Vores selvbillede som »den gode kolonimagt« krakelerer, hvis vi ikke lytter til grønlænderne

28. april i år offentliggjorde Grønland udkast til deres egen grundlov. En ceremoni i auditoriet på Grønlands Universitet Ilisimatusarfik med traditionel lampetænding, musik og taler. For mange i Danmark virkede grundlovsudkastet til at komme ud af det blå. Men bag den 276 sider lange kommissionsbetænkning ligger et 6 år langt arbejde med at udarbejde ”en forfatning for et kommende selvstændigt Grønland”, som der endte med at stå i kommissoriet.

Allerede i bemærkningerne til Selvstyreloven fra 2009 accepterede Danmark, at Grønland kunne forberede en forfatning, men de grønlandske politikere var uenige om alt fra formål over proces til indhold. Så skriveprocessen har været rodet med skiftende kommissionsmedlemmer. Og meget lukket. Alene derfor kan der gå år før grønlænderne skal til folkeafstemning om deres grundlov. Først skal befolkningen debattere, så skal politikerne blive enige om at rette forslaget til.

Det grønlandske ønske om selvstændighed går selvsagt længere tilbage. Da Grønland og Danmark forhandlede selvstyreaftalen i 00’erne forsøgte grønlænderne også at opnå en højere grad af selvstændighed, men med en fortsat tilknytning til Danmark. I folkeretten er ordningen kendt som "free associaton". Begrebet er ukendt i den danske offentlighed og formentlig også for en del af den grønlandske befolkning. Men grønlandske politikere har siden 1990’erne afsøgt og indsamlet erfaringer med denne afkoloniseringsmodel. Modellen er udviklet i FN, der efter anden verdenskrig overvågede afkoloniseringen, og indebærer, at en tidligere koloni kan blive selvstændig, men med fortsat tilknytning til den tidligere kolonimagt.

Eksempelvis har USA siden 1986 haft en free association-aftale med Marshall Øerne, som man fik overdraget da Japan tabte krigen. Og Cook Øerne har free association med New Zealand, som fik øerne med da man selv blev selvstændige fra Storbritannien. Grønlandske politikere har, støttet af historikere og jurister, siden 90'erne kritiseret processen i starten af 50'erne, hvor Grønland blev indlemmet i Danmark. FN godkendte indlemmelsen, selvom grønlænderne blev snydt for en demokratisk debat om andre veje frem. Kritikken går blandt andet på, at 'free association' kunne have givet mere grønlandsk indflydelse på moderniseringsprocessen, end den status som dansk amt, man først fik, og siden hjemmestyre og selvstyre.

Under forhandlingerne om selvstyreloven afviste statens jurister en free association-aftale med det argument, at en sådan aftale ikke kunne rummes indenfor den danske grundlov. Vejen frem for de grønlandske politikere, som gerne vil have en sådan aftale, har derfor været at Grønland må have sin egen grundlov og sin egen stat.

Selvstændighed og velfærd

Nu har grønlænderne så et udkast til grundlov, men det skal til folkeafstemning for at blive vedtaget. De grønlandske politikere er godt klar over, at der skal være styr på økonomien, for at et flertal vil stemme ja. De fleste er enige om, at Grønland burde være selvstændigt. Men næsten ligeså mange er enige om, at Grønland kun er det Grønland, man gerne vil have, hvis man kan opretholde ambitionen om at være en velfærdsstat.

Det er her nogle ser free association som en mulig model. I grundlovsudkastet er der i bemærkningerne beskrevet, hvordan en fremtidig grønlandsk stat kan gå i 'free association' med en anden stat. Lidt ligesom den danske grundlovs §20 åbner for at dele suverænitet med EU, kan Grønland dele suverænitet med andre. Det oplagte bud vil være Danmark – hvis de danske politikere kan overtales.

Samarbejde, men om hvad?

Hverken grundlovsudkastet eller de grønlandske politikeres udmeldinger over årerne har afklaret hvilket indhold, Grønland måtte ønske af sådan en ordning. Free association er en meget fleksibel model, som egentlig blot indebærer fortsat tilknytning, men ikke nødvendigvis afgivelse af suverænitet. Cook Øerne har for eksempel fuld suverænitet over deres egen forsvars- og sikkerhedspolitik, men kan bede New Zealand om hjælp til at få varetage opgaver, de ikke selv kan løfte. Øerne modtager betydelig økonomisk bistand fra New Zealand og øboerne er newzealandske statsborgere - selvom de har deres egen stat. Cook Island'ernde er nært beslægtede med maorierne, og for New Zealand er det en måde at betone sin identitet som Stillehavsnation, snarere end settler-koloni.

Marshall Øerne har omvendt afgivet suverænitet over forsvars- og sikkerhedspolitik til USA. USA har lov til at have militærbaser på Marshall Øerne, som ligger strategisk vigtigt i Det Indiske Ocean. Til gengæld modtager landet økonomisk bistand, befolkningen kan arbejde og studere i USA uden visum, og de kan komme på hospitalet i USA (når de amerikanske regler i øvrigt tillader det).

Før grønlandske politikere sætter sig til forhandlingsbordet med Danmark, skal der altså træffes nogle grundlæggende beslutninger. Hvad er det helt konkret, man ønsker af en free association aftale? Hvilken slags rettigheder skal grønlændere have i Danmark - og danskere i Grønland? Hvor meget må det koste i kroner og øre? Hvor meget suverænitet vil man afgive og på hvilke områder? Som grundlovsudkastet ser ud lige nu, er der tætte begrænsninger på, hvordan og hvor meget man kan afgive suverænitet på forsvars- og sikkerhedsområdet.

Hvorfor skulle Danmark gå i free association med Grønland?

Næste spørgsmål er selvfølgelig, hvad Danmark vil være med til. I bund og grund vil det være nemt at slå idéen om free association mellem Danmark og Grønland ihjel ved blot at sige ’nej’. Eller ved at sige 'okay' - men stille så dårlige betingelser, at de bliver umulige at få igennem en grønlandske folkeafstemning. Det var, hvad der skete i forhandlingerne med Færøerne omkring årtusindskiftet.

Men det har i årtier stået klart, at Grønland har ret til selvstændighed. Danmark anerkendte det officielt i Selvstyreloven. Ved en blank afvisning risikerer Danmark at skubbe Grønland længere i retning af en 'ren' løsrivelse. Og der er ikke noget til hinder for, at Grønland afsøger andre partnere. For eksempel USA. De fleste grønlandske politikere vil foretrække Danmark og dermed en nordisk velfærdsmodel, men nogle er opmuntret af de senere års amerikanske charmeoffensiv.

De danske politikere er blevet gode til at sige, at Rigsfællesskabet SKAL være ligeværdigt. Men man har ingen overbevisende historier om, hvordan det ER eller BLIVER ligeværdigt. Den danske linje har i de senere år været nogenlunde klar: Man er villig til at være meget fleksibel - men kun indenfor grundlovens rammer. Alligevel er det klart, at den ordning ikke opfattes som ligeværdig af grønlænderne.

Så når grønlænderne en dag selv er færdige med at formulere grundlov og ønsker til en ny ordning, så må de danske politikere have afklaret med sig selv: Hvorfor er det egentlig, Danmark gerne vil holde fast i forbindelsen til Grønland? Og når grønlænderne kun vil være i et ligeværdigt forhold, hvordan hænger det så sammen med Danmarks interesser og bevæggrunde?

Er det i dansk egeninteresse at holde fast i Grønland - for at være en del af Arktis, der jo som region er blevet 'hot'? Eller er temperaturen mellem stormagterne deroppe ved at være så høj, at det faktisk ville være i Danmarks interesse, ikke at have noget i klemme?

Eller er det fordi Danmark har en mere følelsesbetonet forbindelse til Grønland? Danmark og Grønland er tæt forbundet på godt og ondt. Nogle grønlændere taler og skriver lige så godt eller bedre dansk end grønlandsk. Flere har taget uddannelse i Danmark. Mange har familie i begge lande.

Hvis følelserne og historien er en del af svaret, hvad vil det så gøre ved det danske selvbillede at sige nej til et grønlandsk ønske om en ordning, man opfatter som mere ligeværdig? Danske statsministre og officiel historieskrivning har talt om Danmark som ’den gode kolonimagt.’ Man har understreget, hvordan det danske koloniprojekt i Grønland ikke direkte har slået grønlændere ihjel, og hvordan Danmark har udbredt velfærdsstaten på arktisk klippegrund. Den fortælling har allerede fået nogle skrammer med afdækning af tvangsforflytninger, spiralkampagnen, og eksperimentbørn, der blev sendt til Danmark og mistede deres grønlandske sprog og familie.

Internationalt har Danmark og Grønland arbejdet for oprindelige folks rettigheder og promoveret hjemmestyre og selvstyre som forbilleder. I den sammenhæng har det altid været de angelsaksiske lande, der var de fodslæbende. Men i dag har Canada, Australien og New Zealand på hver deres måde overhalet Danmark i symbolsk anerkendelse og selvkritik reflektion over kolonitiden. Tættere på har en Sandsheds- og Forsoningskommission netop udgivet en rapport, der afdækker den norske stats behandling af samerne. Tilsvarende kommissioner arbejder i Sverige og Finland. Så hvad vil der ske med det danske selvbillede af en omsorgsfuld og generøs kolonimagt, hvis man truer med at kappe alle økonomiske bånd, når Grønland kræver free association?

En del af den økonomiske støtte USA yder til Marshall Øerne falder som erstatning for de hundredvis af atomprøvesprængninger, USA foretog på øerne under Den Kolde Krig. På samme måde argumenterer nogle grønlandske politikere for, at Danmark fortsat bør yde kompensation til Grønland for de uretfærdigheder, der skete under kolonitiden.

Så hvor meget er det værd for Danmark? Grønlands strategisk vigtige placering. Danmarks selvbillede som den gode kolonimagt. Erstatning for kolonitidens fejltagelser. Den tætte forbindelse. Det kan politikerne i Danmark blive bedt om at tage stilling til i løbet af den næste 5-10 år. Hvis politikerne i Grønland bliver enige om et nyt forslag til, hvordan fællesskabet med Danmark kan blive mere ligeværdigt. Ved ikke længere at være ét rige, men til gengæld en ny slags fællesskab.