Ligner de nordiske lande briterne i deres forhold til den europæiske integration?

Britiske EU-forskere betragter ofte deres eget land som en ’awkward’ (besynderlig) deltager i den europæiske integration, og i en netop udkommet britisk-nordisk bog Nordic states and European integration: awkward partners in the North? (eds. Stegman-McCallion & Brianson, Palgrave Macmillan 2017) får de nordiske lande også påført denne etiket. Spørgsmålet i titlen besvares bekræftende i bogens konklusion.

I Hans Mouritzens anmeldelse af bogen i International Affairs (03/2018; 94(2)) vurderes dette som vildledende. De nordiske lande udviklede velfærdssamfund og et indbyrdes sikkerhedsfællesskab lang tid før EF blev født. I modsætning til sydeuropæerne, befriet fra deres egne diktatorer, eller østeuropæerne, befriet fra kommunismen, stod de nordiske lande ikke med ’hatten i hånden’ over for EF/EU. De skulle ikke reddes; de kunne indtage en forsigtig attitude og nøje afveje forventede fordele og ulemper, om end med forskellige udfald i de enkelte tilfælde: Finland valgte at blive medlem uden opt-outs; Sverige og Danmark blev medlemmer med opt-outs, mens Norge og Island forblev udenfor, dog med deltagelse i det indre marked og Schengen-aftalen. Men den rationalistiske tilgang var den samme. Ingen af de nordiske lande ville sætte etablerede landvindinger over styr. Det er der ikke noget besynderligt ved. Og ingen af de tre nordiske medlemmer af EU har den mindste ambition om at følge i briternes fodspor.

Skal man endelig bruge et begreb som ’awkward’, er det snarere Visegrad-landene, ikke mindst Polen og Ungarn, der bør have denne etikette påført. Men på trods af deres erklærede ’illiberalisme’ og brud på EU's værdigrundlag har de heller ingen intentioner om at forlade klubben. Det er, i sandhed, lidt besynderligt.