Misforståelser om NATO-posten

NATOs generalsekretærpost, der af indlysende grunde tiltrækker sig stor opmærksomhed i den offentlige debat, er omgærdet af to afgørende misforståelser. 

Misforståelse (1): at generalsekretæren fører politik

Det er medlemslandene, især de større, der leder NATO. NATOs generalsekretær er embedsmand, om end på højeste niveau. Da medlemslandene har veto-ret, må han ikke udtale sig om emner, der ikke er konsensus om. Han skal kunne lokalisere og formulere den laveste fællesnævner – med andre ord ’holde tungen lige i munden’. Han må ikke tage selvstændige initiativer. I denne forstand har Jens Stoltenberg været den ideelle indehaver af jobbet: ikke visionær, men driftsikker og diplomatisk. Men da han ytrede, at Ukraine var velkomment i NATO, kom der rekyl dagen efter fra Ungarns premierminister Viktor Orban: det var Ungarn uenig i. I det daglige er det medlemslandenes ambassadører ved NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, der vogter på generalsekretærens offentlige udtalelser.

EU Kommissionsformandsposten (p.t. Ursula von der Leyen) er langt vigtigere, fordi Kommisionen er en overnational organisation og dermed selvstændig aktør (det er kun på infrastrukturområdet, at NATO har visse overnationale træk). NATOs generalsekretærpost kan snarere sammenlignes med formandsposten i Ministerrådet (p.t. Charles Michel).

Modifikationer

Derimod er posten ’fornem’; den er symbolsk vigtig. Indehaveren bliver modtaget på linje med statsoverhoveder i medlemslandene. Men samtidig er der en rød linje, der forbyder generalsekretæren at ytre sig om indenrigspolitik i et medlemsland. Der er efterhånden tradition for at besætte posten med politikere med en forudgående karriere i national politik, i flere tilfælde endog siddende statsministre. Det har selvsagt styrket embedets anseelse.         

Generalsekretærposten er også vigtig for ledelsen af NATOs civile administration, men selv her kan et enkelt medlemsland spænde ben for reformer. Ander Fogh Rasmussen formåede dog i sin tid som generalsekretær at reformere administrationen ved bl.a. at afskaffe livstidsansættelser, der kunne blokere for intern nytænkning.

I enkelte tilfælde har skiftende generalsekretærer påtaget sig en mæglerrolle mellem to medlemslande, som oftest Grækenland og Tyrkiet. Herved har han haft en fredsbevarende rolle indadtil i organisationen – en noget undervurderet rolle.

Endelig er generalsekretæren vigtig som PR-figur for NATO. F.eks. har Jens Stoltenberg formentlig betydet meget for opinionstallene i Sverige vedr. NATO-medlemskab. Sommeren 2020 optrådte han som ’sommarpratare’ på svensk P1 – et meget prestigefyldt hverv, hvor vedkommende over halvanden time opruller sit liv og levned iblandet musik. Ikke et øje var tørt, når NATOs ’øverste chef’ kunne fortælle om at have set Emil fra Lönneberga eller Pippi Långstrump i sin barndom. NATO kunne umuligt være et farligt sted, når det blev repræsenteret af en sympatisk nordmand.

Misforståelse (2): at det er USA, der bestemmer

En udbredt misforståelse er, at det hovedsagelig er USA, der bestemmer, hvem der skal besætte jobbet. F.eks. hed det sig for nylig i danske medier, at statsminister Frederiksen var til ’jobsamtale’ i Det Hvide Hus. Men sådan spiller klaveret ikke. Gentlemansaftalen er, at USA leder og besætter organisationens militære del, mens generalsekretærposten og den civile administration er overladt til europæerne. Ligesom ved optagelsen af nye medlemslande har de vetoret og er villige til at bruge den. Det fik Fogh Rasmussen at føle i 2009, da tyrkerne initialt modsatte sig hans kandidatur (posten har i øvrigt aldrig været besat med en amerikaner). Kan europæerne blive enige om en kandidat, er det OK med amerikanerne.

Blandt europæerne ræsonnerer man i termer af lande-grupper. Ser vi bort fra de europæiske stormagter, skelnes der groft sagt mellem nordflanken (Norge og Danmark), central- og østeuropæerne samt sydeuropæerne. Posten går på omgang mellem disse grupperinger. Nu har nordflanken som bekendt besat posten siden 2009 med hhv. Anders Fogh Rasmussen og Jens Stoltenberg – dvs. i 14 år! Det er mere end rigeligt, vil de øvrige medlemslande sige.

En gåde

På den baggrund er det lidt af en gåde, at kommentariatet og store dele af det politiske spektrum i Danmark er gået i selvsving over Mette Frederiksens (ikke-)kandidatur og dermed har lammet det hjemlige politiske liv i en måned. Nu ser det så ud til, at NATO afventer, at von der Leyen bliver ledig fra sin nuværende post næste år. Det værste er, set med den danske regerings briller, at denne halvårlige udskydelse af stillingsbesættelsen kan medføre, at den socialdemokratiske ’stoleleg’ fortsætter en rum tid endnu. 

Hans Mouritzen, dr.scient.pol., er seniorforsker ved DIIS.