Kinas strategiske vindue er ved at lukke sig

Da kommunistpartiets afgående generalsekretær, Jiang Zemin, i 2002 fremlagde den femårige statusrapport på den 16. nationale partikongres, erklærede han undervejs med nærmest profetisk præcision: ”De første to årtier af det 21. århundrede udgør en periode med afgørende strategiske muligheder [for Kina]”. Dengang var Kina netop blevet indlemmet i Verdenshandelsorganisationen, krig mod terror dominerede fuldstændigt amerikanernes sikkerhedspolitiske dagsorden, og de vestlige lande konkurrerede indbyrdes om at kurtisere magthaverne i Beijing for at sikre sig adgang til det kinesiske vækstlokomotiv. Og ud af lokomotivets røg og damp tonede et langt mere magtfuldt og selvhævdende Kina frem på den internationale scene som førsteudfordrer til USA og den vestligt dominerede internationale orden.

Da Xi Jinping, to årtier senere, i søndags skulle gøre status på den 20. partikongres foran 2300 delegerede i Folkets Store Hal, var tonen anderledes dyster. Ganske vist opsummerede han de forløbne fem år i triumferende vendinger og hyldede partiet, som Xi efterhånden selv personificerer med en uigennemtrængelig aura af ufejlbarlighed, for at have truffet de rette valg i de vigtigste spørgsmål, herunder ikke mindst i håndteringen COVID-19. Men Generalsekretær Xi trådte samtidig for alvor i karakter som den store styrmand – et prædikat Mao Zedong også fik påhæftet – der kan navigere det kinesiske folk sikkert igennem de oprørte vande, som venter forude.

For det strategiske vindue er ved at lukke sig for Folkerepublikkens historiske moderniseringsmission, i takt med at omverdenen – og især Vesten – i stigende grad er begyndt at anskue Kina som en konkurrent og rival snarere end en samarbejdspartner.

Den nye samfundskontrakt med det kinesiske folk

Sikkerhedspolitiske bekymringer havde således fået en langt mere fremtrædende placering i Xis tale, end det var tilfældet to årtier tidligere, hvor Jiang var mere optaget af social sikkerhed (velfærd) end national sikkerhed. Ud over at nævne national sikkerhed 26 gange (sammenlignet med 18 gange på den seneste partikongres i 2017) omtalte Xi også en lang række andre trusler mod bl.a. Kinas forsyningssikkerhed, energisikkerhed, fødevaresikkerhed, sundhedssikkerhed m.v. Den sikkerhedspolitiske tematik afspejler ikke blot den nye tidsånd, hvor globalisering og interdependens er blevet afløst af stormagtsrivalisering og afkobling. Den giver samtidig Xi mulighed for at bortlede opmærksomheden fra de hjemlige problemer såsom tiltagende økonomiske afmatning, et nedsmeltet boligmarked og drakoniske nedlukninger af hele byer i kampen mod COVID-19.

Med Xi som styrmand synes samfundskontrakten med den kinesiske befolkning nu ikke længere – som under forgængerne Hu Jintao, Jiang Zemin og Deng Xiaoping – at handle om at skabe vækst og velstand til gengæld for tilslutning til Kommunistpartiets magthavere. Snarere var budskabet, at alene kommunistpartiet med Xi i spidsen kan værne om kineserne og skabe den fornødne tryghed i den mere komplekse og farefulde virkelighed, Folkerepublikken nu befinder sig i. Som styrmanden pointerede henimod slutningen af søndagens tale: ”National sikkerhed er fundamentet for national genopstigning, og social stabilitet er forudsætningen for et stærkt og velstående land”.

Xi har et sikkert greb om magten på hjemmefronten

Afviklingen af den forløbne uges nationale partikongres er et stilstudie i et autoritært regimes nærmest totalitære kontrol over den politiske proces, hvor enhver udskiftning blandt de kommunistiske magthavere i centralkomitéen og politbureauet er dikteret oppefra, og hvor enhver politisk ytring er forhåndskoreograferet ned til mindste detalje. Den totalitære kontrol udstrækker sig samtidig til det kinesiske informationsrum, hvor de statskontrollerede medier nidkært udøver partiets ”new speak”, og hvor de stærkt censurerede sociale medier finkæmmes for blot antydningen af kritik af ”storebror Xi”. Da det op til partikongressen kortvarigt lykkedes en dumdristig borger at hænge et kritisk banner op på en vejbro i Beijing, fyldte historien langt mere i de vestlige medier end i Folkerepublikkens orwellianske medievirkelighed.

Det er ikke blot Kommunistpartiet, hvis omnipotente rolle i det kinesiske samfund vækker mindelser om den maoistiske æra. Xi har formået at centralisere magten omkring sig selv som ”partiets kerne” og gjort op med institutionaliserede begrænsninger for embedsperioden som Kinas leder (to perioder af fem år under Hu og Jiang). Hertil kommer skabelsen af en personkult omkring Xi, hvis ideologiske tankegods er fast pensum for såvel partisoldaterne som Kinas ungdom. Men frem for alt betyder den vidtforgrenede udrulning af moderne overvågningsteknologi – accelereret de senere år i corona-bekæmpelsens navn – at både menige kinesere og potentielle partirivaler i dag kan monitoreres så systematisk i det stadig mere gennemdigitaliserede kinesiske samfund, at enhver politisk opposition kan kvæles i undfangelsen.

Når Kommunistpartiets Centralkomité på sin første plenumsession denne søndag genudnævner Xi Jinping til en ny femårig periode som Kommunistpartiets Generalsekretær, vil Xi være fuldstændigt omgivet af loyalister. Væk fra magtens centrum er bl.a. Kinas premierminister Li Keqiang, kendt som en økonomisk reformator, der angivelig har udtrykt uenighed med Xis politiske dispositioner, men dog aldrig udfordret hans autoritet.

Det er således med fuld kontrol på de indre linjer, at Xi tager fat på endnu en embedsperiode.

Styr på Hongkong og Xinjiang, men ikke Taiwan

Trods ro på de indre linjer har Xi alligevel stået med en række alvorlige udfordringer de forløbne fem år, som udspringer af trusler mod Kinas suverænitet og territorielle integritet. De folkelige massedemonstrationer i Hongkong i løbet af 2019-20 udfordrede ikke kun de lokale myndigheder, men også centralregeringen i Beijing og hermed i sidste ende Kinas suverænitet over den tidligere britiske kronkoloni. De kommunistiske magthavere var især bekymrede over den opbakning demonstranterne undervejs modtog fra de vestlige lande og ikke mindst den amerikanske kongres, som med vedtagelsen af Hongkong Human Rights and Democracy Act søgte at afskrække Beijing fra at gribe ind i konflikten. Imidlertid har Beijing med afsæt i den nationale sikkerhedslov fra juni 2020 (og stramme corona-restriktioner) formået at tage livet af protestbevægelsen og tilmed udhulet Hongkongs ellers traktatfæstede autonomi og frihedsrettigheder. Som Xi veltilfreds konstaterede i sin tale på partikongressen, ”regeres Hongkong nu af patrioter, og ”situationen er grundlæggende forandret fra kaos til politisk stabilitet”.

Foruden Hongkong har udfordringerne i Xinjiang-provinsen utvivlsomt givet Xi flere grå hår på hovedet siden Partikongressen i 2017, men også her har de kommunistiske magthavere formået at sætte deres vilje igennem. Xi pointerede i søndagens tale, at ”vi har effektivt fået inddæmmet etnisk separatisme, religiøs ekstremisme og voldelig terrorisme”, og rent faktisk har den førhen så urolige Xinjiang-provins ikke oplevet et eneste terrorangreb de seneste fem år. Hvad Xi selvfølgelig ikke nævnte er, at Beijing i mellemtiden har forvandlet Xinjiang til en rendyrket politistat med totalovervågning af etniske og religiøse minoriteter samt masseinterneringslejre, der skal fremelske patriotiske dyder og kærlighed til partiet blandt lokalbefolkningen. Under alle omstændigheder kunne Xi med tilfredshed notere sig, at Vestens bestræbelser på at afdække omfanget af undertrykkelsen led nederlag for nogle uger siden, da (Kinas støtter i) FN’s Menneskerettighedsråd nedstemte et forslag om at tage Højkommissærens nylige rapport om de systematiske menneskerettighedskrænkelser i provinsen op til debat i rådet.

Taiwan tegner til gengæld til at give Xi masser af søvnløse nætter i de kommende år. Xi har selv sørget for at gøre genforeningen af Taiwan til et kardinalpunkt for realiseringen af Kinas ”historiske mission” frem mod 100-års jubilæet for Folkerepublikkens oprettelse i 2049, hvor Kinas ”nationale genopstigning” skal være gennemført (”the great rejuvenation of the Chinese nation”). Budskabet blev gentaget i søndagens tale og ledsaget af en advarsel til ”fremmede kræfter” om ikke at blande sig i dette ”interne kinesiske anliggende”, men talen var omvendt blottet for nye trusler, tidsfrister eller eskalerende tiltag. For i realiteten kan Beijing næppe foreløbig gennemtvinge en genforening med væbnet magt, og det ville under alle omstændigheder få Vesten til at kappe alle bånd til Kina. Hvad værre er, set fra Beijings perspektiv, glider Taiwan gradvis Kina af hænde i disse år som følge af dels øget amerikansk støtte til østaten og dels Taiwans selvstændighedssøgende kurs under præsident Tsai Ing-wen. ”Historiens hjul”, som Xi fremmanede, ”ruller [ikke!] mod genforening”.

USA’s afkoblings- og inddæmningsstrategi er den største trussel

Mens Folkerepublikkens magthavere traditionelt har været optaget af trusler mod deres eget regime samt landets suverænitet og territorielle integritet, synes det i dag først og fremmest at være Kinas udviklingsinteresser, der er sårbare. Selv om Kina er blevet verdens største handelsnation og råder over den næststørste økonomi (i markedspriser), er Folkerepublikken stadig på mange måder et udviklingsland med et bruttonationalprodukt pr. indbygger på omkring $11.000 (ca. 1/6 af USA’s). Og selv om Kina investerer enorme summer i forskning og teknologi (ca. $550 mia. i 2022, kun overgået af USA) og har opbygget en række stærke nationale tech-giganter såsom Huawei, JD, Alibaba og Tencent, er kineserne fortsat dybt afhængig af adgang til vestlige markeder for ikke blot at kunne afsætte sin eksport, men også erhverve kritiske teknologiske komponenter. Det gælder ikke mindst mikroprocessorer – af afgørende betydning for al civil og militær højteknologi – idet de vestlige lande i dag fuldstændigt kontrollerer udvikling, design og produktion af de allermest avancerede mikroprocessorer.

Derfor er det stærkt foruroligende for den kinesiske regering, at USA gradvis strammer grebet om Kinas adgang til vestlig teknologi via ekspansive mekanismer for investeringsscreening og ekstraterritoriel lovgivning for eksportkontrol. Washington udnytter ganske enkelt sin unikke sikkerhedspolitiske rolle og dominerende position i de globaliserede produktionskæder til at presse sine partnere og allierede til at efterleve amerikanernes teknologiske afkoblingsdiktater. Huawei repræsenterer allerede et skræmmeeksempel på, hvor svært det er at konkurrere på verdensmarkedet uden fri adgang til vestlig teknologi (software og mikroprocessorer). I søndagens tale slog Xi da også fast, at ”Kinas kapacitet for videnskabelig og teknologisk udvikling endnu ikke er tilstrækkeligt stærk”, mens Kinas teknologiske udviklingsbehov i det hele taget fyldte langt mere end for fem år siden. Uanset hvad synes Washington nu fast besluttet på at stikke en kæp i hjulet på Kinas moderniseringslokomotiv.

Endelig trues Kinas udviklingsinteresser også mere generelt af den inddæmningsstrategi, USA i stigende grad forfølger. I den netop udsendte nationale sikkerhedsstrategi udpeger Biden-administrationen Kina som ”den eneste konkurrent med såvel intentionen til at omforme den internationale orden som den økonomiske, diplomatiske, militære og teknologiske kapacitet til at gøre det.” Og i forårets Indo-Pacific strategi præciserer Biden-administrationen, hvordan Washington vil trække på sit vidtforgrenede netværk af ligesindede partnere og allierede i regionen for at imødegå Kinas voksende magt og indflydelse. Det vil utvivlsomt vanskeliggøre Kinas egne bestræbelser på at knytte stærkere bånd til regionale samarbejdspartnere, fordi de hermed risikerer at blive isoleret fra den USA-orkestrerede koalition af vestlige lande. Et af de mest prominente ofre for den amerikanske strategi synes indtil videre at være Kinas ”Belt & Road Initiativ”, hvis internationale tilslutning har været vigende det seneste par år. Xi nævnte da også kun sit eget internationale prestigeprojekt to gange i løbet af søndagens tale til partikongressen.

Mon den 21. partikongres bliver Xis svanegang?

Som Folkerepublikkens altoverskyggende lederskikkelse står styrmand Xi i dag alene på kommandobroen og skal sikre, at Kina fortsætter sin nationale genopstigning. Ude i horisonten tårner udfordringerne op, og hans greb om magten på hjemmefronten risikerer måske endda at løsnes, hvis den nye samfundskontrakt med fokus på sikkerhed frem for velstand ikke vinder gehør i den kinesiske befolkning.

Samtidig ser Kinas strategiske vindue ud til at lukke i disse år, i takt med at USA og det vestligt dominerede internationale samfund bliver stadig mere kritisk indstillet over for Folkerepublikken. Tilmed kan krigen i Ukraine – som Xi ikke nævnte en eneste gang på partikongressen – meget vel fremskynde processen. Ved at fastholde sit strategiske partnerskab med Rusland, undlade at støtte op om Vestens sanktionsregime, kolportere Kremls udlægning af krigen og lade hånt om egne højtbesungne internationale retsprincipper (suverænitetsprincippet!) har kineserne gjort sig yderligere sårbare for vestlig kritik. Det er faktisk ikke længere utænkeligt, at Kina rager så meget uklar med Vesten, at de ender i samme ringhjørne som russerne.

Spørgsmålet trænger sig på, om Xi overhovedet kan stå igennem de næste fem år? I hvert fald bed nogle iagttagere mærke i, at Xi under sin tale på partikongressen flere gange småhostede og måtte tage en slurk te. Selv den mest almægtige autokrat har en udløbsdato.

Analysen er bragt i Ræson 22. oktober 2022.