række bulletpoints og ikke meget andet, som et canadisk politisk parti har skrevet ned for et års tid siden. Ingen har helt haft modet til f.eks. at nedskrive et konkret forslag til fri bevægelighed mellem CANZUK-landene, hvilket ellers ville være en nem ting at gøre. Og der er en række opinionsmålinger, der viser en meget høj grad af støtte til et sådan forslag, især blandt yngre mennesker,” siger han.

Han nævner fri bevægelighed som et første skridt, mens en decideret politisk union ville være skridt nummer ti.

”Det overrasker mig, at det ikke er kommet endnu. Men jeg ville til gengæld ikke blive overrasket, hvis det bliver et forslag inden for de næste 12 måneder, for vi kan have konservative regeringer i både Canada og Storbritannien senere i år, med regeringsledere, der er virkelig radikale i forhold til at tænke i store visioner og planer, der rækker op til månen,” siger han og nævner sikkerhedssamarbejdet Five Eyes, længe hemmeligt, men blotlagt af Edward Snowdens NSA-læk, som et andet punkt, hvor de fire lande (plus USA, som meget målrettet er udeladt fra CANZUK på grund af sin størrelse og dominans), allerede samarbejder intensivt ­- og hvor samarbejdet sandsynligvis vil blive udvidet.

”Spørgsmålet er så, hvordan man bevæger sig fra immigration til politik, fra sikkerhed til politik? Fra sikkerhed til økonomi? Det er der ikke nogen, der har lavet en plan for endnu,” konstaterer han. ”Det er fuldstændig realistisk med en union omkring arbejdskraftens fri bevægelighed og med en omkring sikkerhed, men måske ikke så meget mere. Men det er nok til at have CANZUK stående i baggrunden som en politisk vision parat til at blive aktiveret? – hvorfor ikke gøre mere, hvorfor ikke udvide det?” siger han. ”Det er en zombie-idé, som nægter at dø.”