Ny historisk udredning vil ikke af sig selv skabe forsoning mellem Grønland og Danmark

I sommeren 2022 besluttede Grønlands Naalakkersuisut og Danmarks regering, at der skal udarbejdes en ny historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark i perioden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag. Af fælleserklæringen fremgår det, at den planlagte udredning skal ”skabe forudsætninger for forsoning med fortiden”.

Initiativet til udredningen er vigtigt og kan vise sig at blive et centralt instrument til at øge forståelsen mellem Grønland og Danmark. Dog er der også en del faldgruber, man bør være opmærksom på fra politisk side. Først og fremmest at en ny historisk udredning ikke af sig selv vil medføre forsoning, hvis processen ikke følges op af politiske tiltag.

Derfor er det vigtigt i den kommende historiske udredning at bruge erfaringer fra sandheds- og forsoningsprocesser mellem oprindelige folk og staten i Sverige, Finland og Norge og fra Grønlands forsoningskommission, som arbejdede fra 2014-17.

Historieforståelser i Grønland og Danmark

Man taler ofte om den fælles grønlandske og danske historie. Men det er mere præcist at tale om forbundne historier. Betydningen af historien er nemlig meget forskellig i de to lande. Derfor er der også tale om ret forskellige behov for udredning i de to lande, og derfor bør der foretages en grundig behovsvurdering, inden man igangsætter arbejdet med en udredning.

Mange i Danmark deler en opfattelse af, at Danmark har arbejdet ”til gavn for Grønland” eller i det mindste ”i bedste mening”.

Men mange grønlændere har smertefulde erfaringer om mødet med de danske myndigheder og traumatiske minder om ufrivillige flytninger fra bygd til by, adoptioner ud af landet, splittede hjem, sproglig segregering, diskrimination og følelsen af ikke at kunne komme videre i livet i ens eget hjemland.
Erindringerne bæres både af nulevende personer, men også af deres efterkommere.

I Grønland har man derfor været mindre overrasket over historierne om anbragte og adopterede børn, børnehjems-eksperimentet og senest præventionskampagnerne.

Disse erindringer og erfaringer er en uomgængelig del af den historie, der ellers kun viser sig i brudstykker i arkiverne. Det kræver derfor mere end arkivstudier at opnå et overblik over og en forståelse for de konsekvenser, de historiske forhold har på nutidens Grønland. At få dem frem er en forudsætning for at højne forståelsen af historien og dens vidtrækkende konsekvenser for dagens Grønland.

Begreberne ’sandhed’ og ’forsoning’

Sandheds- og historiekommissioner har været brugt over hele verden. Historisk er modellen opstået i erkendelse af, at det er vanskeligt at yde retfærdighed til en befolkningsgruppe, der har været udsat for længerevarende massive overgreb indenfor det normale retssystems rammer. Ved at dokumentere overgrebene så detaljeret og nøjagtigt som muligt, håber man med historiske kommissioner, sandheds- og forsoningskommissioner eller historiske udredninger, at yde en vis form for retfærdighed.

Rundt om i verden har mange offergrupper tilkendegivet, at det er vigtigt for deres forståelse af retfærdighed, at den fulde sandhed om overgrebene kommer frem, og at der etableres en offentlig og bredt delt forståelse af, hvad der præcist skete. På den måde kan processerne være et nødvendigt skridt mod videre forsoning og fredelig sameksistens.

Men erfaringer og forskning på området viser også, at sandhed ikke nødvendigvis fører til forsoning.

At sætte ord på en stærkt traumatiserende oplevelse kan i sig selv virke retraumatiserende. Det kan påvirke vidnets helbred negativt. Derfor er det vigtigt, at der bliver taget ordentligt vare på dem, der aflægger vidnesbyrd både undervejs i processen og bagefter.

Kendskabet til omfanget og karakteren af overgreb kan også skabe forstærkede spændinger mellem forskellige grupperinger i samfundet. Også af den grund er det centralt, at der fra politisk hold bliver fulgt ordentligt op på den samlede proces, når den færdige udredning foreligger.

Erfaringer fra de nordiske lande

Den norske Kommisjonen for å granske fornorskingspolitikk og urett overfor samer, kvener og norskfinner har status af en granskningskommission, som i norsk sammenhæng er den mest omfattende form for statslig udredning. Kommissoriet blev vedtaget af det norske Storting i 2018. I Norge har man valgt at stille skarpt på den assimileringspolitik, som den norske stat rettede mod både
samer, kvener, norskfinner og skovfinner fra midten af 1800-tallet og frem til 1970erne.

I Sverige har man modsat Norge valgt at nedsætte to kommissioner. Den ene er Sannings- och försoningskommissionen för tornedalingar, kväner och lantalaiset, som i 2020 påbegyndte sit arbejde med at udrede uretfærdigheder begået mod minoriteterne i assimileringspolitikkens navn i det 19. og 20. århundrede.

Den anden er Sanningskommission för det samiska folket, der blev nedsat i sommer, og som skal udrede statslige overgreb på samerne og relationerne mellem staten og de samiske befolkninger i landet.

I Finland nedsatte statsrådet en sandheds- og forsoningskommission for samer i efteråret 2021. Kommissionens opgave er at undersøge og belyse statens og myndighedernes politik og ageren overfor de samiske befolkninger. De foreløbige erfaringer fra de nordiske lande viser bl.a., at det har været vanskeligt at engagere den brede befolkning i processerne. Den norske kommission, som er længst i arbejdet, er næsten udelukkende blevet dækket af nordnorske medier. Resultatet er, at kommissionens arbejde opleves som en intern nordnorsk sag.

Skæv repræsentation og underfinansiering har også vist sig at være et problem. Det finske sameting har i øjeblikket sat kommissionens arbejde på pause, efter at flere kommissionsmedlemmer er trådt af, fordi de mener, at staten har tilført kommissionen for få ressourcer. Desuden har en del af den samiske
befolkning i Finland klaget over, at de ikke føler sig tilstrækkeligt repræsenteret i den nedsatte kommission.

Det svenske Sameting har insisteret på, at den svenske kommission for det samiske folk udelukkende skal have titel af en sandhedskommission. Dette sker netop med henvisning til, at sandhed og forsoning ikke nødvendigvis hænger sammen. Her argumenterer man med, at det er nødvendigt først at få dokumenteret overgrebene fuldt ud. Derefter kan det samiske folk tage stilling til om en evt. forsoningsproces skal sættes i gang.

Erfaringer fra den grønlandske forsoningsproces

Naalakkersuisut nedsatte i 2014 en forsoningskommission med ambition om at skabe forsoning i Grønland. Man vurderede, at der var behov for at afdække og diskutere konsekvenserne af kolonitiden for den grønlandske befolkning. Kommissionen blev nedsat under landsstyreformand Aleqa Hammonds regeringsperiode og mandatet bar præg af Hammondregeringens selvstændighedspolitik. Kommissioriet havde derfor også et fokus på at skabe nationalt sammenhold.

Den grønlandske forsoningskommission bestod af seks politisk uafhængige kommissærer, der repræsenterede forskellige grupper i det grønlandske samfund. Kommissionen havde ligesom den planlagte historiske udredning fokus på perioden efter Anden Verdenskrig. Det afsatte budget til kommissionen gav dog ikke mulighed for at gennemføre en større samlet undersøgelse af de historiske forhold.

Til gengæld gennemførte kommissionen en lang række interviews med den grønlandske befolkning om de konkrete konsekvenser af moderniseringsprocessen fra Anden Verdenskrig og frem.

Disse undersøgelser lå til grund for kommissionens betænkning ”Vi forstår fortiden – Vi tager ansvar for nutiden – Vi arbejder sammen for en bedre fremtid” fra december 2017. Den grønlandske forsoningskommissions betænkning fra 2017 pegede på behovet for at skabe viden og kontinuerlig formidling om den sene kolonitids- og afkoloniseringens konsekvenser for den grønlandske befolkning. Betænkningen anbefaler bl.a., at der etableres et videnscenter for historie og forsoning i Grønland

Denne anbefaling har central betydning - både for den planlagte historiske udredning og for en senere opfølgning på processen.

Der er store forskelle på forudsætningerne for at gennemføre et konkret udredningsarbejde i hhv. Grønland og Danmark. Det er afgørende, at det grønlandske forskningsmiljø får en reel mulighed for at deltage i projektet og samtidigt bygge kapacitet op til at videreføre forskningen på området i fremtiden. Et udredningsarbejde, der giver mulighed for at involvere grønlandske forskerstuderende i arbejdet, er derfor en oplagt måde at sikre, at forskningen og formidlingen af den vigtige og underbelyste del af historien får varig betydning.

Langt størstedelen af de vigtigste arkiver om Grønlands historie i det 20. århundrede ligger i danske arkiver og har ikke været genstand for synderlig megen forskning og registrering – endnu. Dette er i sig selv et problem, der særligt rammer de grønlandske forskere og arkivbrugere.