Er Kina klar til at indtage rollen som USA's førsteudfordrer?
Da Kinas leder, Xi Jinping, på G20-topmødet i november 2022 smilende stillede sig op foran verdenspressen og udvekslede såvel håndtryk som høfligheder med USA’s præsident, Joe Biden, var det startskuddet på en diplomatisk charmeoffensiv over for de vestlige lande. Efter tre år præget af selvpålagt coronaisolation, økonomisk afmatning og utallige politiske sammenstød med Vesten var den kinesiske regering opsat på at genindtage den internationale scene og genopdyrke sine relationer til de vestlige lande. Derfor gelejdede man de mest konfrontatoriske diplomater – de såkaldte ulvekrigere – væk fra rampelyset og arrangerede en række højniveaubesøg i Beijing med bl.a. den tyske kansler, Olaf Scholz, EU’s rådspræsident, Charles Michel, og den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken. Sidstnævntes afrejse blev dog udskudt på ubestemt tid i efterdønningerne fra den bizarre spionballonkrise, som allerede synes at have fået både Kina og USA tilbage på barrikaderne. Når en relativt banal spionageoperation kan trække overskrifter i ugevis og udarte sig til en byge af gensidige beskyldninger om hinandens efterretningsprogrammer, varsler det ilde for det indbyrdes forhold.
Systemisk kappestrid under opsejling
Spionballonkrisen blev således endnu et tragisk vidnesbyrd om, hvor skrøbeligt og konfliktfyldt forholdet mellem Kina og USA er. Siden Trump-administrationen i 2018 indledte sin handelskrig, er linjerne blevet trukket stadig skarpere op, og i Washington gennemsyres hele det politiske etablissement i dag af en Kina-kritisk stemning med Republikanske hardlinere som Marco Rubio, Tom Cotton, Josh Hawley og Mike Gallagher blandt de toneangivende. Ifølge USA’s nationale sikkerhedsstrategi udgør Folkerepublikken en systemisk udfordrer med både intentionen og kapaciteten til at udfordre den internationale orden, mens den spritnye Kongres-komité for ,strategisk konkurrence med Kinas kommunistiske parti’ fremstillede Folkerepublikken som en ,eksistentiel trussel’ på sit åbningsmøde. Omvendt stikker mistilliden til USA efterhånden så dybt blandt de kinesiske magthavere i Beijing, at de ikke gør sig nogen illusioner om for alvor at kunne samarbejde med amerikanerne. I stedet håber kineserne med den nylige charmeoffensiv at forbedre forholdet til de øvrige vestlige lande og dermed modvirke amerikanernes geostrategiske koalitionsopbygnings- og inddæmningsbestræbelser.
For det, man kan kalde Kinas ,udviklingsstrategiske vindue mod omverdenen’, er hastigt ved at lukke sig. De seneste årtier har Folkerepublikken lukreret på sine tætte – nogle vil sige symbiotiske – relationer til de vestlige lande, hvor adgangen til vestlige markeder, viden og teknologi har understøttet Kinas imponerende modernisering og opstigning som stormagt. Men den omsiggribende afkoblingsdagsorden – orkestreret af USA med henvisning til sikkerheds- og værdipolitiske problemstillinger – reducerer gradvist Kinas forbindelseslinjer til de vestlige lande, og dermed risikerer kineserne i stigende grad at skulle fortsætte landets udvikling på egen hånd.
Skønt den kinesiske regering allerede har intensiveret bestræbelserne på at opbygge strategisk autonomi fra Vesten, har Kina stadig langt mere brug for Vesten end omvendt. Det var netop derfor, at Xi Jinping slog en dyster tone an på efterårets nationale partikongres og advarede sine landsmænd om et langt mere udfordrende eksternt miljø for Folkerepublikken. Og i forbindelse med den nyligt afholdte Folkekongres rettede Xi endda en uhørt skarp og direkte anklage mod USA om at ,føre an i bestræbelserne på at inddæmme og undertrykke Kina’.
Kina er med andre ord hastigt på vej til at blive hovedkombattant i en systemisk kappestrid med USA, selvom kineserne reelt endnu ikke har kapaciteten til at agere førsteudfordrer på den internationale scene. Den begrænsede supermagtskapacitet vil ikke blot gøre det vanskeligt for Beijing at stå op imod Washington, men også at tiltrække strategiske samarbejdspartnere i kappestriden, fordi de færreste tredjelande har mod på at rage uklar med USA og Vesten.
For at kunne duellere med USA i den globale kappestrid skulle Kina gerne nogenlunde kunne matche amerikanernes militære, økonomiske og teknologiske kapabiliteter. Den følgende gennemgang demonstrerer, at Kina stadig halter langt efter USA på det militære område, og at Kinas økonomi endnu ikke kan måle sig med den amerikanske i afgørende henseender. Til gengæld er udviklingstendenserne mindre entydige på den teknologiske front.
Kinas begrænsede magtprojiceringskapacitet
I løbet af få årtier har Folkerepublikken forvandlet Folkets Befrielseshær (PLA) fra en talstærk, men primitivt udrustet landhær til en langt mere moderne og kapabel slagstyrke, som ikke længere kun er optaget af det hjemlige territorialforsvar. Kineserne har også formået at opbygge verdens største kystbevogtnings- og flådestyrker samt at konstruere en række militære bastioner på kunstige øer, hvorved Kina i stigende grad kan dominere de nære farvande, især Det Sydkinesiske Hav samt Taiwanstrædet. Hertil kommer landets vidtfavnende og avancerede arsenal af missiler, inklusive det mobile interkontinentale MIRV-udrustede missil DF-41, verdens angivelig første ballistiske anti-skibsmissil DF-41D (,hangarskibsdræberen’) samt det hypersoniske mellemdistancemissil DF-17, som i kraft af sin hastighed sandsynligvis vil kunne gennemtrænge amerikanske missilforsvarssystemer som THAAD og Aegis.
Flådeoprustningen er – sammen med det ekspanderende missilarsenal – vigtige komponenter for PLA’s bestræbelser på at kunne afskrække det amerikanske militær fra at kunne operere i luftrummet og farvandene omkring Kina i en krigssituation, hvis PLA eksempelvis forsøger at invadere Taiwan.
Sammenlignet med USA råder Kina imidlertid fortsat kun over en begrænset magtprojiceringskapacitet, som for det første skyldes fundamentale geostrategiske udfordringer. Hvor amerikanerne er begunstiget med venligtsindede naboer, grænser Kina op til regionale stormagter som Indien og Rusland med deres egne strategiske indflydelsessfærer og geopolitiske ambitioner. Og hvor amerikanerne har direkte adgang til både Atlanterhavet og Stillehavet, er kineserne på havsiden reelt lukket inde bag en ring af amerikanske allierede/partnere fra Japan over Taiwan til Filippinerne og på den sydlige flanke lukket inde bag endnu en regional stormagt i form af Indonesien.
Hvis en stormagt overhovedet skal kunne udøve militær magt uden for eget nærområde, kræver det adgang til logistiske støttepunkter i form af udenlandske baser eller et netværk af allierede, der kan understøtte operationer fjernt fra hjemlandet. Indtil videre råder Kina officielt over blot en enkelt udenlandsk militærbase i østafrikanske Djibouti (siden 2017), mens USA omvendt har adgang til hundredvis af baser, hvoraf nogle af de allerstørste er placeret tæt på Kina med omkring 80.000 udstationerede amerikanske soldater alene i Japan og Sydkorea.
Der har længe været spekulationer om, at Kina vil forsøge at etablere nye militærbaser som et led i de mange infrastrukturelle anlægsprojekter iværksat inden for rammerne af kinesernes ambitiøse Silkevejsprojekt (eller BRI: Belt and Road Initiative). Som oftest nævnes asiatiske lande som Cambodja (Ream), Pakistan (Gwadar), Myanmar (Kyaukpyo), Sri Lanka (Hambantota) og Tadsjikistan (Shaymak). Men ganske sigende for Beijings militærstrategiske udfordringer synes ingen af disse lande indtil videre indstillet på officielt at give tilladelse til en kinesisk militærbase, fordi de herved ville lægge sig ud med Washington og blive direkte inddraget i den amerikansk-kinesiske kappestrid.
Den begrænsede adgang til udenlandske baser afspejler samtidig det faktum, at Kina – i tråd med Folkerepublikkens historiske modstand mod international alliancedannelse – stort set ingen allierede har. Ikke engang Beijings såkaldt grænseløse strategiske partnerskab med Moskva indeholder nogen gensidige forsvarsforpligtelser til trods for hyppige fælles militærøvelser og tæt samarbejde i FN’s Sikkerhedsråd. Kina har da også afholdt sig fra direkte at understøtte Ruslands krigsindsats i Ukraine, selvom kinesiske droner og artillerigranater tilsyneladende står højt på russernes ønskeliste. Kun Nordkorea, med hvem Kina i 1961 indgik en fælles forsvarstraktat, kan med rimelighed betegnes som en egentlig allieret.
Ud over de geostrategiske begrænsninger kæmper PLA med et moderniseringsefterslæb på adskillige områder pga. Vestens årtier lange våbenembargo, som endda i stigende omfang udvides til at omfatte overførsel af teknologi med afledt militært potentiale (såkaldt dual use-teknologi). De samlede kinesiske forsvarsudgifter på knap 300 mia. dollars (ifølge SIPRI) udgør ganske vist verdens i særklasse næststørste militærbudget, men er stadig mindre end halvt så stort som det amerikanske militærbudget på 801 mia. dollars. Under alle omstændigheder sikrer den akkumulerede effekt af årtiers amerikanske forsvarsinvesteringer amerikanerne et enormt forspring, hvad angår militært isenkram og militærteknologisk udviklingsniveau, hvorfor kineserne er en-to generationer bagud i forhold til mange militære platforme.
Tag eksempelvis Kinas nyeste hangarskib, Fujian, som blev søsat sidste sommer og tidligst forventes at være fuldt operationsdueligt i løbet af 2024. Fujian trak overskrifter i de internationale medier, fordi det i modsætning til Kinas to første hangarskibe (Liaoning og Shandong) er udstyret med et moderne flykatapulteringssystem i form af en elektromagnetisk induktionsmotor (ligesom de amerikanske hangarskibe i Gerald Ford-klassen), hvilket øger flyenes rækkevidde og udrustning væsentligt. Men da Fujian til gengæld sejler på almindelige dieselmotorer, som kræver løbende forsyninger af brændstof og adgang til oversøiske baser, vil det nye hangarskib næppe sætte Kina i stand til at operere uden for de nære farvande på hverken kort eller mellemlangt sigt. Omvendt råder USA over ikke blot 11 atomdrevne hangarskibe, men også diverse andre offensive platforme udrustet med både helikoptere og fly, såsom marinekorpsets store amfibie-angrebsskibe (Wasp- og America-klassen). Målt på skibstonnage (snarere end antal skibe) er den amerikanske flåde i det hele taget betydeligt større end den kinesiske. Og under havoverfladen dominerer amerikanske ubåde (Virginia-klassen) i kraft af deres lydløse, atomare fremdriftsteknologi og avancerede våben – også i farvandene omkring Kina.
Et andet kinesisk prestigeprojekt, jagerflyet J-20 med kælenavnet Mighty Dragon, illustrerer ligeledes Kinas våbenteknologiske udfordringer. Som udgangspunkt er der tale om et femte-generationsjagerfly, der kombinerer supersonisk hastighed og stealth-teknologi med moderne netintegreret flyteknologi. Imidlertid er flyets stealth-funktioner ikke lige så avancerede som hos de amerikanske femte-generationsfly (F22 Raptor og F35 Joint Strike Fighter), ligesom dets hjemligt byggede motorer langtfra har den samme ydeevne som de amerikanske og derfor i mange tilfælde er blevet udskiftet med russiske motorer. Tilmed udgør J-20 blot en lille fraktion (omkring 50-100) af Kinas omkring 1.300 jagerfly. Alt imens har amerikanerne allerede testet deres kommende sjette-generationsjagerfly.
Sammenholdt med Kinas geostrategiske udfordringer indebærer de militærteknologiske svagheder, at Folkerepublikken i indeværende årti udelukkende vil have kapacitet til at agere regional militær stormagt. Hovedtendensen i de senere års militæroprustning signalerer da også netop, at Beijing først og fremmest er optaget af at kunne udøve hård magt i nogle af de mange uløste territorialstridigheder i Kinas eget nærområde, herunder om nødvendigt at kunne genforene Taiwan med militær magt. På den nylige Folkekongres benyttede Xi Jinping da også en mere defensiv metafor for Kinas militære modernisering med sin udtalelse: ”Vi skal forvandle PLA til en kæmpe mur af stål for at sikre vores nationale suverænitet, sikkerhed og udviklingsinteresser”.
Kina som udviklingsøkonomi
Selvom Kinas økonomiske volumen, handelsmæssige tyngde og finansielle muskler uomtvisteligt har øget landets magtkapacitet i den internationale arena, bør Folkerepublikken stadig på mange måder betragtes som en udviklingsøkonomi.
Til at begynde med kan man konstatere, at Kinas nominelle BNP i 2022 fortsat var markant mindre end USA’s (hhv. 18 og 25 billioner dollars ifølge IMF), og at det ikke giver mening i en magtsammenhæng at sammenligne økonomiernes størrelse ud fra købekraftsparitet (dvs. ,hvad pengene er værd’ på det hjemlige marked), fordi alt fra våben over olie til mikroprocessorer netop afregnes til valutakursjusterede priser på det internationale marked. Enhver sammenligning af økonomierne bør også tage højde for befolkningsstørrelsen, idet BNP per indbygger er en mere præcis indikator for landenes økonomiske udviklingstrin. Ifølge Verdensbanken var USA’s BNP per indbygger mere end fem gange større end Kinas i 2021 (cirka 70.000 og 13.000 dollars), og mens USA således rangerer som et højindkomstland, er Folkerepublikken stadig at regne for et mellemindkomstland. En af den kinesiske regerings største bekymringer er da også netop, at Folkerepublikkens udvikling går i stå, og at landet fanges i den såkaldte ,mellemindkomstfælde’ ude af stand til at bevæge sig højere op ad udviklingsstigen i den globale økonomi.
Kigger man nærmere på Kinas position som verdens førende handelsnation, er der adskillige grunde til at nedtone betydningen heraf i en direkte sammenligning med USA.
For det første er de nogenlunde lige store handelsnationer, hvis man ud over varehandel også medregner serviceydelser (begge med en samlet handelsvolumen på omkring 5 billioner dollars i 2021 ifølge Eurostat). Serviceydelser, som bl.a. spænder over turisme, finansielle ydelser, digitalt indhold og intellektuelle rettigheder, udgør en voksende andel (cirka en tredjedel) af USA’s samlede eksport, og i kraft af sin liberaliserede økonomi med frit internet og markedsledende techgiganter står USA langt bedre rustet end Kina til at dominere det internationale marked for serviceydelser i de kommende år.
For det andet udgør USA, efter EU, verdens næststørste importmarked (3,24 billioner dollars i 2022 ifølge OECD), mens Kinas efterspørgsel på importerede varer og serviceydelser er omtrent fem gange mindre. Det indebærer, at USA reelt er et vigtigere eksportmarked for en række af de lande, som samlet set har Kina som største handelspartner, og at disse lande derfor vil være mere tilbøjelige til at orientere sig mod Washington end Beijing i en global kappestrid. Ganske symptomatisk nyder Kina da også selv godt af gigantiske overskud på handelsbalancen med USA (355 mia. dollars i 2021 ifølge USA’s handelsministerium), hvilket netop foranledigede Trump-administrationen til at iværksætte handelskrigen mod Kina i juli 2018. Og selvom de indførte straftoldsatser og kinesiske gengældelsestiltag naturligvis også påvirker USA (dvs. højere priser for amerikanske forbrugere og virksomheder), rammer de ud fra en relativ målestok Kinas eksportbaserede økonomi hårdere, hvorfor Biden-administration i det store hele har valgt at fastholde straftoldsatserne.
Hvad Kina trods alt har opbygget af handelsmæssig tyngde, synes endvidere at blive mere end opvejet af den kinesiske valutas svage position i den globale økonomi. Til trods for ihærdige bestræbelser siden 2016 på at internationalisere Kinas renminbi (Yuan) var blot 3 pct. af verdens valutareserver ifølge Bloomberg placeret i den kinesiske valuta i 2022, hvorimod den amerikanske dollar stadig dominerer verdensøkonomien med omkring 60 pct. af alle verdens valutareserver (og cirka 20 pct. for euroens vedkommende).
Netop dollarens centrale position i verdensøkonomien giver USA mulighed for at udøve magt bl.a. via de internationale finansielle transaktionsinstitutioner, såsom CHIPS og SWIFT, der håndterer langt hovedparten af de internationale pengeoverførsler. Herigennem kan den amerikanske regering nemlig udelukke andre lande eller specifikke borgere/virksomheder fra at få adgang til dollar-baserede transaktioner. Denne form for finansielle sanktioner har primært været rettet mod Nordkorea, Iran og ikke mindst Rusland, men den amerikanske regering benytter også allerede redskabet til eksempelvis at straffe specifikke kinesiske aktører for deres medvirken til menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang og Hongkong. Med den igangværende digitalisering af renminbi vil den kinesiske regering angiveligt forsøge at udfordre dollarens hegemoni, men den internationale monetære hakkeorden lader sig næppe ændre, så længe den kinesiske økonomi er betydeligt mindre liberaliseret og stadig befinder sig på et lavere udviklingsstadie end den amerikanske.
Kinas økonomiske magt som kreditor og investor bør heller ikke overvurderes. Positionen som USA’s næststørste kreditornation (efter Japan) vækker ofte bekymring, men kinesernes andel af den samlede amerikanske statsgæld er trods alt blot på omkring 3 pct. (870 mia. dollars i 2022 ifølge Investopedia). Dertil kommer, at et eventuelt kinesisk ,brandudsalg’ vil få negative konsekvenser for begge parter. Samtidig har de senere års til tider skingre debat om ,gældsfælder’ blandt modtagere af kinesiske udviklingslån udstillet, hvor vanskeligt det er for Beijing at udnytte sin magt som kreditor uden at risikere store hak i omdømmet. Snarere end at kunne konvertere gældsposter til nogen form for politisk magt synes Beijing i stigende grad blot at brænde nallerne på ,dårlige lån’ blandt sine BRI-partnere, hvis infrastrukturbehov de vestlige lande ikke selv tør finansiere.
Kinas rolle som investor i verdensøkonomien syner heller ikke helt så magtfuld, når man opgør investeringsmønstrene ud fra de akkumulerede investeringsbeholdninger snarere end de årligt fluktuerende kapitalstrømme. Beijing er således stadig kun en mellemstor investor med omkring 6 pct. af verdens samlede udgående FDI-beholdning sammenlignet med USA’s andel på 24 pct. (i 2021 ifølge OECD). Her vil de vestlige landes introduktion af Kina-målrettede screeningsmekanismer for udenlandske investeringer tilmed vanskeliggøre Beijings forhåbninger om at erhverve sig adgang til ny viden og teknologi via direkte investeringer.
Fremadrettet står Kina endda over for en række strukturelle udfordringer, som mindsker landets økonomiske vækstpotentiale. Alt imens antallet af ,uproduktive’ kinesere forventes at stige fra omkring 35 pct. i 2015 til næsten 70 pct. i 2050, vil den voksende ældrebyrde kræve enorme investeringer i den offentlige sundheds- og ældreplejesektor. Med andre ord risikerer det kinesiske samfund at blive gammelt, inden det for alvor når at blive rigt. Hertil kommer de kolossale klima- og miljøtilpasninger, Kina står over for, hvis dets økonomiske udvikling skal være bæredygtig på længere sigt.
Men den allerstørste strukturelle udfordring synes at være de protektionistiske udviklingstendenser i verdensøkonomien, idet den tiltagende geoøkonomiske blokdannelse gradvist underminerer Folkerepublikkens udviklingsmodel baseret på nogenlunde fri adgang til vestlige markeder, viden og teknologi. Den amerikanske regering sætter således i stigende grad spørgsmålstegn ved Kinas centrale position i den globaliserede økonomis vidtforgrenede forsyningskæder ved at afskære egne og samarbejdspartneres virksomheders forbindelseslinjer til det kinesiske marked med henvisning til diverse sikkerhedspolitiske og værdipolitiske krav.
Alt i alt har Kina efterhånden opbygget en økonomisk tyngde, som gør landet til en magtfaktor i den globale økonomi, hvad enten det er i rollen som handelspartner, investor, kreditor eller bestyrer af verdens største forbrugermarked. Men Folkerepublikken befinder sig stadig på et markant lavere økonomisk udviklingsstadie end USA, og udfordringerne tårner sig op i takt med den skærpede geoøkonomiske rivalisering med USA. Den svækker nemlig Kinas adgang til de vestlige markeder og dets indlejring i de globale forsyningskæder, hvilket risikerer at tage dampen af det kinesiske vækstlokomotiv. Så meget desto mere grund til at vende blikket mod Kinas egen teknologiske innovationsevne, idet den vil få afgørende betydning for landets videre økonomiske såvel som militære udvikling og dermed Kinas relative magtposition.
Kinas teknologiske landvindinger
At den kinesiske regering nærer vidtrækkende ambitioner inden for forskning og teknologi, fremgår tydeligt af dens officielle udmeldinger for Folkerepublikkens udvikling, såsom femårsplanerne samt diverse mere specifikke industripolitiske planer som eksempelvis „Made in China 2025”. At man også er villig til at sætte handling bag ordene, illustreres af den kinesiske regerings (og de kinesiske virksomheders) massive forsknings- og udviklingsinvesteringer (RD) på 564 mia. dollars i 2020 (sammenlignet med 664 mia. dollars for USA’s vedkommende ifølge OECD).
På nogle områder synes investeringerne allerede at bære frugt. Kina uddanner væsentlig flere forskere med en ph.d.-grad inden for de tekniske og naturvidenskabelige STEM-fag end USA (hhv. cirka 50.000 og 35.000 årligt i 2020). Men kvaliteten af de amerikansk uddannede forskningskandidater er væsentlig højere, idet de amerikanske eliteuniversiteter stadig er i særklasse internationalt målt ud fra forskning, undervisning og vidensformidling. Det fremgår med al tydelighed af Times Higher Educations årlige rangliste, hvor de to højest placerede kinesiske universiteter, Peking og Tsinghua, var placeret på en delt 16.-plads i 2022, mens ikke mindre end otte amerikanske universiteter ligger i topti. Udvekslingstrafikken af studerende mellem amerikanske og kinesiske universiteter har i årtier derfor været forholdsvis ensrettet mod USA (cirka 15:1 før pandemien), men afkoblingstendenserne vil fremover utvivlsomt gøre det vanskeligere for kinesiske studerende og forskere at dygtiggøre sig i USA.
Den imponerende fremgang i antallet af kinesiske forskningspublikationer det seneste årti har trukket mange overskrifter, og allerede i 2017 overgik kineserne for første gang deres amerikanske kollegaer i antallet af videnskabelige publikationer. I kvalitativ forstand haler kineserne også ind på amerikanerne med en andel af naturvidenskabelige artikler i de internationale toptidsskrifter i 2021 på cirka 85 pct. af amerikanernes (hhv. 16.753 og 19.857 ifølge Natures seneste årsopgørelse). Med afsæt i de 10 pct. mest citerede engelsksprogede forskningsartikler i perioden 2018-22 hævder en ny ASPI-rapport ligefrem, at Kina har opbygget en førende position foran USA inden for intet mindre end 37 ud af 44 af tidens vigtigste forskningsområder.
Men selvom fremgangen for kinesisk forskning er uomtvistelig, skal vi være forsigtige med at overdramatisere udviklingen. Dels fordi amerikanske eliteuniversiteter indtager en dominerende position inden for mange internationale forskningsnetværk, hvorfra kinesiske forskere i stigende grad vil blive udelukket pga. den tiltagende afkobling inden for forskningsverdenen. Dels fordi meget forskning aldrig bliver omsat til praktisk anvendelige teknologier, hvilket tidligere har været en udfordring for kineserne.
Under alle omstændigheder synes forskningspatenter at være et mere relevant parameter for Kinas vidensmæssige og teknologiske magtposition, fordi sådanne patenter afspejler evnen til at omsætte forskning til innovative og værdiskabende produkter på markedet. Kinas institutionelle incitamentstrukturer har de senere år udløst en voldsom ekspansion i antallet af patentansøgninger, og i 2019 toppede Kina sågar de internationale PCT-patentansøgninger for første gang (og tegnede sig i 2021 for 25,1 pct. af alle ansøgningerne mod 21,5 pct. for USA’s vedkommende ifølge WIPO). Men da mange kinesiske patenter reelt har en yderst begrænset værdi, er det mere oplagt at sammenligne patenternes kvalitet og internationale gennemslagskraft med afsæt i de såkaldte ,triadiske patentregistreringer’ på de tre førende teknologimarkeder (EU, USA og Japan). I 2020 udgjorde kinesiske patenter ifølge OECD knap 12 pct. af det samlede antal, mens de amerikanske patenter svarede til omkring 26 pct. (og EU 22 pct.).
Et endnu vigtigere sammenligningsparameter for de respektive forskningsmiljøers teknologiske udviklingsstadie er virksomhedernes indhøstning af royalties for brugen af patenterede intellektuelle rettigheder. I 2020 modtog kinesiske virksomheder omkring 9 mia. dollars i royaltyrettigheder, hvorimod amerikanske virksomheder indkasserede hele 114 mia. dollars på den konto (ifølge WIPO).
Sammenlignes de to landes udviklingsstadie inden for kerneteknologier, synes ubalancen at være endnu mere udtalt. Intet udstiller Kinas afhængighed af vestlig teknologi tydeligere end fremstillingen af avancerede mikroprocessorer (computerchips), som er en helt afgørende komponent i både civil og militær højteknologi. Skønt den kinesiske regering har investeret enorme summer i at opbygge landets egen mikroprocessorindustri, befinder Kina sig stadig et godt stykke efter de vestlige lande på området, og kineserne importerer derfor ifølge Nikkei omkring 80 pct. af de mikroprocessorer, de har brug for. Sidste sommer forlød det ganske vist, at Kinas førende producent (SMIC) havde formået at udvikle en mikroprocessor på blot 7 nanometer (ikke langt efter de vestlige producenters topniveau på 3-5 nanometer), men ,gennembruddet’ viste sig at være baseret på diverse ad hoc-løsninger, som vil forhindre en konkurrencedygtig masseproduktion. Siden hen har den amerikanske regering endda introduceret den såkaldte Chips and Science Act, som bl.a. afskærer SMIC og andre kinesiske producenter fra adgang til ikke blot de mest avancerede mikroprocessorer, men også den underliggende teknologi (IP, design, software mv.), samt det højt specialiserede produktionsudstyr (især ultraviolette litografimaskiner). Og Washington har allerede sikret sig, at de øvrige vestlige lande involveret i produktionen af mikroprocessorer (Holland, Japan, Sydkorea og Taiwan) efterlever det nye eksportkontrolregime.
Inden for andre kerneteknologier står kineserne imidlertid langt bedre rustet. Det har givet anledning til stor bekymring i Vesten, at Kina de senere år har opnået en dominerende position inden for centrale teknologier som elektriske batterier, digital telekommunikation (5G/6G), solcellepaneler, syntetisk biotech, kvantekryptering og hypersoniske missiler. I årevis er Kina blevet beskyldt for via industrispionage, cyber-hacking, forceret teknologioverførsel, kopiering mv. at tilegne sig intellektuelle rettigheder fra udenlandske virksomheder og forskningsmiljøer for herigennem at skære genvej i Folkerepublikkens egen moderniseringsproces. Det var således ikke kineserne, der opfandt teknologien bag solcellepaneler, litiumbatterier, droner, højhastighedstog, hjemmecomputere, overvågningskameraer eller mange andre industrier, der i dag præges eller ligefrem domineres af kinesiske producenter. Til gengæld er kinesiske virksomheder ekstremt dygtige til at videreudvikle eksisterende teknologier og ikke mindst knowhow for at tilpasse og raffinere produkterne til kommerciel brug i industriel skala med afsæt i det enorme kinesiske marked. Innovative kinesiske techgiganter som Alibaba, Baidu og Tencent udmærker sig snarere ved kommerciel udnyttelse af eksisterende teknologi end ved tilvejebringelse af ny teknologi.
Uanset hvad, indikerer de seneste udviklingstendenser på teknologifronten, at Kina får svært ved at holde dampen oppe. Den succesfulde lancering af Microsofts Chat GPT demonstrerer ikke blot amerikanernes forspring inden for både forskning i og anvendelse af kunstig intelligens (AI), men sætter også spørgsmålstegn ved kinesiske AI-virksomheders evne til overhovedet at følge trop pga. Kommunistpartiets øgede regulering og kontrol med techbranchen.
Og hvor kineserne for få år siden stod stærkt på listen over verdens supercomputere, er deres udvikling tilsyneladende gået i stå, efter at den amerikanske regering har sortlistet de førende kinesiske virksomheder på dette felt for at afskære dem fra amerikansk teknologi (herunder mikroprocessorer). I det hele taget dominerer amerikanske techgiganter som Amazon, Google, Facebook og Microsoft den globale internetdrevne vidensøkonomi, hvorimod deres kinesiske modstykker helt primært opererer på det kinesiske marked.
Folkerepublikken har sat turbo på sin teknologiske udvikling ved dels at investere massivt i uddannelse og forskning, dels at identificere specifikke strategiske satsningsområder for fremtidens kritiske teknologier. I kraft af teknologioverførsel såvel som selvskabt innovation har kinesiske virksomheder opnået markedsførende positioner på adskillige felter, og de kinesiske techgiganter fremstår som markedspionérer inden for dele af den digitaliserede vidensøkonomi. Overordnet set er Kina imidlertid stadig langt mere afhængigt af adgang til vestlig viden og teknologi end omvendt, og derfor sætter den tiltagende teknologiske afkoblingsdagsorden Kina i en særdeles sårbar position.
Det, der begyndte som en målrettet amerikansk aktion mod Huawei, Kinas vigtigste techgigant på det internationale marked, har udviklet sig til et kvælertag på store dele af Kinas techindustri, i takt med at Washington udvider listen over kinesiske virksomheder, som ikke længere kan få adgang til amerikansk teknologi. USA’s centrale position i den globale økonomis forsyningskæder og finansielle strømme sammenholdt med Washingtons vidtforgrenede netværk af ligesindede partnere og allierede forstærker effekterne af denne afkoblingsstrategi.
Kolos på lerfødder?
Folkerepublikkens opstigning over de seneste fire årtier har medført en gennemgribende magtforskydning fra vest mod øst, hvorfor Kina efterhånden fremstår som USA’s førsteudfordrer i det internationale system. Men ved nærmere eftersyn kan kineserne stadig ikke matche amerikanernes magtkapabiliteter på mange områder, og vi befinder os derfor ikke i en bipolær æra med to supermagter som nogenlunde jævnbyrdige magtcentre. Økonomisk er Folkerepublikken stadig først og fremmest en udviklingsøkonomi, militært kan Beijing primært kun udøve magt i sin egen region, og teknologisk er kineserne afhængige af Vesten på afgørende områder.
Fremskriver man de senere års udviklingstendenser især inden for forskning og teknologi, kan det være nærliggende at antage, at det trods alt blot er et spørgsmål om tid – et årti eller måske to – førend Folkerepublikken kommer fuldt på omgangshøjde med USA. Den kinesiske regering opererer selv med 2049 som en afgørende milepæl for opnåelse af landets ambitiøse udviklingsmål, fordi Folkerepublikken fejrer sit 100-års jubilæum dette år.
Imidlertid er det problematisk at foregribe Kinas udvikling med afsæt i de senere årtiers opstigningslinje. Det skyldes ikke kun de enorme demografiske og strukturelle udfordringer, Folkerepublikken står over for. For samtidig indebærer USA’s fundamentale kursændring siden 2018 i retning af en langt mere konfrontatorisk Kina-politik, at amerikanerne nu målrettet søger at fastholde magtspændet til Kina især militært og teknologisk. Dels ved at styrke egne kapabiliteter (fx via Endless Frontier Act, Chips and Science Act og et hastigt voksende forsvarsbudget), dels ved at stikke en kæp i hjulet på det kinesiske udviklingslokomotiv, hvor den omsiggribende afkoblingsstrategi vil ændre Folkerepublikkens udviklingsbetingelser på fundamental vis.
Om Kina kan nå at opbygge den fornødne strategiske autonomi til at kunne fortsætte landets udvikling til trods for den intensiverede stormagtsrivalisering, må tiden vise. Men i takt med at det eksterne pres vokser, risikerer Folkerepublikken at miste fodfæstet, ligesom det skete for en anden autoritær kolos: Sovjetunionen.
DIIS Eksperter
