Kina har trukket ulvekrigerdiplomatiet hjem. Charmeoffensiven har en årsag

Mens tigeren udtrykker styrke og vitalitet, forbindes kaninen med mildhed og fredfyldthed. Symbolikken kunne næppe være mere velvalgt, idet den kinesiske regering de seneste måneder har arbejdet ihærdigt på at forbedre sit offentlige image.

Efter tre år præget af isolation, mistro, selvhævdelse og aggressiv retorik over for omverdenen slår Beijing nu langt mere forsonende og venskabelige toner an - ikke mindst over for USA og Vesten.

De første indikationer på Kinas kursændring så vi i november på G20-topmødet i Indonesien. Her trådte Folkerepublikkens nyligt genudnævnte leder Xi Jinping for alvor ud af Coronapandemiens skygge og ind på den internationale scenes rampelys til smilende håndtryksseancer med de øvrige topmødedeltagere, inklusiv hans første fysiske møde med præsident Biden. Og allerede inden året var gået på hæld, havde de mildere atmosfæriske strømninger bragt den tyske kansler Olaf Scholz, den Europæiske Rådsformand Charles Michel og den australske udenrigsminister Penny Wong en tur til Beijing.

Efter alt at dømme intensiveres Kinas diplomatiske charmeoffensiv i det nye år, og det bliver med Qin Gang som frontfigur. Qin forlod for et par uger siden ambassadørposten i USA med et hyldestbrev til det amerikanske folk i The Washington Post, hvor han erklærede sig overbevist om, at »døren til Kina-USA forholdet vil forblive åben«. Hjemme i Beijing har han overtaget udenrigsministeriet fra den aldrig smilende Wang Yi, hvis hyppige og hårdhændede udfald mod amerikansk »koldkrigsmentalitet« og »hegemonisme« har medvirket til at tyndslide de bilaterale relationer.

Lige så opsigtsvækkende er den samtidige degradering af det kinesiske udenrigsministeriums kontroversielle pressetalsmand Zhao Lijian (til departementet for lande- og havgrænser). Med sine knap to millioner Twitter-følgere har Zhao siden 2019 mere end nogen anden personificeret Kinas såkaldte »ulvekrigerdiplomati«, hvor kinesiske diplomater på pressekonferencer og sociale medier er gået i flæsket på de vestlige regeringer. Andre fremtrædende ulvekrigere er også for længst blevet gelejdet ud på et sidespor, eksempelvis Hu Xijin, redaktøren for tabloidavisen Global Times, samt Gui Congyou, Kinas notorisk angrebslystne tidligere ambassadør i Sverige.

Konflikten er ikke i Kinas interesse

Spørgsmålet er så, hvorfor Kinas ulvekrigere tilsyneladende er faldet i unåde, og hvad vi kan forvente af det nye års diplomatiske charmeoffensiv?

Kursskiftet skyldes først og fremmest, at den kinesiske regerings aggressive retorik forstærker den omsiggribende afkobling fra Vesten, hvilket underminerer Kinas udviklingsinteresser. Kina er nemlig stadig et udviklingsland, som er langt mere afhængig af adgang til vestlige markeder og ikke mindst vestlig teknologi end omvendt.

I Beijings optik har ulvekrigerne ganske vist været en naturlig reaktion på de vestlige landes stigende indblanding i Kinas indre anliggender såsom protesterne i Hongkong, »genopdragelseslejrene« i Xinjiang eller Kinas håndtering af covid-19, men ulvekrigerdiplomatiet har også punkteret Vestens illusioner omkring Kinas udvikling under Xi Jinping og styrket de røster, der kræver strategisk autonomi og afkobling fra Folkerepublikken.

Krigen i Ukraine har tilmed demonstreret en overraskende høj grad af vestligt sammenhold og næret frygten i Beijing for i sidste ende at risikere at blive lige så isoleret fra Vesten som Rusland. Således har de vestlige lande med USA i spidsen allerede iværksat diverse former for investeringsscreening, eksportkontrol, sortlistning af specifikke virksomheder og restriktioner for forskningssamarbejde, alt sammen rettet mod Kina.

Særlig foruroligende for Beijing er Kongressens nyligt vedtagne Chips Act, hvor USA udnytter sin dominerende position i de globale forsyningskæder og sit netværk af alliancepartnere til at formene Kina adgang til de mest avancerede mikroprocessorer. Derfor forsøger den kinesiske regering nu at svække afkoblingstendenserne ved at skrue op for charmen, alt imens man accelerer sine egne bestræbelser på at sikre strategisk autonomi fra Vesten. Kynisk set har kineserne med andre ord indledt et taktisk, snarere end strategisk, kursskifte med henblik på at vinde tid.

For stormagtsrivaliseringens æra er over os, og såvel i Beijing som i Washington D.C. har man indstillet sig på en mangeårig kappestrid gennemsyret af geostrategiske og værdipolitiske konflikter. Et afgørende aspekt af denne kappestrid bliver i hvilken udstrækning amerikanerne formår at mobilisere og orkestrere en form for inddæmningskoalition af ligesindede vestlige lande, heriblandt asiatiske nøgleaktører som Japan, Sydkorea og Taiwan. Den kinesiske charmeoffensiv skal altså samtidig tjene til at imødegå amerikanernes koalitionsopbygning, ikke mindst fordi mange af de sydøstasiatiske ASEAN-landes status og position i stormagtsrivaliseringen er uafklaret.

Uagtet det diplomatiske sceneskift lurer Kinas ulvekrigere stadig i kulissen. I stedet for at blive parkeret på sidelinjen er Wang Yi, den forhenværende udenrigsminister, blevet optaget i kommunistpartiets politbureau og udnævnt til direktør for den magtfulde centrale komité for udenrigsanliggender. Herfra skal han som en grå eminence trække i trådene og udstikke Folkerepublikkens overordnede udenrigspolitiske linje.

Om ikke andet tegner Kaninens År til at sænke spændingsniveauet mellem Kina og Vesten. Og det er måske det bedste, vi kan håbe på i stormagtsrivaliseringens æra.

Kronikken er bragt i Berlingske den 22. januar 2023.