Propagandakrigens mange udfordringer

Informationskampagner har længe været populære instrumenter, når befolkningen i almindelighed skal oplyses og opdrages. Kampagnerne fremhæves også som mulige redskaber til bekæmpelse af radikale og militante modkulturer på internettet. Men ét er at ramme brede segmenter i befolkningen. Det er straks vanskelligere at rette kommunikationen mod et mindre publikum – sårbare unge, radikaliserede, ideologiske afvigere, voldelige ekstremister, fremmedkrigere, etc. – som ikke uden videre lader sig identificere og definere.

Et nyt policy brief guider uden om en række faldgruber, når modnarrativer og kampagner anvendes til radikaliseringsforebyggelse. Briefet anbefaler, at modnarrativer kun anvendes, hvis formål, målgruppe og succeskriterier kan formuleres meget præcist. Herudover skal afsenderen og distributionen af budskaberne nøje gennemtænkes fra start.

En del af radikalismens tiltrækningskraft er netop, at den gør op med en normalitetsforståelse, der for mange unge forekommer uopnåelig, og som ikke rummer den politiske og religiøse forskellighed, de efterspørger. Briefet advarer derfor mod at anvende kampagner, der promoverer normalitet som positivt alternativ til radikalisme og modkultur.

Endelig forsøger visse modnarrativer at fremstille ’fakta’ om, hvordan virkeligheden ser ud. Herved negligerer de den kendsgerning, at narrativer altid fremhæver nogle informationer frem for andre og taler ind i en specifik politisk kontekst. Dette er nemt at gennemskue, hvorfor modnarrativerne får en aura af manipulation. Briefet argumenterer derfor også mod at basere modnarrativer på en forestilling om at kunne redegøre for ’fakta’ om virkeligheden. Modnarrativer og kampagner bør i stedet tale til følelser, drømme og holdninger, de unge kan spejle sig i.