Trekantsdramaet mellem USA, Kina og Taiwan spidser til

Hvis der findes ”liberale Kina-høge,” så er Nancy Pelosi en oplagt kandidat til titlen. Den 82-årige californiske forkvinde for Repræsentanternes Hus i Kongressen har nemlig i årtier været en af de argeste kritikere af den kinesiske regerings menneskerettighedskrænkelser. Sidste år førte hun an i de amerikanske bestræbelser på at orkestrere en diplomatisk boykot af Vinter-OL i Beijing, ligesom hun var særdeles aktiv i sin støtte til Hong Kongs folkelige demokratibevægelse i 2019-20. Tilmed rangerer hun tredjehøjest i det amerikanske regeringshierarki (efter præsident Biden og vicepræsident Harris) og var dermed den mest prominente amerikanske politiker, der besøgte Taiwan i 25 år.

Alt dette kunne være galt nok i sig selv, men for virkelig at forstå, hvorfor Pelosis Taiwan-besøg har udløst så stærke protester og højlydt sabelraslen fra Beijing, skal man kaste et blik på de underliggende udviklingstendenser i det stadig mere tilspidsede trekantsdrama mellem USA, Kina og Taiwan. Hvis udviklingen fortsætter ad samme spor, er det ikke længere utænkeligt, at aktørerne i sidste ende geråder sig ud i væbnet konflikt. Det kan du læse mere om i denne analyse på Ræson.dk (kræver abonnement).

Historisk amerikansk støtte

Da Carter-administrationen i 1979 valgte at anerkende Folkerepublikken Kina som den eneste, suveræne repræsentant for Kina (dvs. ét-Kina-politikken), sørgede den amerikanske kongres – med vedtagelsen af ”Taiwan Relations Act” – for samtidig at sikre fortsat amerikansk støtte til Taiwan. Loven forpligtede USA til dels at assistere Taiwan med udviklingen af sit forsvar og dels selv at opbygge den fornødne kapacitet til at kunne intervenere i tilfælde af en konflikt.

Men hvorvidt amerikanerne rent faktisk ville gribe ind, stod hen i det uvisse. Denne ”strategiske uklarhed” tjente USA's interesser fint i de følgende årtier, fordi den formåede at afskrække begge parter fra at ændre status quo – Beijing ved at forsøge at indlemme Taiwan med magt og Taipei ved at fremprovokere en krig gennem eksempelvis en selvstændighedserklæring. Således kunne USA udvikle sine relationer med et opstigende Kina, alt imens freden herskede hen over Taiwanstrædet.

Beijings relation til Taipei i frit fald

Sidenhen er der flydt meget vand gennem Taiwanstrædet, og Kinas militærapparat har fået langt flere strenge at spille på. Kineserne har længe rådet over tilstrækkeligt med avancerede ballistiske missiler til at kunne sønderbombe Taiwan, og i kraft af de senere års hastige modernisering af den kinesiske flåde og luftvåbnet fremstår et egentligt invasionsscenarie ikke længere helt så urealistisk som tidligere. Selv om Taiwan også investerer kraftigt i sit forsvar, er udviklingstendenserne i Beijings favør, og Taiwans forsvarsbudget udgør i dag blot omkring 5-7% af Kinas.

Samtidig har de kinesiske magthavere med generalsekretær Xi Jinping i spidsen ved flere lejligheder signaleret, at genforeningen af Taiwan ikke bør overlades til fremtidige generationer, men er en del af Kinas historiske mission frem mod 2049 (dvs. 100-året for Folkerepublikkens grundlæggelse).

Frem for alt har Beijings relationer til Taipei været i frit fald siden 2016, hvor Taiwans Beijing-kritiske præsident Tsai Ing-wen kom til magten. Hun har eksempelvis afvist Beijings genforeningsmodel baseret på ”et land, to systemer” og har også distanceret sig fra den såkaldte 1992-konsensus mellem parterne om, at der kun eksisterer ét Kina. Set fra Beijings perspektiv glider Taiwan i disse år gradvis længere væk fra Folkerepublikken, hvilket har fået de kinesiske magthavere til i stigende grad at rasle med sablen (bl.a. ved konstant at sende sit luftvåben ind i Taiwans luftforsvarsidentifikationszone).

Strategisk klarhed?

Da Biden i maj under et besøg i Tokyo besvarede et spørgsmål om, hvorvidt USA vil forsvare Taiwan militært i tilfælde af et væbnet angreb: ”Ja, det er vores forpligtelse”, var der mange der spekulerede i, om det var endnu en af præsidentens fortalelser. Imidlertid var der nok snarere tale om et indirekte budskab til Beijing om, hvordan amerikanerne reelt tolker den ”strategiske uklarhed” for dermed at øge afskrækkelseseffekten. Under alle omstændigheder er Bidens støtteerklæring til Taiwan fuldstændigt i pagt med den herskende tværpolitiske konsensus i Washington, hvor især Kongressen – i takt med intensiveringen af den strategiske rivalisering mellem USA og Kina – har lagt sig i selen for gradvis at udvide og uddybe samarbejdsrelationerne med Taipei.

Et af de væsentligste eksempler kom i 2018 med vedtagelsen af Taiwan Travel Act, som har banet vejen for højniveau-besøg mellem USA og Taiwan til trods for fraværet af officielle diplomatiske relationer. Så sent som i april var en delegation af kongresmedlemmer anført af Bob Menendes, formanden for Senatets Udenrigsudvalg, på besøg i østaten til Beijings store fortrydelse. Og i øjeblikket arbejdes der på et lovforslag, som bl.a. skal give Taiwans de-facto ambassade i Washington mulighed for at kalde sig ”Taiwans repræsentationskontor” – en tilsvarende navneforandring i Litauen førte sidste år til Beijings politiske isolation af den baltiske småstat.

Alt tyder på, at Taiwan bliver det vigtigste stridspunkt i stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina, og derfor er det værd at holde nøje øje med enhver ændring i positionerne mellem de tre parter. Fra kinesisk side blev Bidens udtalelse da også taget helt alvorligt og udlagt som et bevidst forsøg på at ændre status quo. Der var ifølge Zhao Lijian, det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, tale om ”et småligt forsøg på at forvrænge og underminere ét-Kina-princippet”. Sandt er det i hvert fald, at USA's ét-Kina-politik i disse år langsomt udhules. Pelosis besøg er blot endnu et skridt i den retning.