Klimaforandringer forværrer konflikterne i Mali, men de skaber dem ikke

Konflikten i Mali startede i 2012 med et oprør blandt væbnede tuaregmilitser i Nord. Siden har konflikten udviklet sig til en blodig borgerkrig, der har drevet over en halv million mennesker på flugt. I 2013 lancerede daværende fransk præsident Hollande militæroperationen, Serval, der senere blev til Barkhane som flere europæiske lande, heriblandt Danmark, deltog i.

Men efter 10 år med vestlig militær intervention, er konflikten blot eskaleret og har bredt sig til nabolandene. Vores manglende forståelse af årsagerne til konflikten, herunder ideen om at det er klimaforandringer der driver den, har medvirket til, at krigen er forværret, og fejlslagne vestlige interventioner har medvirket til, at den anti-vestlige følelse i befolkningen er steget. Senest, og symptomatisk for vores manglende forståelse af den lokale kontekst, blev vores soldater hjemsendt af overgangsregeringen efter kun 10 dage på malisk jord. En pinlig sag for Danmark, som krigen i Ukraine siden har stjålet al opmærksomhed fra.

Det er nærliggende at opfatte krigen i Mali som en klimakrig, hvor klimaforandringer fører til tørke og kamp om knappe ressourcer, som igen skaber tusindvis af klimaflygtninge. Men ud over at være forkert kan den opfattelse bidrage til, at vores humanitære og militære indsatser forværrer konflikterne.

Nylige satellitdata fra Malis mest konfliktprægede Mopti-region viser billeder af tomme nedbrændte landsbyer som følge af voldelige sammenstød mellem væbnede grupper. Krigen betyder, at mennesker ikke kan dyrke deres marker og hyrde deres kvæg. Men det er den volatile sikkerhedssituation præget af væbnende angreb og belejringer, folk flygter fra og ikke klimaforandringer, selvom det kan se sådan ud, når landbrugsområder pludseligt ligger øde hen.

Knappe ressourcer har altid været et vilkår

I Mali har hyrder i århundreder tilpasset sig et omskifteligt klima med tørkeperioder. Den pastorale livsform, hvor kvæghyrder flytter sig over store afstande på tværs af grænser, har vist sig at være særlig tilpasningsdygtig overfor klimaforandringer. Samtidig har befolkningsgrupper, der i dag bekriger hinanden, historisk ofte løst deres konflikter på fredelig vis. Det har også vist sig, at samarbejdet mellem bønder og hyrder om fordelingen af ressourcer er blevet styrket i tider med knaphed og tørke.

Efter de store tørker i Vestafrika i 1970 og 80’erne har nationale, vestligt støttede landbrugsudviklingsindsatser givet staten kontrol over land og ressourcer og favoriseret landbrugsproduktion. En udvikling der har medført, at kvæghyrderne over tid har mistet adgangen til livsnødvendige græsningsarealer.

Den skæve fordeling af ressourcerne har skabt splid mellem kvæghyrder og bønder, som er blevet forværret af korruption og interne magtkampe. Det er bl.a. disse uligheder og frustrationer, jihadistgrupper affilieret til Islamisk Stat og al-Qaeda har udnyttet til at rekruttere nye medlemmer især blandt marginaliserede kvæghyrder. I takt med at jihadisterne er vokset i styrke, har vestlig støttede regeringsstyrker i samarbejde med lokale militser også medvirket til hævnmotiverede drab og overgreb på civile. Det har generet den voldsspiral, som driver folk på flugt.

I årevis har politikere, internationale organisationer og ngo’er påpeget, at klimaforandringer i fremtiden vil skabe millioner af klimaflygtninge. Selvom dette hverken skal benægtes eller negligeres, er det essentielt, at vi lærer at skelne mellem, hvad der driver mennesker på flugt.

At kategorisere fordrevne som klimaflygtninge er på mange måder bekvemt. Klimaflygtninge er ikke omfattet af FN’s flygtningekonvention, og klimafordrivelse giver derfor ikke ret til at søge asyl under konventionen. Europæiske lande herunder Danmark kan samtidig fralægge sig ansvaret for at forværre de konflikter, som driver mennesker på flugt. Sidst men ikke mindst er ordet et buzzword i den aktuelle klimadebat og taler godt ind i fortællingen om, at Danmark skal være foregangsland i kampen for at redde klimaet.

Debatindlægget er oprindelig udgivet i Jyllands-Posten