DIIS Comment
Tunesien: Historien om en ubebudet revolution
Hverken politiske beslutningstagere eller analytikere så Jasminrevolutionen komme. Men de har nu en unik chance for at lære af deres fejl
26. januar 2011
Udfordringer fra Tunesien
Det er kommet bag på både analytikere og politiske beslutningstagere, at den tunesiske befolkning turde rejse sig, at det lykkedes dem (vældig hurtigt) at smide deres diktator på porten – og ikke mindst, at alt dette indtil videre er sket på en umådelig værdig og civiliseret vis. Det er imponerende, at 23 år med politistat, undertrykkelse og uretfærdighed indtil videre ikke har udløst blodig hævntørst.
Det er langt fra forudsigeligt, hvad der kommer til at ske nu. Vil det for alvor lykkes at gennemføre et demokratisk regimeskift – eller bliver der kun tale om en kortvarig solstrålehistorie, som den vi så i Iran i 2009? Set med analytiske briller virker det næsten umuligt, at en civil befolkning uden klart politisk lederskab skulle kunne gennemtvinge en demokratisk transition.
Om der bliver en regional 'domino-effekt' er heller ikke til at sige. Selv om de autoritære ledere i Tunesiens nabolande også står over for økonomisk krise, sociale udfordringer og politiske reformkrav, er det stadig mest sandsynligt, at de holder sig ved magten – de har kontrol med militær og politi; de har undertrykt og svækket den politiske opposition; og de fordeler de økonomiske goder og privilegier i samfundet. Men indtil for nylig kunne man sige nøjagtig det samme om Tunesien – og dertil have tilføjet, at regimet dér nok var det sidste, der ville falde, fordi det havde haft succes med at skabe vækst og tilfredsstille den relativt store og veluddannede middelklasse. Med andre ord: Kunne det ske i Tunesien, så kan det ske hvor som helst – om end ikke nødvendigvis lige så fredeligt.
Politisk fejlbedømmelse i EU
Mens situationen i og omkring Tunesien langt fra er afklaret, så er det allerede nu givet, at Jasminrevolutionen har sat EU's udenrigspolitik i et ikke særlig flatterende lys. Så længe Ben Alis regime sikrede økonomisk fremgang, politisk stabilitet og bekæmpede islamisering, valgte man at lukke øjnene for den massive undertrykkelse af menneskerettighederne, som blandt andet gav sig til kende i massive begrænsninger i ytringsfriheden og voldsom undertrykkelse af politiske opponenter og menneskerettighedsforkæmpere.
Frankrig spiller en dominerende rolle i EU's politik over for Nordafrika. Her erkender man i disse dage, at den politiske elite er gået for vidt i sit venskab med ledelsen af den tidligere koloni. Selvom Sarkozy's regering – med rette – argumenterer for nødvendigheden af, at man som tidligere kolonimagt bevarer et 'armslængde-princip' og afholder sig fra at intervenere direkte i uafhængige staters anliggender – så er de fleste iagttagere enige om, at fransk diplomati har fejlet. Ikke nok med at de ikke forudså de seneste ugers udvikling – man holdt også hånden over Ben Ali lige til det sidste. Det blev afspejlet i udenrigsminister Michèle Alliot-Maries noget uheldige tilbud om fransk assistance til urobekæmpelse i dagene umiddelbart før hans fald.
Analytikere overså den spirende Jasminrevolution
Det er nemt at være bagklog på bekostning af forstenede politikere. Men det er også tankevækkende, at der ikke var nogen analytikere, der forudså at en af regionens autoritære ledere kunne blive smidt af pinden på en måned. Og da mindst af alle Ben Ali.
Efter murens fald og den megen snak om demokratisering i 1990'erne, har studier af politik i Mellemøsten i 2000'erne været domineret af forsøg på at forklare de autoritære arabiske regimers overraskende evne til at blive ved magten. Mange årsager er blevet lagt frem: regimernes kontrol med militær, politi og sikkerhedstjenester og deres patron-klient forhold til store dele af den økonomiske elite. Det har også været gængs at bruge islam som forklaring på 'demokratiets fravær' i Mellemøsten – upåagtet tilstedeværelsen af demokrati i andre dele af verden med store muslimske befolkningsgrupper. Samtidig har 'truslen fra islam' også været brugt politisk (både i og uden for regionen) som argument for, at autoritære regenter som Ben Ali i Tunesien, Mubarak i Egypten eller Bouteflika i Algeriet trods alt var nyttige bolværk mod islamismen.
Jasmin-revolutionen har vist, at analyserne ikke holdt stik. Ben Ali blev vippet af pinden. Det gjorde han på trods af sin kontrol med især politiet, den udbredte korruption og klientelisme – og sine nære relationer til Vesten. Og de islamister, som både han og hans vestlige støtter var så bange for, har indtil videre vist sig at være moderate og tilbageholdende.
Nødvendigt med politisk og analytisk kursændring
Det er muligt (måske endog sandsynligt) at det tunesiske forår ikke kommer til at vare ved. De, der levede godt og flot i Ben Alis skygge, vil kæmpe for at bevare deres privilegier. Hæren kan også ende med at overtage magten. Og det er også muligt at islamistiske kræfter vil vise sig at være både stærkere og mere radikale, end vi hidtil har set. Men i forhold til denne meget labile politiske situation har såvel politiske beslutningstagere som analytikere nu chancen for at lære af deres fejl.
Catherine Ashton har netop nu en unik chance for at vise, at EU's udenrigspolitik har sin berettigelse. Det kan hun gøre via en konsistent støtte til folkelige krav om en repræsentativ regering og til at løfter om amnesti og tolerance reelt føres ud i livet, herunder at det islamistiske Ennahda (Renæssance) parti legaliseres og får lov til at deltage – så længe de entydigt anerkender demokratiske spilleregler. Disse tiltag må kombineres med politisk og ikke mindst økonomisk støtte, der kan sikre stabilitet i den meget svære og udfordrende tid, der ligger forude for Tunesien – også når den første nyhedsværdi aftager.
Samtidig må også de, der arbejder analytisk med at forstå politiske processer i den arabiske verden, tage ved lære af Jasmin-revolutionen. I 1990'erne afventedes en demokratiseringsbølge, som aldrig kom; i 2000'erne var der så meget fokus på at forklare autokratiernes forbliven, at Jasmin-revolutionens spirer blev overset. Forhåbentlig vil det nye årti se færre af den slags akademiske lemminge-effekter og flere empirisk baserede studier, som kan bidrage til en mere relevant og afbalanceret europæisk politik i forhold til regionen.
Det er kommet bag på både analytikere og politiske beslutningstagere, at den tunesiske befolkning turde rejse sig, at det lykkedes dem (vældig hurtigt) at smide deres diktator på porten – og ikke mindst, at alt dette indtil videre er sket på en umådelig værdig og civiliseret vis. Det er imponerende, at 23 år med politistat, undertrykkelse og uretfærdighed indtil videre ikke har udløst blodig hævntørst.
Det er langt fra forudsigeligt, hvad der kommer til at ske nu. Vil det for alvor lykkes at gennemføre et demokratisk regimeskift – eller bliver der kun tale om en kortvarig solstrålehistorie, som den vi så i Iran i 2009? Set med analytiske briller virker det næsten umuligt, at en civil befolkning uden klart politisk lederskab skulle kunne gennemtvinge en demokratisk transition.
Om der bliver en regional 'domino-effekt' er heller ikke til at sige. Selv om de autoritære ledere i Tunesiens nabolande også står over for økonomisk krise, sociale udfordringer og politiske reformkrav, er det stadig mest sandsynligt, at de holder sig ved magten – de har kontrol med militær og politi; de har undertrykt og svækket den politiske opposition; og de fordeler de økonomiske goder og privilegier i samfundet. Men indtil for nylig kunne man sige nøjagtig det samme om Tunesien – og dertil have tilføjet, at regimet dér nok var det sidste, der ville falde, fordi det havde haft succes med at skabe vækst og tilfredsstille den relativt store og veluddannede middelklasse. Med andre ord: Kunne det ske i Tunesien, så kan det ske hvor som helst – om end ikke nødvendigvis lige så fredeligt.
Politisk fejlbedømmelse i EU
Mens situationen i og omkring Tunesien langt fra er afklaret, så er det allerede nu givet, at Jasminrevolutionen har sat EU's udenrigspolitik i et ikke særlig flatterende lys. Så længe Ben Alis regime sikrede økonomisk fremgang, politisk stabilitet og bekæmpede islamisering, valgte man at lukke øjnene for den massive undertrykkelse af menneskerettighederne, som blandt andet gav sig til kende i massive begrænsninger i ytringsfriheden og voldsom undertrykkelse af politiske opponenter og menneskerettighedsforkæmpere.
Frankrig spiller en dominerende rolle i EU's politik over for Nordafrika. Her erkender man i disse dage, at den politiske elite er gået for vidt i sit venskab med ledelsen af den tidligere koloni. Selvom Sarkozy's regering – med rette – argumenterer for nødvendigheden af, at man som tidligere kolonimagt bevarer et 'armslængde-princip' og afholder sig fra at intervenere direkte i uafhængige staters anliggender – så er de fleste iagttagere enige om, at fransk diplomati har fejlet. Ikke nok med at de ikke forudså de seneste ugers udvikling – man holdt også hånden over Ben Ali lige til det sidste. Det blev afspejlet i udenrigsminister Michèle Alliot-Maries noget uheldige tilbud om fransk assistance til urobekæmpelse i dagene umiddelbart før hans fald.
Analytikere overså den spirende Jasminrevolution
Det er nemt at være bagklog på bekostning af forstenede politikere. Men det er også tankevækkende, at der ikke var nogen analytikere, der forudså at en af regionens autoritære ledere kunne blive smidt af pinden på en måned. Og da mindst af alle Ben Ali.
Efter murens fald og den megen snak om demokratisering i 1990'erne, har studier af politik i Mellemøsten i 2000'erne været domineret af forsøg på at forklare de autoritære arabiske regimers overraskende evne til at blive ved magten. Mange årsager er blevet lagt frem: regimernes kontrol med militær, politi og sikkerhedstjenester og deres patron-klient forhold til store dele af den økonomiske elite. Det har også været gængs at bruge islam som forklaring på 'demokratiets fravær' i Mellemøsten – upåagtet tilstedeværelsen af demokrati i andre dele af verden med store muslimske befolkningsgrupper. Samtidig har 'truslen fra islam' også været brugt politisk (både i og uden for regionen) som argument for, at autoritære regenter som Ben Ali i Tunesien, Mubarak i Egypten eller Bouteflika i Algeriet trods alt var nyttige bolværk mod islamismen.
Jasmin-revolutionen har vist, at analyserne ikke holdt stik. Ben Ali blev vippet af pinden. Det gjorde han på trods af sin kontrol med især politiet, den udbredte korruption og klientelisme – og sine nære relationer til Vesten. Og de islamister, som både han og hans vestlige støtter var så bange for, har indtil videre vist sig at være moderate og tilbageholdende.
Nødvendigt med politisk og analytisk kursændring
Det er muligt (måske endog sandsynligt) at det tunesiske forår ikke kommer til at vare ved. De, der levede godt og flot i Ben Alis skygge, vil kæmpe for at bevare deres privilegier. Hæren kan også ende med at overtage magten. Og det er også muligt at islamistiske kræfter vil vise sig at være både stærkere og mere radikale, end vi hidtil har set. Men i forhold til denne meget labile politiske situation har såvel politiske beslutningstagere som analytikere nu chancen for at lære af deres fejl.
Catherine Ashton har netop nu en unik chance for at vise, at EU's udenrigspolitik har sin berettigelse. Det kan hun gøre via en konsistent støtte til folkelige krav om en repræsentativ regering og til at løfter om amnesti og tolerance reelt føres ud i livet, herunder at det islamistiske Ennahda (Renæssance) parti legaliseres og får lov til at deltage – så længe de entydigt anerkender demokratiske spilleregler. Disse tiltag må kombineres med politisk og ikke mindst økonomisk støtte, der kan sikre stabilitet i den meget svære og udfordrende tid, der ligger forude for Tunesien – også når den første nyhedsværdi aftager.
Samtidig må også de, der arbejder analytisk med at forstå politiske processer i den arabiske verden, tage ved lære af Jasmin-revolutionen. I 1990'erne afventedes en demokratiseringsbølge, som aldrig kom; i 2000'erne var der så meget fokus på at forklare autokratiernes forbliven, at Jasmin-revolutionens spirer blev overset. Forhåbentlig vil det nye årti se færre af den slags akademiske lemminge-effekter og flere empirisk baserede studier, som kan bidrage til en mere relevant og afbalanceret europæisk politik i forhold til regionen.
Emner
Tunesien
historien om en ubebudet revolution