Den næste pandemi er på vej - gældspandemien

Der er noget kedeligt ved corona, vi mangler at tale om. Noget, som de allerfleste har, men som få fortæller om. I hvert fald offentligt. Vores private pengegæld. Men vi står over for en giftig cocktail – covid-19 og gæld. Folk låner penge eller stopper med at afdrage på gæld for at klare coronakrisen. Coronakrisen kaster lige nu millioner af mennesker på globalt plan ud i fattigdom og gæld med store konsekvenser for folks liv mange år frem.

En hurtig googlesøgning afslører, at politikere og medier taler meget om covid-19 og offentlig gæld og meget lidt om almindelige menneskers ulmende gældskrise.

Måske skyldes stilheden, at selv om gæld er så almindeligt som døden, gør skam og skyld gæld til en privat byrde. Men det private er som bekendt politisk. Så lad mig starte med mig selv. Jeg har haft masser af gæld! Jeg fik den under en anden verdenskrise. Finanskrisen i 2008. Vi havde købt en lejlighed på et alt for stramt budget til en lav rente. Bankdamen var en god sælger, vi var glade optimister, krydsede fingre og håbede på bedre tider. De kom bare ikke. I stedet kom en stor luftig global boble. Vores rente steg til det dobbelte fra den ene dag til den anden. Vi kunne ikke betale renten og måtte sælge vores lejlighed med et tab på en million kroner.

Det nye år, 2021, startede med en meget speciel dag for mig. 12 år efter finanskrisen betalte jeg min sidste gældspost og er nu helt gældfri. 12 år, det er mange år i et menneskeliv.

Jeg har derfor et blødt hjerte for mennesker, der får gæld eller ikke kan afdrage på deres gæld under verdenskriser uden for deres kontrol: børskrak, finanskriser, coronakriser. En ny undersøgelse fra Danmarks største udlånsportal viser, at danskerne i gennemsnit ansøgte om at låne 40 procent mere i 2020 under covid-19 sammenlignet med 2019. Forbrugslån, kviklån og de såkaldte samlelån – nye lån til at betale gamle lån ud med. Eller de søgte om midlertidig afdragsfrihed på den gæld, de havde inden corona. Her taler jeg ikke om at låne til en ny sofa, fladskærm og renoveringer under covid-19, selv om man ikke har råd til det. Jeg taler om at miste sin indtægt, så man ikke kan afdrage på lån, eller at man må låne for at få sin virksomhed eller livet til at hænge sammen.

Det er ikke kun i Danmark, at vi er på vej ud i en gældspandemi. I mit arbejde som antropolog ser jeg mennesker forsøge at komme ud af gælden ved at migrere på risikofyldte måder. De sælger sex, efterlader børn eller siger ja til at arbejde i farlige, beskidte og udnyttende situationer.

Forleden ringede jeg til Sicilien. Her bor en af de nigerianske migrantkvinder, jeg har fulgt gennem mit arbejde. Før covid-19 krydsede hun som højgravid Middelhavet for at finde arbejde i Italien. Grund? Hun havde gæld hjemme i Nigeria. Jeg spurgte hende, hvordan hun nu klarede coronakrisen i Italien. Hun havde mistet sit job som opvasker på en lokal turistrestaurant og kunne ikke længere sende penge hjem til sine to børn eller gamle mor i Nigeria. I håb om bedre tider forude har hendes familie i Nigeria nu lånt flere penge til sig selv og har sendt nogle til hende, så hun havde noget at leve for i Italien. Et gældshamsterhjul venter nu forude for hele familien.

Gæld er fattigdommens klamme bror. To sider af samme sag. Udsatte, arbejdsløse migranter kan se sig nødsaget til at optage yderligere gæld, acceptere urimelige vilkår eller blive involveret i kriminelle aktiviteter i forsøg på at mindske deres sårbarhed på kort sigt.

De livsnødvendige globale pengeoverførsler fra migranter til deres fattige familier i hjemlandene, såkaldte remitter, forventes at falde voldsomt på grund af covid-19. Det kraftigste fald i nyere historie.

Alligevel er det, som om vi har glemt at tale om fattigdom, ulighed og gæld midt i coronatiden. Både i Danmark og i et globalt perspektiv. Det er, bl.a. fordi de fleste mennesker holder deres gæld for sig selv. Hvorfor føles det så dybt skammeligt at tale om gæld? Selv om gæld skyldes ting uden for vores kontrol såsom finanskrise og covid-19, er det måske, fordi gæld opleves mere som en individuel skam. En skam over ikke at have kontrol over sin økonomi. Det andet svar er ret simpelt: Vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor rigdom betragtes som målet. Gæld er det modsatte af rigdom – et tegn på, at du har ’fejlet’ i det system, vi alle lever i.

At betale min gæld ud 12 år efter finanskrisen er ikke til at beskrive. En intens følelse af frihed. En følelse af selv at have taget kontrollen tilbage. Det er sikkert, fordi jeg ikke længere har gæld, at jeg ikke synes, det er skamfuldt at skrive om i avisen. Men det er også, fordi jeg har fået et andet syn på, hvad gæld er. Det var ikke kun mig, der var noget galt med. Gæld er politisk.

Selv om jeg tager fuldt ansvar for, at jeg var den, der skrev under på lånet dengang, sidder der en vrede i mig. Over at miste kontrollen, over at banken lånte os så mange penge til en lejlighed, selv om vi bare var fattige studerende. At vi modtog breve om, hvorvidt vi ikke ville låne endnu flere penge. Sådan var det, lige før det hele sprak i 2008.

Så ligesom jeg har et blødt hjerte for gældsatte mennesker, ligeså har jeg et kritisk blik på dem, der nu står klar til at låne penge ud. I Italien er mafiaen allerede i gang med at låne penge til fortvivlede forretningsdrivende. Udlånere, herunder også banker, udnytter kriser. Så det næste spørgsmål er: Hvad er udlånere villige til at miste, for at vi undgår en gældspandemi?